Er det, som sker i verden udenfor, forskelligt fra det, som sker inden i os? I verden er der vold, voldsomme uroligheder, krise efter krise. Der er krige, nationale konflikter, religiøse uoverensstemmelser, racemæssige og sociale konflikter, ét sæt systematiserede begreber over for et andet. Er det forskelligt fra, hvad der foregår inde i os? Vi er også voldelige, vi er også fulde af forfængelighed, frygteligt uærlige med forskellige masker til forskellige lejligheder.
Det er en bevægelse som tidevandet, der trækker sig tilbage og kommer ind. Vi mennesker har skabt det, som foregår udenfor os, og det kan umuligt ændres med mindre vi mennesker ændrer os. Det er kernen i det. Vi ønsker at udrette noget i verden, få bedre institutioner, bedre regeringer etc., men vi kan aldrig sige, at vi har skabt dette. Med mindre vi forandrer os, kan de ting ikke forandres. Efter de millioner af år vi har levet, er vi stadigvæk de samme. Vi har ikke forandret os grundlæggende og vi fortsætter med at skabe kaos i verden.
Faktum er, at man er verden - ikke som en idé, men faktisk. Kan I se forskellen mellem en idé og så virkeligheden? Man har hørt udsagnet, at man er verden, og man laver en idé, en abstraktion ud af det. Og så diskuterer man ideen, hvorvidt den er sand eller falsk, og så er man røget af sporet. Men kendsgerningen er, at man er verden - sådan forholder det sig.
Man er derfor ansvarlig for at forandre verden. Det betyder, at man er fuldstændig ansvarlig for, hvordan man lever sit daglige liv. Jeg mener ikke, at prøve at modificere det kaos, der foregår, dekorere det, eller tilslutte sig den eller den gruppe eller institution, men selv at gennemgå en radikal forandring. Ellers kan der ikke opstå et godt samfund.
De fleste af os finder det vanskeligt at forandre os, at holde op med at ryge for eksempel. Der er institutioner, der vil hjælpe én med holde op med at ryge! Prøv at se, hvor afhængige vi er af institutioner!
Kan vi derfor finde ud af, hvorfor vi ikke forandrer os, hvorfor man, når man ser noget er 'forkert', ikke holder op med det øjeblikkeligt? Er det fordi, man håber på at en anden vil skabe orden i verden, og så kan man bare tilpasse sig? Er det fordi, at vi er dovne, psykologisk ugidelige, ineffektive?
Hvor mange år bruger man ikke på at tilegne sig bestemte teknikker, på at gå på gymnasium, universitetet, på at blive læge, og dog vil man ikke bruge en dag på at fremkalde en forandring i en selv.
Det er ens ansvar at frembringe en radikal forandring i sig selv, fordi man er resten af menneskeheden.
Det næste spørgsmål er: Hvad er den rigtige handling med hensyn til vold og når man står over for vold?
Vold er vrede, had, konformitet, irritation, lydighed. Fornægtelsen af alt dette, er det modsatte af det. Er det muligt at blive fri for den vold, som er en del af ens liv, nedarvet, sandsynligvis fra dyret - ikke relativt fri, men fuldstændigt fri? Det betyder at være fri af vrede. Det betyder, ikke bare at være fri af vrede, men ikke at have nogen vrede i sindet. Eller at være fri af konformitet - ikke ydre konformitet, men konformitet gennem sammenligning. Man sammenligner sig altid psykologisk set - 'jeg var, jeg vil blive', eller 'jeg er', et eller andet. Et sind som altid sammenligner, dømmer, er aggressivt. Hvis sindet er fri af efterligning, konformitet og sammenligning, så kommer der heraf den rigtige handling.
Kan sindet være fri af al voldelighed? Hvis det er det, hvad er så dets reaktion, hvis det møder vold? Hvis man møder vold ansigt til ansigt, hvad er det for en handling, der finder sted? Kan man forestille sig, hvad man vil gøre, når man møder vold? Når hjernen møder vold, undergår den en lynhurtig kemisk forandring. Den reagerer meget hurtigere end det fysiske slag. Hele ens krop reagerer og der er et umiddelbart svar på konfrontationen. Måske slår man ikke igen, men hele tilstedeværelsen af vrede forårsager reaktionen og der sker en handling.
Når man er sammen med en, som er vred, prøv at se, hvad der sker, hvis man er opmærksom på det, og ikke reagerer. I det øjeblik man er opmærksom på den anden persons vrede, og ikke selv reagerer, sker der noget helt andet. Ens instinkt er at besvare had med had, vrede med vrede. Der foregår en udskillelse af kemiske stoffer, som skaber nervemæssige reaktioner. Men hvis man dæmper alt dette, når man møder vrede, finder der en anderledes handling sted.