Aleneværen hinsides ensomhed

Af Frank Fog

(En samtale mellem en ældre indisk kvinde og Krishnamurti. Teksten stammer fra Krishnamurti´s notesbøger og er redigeret og udgivet (i 1960) af Krishnamurti´s daværende sekretær, D. Rajagopal. I overensstemmelse med den engelske tekst er kvindens tale sat i anførselstegn og krishnamurti´s tale – inklusive hans tilføjede indledende naturbeskrivelse og generelle iagttagelser omkring det menneskelige sind – er sat uden. (overs. komm.))

Månen var netop på vej op af havet og ind i en dal af skyer. Vandene var stadig blå, og Orion var svagt synlig på den blege, sølvfarvede himmel. De hvide bølger var langs hele kysten, og fiskernes hytter - firkantede, nydelige og mørke imod det hvide sand - lå tæt på vandet. Hytternes vægge var lavet af bambus og tagene var tækkede med palmeblade – det ene oven på det andet – der hældede nedad, så den tunge regn ikke kunne komme indenfor. Fuldstændig rund og fuld trak månen en sti af lys over de foretagsomme vande, og den var enorm – man kunne ikke have holdt den i sine arme. Da den stod op over dalen af skyer, havde den himmelhvælvingen for sig selv. Havets lyd var uden ende, og alligevel var der stor stilhed.

Du forbliver aldrig med nogen følelse, rent og enkelt, men omgiver den altid med ordenes udenomsværk. Ordet forvrænger den: Tanken hvirvler rundt om den og kaster den ind i skygge og overmander den med bjerge af frygt og længsler. Du forbliver aldrig med en følelse og med intet andet: Med had eller med den sælsomme følelse af skønhed. Når følelsen af had kommer, så siger du, hvor forfærdelig den er. Der er trangen til og kampen for at overvinde den, tankernes virvar omkring den. Du ønsker at forblive med kærlighed, men du splitter den op, kalder den personlig eller upersonlig. Du dækker den med ord og giver den en alment accepteret betydning eller siger, at den er universel. Du forklarer, hvordan den skal føles, hvordan man bevarer den, hvorfor den fortoner sig. Du tænker på nogen, som du elsker eller som elsker dig. Der er alle mulige former for verbale aktiviteter.

Forsøg at forblive med følelsen af had, med følelsen af misundelse, jalousi, med giftigheden i ambition. For når det kommer til stykket, så er det dét, du har i dit daglige liv, selv om du måske ønsker at leve med kærlighed eller med ordet ’kærlighed’. Siden du har følelsen af had, af at ønske at skade nogen med en gestus eller et brændende ord, så se om du kan forblive med den følelse. Kan du? Har du nogen sinde prøvet det? Prøv at forblive med en følelse og se, hvad der sker. Du vil opdage, at det er forbavsende svært. Dit sind vil ikke lade følelsen alene. Det kommer farende ind med dets erindringer, dets associationer, dets gør dette og gør ikke dette, dets evindelige sludren. Saml en konkylie op. Kan du betragte den, undre dig over dens fine skønhed, uden at sige, hvor smuk den er eller hvilket dyr, der lavede den? Kan du betragte uden sindets bevægelse? Kan du leve med følelsen bag ordet, uden følelsen som ordet bygger op? Hvis du kan, så vil du opdage en usædvanlig ting, en bevægelse hinsides tidens målestok, en kilde, der ikke kender til sommeren.

Hun var en lille, ældre dame med hvidt hår og et ansigt, som var kraftigt furet, for hun havde født mange børn. Men der var intet svagt eller mat ved hende, og hendes smil formidlede hendes dybe følelser. Hendes hænder var rynkede, men stærke, og de havde tydeligvis tilberedt mange grøntsager, for den højre tommelfinger og pegefinger var dækket med ganske små snitsår, der var blevet mørke. Men det var fine hænder – hænder der havde arbejdet hårdt og tørret mange tårer bort. Hun talte lavt og tøvende, med stemmen som hos én, der havde lidt meget; og hun var meget ortodoks, for hun tilhørte en gammel kaste, som satte sig selv højt, og hvis tradition det var ikke at have omgang med andre grupper, hverken gennem giftermål eller handel. De var mennesker, der forventedes at kultivere intellektet som middel til noget andet end den blotte erhvervelse af ting.

For en stund talte ingen af os. Hun samlede sig sammen og var ikke sikker på, hvordan hun skulle begynde. Hun så sig omkring i rummet og syntes at anerkende dets nøgenhed. Der var end ikke en stol eller en blomst, undtagen den der kunne ses lige uden for vinduet.

