”Denne dagbog med dens virkelighedstro beskrivelser af Krishnamurti’s næsten daglige oplevelse af mystiske tilstande var et privilegium at læse. Jeg har førhen fundet Krishnamurti’s idéer svære at få fat i, uden tvivl netop fordi jeg prøvede at få fat i dem. Men denne dagbog synes somme tider at paralysere min tanke og tillade Krishnamurti at arbejde med mig på et dybere plan.”
d. 23. august 1961
Der var nogle få drivende skyer på den tidlige morgenhimmel, som var meget bleg, stille og tidløs. Solen ventede på at denne eminente morgenstund skulle slutte. Duggen lå på engene, der var ingen skygger og træerne stod alene, de ventede på dem.
Det var ganske tidligt om morgenen og selv bækken tøvede med at fremkalde sin voldsomme larm. Der var stille, brisen var endnu ikke vågnet og træernes blade rørte sig ikke. Fra husenes og gårdenes skorstene var der endnu ingen spor af røg, men tagene begyndte at gløde med det tiltagende lys. Stjernerne veg modstræbende tilbage for daggryet og der var denne forunderligt stille forventning, som kommer når solen er ved at stå op: bakkerne ventede og også træerne og engene ventede modtagelige, glædende sig til dagen. Så rørte solen ved bjergets top, en blid, beroligende berøring, og sneen glimtede og reflekterede det tidlige morgenlys. Bladende begyndte at ryste den lange nat af sig, og fra en af hytterne begyndte røgen at stige ret op, og bækken pludrede derudaf, fri og uden hæmninger. Så, langsomt, tøvende, med en taktfuld tilbageholdenhed krøb skyggerne frem over landet. Bjergene kastede deres skygger på bakkerne som igen kastede deres skygger på engene, og træerne ventede på deres skygger, og snart var de der: de lyse og de dybe, de fjeragtige og de tunge. Sølvpoplerne dansede, dagen var begyndt.
Meditation er denne opmærksomhed i hvilken der findes en klarhed, som er uden valg, om bevægelsen i alle ting: kragerne der skræpper, motorsaven der drøner gennem træet, bladenes skælven, det larmende vandløb, en dreng som råber, følelserne, hensigterne, tankerne som jager hinanden, og idet man går dybere, erkendelsen af den totale bevidsthed. Og i denne opmærksomhed er tiden, som gårdsdagen der går videre ind i morgendagens rum, samt bevidsthedens venden og drejen sig, blevet tyst og stille. I denne stilhed er der en umådelig bevægelse som ikke kan sammenlignes med noget andet; en bevægelse som er uden væren, som er essensen af velsignelse, af liv og død. Det er en bevægelse som ikke kan følges, for den efterlader intet spor og fordi den er stille, ubevægelig, er den essensen af al bevægelse.
Vejen gik vestpå idet den slyngede sig gennem enge som var gennemblødt af regn, gennem små landsbyer på bjergenes skråninger, over bække med klart smeltevand, forbi kirker med kobberspir og den forsatte og fortsatte helt ind i de mørke huleagtige skyformationer og regnen som lukkede sig om bjergene. Det var begyndt at støvregne, og da vi kastede et blik ud ad den langsomt kørende bils bagrude, og så i den retning vi kom fra, var der solbeskinnede skyer, blå himmel og strålende, klare bjergkamme. Rent instinktivt, uden at sige et ord, blev bilen stoppet og vi vendte og kørte mod lyset og bjergene. Det var enestående smukt og idet vejen drejede ind i en åben dal stod hjertet stille; det var stille og ligeså åbent som den dal der bredte sig ud foran os, det var fuldstændig tilintetgørende. Vi havde været gennem den dal mange gange; bakkernes konturer var ganske velkendte; engene og hytterne var genkendelige og den velkendte larm fra bækken var der også. Alting var der undtagen hjernen, selvom den kørte bilen. Alting var blevet utrolig intenst, der var død. Det var ikke på grund af hjernens ro, det var ikke på grund af at landskabet var så smukt eller på grund af lyset på skyerne eller bjergenes ubevægelige værdighed; det var ikke nogen af disse ting, selvom de alle kan have føjet noget til. Det var død i bogstavelig forstand: det var alting som pludseligt kom til en afslutning; der var ingen kontinuitet, hjernen lod kroppen styre bilen og det var det hele. I bogstavelig forstand var det alt. Bilen fortsatte nogen tid og stoppede så. Der var liv og død, så tæt, intimt uadskilleligt sammen og ingen af delene var vigtige. Noget tilintetgørende var sket.
