I oplevelsernes, pengenes og magtens verden er begær vel nærmest alfa og omega. I den såkaldt religiøse verden skal begæret derimod tæmmes, styres eller helt overvindes. Vi kender alle til denne konflikt i os selv. Når Krishnamurti udforsker begæret handler det hverken om at undertrykke eller om at udleve sine begær, men om at iagttage begærets hele natur og virke i vores daglige relation til hinanden og verden.
Et af de største problemer vi står overfor, er en fuldkommen mangel på levende følelse. Der er en mangel på sand lidenskab – ikke for at nå et bestemt mål, tjene et bestemt formål. Jeg taler om følelse i betydningen levende, stærk følelse.
*
Denne følelse af lidenskab er ikke noget du uden videre kan dyrke ved at tage stoffer, gå ind i en eller anden hypnotiseret tilstand omkring et ideal og så videre. Denne lidenskab skal komme naturligt. Jeg bruger med vilje ordet lidenskab. For de fleste af os er lidenskab kun forbundet med én ting, sex; eller du lider voldsomt og prøver at finde en løsning på den lidelse. Men jeg bruger ordet lidenskab i betydningen en sindstilstand, en værenstilstand, en tilstand i din indre kerne – hvis der er en sådan – som føler meget stærkt, som er yderst sensitiv. Sensitiv overfor snavs, elendighed og fattigdom, såvel som overfor enorm rigdom og korruption, overfor skønheden i et træ, i en fugl, i det flydende vand og i dammen hvor aftenhimlen spejler sig. Det er nødvendigt at føle alt dette levende og stærkt. For uden lidenskab bliver livet tomt, overfladisk og uden megen mening. Hvis ikke du kan se træets skønhed og elske det, hvis ikke du kan have en levende omsorg for det, så lever du ikke.
Hvis du ikke er modtagelighed overfor livets usædvanlige skønhed, et smukt ansigt, en bygningslinje, formen på et træ, en fugl på vingerne, en morgensang – hvis du ikke er bevidst om alt det, hvis du ikke føler det meget stærkt, så har livet, som er samarbejde og forbundethed, selvfølgelig overhovedet ingen mening, for da fungerer du bare mekanisk.
Lidenskab er ikke fromhed, ikke sentimentalitet; lidenskab har intet at gøre med sanseindtryk. I det øjeblik lidenskaben har et motiv, eller vækkes af et motiv, eller er for et eller andet, bliver den til nydelse og smerte. Se det nu. Hvis lidenskaben vækkes seksuelt eller med et formål for øje, hvis lidenskaben har en årsag, hvis der er et mål i sigte, så er der i denne såkaldte lidenskab frustration, der er smerte, der er kravet om nydelsens kontinuitet, og derfor frygten for ikke at have den mere, og der er undgåelsen af smerte.
Vi taler om lidenskaben uden motiv – hvilket er noget helt andet. Om den findes eller ikke findes er op til dig at finde ud af, men vi ved at lidenskab der vækkes, ender i fortvivlelse, i bekymring, i smerte, eller i kravet om en særlig form for nydelse. Og i det er der konflikt, der er modsigelse, der er et stadigt krav. Vi taler om en lidenskab som er uden hensigt. Den findes.
*
Så, den lidenskab vi taler om er en værenstilstand. Den er faktisk helt utrolig hvis du går ind i den; den er uden antydning af smerte, den er uden selvmedlidenhed, den er uden frygt. Og for at forstå den må vi forstå vores begær.
Hvad er der galt med begær? I har alle et eller andet begær, enten voldsomt eller vagt. Hvad er der galt med det? Hvorfor går vi uden videre med til at undertrykke, knuse, fordreje, fortrænge vores begær? Er det fordi begær tilsyneladende medfører konflikt – begær efter rigdom, position, berømmelse og alt det. Det at opnå berømmelse, eje ting, have stærke følelser, indebærer konflikt og forstyrrelse; og vi vil ikke forstyrres. Det vi i grunden søger, dybt inde er - ikke at blive forstyrret. Når vi forstyrres, prøver vi at finde en udvej og finde tilbage til en bekvem tilstand hvor intet vil forstyrre os.
Så, for os er begær en forstyrrelse. Det her er psykologiske realiteter – det er ikke et spørgsmål om hvorvidt du accepterer det eller ikke accepterer det, er enig eller uenig. Det er en kendsgerning, ikke min kendsgerning. Så begær bliver noget som skal kontrolleres, som skal undertrykkes, og alle vores bestræbelser går ud på, at vi for enhver pris ikke må forstyrres, og at det der forstyrrer og foruroliger os skal undertrykkes, sublimeres, eller skubbes til side.