”Jeg er nu femoghalvfjerds,” begyndte hun, ”og De kunne være min søn. Hvor ville jeg være stolt over sådan en søn! Det ville være en velsignelse. Men de fleste af os har ikke den lykke. Vi frembringer børn, der vokser op og bliver til erfarne mænd, som forsøger at være store i deres begrænsede arbejde. Skønt de måske sidder i høje stillinger, har de ingen storhed i sig. En af mine sønner er i hovedstaden, og han har megen magt, men jeg kender hans hjerte, som kun en mor kan det. Hvad angår mig selv, så ønsker jeg ikke noget fra nogen. Jeg ønsker ikke flere penge eller et større hus. Jeg agter at leve enkelt helt til jeg dør. Mine børn ler ad min ortodoksi, men jeg agter at fortsætte i den. De ryger, drikker og spiser tit kød og regner det ikke for noget særligt. Skønt jeg elsker dem, vil jeg ikke spise med dem, for de er blevet urene. Og hvorfor skulle jeg på mine gamle dage lefle for alt deres nonsens? De ønsker at gifte sig uden for kasten, og de udfører ikke de religiøse riter eller praktiserer meditation, som deres far gjorde. Han var en religiøs mand, men …” Hun holdt inde med at tale og overvejede, hvad hun ville sige.

”Jeg kom ikke her for at tale om min familie,” fortsatte hun, ”men jeg er glad for at have sagt, hvad jeg sagde. Mine sønner vil gå ad deres vej, og jeg kan ikke holde dem tilbage, selv om det gør mig bedrøvet at se, hvad de bliver til. De mister og opnår ikke, selv om de har penge og position. Når deres navne kommer i avisen, hvilket ofte sker, viser de mig stolt avisen. Men de vil forblive som mennesker er flest, og vores forfædres kvalitet er hastigt ved at forsvinde. De bliver alle til handelsmænd, der sælger ud af deres talenter, og jeg kan ikke gøre noget for at holde strømmen tilbage. Men nok om mine børn.”

Igen standsede hun, og denne gang ville det blive sværere at tale om, hvad der var i hendes hjerte. Med sænket hoved tænkte hun over, hvordan hun skulle sætte ordene sammen, men de ville ikke komme. Hun afviste at blive hjulpet og var ikke forlegen over at være stille for en stund. Så begyndte hun.

”Det er svært at tale om ting, som er meget dybe, er det ikke? Man kan tale om ting, som ikke ligger for dybt, men det kræver en vis tiltro til én selv og til den, der lytter, for at tage hul på et problem, hvis blotte eksistens man næppe har indrømmet over for sig selv af frygt for at vække ekkoet af mørkere ting, der har ligget i dvale så længe. I dette tilfælde er det ikke, at jeg ikke stoler på den, der lytter,” tilføjede hun hurtigt. ”Jeg har mere end tiltro til Dem. Men at udtrykke visse følelser i ord er ikke let, især ikke når man aldrig før har udtrykt dem i ord. Følelserne er velkendte, men ordene til at beskrive dem er ikke. Ord er frygtelige ting, er de ikke? Men jeg ved, De ikke er utålmodig, og jeg vil gøre det i mit eget tempo.”

”De ved, hvordan unge mennesker bliver gift på landet, ikke ud fra deres eget valg. Min mand og jeg blev gift på den måde for mange år siden. Han var ikke en venlig mand, han havde temperament og var tilbøjelig til skarpe ord. Engang slog han mig. Men jeg blev vant til mange ting i løbet af mit gifte liv. Selv om jeg som barn plejede at lege med mine brødre og søstre, var jeg tit alene, og jeg følte mig altid speciel, alene. Fordi jeg boede sammen med min mand, blev denne følelse skubbet i baggrunden. Der var så mange ting at gøre. Jeg havde meget travlt med husholdning og med glæden og smerten ved at føde og opdrage børn. Ikke desto mindre kunne følelsen af at være alene stadig trænge sig ind over mig, og jeg ønskede at tænke over det, men der var ikke tid. Så den fortog sig som en bølge, og jeg fortsatte med, hvad jeg havde at bestille.”

”Da børnene var vokset op, var blevet uddannede og var ude på deres egen boldgade – skønt en af mine sønner bor stadig hos mig – så levede min mand og jeg stille, indtil han døde for fem år siden. Siden hans død er denne følelse af at være alene kommet over mig oftere. Den er gradvist tiltaget indtil nu, og jeg er fuldstændig nedsunket i den. Jeg har forsøgt at komme væk fra den gennem tilbedelse, ved at at tale med en eller anden ven, men den er der altid. Og den er en pine, en frygtindgydende ting. Min søn har en radio, men jeg kan ikke flygte fra denne følelse gennem den slags midler, og jeg bryder mig ikke om al den støj. Jeg tager til templet, men denne følelse af at være fuldstændigt alene er med mig på vejen, når jeg er der, og når jeg kommer tilbage. Jeg overdriver ikke, men beskriver det blot, som det er.” Hun holdt inde et øjeblik og fortsatte så.

