Krishnamurtis journal
Af Henrik Petersen
Krishnamurti-bøger er for det meste nedskrevne taler eller dialoger – men dette er en bog fra hans egen hånd. Dagbogsnotaterne er skrevet i 1973 og 1975. Næsten ethvert notat begynder med en naturbeskrivelse efterfulgt af en gennemgang af hans lære.
18. oktober 1973
På Sanskrit findes en lang bøn for fred. Den blev skrevet for mange, mange århundreder siden af én for hvem fred var en absolut nødvendighed, og hvis daglige liv måske havde rod i denne fred. Den blev skrevet før vi så nationalismens snigende giftighed, pengemagtens mangel på moral og den insisteren på verdslighed som industrialismen har medført.
Det er en bøn for varig fred: Gid der kunne være fred mellem guderne, fred i himlen og mellem stjernerne; gid der kunne være fred på jorden, fred mellem mennesker og dyr; gid vi kunne undgå at såre hinanden; gid vi kunne være generøse mod hinanden; gid vi kunne have den intelligens som vil vejlede vores liv og handling; gid der kunne være fred i vores bøn, på vores læber og i vores hjerter.
Der er en sti som går gennem en strålende grøn mark, gennem en solbeskinnet skov og videre. Der kommer næsten ingen i denne skov som er så fuld af lys og skygge. Skoven er meget fredelig, stille og afskåret fra omverdenen. Der er egern i skoven og sommetider hjorte, sky, årvågne, livligt springende af sted. På træernes grene sidder egern og kigger på dig, sommetider skælder de ud. Skoven er fyldt med duften af sommer og fugtig jord. Der er vældige træer, gamle og mosbegroede; de byder dig velkommen og du fornemmer varmen i deres velkomst. Hver gang du sidder der og kigger op gennem grenene og bladene på den vidunderligt blå himmel, så venter denne fred og velkomst på dig. Du har gået sammen med andre gennem skoven men da var der afstand og tavshed; folk snakkede, ligeglade med og slet ikke bevidste om træernes værdighed og pragt; de havde intet forhold til dem og derfor efter al sandsynlighed intet forhold til hinanden. Forholdet mellem træerne og dig var fuldendt og umiddelbart; de og du var venner og derfor var du ven af hvert et træ, hver en busk, hver en blomst på jorden. Du var der ikke for at ødelægge og der var fred mellem dem og dig.
Freden er ikke en pause mellem ophøret af én og begyndelsen på en anden konflikt, smerte eller sorg. Ingen regering kan skaffe fred; en regerings fred er korruptionens og forfaldets fred; den velordnede ledelse af ét folk frembringer degeneration for den bekymrer sig ikke om alle folk på jorden. Tyrannier kan aldrig have fred for de slår friheden ned: freden og friheden går hånd i hånd. At myrde en anden for fredens skyld er ideologiernes idioti. Man kan ikke købe fred; det er ikke en intellektuel opfindelse; den kan ikke erhverves gennem bøn, gennem forhandling. Freden findes ikke i nogen hellig bygning, den findes ikke i nogen bog, i noget menneske. Ingen kan føre dig til den, ingen guru, ingen præst, intet symbol.
I meditation er den der. Selve meditationen er fredens bevægelse.
Fred er ikke et mål der skal nås; den er ikke stykket sammen af tanker eller ord. Meditationshandlingen er intelligens. Meditation er ikke nogen af de ting du er blevet belært om eller har erfaret. At lægge det du har lært eller oplevet til side er meditation. At være fri for opleveren er meditation. Når der ikke er fred i forholdet til andre, er der ikke fred i meditationen; det er da en flugt ind i illusioner og fantasirige drømme. Fred kan ikke demonstreres eller beskrives. Du forstår dig ikke på fred. Du vil, hvis den er der, blive bevidst om den gennem dit dagliglivs virke, gennem den orden og dyd der er i din livsførelse.
Der var tåge og tunge skyer den morgen; det ville blive regn. Det ville tage flere dage før man kunne se den blå himmel igen. Men da du kom ind i skoven, var denne fred og velkomst ikke mindre. Der var fuldkommen stilhed og en ubegribelig fred. Egerne gemte sig og græshopperne på engen var stille og hinsides bjergene og dalene var det rastløse hav.
Krishnamurti’s Journal
10 april 1975 Denne morgen var der ikke en sky på himlen. Solen skinnede ned i dalen og alting jublede, undtagen mennesket. Det så på denne mageløse verden og fortsatte med sit arbejde, sin sorg og forbigående fornøjelser. Det havde ikke tid til at se, det var for optaget af sine problemer, af sine frygtelige kvaler, af sin vold. Det ser ikke træet og således kan det heller ikke se sit eget besvær. Når det er tvunget til at kigge, sønderriver det hvad det ser, hvilket det kalder analyse, løber væk fra det eller vil ikke se. I kunsten at se ligger forvandlingens mirakel, forvandlingen af det, som er. Det som burde være findes ikke. Der er et umådeligt mysterium i handlingen at se. Det kræver omhu, opmærksomhed, hvilket er kærlighed.
Krishnamurti’s Journal