Den uvillige Messias kommer til te

Oversat og redigeret af Henrik Petersen

En historie fra bogen ”Krishnamurti – The Reluctant Messiah”, skrevet af Sidney Field

Jeg blev født i Costa Rica i 1905, og i mit hjem var Krishnamurtis navn på alles læber. Som lille stod jeg ofte, og stirrede på et stort foto af Krishnamurti som hang på en iøjnefaldende plads i mine forældres soveværelse. Jeg stod og spekulerede på hvordan han mon var, og om en almindelig dreng som mig en dag ville komme til at tale med ham og spørge ham til råds. I min familie troede vi på Krishnamurti og hans rolle i verden. Vi følte vi var heldige fordi vi skulle opleve en tid hvor et stort menneske atter skulle manifestere for alverden de sandheder som Buddha og Jesus havde belært os om. Vi gik ikke i kirke, men hver søndag gik vi i en slags Krishnamurti-søndagsskole, hvilket var forfærdeligt kedeligt, men der var ingen vej udenom. Min søster Vera giftede sig ind i en højtstående katolsk familie, og hang et kæmpestort billede af Krishnamurti op på sin side af dobbeltsengen i parrets soveværelse. Hendes mand, Max, søn af en forhenværende Costa Ricaiansk præsident, var en fordomsfri men også forsigtig mand, så han hang omgående et ligeså stort billede af paven op på sin side af dobbeltsengen. Et ulige par præsiderede således over de nygifte, den gamle romerske pave og den smukke unge bramin.

I 1925 er vi flyttet til Hollywood. En dag får vi af vide at Krishnamurti og hans bror er inviteret til te søndag eftermiddag. Hele mit næsten tyveårige liv havde jeg hørt om Krishnamurti og hans mission, jeg havde kigget og kigget på billedet af ham, jeg havde tænkt på ham, og nu skulle jeg endelig møde ham. Jeg glædede mig, og var samtidig meget urolig og spændt. Jeg var sikker på han ville se lige igennem mig – se, at jeg bare var en almindelig dreng som ikke formåede at leve op til de rettesnore som var udlagt af ordenen Stjernen i Øst. * Jeg ønskede mig bare at besøget blev udsat. Hvis jeg prøvede hårdt nok, kunne jeg måske nå at forbedre mig, men jeg havde brug for tid. Det var midt på ugen, og han ville komme om søndagen – ikke megen tid til selvforbedring!

Dagen var kommet, og jeg sad med bankende hjerte og ventede på at de, Krishnamurti og hans bror Nitya, skulle komme. Jeg sad ovenpå og kiggede ud af et vindue, og endelig standsede en superelegant sort limousine uden for vores hus. To slanke, velklædte unge mænd steg ud af bilen. Jeg genkendte Krishnamurti med det samme. Krishnamurti og hans bror gik langsomt hen mod hoveddøren, stoppede et øjeblik for at tjekke husnummeret, og ringede så på. Dørklokken lød og mit hjerte hamrede så højt at jeg troede alle kunne høre det. Jeg hørte min far byde dem velkommen og introducere dem for min mor, min søster Flora, og min bror John. De gik alle sammen ind i dagligstuen, og så kaldte min mor på mig. Nu kunne jeg ikke flygte; jeg var svag i knæene og tør i munden.

Far præsenterede mig for gæsterne som smilede og kaldte mig Sidney. Begge sagde et eller andet som jeg faktisk ikke rigtigt hørte fordi mit hjerte var i galop. Krishnamurtis vidunderligt sorte, udtryksfulde øjne hvilede på mig, mens jeg blot stod og stirrede på ham, uden at sige eller gøre noget. Jeg tror han blev bevidst om min overdrevent forventningsfulde indre tilstand, for han trak hurtigt sin opmærksomhed væk fra mig, og talte til andre familiemedlemmer. Det var jeg ham meget taknemmelig for. Snart begyndte jeg at genfinde sindsligevægten.