”Forleden dag tog min søn mig med til en af Deres taler. Jeg kunne ikke følge med i alt, hvad De sagde, men De nævnede noget om at være alene og renheden i det. Så måske De vil forstå.” Der var tårer i hendes øjne.

For at finde ud af, om der er noget dybere, noget hinsides den følelse, som kommer over Dem, og som De er fanget i, må de først forstå denne følelse, må De ikke?

”Vil denne pinefulde følelse af at være alene føre mig til Gud?” forhørte hun sig ængsteligt.

Hvad mener De med at være alene?

”Det er svært at sætte ord på den følelse, men jeg vil forsøge. Det er en frygt, der kommer, når man føler sig fuldstændigt alene, helt for sig selv, fuldstændigt afskåret fra alt. Skønt min mand og mine børn var der, kom denne bølge alligevel over mig, og jeg følte mig som et dødt træ i en ødemark: Ensom, uelsket og ukærlig. Pinen i det var langt mere intens end at føde et barn. Det var skræmmende og tog vejret fra mig. Jeg tilhørte ingen. Der var en følelse af fuldstændig isolation. De forstår, gør De ikke?”

De fleste mennesker har denne følelse af ensomhed, denne følelse af isolation med dens frygt, men de undertrykker den, løber væk fra den, fortaber sig i en eller anden form for aktivitet, religiøs eller på anden vis. Aktiviteten, som de hengiver sig til, er deres flugt. De kan fortabe sig i den, og det er grunden til, at de forsvarer den så aggressivt.

”Men jeg har forsøgt mit bedste for at løbe væk fra denne følelse af isolation med dens frygt, og jeg har ikke været i stand til det. At tage til templet hjælper ikke, og selv om det gjorde, kan man ikke være dér hele tiden, lige så lidt som man kan bruge hele ens liv på at udføre ritualer.”

Ikke at have fundet en flugt kan være Deres redning. I frygten for at være alene, for at føle sig afskåret, begynder nogen at drikke, andre tager stoffer, mens mange vender sig mod politik eller finder en eller anden anden måde at flygte på. Så ser De, De er heldig ikke at have fundet en måde at undgå det her på. De, som gør, gør stor skade i verden. De er virkeligt skadelige mennesker, for de tillægger ting vigtighed, som ikke er af den højeste betydning. Fordi de er meget begavede og dygtige, fører sådanne mennesker ofte andre på vildspor gennem deres hengivenhed til den aktivitet, som er deres flugt. Hvis det ikke er religion, så er det politik eller sociale reformer – hvad som helst så de kan komme væk fra sig selv. De kan synes at være uselviske, men de er rent faktisk stadig optagede af sig selv, blot på en anderledes måde. De bliver ledere eller de følger en eller anden lærer. De tilhører altid noget eller praktiserer en eller anden metode eller forfølger et ideal. De er aldrig blot sig selv. De er ikke menneskelige væsener, men etiketter. Så De ser, hvor heldig De er ikke at have fundet en udvej.

”De mener, det er farligt at flygte?” spurgte hun, lettere forvirret.

Er det ikke? Et dybt sår må undersøges, behandles, heles. Det nytter ikke at dække det til eller nægte at se på det.

”Det er sandt. Og denne følelse af isolation er et sådant sår?”

Det er noget, De ikke forstår, og i den forstand er det som en sygdom, der vil blive ved med at vende tilbage. Så det er meningsløst at løbe bort fra det. De har prøvet at løbe bort, men det bliver ved med at overvælde Dem, ikke sandt?

”Det gør det. Så De er glad for, at jeg ikke har fundet en flugt?”

Er De ikke? – hvilket er langt vigtigere.

”Jeg tror, jeg forstår, hvad De har forklaret, og jeg er lettet over, at der er et eller andet håb.”

Lad os nu begge undersøge såret.. For at undersøge noget, må De ikke være bange for, hvad De vil komme til at se, må De vel? Hvis De er bange, vil De ikke se, De vil vende Dem bort. Da De fik børn, så så De på dem så snart som muligt, efter de var født. De bekymrede Dem ikke om, hvorvidt de var grimme eller smukke, De så på dem med kærlighed, gjorde De ikke?

”Det er netop, hvad jeg gjorde. Jeg så på hvert nyt barn med kærlighed, med omsorg og pressede det imod mit hjerte.”

