Menneske eller samfundsborger?

Af Henrik Petersen

Vi er tilbøjelige til at opfatte individet og samfundet som en slags modsætninger, sådan så Krishnamurti det ikke, for han så at du er verden og verden er dig, og at enhver virkelig forandring sker i den enkelte, og at det kun er denne forandring som vil ændre verden.

Det intelligente menneske vil skabe et godt samfund

Det er klart at samfundet er til for individets skyld og ikke omvendt. Samfundet er til for at mennesket kan virkeliggøres; det er til for at give individet frihed og mulighed for at vække den højeste intelligens.
››››
Der er konflikt mellem mennesket og samfundet fordi mennesket er i konflikt med sig selv, og dette er en konflikt mellem det statiske og det levende.  Samfundet er det ydre udtryk for mennesket. Konflikten mellem mennesket og samfundet er konflikten i mennesket selv. Denne konflikt vil altid eksistere, indadtil og udadtil, indtil den højeste intelligens er vakt.

Vi er samfundsvæsener såvel som enkeltmennesker; vi er borgere såvel som mennesker, adskilte og stræbsomme i sorg og glæde. Hvis der skal være fred, er vi nødt til at forstå det rette forhold mellem menneske og borger. Selvfølgelig ville staten foretrække at vi helt og holdent var borgere; men det er den dumhed man finder I regeringer. Vi vil også gerne selv overgive mennesket til borgeren; for det er nemmere at være borger end menneske. At være en god borger er at fungere effektivt indenfor et bestemt samfundsmønster. Det man kræver af borgeren er, at han skal være effektiv og lige som alle andre, for det gør ham hård og hensynsløs, og da vil han kunne ofre mennesket til borgeren. En god borger er ikke nødvendigvis et godt menneske; men et godt menneske kan ikke undgå at være en ret borger, men ikke ifølge et bestemt samfund eller land.
››››
Det intelligente menneske vil skabe et godt samfund; men en god borger vil ikke tilvejebringe et samfund hvori mennesket kan være af den højeste intelligens. Konflikten mellem borgeren og mennesket er uundgåelig hvis borgeren dominerer; og ethvert samfund som bevidst lader mennesket ude af betragtning, er dømt til undergang. Der sker først en forsoning mellem borger og menneske når menneskets psykologiske proces forstås. Staten, det nuværende samfund, bekymrer sig ikke om det indre menneske, men kun om det ydre menneske, borgeren… Staten ofrer nuet for fremtiden, idet den altid sikrer sin egen fremtid; den betragter fremtiden som det vigtigste af alt, ikke nutiden. Men for det intelligente menneske er nutiden af den største betydning, nuet og ikke dagen i morgen. Dét som er, kan kun forstås når dagen i morgen forsvinder. Forståelsen af dét som er skaber en forvandling i det øjeblikkelige nu. Det er denne forvandling som er af den største betydning, og ikke hvordan man forliger borgeren med mennesket. Når denne forvandling finder sted, ophører konflikten mellem menneske og samfundsborger.

J. Krishnamurti : Commentaries on Living

En forvandling af det ydre kan ikke finde sted uden en revolution i det indre - Forholdet mellem dig og mig er samfundet - når der foregår en indre psykologisk imitation holder vi op med at være skabende.