Nitya, vel inde i verdenssituationen, førte ordet. Han talte som en engelsk gentleman, og med stor skarpsindighed blotlagde han forskellige statsoverhoveder og andre kendtes opblæste attitude. Han var vældig morsom, og havde os alle i sin hule hånd, især sin bror, som han gang på gang fik til at eksplodere i latter, en meget drenget, smittende latter. En kendt avis kronikør som var ven af familien, havde tigget om at blive introduceret til Krishnamurti, og han var den eneste udover familien til det lille te selskab. Bagefter bemærkede han, at skønt Krishnamurti så absolut var den af de to som så bedst ud, så var Nitya, efter hans mening, mere typen på en kommende verdenslærer. Alle var fascinerede af Nitya. Han havde en særlig charme, og han fik én til at slappe af. Men Krishnamurtis fysiske skønhed og den renhed han udstrålede var noget ekstraordinært. Den normalt kyniske Bernard Shaw mødte engang Krishnamurti, og beskrev ham bagefter som, ”det smukkeste menneske jeg nogensinde har set.” Alle som mødte ham var enige om at han virkelig var speciel og enestående, ikke mindst fordi han syntes helt uvidende om det faktum at han ikke var som andre mennesker.

Han var så fordringsløs og spillevende at man umiddelbart blev tiltrukket af ham. Han udspurgte os om Costa Rica og sagde han gerne ville besøge landet på et eller andet tidspunkt. Så vendte han sig imod mig og spurgte hvordan jeg havde det på Hollywood High School. Jeg var nødt til at indrømme at jeg ikke var nogen super-student, men tilføjede at jeg nok skulle klare det. Han lo, og sagde at han også havde været en ret dårlig student. Så fortalte han mig, at han snart skulle til Europa, så til Indien, og tilbage til Ojai, en mindre by 140 km. Nord for Los Angeles. Han spurgte om jeg ikke ville besøge ham, når han kom til Ojai, hvilket gjorde mig virkelig glad.

Inden de gik fortalte Krishnamurti, at han for nylig havde mødt Costa Ricos Eks-diktator Federico Tinoco i Paris. Han var blevet inviteret til middag af Tinoco og hans kone, og de havde været meget charmerende og venlige overfor ham, og havde talt varmt om vores familie. Da middagen var overstået tog Tinoco en lille æske op af lommen, og da han åbnede den viste den sig at indeholde en blændende samling af diamanter i forskellige former og størrelser. Han bad Krishnamurti om at vælge én, Krishnamurti afslog venligt denne meget generøse gave, idet han sagde at han godt kunne se de var utroligt smukke, men at han ikke var interesseret i diamanter. Jeg tænkte, åh gud, der skal virkelig karakter til at afslå sådan en gave. Da min far fortalte ham hvor meget Tinoco havde støttet ham i Costa Rica, blev han overrasket, for eks-diktatoren havde ikke nævnt det med et ord, selvom hans kone havde fortalt at de havde været trofaste tilhængere siden grundlæggelsen af Order of the Star in the East.

Jeg tror Nitya, som led af tuberkulose, ikke havde det helt godt på dette tidspunkt, for Krishnamurti blev ved med at kigge bekymret på ham, og rejse sig pludselig op for at gå. Jeg havde hørt min far omtale ham som Krishnaji, men jeg vidste ikke om det ville være passende for mig at kalde ham det, så da vi fulgte ham ud til bilen spurgte jeg ham om jeg skulle kalde ham Mr. Krishnamurti, eller Mr. Krishnaji? Han smilede fornøjet, og sagde, kald mig bare Krishna.

Nogle måneder efter dette første møde, døde Nitya i Ojai, mens hans bror var på rejse i Indien. Krishnamurti har skrevet om den store sorg han oplevede da han hørte om sin brors død, og om den mystiske forening han følte: ”På det fysiske plan kunne vi være adskilte og nu er vi uadskillelige… Min bror og jeg er et. Som Krishnamurti har jeg nu større ildhu, større tro, større medlidenhed og større kærlighed, for der er også i mig Nityanandas krop og væsen.” Det var et vendepunkt i hans liv.

*The Order of the Star in the East, var en organisation kreeret af det Teosofiske Samfunds ledere, med det formål at berede dets medlemmer og verden på verdenslærerens komme.