J. Krishnamurti

Det sind, som forstår sig selv, er et meditativt sind. Selverkendelse er begyndelsen til meditation, og efterhånden som du trænger dybere ind i den, vil du opleve at sindet bliver forbløffende roligt, utvunget, fuldstændigt stille, uden bevægelse...

...når kærligheden er der, har den seksuelle akt en helt anden betydning; så er den ikke en flugt, så er den ikke en vane. Kærlighed er ikke et ideal, kærlighed er en værenstilstand. Der kan ikke være kærlighed hvor der er ønsket om at blive noget. Det er kun hvor der er kærlighed, at der er renhed, dyd, anstændighed; men et sind som ønsker at blive noget, eller som prøver at blive rent, er uden kærlighed.

Uden kærligheden, medfølelsen, dens flamme, dens intelligens, har livet ikke ret meget mening. Du kan opfinde en mening med livet, at blive fuldkommen og hele den butik, men uden kærlighedens skønhed som fundament, har livet ingen mening.

I bjergene, og i dalene med det brusende vand, i fuglenes flugt og i en solsorts sang en tidlig morgen, der er skønheden. Men er skønheden kun derude? Eller er skønheden noget som kun er når dette ’mig’ ikke er?