Vores problem er hvordan man skal fremkalde en radikal og grundlæggende forvandling af samfundet; og denne forvandling af det ydre kan ikke finde sted uden en revolution i det indre. Da samfund altid er statiske, vil enhver handling, enhver reform der gennemføres uden denne indre revolution, ligeledes blive statisk. Så uden denne konstante indre revolution er der ikke noget håb, for uden den bliver vores ydre handlinger til gentagelser, til vaner.
››››
Hvilken forbindelse er der mellem dig og den nød, elendighed og forvirring, som er i dig og omkring dig? Denne forvirring, denne nød og elendighed blev ikke til af sig selv. Du og jeg har skabt den, ikke et kapitalistisk, et kommunistisk eller fascistisk samfund, men du og jeg har i vores forhold til hinanden skabt denne forvirring og nød. Hvad du er i dit indre er blevet projiceret ud, ud på verden; det du er, det du tænker, det du føler og det du gør i din hverdag, projiceres ud og det konstituerer verden. Hvis vi er ulykkelige, forvirrede, kaotiske indeni, bliver det ved projektion, dét verden er, det bliver samfundet, for forholdet mellem dig og mig, mellem mig og en anden er samfundet. Samfundet er et produkt af vores forhold til hinanden – og hvis vores forhold til hinanden er forvirret, egocentrisk, snæversynet, begrænset, nationalistisk, så projicerer vi det over på og indfører kaos i verden.
Det du er, er verden. Derfor er dit problem verdens problem. Er dette ikke en enkel og grundlæggende kendsgerning? I vores forhold til hinanden, det være sig til den ene eller de mange, synes vi hele tiden at overse denne pointe. Vi vil gerne tilvejebringe forandring gennem et system, eller gennem en revolution i de idéer eller værdier som er baseret på et system, og glemmer helt at det er du og jeg som skaber samfundet, som skaber forvirring eller orden alt efter hvordan vi lever vores liv.
››››
Hvad er vores forhold til hinanden baseret på? Forholdet mellem dig og mig, mellem dig og en anden, hvilket er samfundet – hvad er det baseret på? I hvert fald ikke på kærlighed, skønt det er hvad vi snakker om. Det er ikke baseret på kærlighed, for hvis der var kærlighed ville der være orden, der ville mellem dig og mig være fred og lykke.
››››
De fleste af os vil gerne se en radikal forandring i samfundsstrukturen. Det er det kampen står om i verden – at fremkalde en social revolution med kommunistiske eller andre midler. Hvis der foregår en samfundsrevolution, det vil sige handlinger som angår den ydre struktur hvorunder vi lever – vil den, lige meget hvor radikal den måtte synes, i selve sit væsen være statisk, hvis ikke der i den enkelte sker en indre revolution, en psykologisk forvandling.
››››
Vi kan se hvordan den nuværende samfundsstruktur i Indien, i Europa, i Amerika, overalt i verden, er i hastig opløsning; og vi kender det også fra vores eget liv. Vi kan se den når vi går gennem gaderne. Vi behøver ikke store historikere til at fortælle os at vores samfund er ved at bryde sammen; og der skal nye arkitekter, nye bygherrer til for at skabe et nyt samfund. Strukturen skal rejses på et nyt fundament, på nyligt opdagede realiteter og værdier. Sådanne arkitekter findes endnu ikke. Der er ingen opbyggere, ingen som, idet de iagttager og bliver klar over at samfundsstrukturen er ved at smuldre, forvandler sig til arkitekter. Det er vores problem. Vi ser samfundet bryde sammen, opløses; og det er os, du og jeg som skal være arkitekter. Du og jeg er nødt til at genopdage værdierne og bygge på et mere grundlæggende, varigt fundament.
››››
Hvorfor smuldrer samfundet, hvorfor bryder det sammen? En af grundene er at du, den enkelte, er holdt op med at være skabende. Jeg skal forklare hvad jeg mener. Du og jeg er blevet uselvstændige, vi kopierer, i det ydre såvel som i det indre… Der vil nødvendigvis være en vis grad af imitation, efterligning, når det handler om ydre teknik, men når der foregår en indre psykologisk imitation, da holder vi helt sikkert op med at være skabende.
››››
For at forstå det opløsningsprægede samfunds væsen, er det så ikke vigtigt at undersøge om du og jeg, den enkelte, kan være skabende? Vi kan se, at når der er imitation må der være disintegration; når der er autoritet må der være kopiering. For at være skabende skal vi være fri for autoritet, men hele vores mentale og psykologiske pakke er baseret på autoritet. Har du ikke lagt mærke til at i kreative øjeblikke, i disse nærmest lykkelige øjeblikke af levende interesse, er der ingen følelse af gentagelse, ingen følelse af at kopiere? Så danne øjeblikke er altid nye, friske, skabende og lykkelige. Så vi ser at en af de grundlæggende årsager til samfundsopløsningen er kopiering, hvilket betyder at man dyrker autoritet.

J. Krishnamurti: The First and Last Freedom.