En mand klædt som asket plejede at komme hver morgen for at samle blomster sammen fra træerne i en have nærved. Hans hænder og øjne var grådige efter blomsterne, og han plukkede alle inden for rækkevidde. Han ville tydeligvis ofre dem til et dødt billede, en ting lavet af sten. Blomsterne var vidunderlige, skrøbelige ting, der netop var ved at åbne sig imod morgensolen, og han plukkede dem ikke blidt, men rev dem af og plyndrede brutalt haven for, hvad der var i den. Hans gud krævede masser af blomster – masser af levende ting til et dødt billede af sten.
En anden dag iagttog jeg nogle unge drenge, der plukkede blomster. De ville ikke ofre blomsterne til nogen gud. De talte sammen og rev tankeløst blomsterne af og kastede dem væk. Har I nogensinde lagt mærke til jer selv, når I gør sådan? Jeg gad vide, hvorfor I gør det? Mens I går, brækker I en kvist af, trækker bladene af og smider den. Har I ikke bemærket denne tankeløse handling hos jer selv? De voksne gør det også. De har deres egen måde at udtrykke deres indre brutalitet på, denne forfærdende respektløshed over for levende ting. De taler om ikke at gøre skade, og alligevel er alt, hvad de gør, ødelæggende.
Man kan forstå, at I plukker en blomst eller to til at sætte i håret eller give til en med kærlighed. Men hvorfor flår I blot i blomsterne? De voksne er grimme med deres ambitioner. De slagter hinanden i deres krige og korrumperer hinanden med penge. De har deres egne hæslige måder at handle på. Og åbenbart følger de unge her som andre steder i deres fodspor.
Forleden dag var jeg ude at gå med én af drengene, og vi så, at der lå en sten på vejen. Da jeg fjernede den, spurgte han: ”Hvorfor gjorde du det?” Hvad viser dét? Er det ikke mangel på hensyntagen, på respekt? I viser respekt på grund af frygt, gør I ikke? I rejser jer straks, når én, der er ældre, træder ind i stuen, men det er ikke respekt, det er frygt. For hvis I virkelig følte respekt, så ville I ikke ødelægge blomsterne, I ville fjerne stenen fra vejen, I ville tage jer af træerne og hjælpe med at passe haven. Men hvad enten vi er gamle eller unge, så har vi ingen virkelig følelse af betænksomhed. Hvorfor? Er det fordi, vi ikke véd, hvad kærlighed er?
Forstår I, hvad simpel kærlighed er? Ikke alt det komplicerede ved seksuel kærlighed eller kærligheden til Gud, men blot kærlighed – at være nænsom og virkelig blid i hele ens forhold til alle ting. Hjemme får I ikke altid denne simple kærlighed, jeres forældre har for travlt. Hjemme er der måske ingen virkelig hengivenhed, ingen nænsomhed, så I kommer her med denne baggrund af ufølsomhed og opfører jer som alle andre. Og hvordan fremkalder man følsomhed? Ikke at der skal være regler imod at plukke blomsterne, for når I blot er styret af regler, så er der frygt. Men hvordan kan denne følsomhed opstå, som gør jer årvågne over for ikke at skade mennesker, dyr, blomster?
Er I interesserede i alt dette? Det burde I være. Hvis I ikke er interesserede i at være følsomme, kunne I lige så godt være døde – og de fleste mennesker er. Selvom de spiser tre måltider om dagen, har arbejde, får børn, kører bil, går med pænt tøj, så er de fleste mennesker så godt som døde.
Véd I, hvad det vil sige at være følsom? Betyder det ikke at have en nænsom følelse for tingene: At se et dyr lide og gøre noget ved det, at fjerne en sten fra stien, fordi så mange bare fødder går dér, at samle et søm op fra vejen, fordi en eller andens bil kunne punktere. At være følsom er at føle for mennesker, for fugle, for blomster, for træer – ikke fordi de tilhører én, men blot fordi man er vågen over for den overordentlige skønhed i tingene. Og hvordan kan denne følsomhed frembringes?
I det øjeblik man er dybt følsom, vil man helt naturligt ikke plukke blomsterne. Der er et spontant begær efter ikke at ødelægge tingene, efter ikke at skade mennesker, og det betyder at have virkelig respekt, kærlighed. At elske er den vigtigste ting i livet. Men hvad mener jeg med kærlighed? Det er vel ikke kærlighed at elske nogen, blot fordi vedkommende elsker én til gengæld? At elske er at have denne særlige følelse af hengivenhed uden at forlange noget til gengæld. Det kan være, at man er meget dygtig, at man består alle sine eksamener, får en doktorgrad og opnår en høj position, men hvis man ikke har denne følsomhed, denne følelse af simpel kærlighed, så vil ens hjerte være tomt, og man vil være ulykkelig resten af sit liv.
Så det er meget vigtigt, at hjertet bliver fyldt med denne følelse af hengivenhed, for så vil I ikke ødelægge, I vil ikke være hensynsløse, og der vil ikke mere være krige. Så vil I være lykkelige mennesker, og fordi I er lykkelige, vil I ikke bede, I vil ikke søge Gud, for selve den lykke er Gud.
Hvordan kan denne kærlighed så opstå? Må kærlighed ikke begynde med underviseren, med læreren? Hvis læreren – ud over at give jer oplysninger om matematik, geografi, historie – har denne følelse af kærlighed i sit hjerte og taler om den, hvis han spontant fjerner stenen fra vejen og ikke tillader, at tjeneren gør alt det beskidte arbejde; hvis han føler denne underfulde ting og ofte gør jer opmærksomme på den, når han taler, når han arbejder, når han leger, når han spiser, når han er sammen med jer eller alene, så vil I også vide, hvad det er at elske.
Man kan have en ren hud, et pænt ansigt, man kan være smukt klædt eller være en stor atlet, men uden kærlighed i ens hjerte, er man et grimt menneske, grim ud over alle grænser. Og når man elsker, så har ens ansigt en udstråling, hvad enten det er almindeligt eller smukt. At elske er den største ting i livet, og det er meget vigtigt at tale om kærlighed, at føle den, at nære den, at skatte den. Ellers forsvinder den hurtigt, for verden er meget brutal. Hvis man ikke føler kærlighed, mens man er ung, hvis man ikke ser med kærlighed på mennesker, på dyr, på blomster, så vil man opdage, at ens liv er tomt. Man vil blive meget ensom, og frygtens mørke skygger vil altid følge én. Men i det øjeblik man har denne særlige ting kaldet kærlighed i ens hjerte og føler dybden, fryden, ekstasen i den, så vil man opdage, at verden er forvandlet for én.