Der var ikke tale om bedrag eller fantasi, det var alt for alvorligt til den slags fjollede forvildelser, dette var ikke noget man legede med. Døden er ikke et flygtigt anliggende, den ville ikke forsvinde og den er ikke til at diskutere med. Du kan have en livslang diskussion med livet, men det kan du ikke med døden. Den er så uigenkaldelig og fuldstændig. Det var ikke kroppens død, det ville have været en ret simpel og afgjort begivenhed. Det at leve med døden var en helt anden sag. Der var liv og der var død og de var ubønhørligt forenet. Det var ikke en psykologisk død, det var ikke et chok som jagede alle tanker og følelser væk, det var ikke en pludselig hjerneforvildelse eller en mental sygdom. Det var ingen af disse ting og det var heller ikke en kunstfærdig afgørelse truffet af en hjerne som var træt eller fortvivlet. Det var ikke et ubevidst ønske om at dø. Det var ikke nogen af disse ting, det ville være umodent og let at lukke øjnene for. Det var noget i en anden dimension, det var noget som trodsede enhver tids- og rum beskrivelse.
Den var der, selve dødens inderste væsen. Selvets inderste væsen er død, men denne død var også selve livets inderste væsen. I virkeligheden var de ikke adskilte, livet og døden. Det var ikke noget der var fremmanet af hjernen for at den kunne føle sig trøstet og idémæssigt sikker. Selve det levende var det døende og døden var levende. Der i den bil, med al den skønhed og farve, med hele denne følelse af henrykkelse, var døden en del af kærligheden, en del af alting. Døden var ikke et symbol, en idé, en ting som man kendte. Den var der, i realiteten, i virkeligheden, ligeså intenst og krævende som dyttet fra en bil der gerne ville forbi. Ligesom livet ikke er noget man kan glemme eller lægge til side, så kan døden nu heller ikke glemmes eller lægges til side. Den var der med en ekstraordinær intensitet og med en endelig karakter.
Hele natten levede man med den, den syntes at have overtaget hjernen og dens sædvanlige aktiviteter. Det var ikke mange hjernebevægelser der fortsatte men der var en suveræn ligegladhed med dem. Ligegladheden var der også førhen men nu var den ud over og hinsides alle formuleringer. Alt var blevet meget mere intenst, både livet og døden.
Døden var der da man vågnede, uden sorg, men med liv. Det var en vidunderlig morgen. Der var den velsignelse som er bjergenes og træernes fryd og glæde.
(Oversættelsen er baseret på en tidligere oversættelse af Sky Løfvander)
31. september 1961
Bag de romerske høje var solen ved at gå ned i store farvemættede skyer; skyerne var lysende, og slynget hen over himlen, og hele jorden var himmelsk, selv telegrafpælene og den endeløse række af bygninger. Det var næsten mørkt og bilen kørte hurtigt. Højene forsvandt og landet blev fladt. At se med tanken og at se uden tanken er to forskellige ting. At se på disse træer langs vejen, de tørre marker og bygningerne på den anden side med tanken, holder hjernen bundet til sine egne fortøjninger i tid, oplevelse og hukommelse; tankens maskineri arbejder bestandigt, uden pause, uden friskhed, så hjernen sløves, bliver ufølsom, uden evnen til at restituere sig. Hjernen reagerer altid på udfordringer, og dens reaktion er utilstrækkelig og ikke ny og frisk. At se med tanken holder hjernen i den gamle skure af vane og genkendelse; den bliver udmattet og doven, og lever indenfor sine egne selvskabte begrænsninger. Den er aldrig fri. Friheden er der når tanken ikke ser; at se uden tanken betyder ikke en gold iagttagelse eller et forvirret fravær.
Når tanken ikke ser på, så er der kun iagttagelse uden genkendelsens og fordømmelsens mekaniske proces; denne séen trætter ikke hjernen, for alle tidens mekaniske processer er stoppet. Ved en fuldkommen pause bliver hjernen frisk, til at reagere uden reaktion, til at leve uden svækkelse, til at dø uden problemernes pinsel. At se uden tanken er at se uden tidens indblanding, det er at se uden viden og uden konflikt. Denne frihed til at se er ikke en reaktion; alle reaktioner har en årsag; at se uden reaktion er ikke ligegyldighed, reserverthed, eller en koldblodig trækken sig tilbage. At se uden tankemekanismen er total séen, uden specificering og opdeling, hvilket ikke betyder at der ikke findes skel og ulighed. Træet bliver ikke et hus eller huset et træ. At se uden tanke får ikke hjernen til at falde i søvn; tværtimod, den er helt vågen, opmærksom og uden friktion og smerte. Opmærksomheden uden tidsgrænser er meditationen der blomstrer.