Ven med alle træer, buske og blomster på hele jorden
Af Rasmus Tinning
Der går en sti gennem den grønne, skinnende mark, gennem en solbeskinnet skov og ud på den anden side. Der kommer næsten ingen i skoven, som er fuld af lys og skygger. Der er meget fredeligt her, stille og afsondret. Man ser egern, og af og til et rådyr, der vejrer sky og vagtsomt, før det farer af sted. Et egern overvåger dig fra en gren og skælder dig ud. Skoven har sommerens velduft og en lugt af våd jord. Der er vældige træer, som er gamle og mosbegroede. De byder dig velkommen og du føler deres varme velkomst. Hver gang du sidder her og kigger op gennem grenene og bladene på den vidunderlige blå himmel, venter denne fred og velkomst på dig. Engang gik du her sammen med andre, men da var der afmålthed og tavshed. Folk lod munden løbe og var ligeglade og uopmærksomme på træernes værdighed og pragt. De havde ikke noget forhold til dem og derfor højst sandsynligt ikke noget forhold til hinanden. Forholdet mellem dig og træerne var fuldstændigt og umiddelbart. I var venner og således var du venner med alle træer, buske og blomster på hele jorden. Du var ikke der for at ødelægge, og der var fred mellem dem og dig.
Fra bogen Krishnamurti's Journal
Bjergene så ned på det endeløse blå hav, som strakte sig milevidt mod horisonten. Skråningerne var næsten golde. De var afsvedne med små buske, og i bjergfolderne var der træer, der var hærgede af sol og brande. Men de var der stadig, de trivedes og var meget tyste. Der var især et træ, en kolossal gammel eg, der synes at herske over alle højene omkring den. Og på en anden bakketop var der et dødt træ, som var brændt af ild.
Der stod det, nøgent, gråt og uden et eneste blad. Når du så på disse bjerge, på deres skønhed og deres kontur mod den blå himmel, så var det som om dette træ alene bar himlen. Det havde mange grene, alle døde, og det ville aldrig føle foråret igen. Og dog var det intenst levende, så fuldt af ynde og skønhed. Du følte at du var en del af det, helt alene uden at have noget at støtte sig til, uden tid. Det syntes at ville være der for evigt, ligesom den store eg i dalen. Den ene var levende, den anden død, men de var det eneste der havde betydning blandt disse bjerge, som var solsvedne, afsvedne af brande, og som ventede på vinterens regn. Du så hele livet, inklusiv dit eget, i de to træer – et levende, et dødt. Og imellem dem lå kærligheden, afskærmet, uset, uden krav.
Fra bogen The Only Revolution