Det er vigtigt ikke bare at høre ordene, men virkelig at lytte. Der er stor skønhed i at lytte. Her til aften var der en fugl udenfor vinduet, en isfugl. Den havde et stort næb, og skinnende, knaldblå fjer. Den sang, den kaldte, og en anden fugl, langt væk, svarede. Blot at lytte til det – ikke sige, ”en isfugl, hvor smukt!” Jeg ved ikke om du har lyttet med en sådan sindstilstand. Der er ikke noget udbytte, ikke noget nyttigt formål, du får ikke noget ud af det, du bliver ikke fri for noget – lytter blot.
Hvis du virkelig lytter på denne lyksalige vis, uden besvær og uden nogen som helst anstrengelse, så er selve den lytning et mirakel. Det er et mirakel, for i den handling, fatter du hvad det er at lytte, forstå og se; du har brudt murene ned, og der er mellem dig og verden og det du lytter til – rum. Og du skal have dette rum for at kunne observere, for at kunne indse, for at kunne lytte. Jo større og dybere dette rum er, jo mere skønhed, jo mere rigdom er der. En ny kvalitet kommer til live, når der er dette rum mellem dig og det du lytter til.
Jeg er ikke poetisk, sentimental eller romantisk. Men vi ved ikke hvordan man lytter, bare lytter – til konen eller til manden, som hele tiden vil småskændes, strides, eller som bliver vred, som herser med én. Hvis bare du lytter forstår du meget; så er himlene vidt åbne. Gør det en gang imellem; lad være med at prøve på det, men gør det og du vil selv opdage det.
Lyt til det som kaldes begær, lyt til dine egne begær, som du jo har mange af – lyt, og du vil indse hvilken umådelig skade du forvolder når du undertrykker begær, når du fordrejer det, når du ønsker at opfylde det, når du ønsker at gøre noget ved det, når du har en mening om det.
*
For at forstå begærets hele problem, må vi forstå bestræbelsen. For fra det øjeblik vi begynder i skole og til vi dør, bestræber vi os; vores sind, vores psyke, er en slagmark. Der er aldrig et øjebliks fred, ro, og frihed; vi er altid i kamp, vi stræber, er foretagsomme, samler til hobe, undviger – det er vores liv! Jeg beskriver ikke noget som ikke eksisterer. Vores liv er en stadig bestræbelse. Jeg ved ikke om du har lagt mærke til, at når du ikke bestræber dig – hvilket ikke betyder du stagnerer eller falder i søvn – men når hele dit væsen er uden bestræbelse, så ser du alting meget klart, meget intenst, meget levende, med energi og med lidenskab.
Vi bestræber os fordi vi drives af to eller flere modsatte begær. Vi sætter altid det ene begær op mod det andet, begæret efter at have og begæret efter ikke at have. Hvis du kun har et begær, er der ikke noget problem. Du forfølger ubønhørligt dette ene begær, på en logisk eller ulogisk måde, og med alt hvad det medfører af smerte og nydelse. Men de fleste af os, som er en smule kultiverede – ikke alt for kultiverede – har disse modsatte begær, og derfor er der kamp.
Der er den her religiøse stadfæstelse af, at du skal være uden begær – der er forbilledet, idealet, som er opstillet af den ene eller anden lærer eller guru, og som så gentages og gentages. Gennem århundredes propaganda, som man kalder religion, er dette forbillede etableret i bevidstheden. Og så er der begæret, ens egne instinktive begær som ligger i hverdagens behov, i travlheden, i prøvelserne. Mellem de to er der en modsætning. Og du er nødt til at undertrykke den ene ting og acceptere den anden, eller fornægte den anden og forfølge den ene ting du har – alt sammen betyder bestræbelser.
For mig, må enhver viljeshandling, enhver handling drevet af begær – og begæret er en reaktion – medføre bestræbelser og modsigelser og derfor betyde et splintret sind, som vakler mellem utallige begær. Når du for eksempel ser et eller andet, en bil, en lækker bil, og du sætter dig ind i den og begejstres, så har du pludselig et stærkt ønske om at eje den. Du kan have alle mulige andre former for begær – og du kan for dig selv observere hvordan begærene bliver til. Når der opstår et begær i dig, er du så også bevidst om det traditionelle begær i dig som vil undertrykke det første – hvilket er dybt rodfæstet i alle folk. Men du er nødt til at være bevidst om begæret idet det opstår, du er nødt til at forstå det, lytte til alle tilskyndelserne i det – lytte, ikke for at fornægte det, ikke for at undertrykke det, skubbe det til side, løbe fra det. Du kan ikke løbe fra begærene.
