Relationer der fødes af ensomhed, fører til konflikt

Af Rasmus Tinning

I ensomhed ligger der underforstået, at ”jeg må have kærlighed. Jeg er bange. Jeg har en følelse af tomhed. Jeg ser ingen mening i livet. I dit venskab, i min afhængighed af dig føler jeg, at jeg bliver hel” osv.
 

Hvad er rækkefølgen i denne afhængighed? Forstår I spørgsmålet? Psykologisk set er jeg bange, og for at berolige denne angst, for at neddæmpe den, må jeg have en tro på noget, og det giver mig trøst. På samme måde er jeg afhængig af dig. Hvad er konsekvenserne af denne afhængighed?
 

Relationer der er født af ensomhed er én ting. Relationer der er født af ikke-ensomhed, og derfor af en fuldstændig selvberoende tilstand, er noget andet. Relationer der udgår fra ensomhed, fører til konflikt, elendighed, skilsmisse, strid, skænderier, seksuel utilstrækkelighed.
 

Ud af den ensomhed kommer elendigheden i de menneskelige forhold. Så hvad sker der, når der ikke er ensomhed, når der er en fuldstændig selvberoende tilstand, ingen afhængighed? Jeg elsker dig, du elsker måske ikke mig, men jeg elsker dig – det er godt nok. Forstår I? Jeg ønsker ikke at du svarer, at du elsker også mig - jeg er ligeglad. Som blomsten, den er der, hvis du ønsker at se på den, dufte til den, nyde dens skønhed, den siger ikke ”Elsk mig” – den er der. Derfor er den relateret til alting.

Krishnamurti, Saanen, Schweiz 1973