Ud af opmærksomhed kommer en klarhed, som ikke er villet.

Af Rasmus Tinning

Kan vi forstå hele betydningen af, hvad det er at være opmærksom? Lad os ikke træffe forhastede konklusioner. Hvad forstår vi ved almindelig opmærksomhed? Jeg ser dig, og i selve det, at jeg iagttager dig, kigger på dig, danner jeg mig en mening. Du har såret mig. Du har bedraget mig, du har været ond mod mig, eller du har sagt pæne ting og smigret mig. Bevidst eller ubevidst forbliver alt dette i mit sind. Når jeg iagttager denne proces, når jeg observerer den, er det kun begyndelsen på det at være opmærksom.
 

Jeg kan også være opmærksom på mine motiver, mine tankevaner. Sindet kan være opmærksom på sine begrænsninger, sin egen betingning, og der er hele det spørgsmål om sindet kan blive fri for sin egen betingning. Det er klart, at alt dette er en del af at være opmærksom. At udtale sig om, om sindet kan eller ikke kan blive fri af sin betingning er stadig en del af dets betingning, men at observere den betingning uden at sige nogen af delene, er at fremme opmærksomheden – opmærksomheden på hele tankeprocessen. 
 

Gennem opmærksomhed begynder jeg at se mig selv som jeg virkelig er, mig selv som en helhed. Ved at sindet er opmærksomt fra øjeblik til øjeblik på alle sine tanker, sine reaktioner, ubevidste som vel som bevidste, opdager det konstant betydningen af sine egne aktiviteter. Det er selvkendskab.
 

Alle relationer er et spejl, i hvilket sindet kan opdage sine egne mekanismer. En relation er mellem én selv og andre mennesker, mellem én selv og ting eller ejendom, mellem én selv og ideer, og mellem én selv og naturen. Og i dette relationernes spejl kan man se sig selv som man virkelig er, men kun hvis man er i stand til at se uden at evaluere, fordømme, retfærdiggøre. Når man har et ubevægeligt punkt, fra hvilket man iagttager, er der ingen forståelse i ens iagttagelse. 
 

Opmærksomhed er at være fuldstændig bevidst om hele ens tankeproces, og i stand til at bevæge sig ud over den proces. 
 

Man kan indvende, at det er svært at være så konstant opmærksom. Selvfølgelig er det meget svært – det er nærmest umuligt! Man kan ikke holde en mekanisme kørende på fuld kraft hele tiden, den ville gå i stykker. Den må sagtne farten, hvile sig. Tilsvarende kan man ikke opretholde fuldstændig opmærksomhed hele tiden. Hvordan skulle vi kunne det?  At være opmærksom fra øjeblik til øjeblik er nok. Hvis man er fuldstændig opmærksom i et par minutter og så slapper af, og i den afslapning spontant iagttager sit eget sinds mekanismer, så vil man opdage meget mere i den spontanitet, end i bestræbelsen på at iagttage konstant. Man kan iagttage sig selv let og ubesværet – når du går, taler, læser – på alle tidspunkter. Kun da vil du finde ud af, at sindet er i stand til at befri sig selv for alle de ting, som det har kendt og oplevet, og det er i den frihed alene, at det kan opdage det sande.

J.Krishnamurti, Bruxelles, Belgien 23. juni 1956