Alle helgenerne og alle yogierne pines og plages af begær. Når de tager deres lændeklæde og aske på mener de at føre et meget simpelt liv. Ikke om de gør – indeni koger de, bevidst eller ubevidst; og de ved ikke hvad de skal gøre. Og derfor gør de deres liv og deres samfund, med helgener og det hele, til en afskyelig, rå og giftig ting fuld af had. For, hvis ikke du forstår begæret, skaber du uvenskab og fjendtlige holdninger. Og du kan prædike broderskab så meget du vil, men det har overhovedet ingen betydning, hvis ikke du forstår denne utrolig simple ting som kaldes begær. Hvis du fornægter begærene, hvis du siger, ”jeg har haft en erfaring med begær, og den skal jeg ikke have gentaget,” så sammenligner du bare det levende begær du har nu, med noget du har haft, og som er blevet til en erindring som vil kontrollere – og du er igen fanget i kampen, i striden.
Men idet et begær opstår – lige meget hvor simpelt det er – skal du se det komme, se det leve og folde sig ud, få ny vitalitet. Og hvis du ikke undertrykker det, hvis du ikke sammenligner det, hvis din erindring om denne særlige erfaring ikke dominerer det, og hvis du kan se på det med den der rummelighed, så vil du også se dette særlige begær forvandles til en inderlig følelse uden mål, til medfølelse.
*
Så, det er nødvendigt at forstå begæret; du skal ”forstå begær” ikke ”være uden begær.” Hvis du slår begæret ihjel, lammer du dig selv. Når du ser på solnedgangen, så er selve denne séen en fryd, hvis du altså overhovedet er sensitiv. Fryden er også begær. Hvis du ikke kan se en solnedgang og glædes, eller se en rig mand i en stor bil og glædes, eller se en fattig, snavset, uuddannet mand som er fortvivlet og føle stor medlidenhed, ømhed og kærlighed, så er du ikke sensitiv. Hvis du ikke har denne sensitivitet og følelse, hvordan skal du så kunne opdage virkeligheden.
For at forstå alle begærets stemmer skal du være rummelig, og du skal ikke prøve at fylde rummet med dine egne tanker eller erindringer, eller med hvordan du nu tilfredsstiller eller tilintetgør begæret. Ud af den forståelse kommer så kærligheden. De fleste af os er uden kærlighed, vi ved ikke hvad den betyder. Vi ved hvad nydelse er, og hvad smerte er. Vi ved alt om nydelsens ustadighed, og sandsynligvis også den uafbrudte smerte. Vi kender nydelsen ved sex, og nydelsen ved at opnå berømmelse, position og respekt, eller nydelsen ved at have en vældig kontrol over kroppen… Vi kender alle disse ting. Og vi taler evig og altid om kærlighed, men vi ved ikke hvad kærlighed betyder fordi vi ikke har forstået begæret, som er kærlighedens begyndelse.
Uden kærlighed er der ingen moral – der er en retten sig ind efter et mønster, et socialt eller et såkaldt religiøst mønster. Uden kærlighed er der heller ingen dyder. Kærligheden er spontan, virkelig og levende. Og dyden er ikke noget du får ved stadig øvelse; også den er spontan og i slægt med kærlighed. Dyden er heller ikke en ihukommelse ifølge hvilken du optræder som et dydigt menneske. Hvis du ikke har kærlighed, har du ingen dyd. Du kan gå i kirke, du kan have et meget respektabelt familieliv og også have samfundsmoral – men du er uden dyd. Fordi så længe du ikke har forstået begæret, er dit hjerte goldt, øde, indskrænket og dumt. Og således bliver livet til en kampplads og bestræbelserne, som er det du kender til, ender dødt.
Så, et menneske som vil forstå begæret, er nødt til at lytte til enhver af sindets og hjertes stemmer, til ethvert humør, til enhver forandring i tanke og følelse. Han er nødt til at se på det alt sammen, han er nødt til at blive sensitiv, han er nødt til at kunne føle og opleve det. Du kan ikke føle og opleve det, hvis du fordømmer eller sammenligner. Du skal holde af begæret, for det vil give dig en enorm forståelse; og ud af den forståelse kommer følsomheden. Du er da ikke alene fysisk sensitiv overfor skønheden, snavset, stjernerne, et smilende ansigt eller en tåre i øjet, men også overfor al den mumlen og hvisken der er i dit sind, de hemmelige forhåbninger og den skjulte frygt.
Og ud af denne lytten og séen kommer lidenskaben, den lidenskab som er beslægtet med kærlighed.