På samme måde må vi undersøge denne følelse af at være afskåret, denne følelse af isolation, af ensomhed med hengivenhed, må vi ikke? Hvis vi er bange, ængstelige, vil vi ikke være i stand til at undersøge den overhovedet.

”Ja, jeg ser vanskeligheden. Jeg har ikke rigtigt set på den tidligere, fordi jeg var bange for, hvad jeg kunne komme til at se. Men nu tror jeg, jeg kan se.”

Er denne pine ved ensomhed ikke blot den endelige intensivering af, hvad vi alle føler i mindre grad hver dag? Hver dag isolerer De Dem selv, afskærer Dem selv, gør De ikke?

”Hvordan?” spurgte hun temmelig forfærdet.

På så mange måder. De tilhører en særlig familie og en særlig kaste. De er Deres børn, Deres børnebørn. Det er Deres tro, Deres Gud, Deres ejendom. De er mere dydig end andre. De ved, og andre véd ikke. Alt dette er en måde at afskære Dem selv på, en måde at isolere sig på, er det ikke?

”Men vi er opdraget på den måde, og man er nødt til at leve. Vi kan ikke afskære os fra samfundet, kan vi?”

Er det ikke, hvad De faktisk gør? I dette forhold mellem mennesker, som man kalder samfundet, afskærer ethvert menneske sig fra hinanden gennem dets position, gennem dets ambition, gennem dets begær efter berømmelse, magt og så videre. Men man er nødt til at leve i dette brutale forhold sammen med andre mennesker, der er som én selv, så det hele bliver sløret til og gjort respektabelt gennem ord, der lyder tiltalende. I det daglige liv er hver enkelt viet til sine egne interesser, selv om det måske går for sig i fædrelandets navn, i fredens navn, eller Gud, og sådan fortsætter den isolerende proces. Man bliver opmærksom på hele denne proces i form af intens ensomhed, en følelse af fuldstændig isolation. Tanken, der har tillagt sig selv al vægt, idet den isolerer sig selv som ’jeget’, som egoet, er endelig kommet til det punkt, hvor den indser, at den holdes i det fængsel, som den selv har frembragt.

”Jeg er bange for, at alt dette er en smule svært at forstå i min alder, og jeg er heller ikke særlig godt uddannet.”

Det har intet at gøre med at være uddannet. Det behøver at blive tænkt igennem, det er alt. De føler Dem ensom, isoleret, og hvis De kunne, ville De løbe bort fra den følelse. Men lykkeligvis for Dem selv, har De ikke været i stand til at finde en måde at gøre det på. Siden De ikke har fundet nogen vej ud, er De nu i en position, hvor de kan se på det, som De har forsøgt at undslippe. Men De kan ikke se, hvis De er bange for det, kan De vel?

”Det forstår jeg.”

Beror Deres vanskelighed ikke på det faktum, at ordet selv volder besvær?

”Jeg forstår ikke, hvad De mener.”

De har associeret visse ord med denne følelse, som kommer over Dem, ord som ’ensomhed’, ’isolation’, ’frygt’, ’at være afskåret’. Er det ikke sådan?

”Jo.”

På samme måde som Deres søns navn ikke forhindrer Dem i at opfatte og forstå hans virkelige kvaliteter og væsen, så må De ikke lade ord som ’isolation’, ’ensomhed’, ’frygt’, ’at være afskåret’ gribe ind i Deres undersøgelse af den følelse, som ordene er kommet til at stå for.

”Jeg ser, hvad De mener. Jeg har altid set på mine børn på den direkte måde.”

Og når De ser på denne følelse på den samme direkte måde, hvad sker der så? Opdager De ikke, at det følelsen selv ikke er skræmmende, men kun hvad De tænker om følelsen? Det er sindet, tanken, der føjer frygt til følelsen, er det ikke?

”Jo, det er rigtigt. Lige nu forstår jeg det meget vel. Men vil jeg være i stand til at forstå det, når jeg går herfra, og De ikke er der til at forklare?”

Selvfølgelig vil De det. Det er som at se en kobra. Når De én gang har set den, kan De aldrig tage fejl af den. De vil ikke være afhængig af, at nogen fortæller Dem, hvad en kobra er. På samme måde, når De én gang har forstået denne følelse, så er den forståelse altid hos Dem. Når De én gang har lært at se, så har De evnen til at se. Men man må gå igennem og ud over denne følelse, for der er meget mere at opdage. Der er en aleneværen, som ikke er denne ensomhed, denne følelse af isolation. Den tilstand af aleneværen er ikke en erindring eller noget, man genkender. Den er uberørt af sindet, af ordet, af samfundet, af tradition. Den er en velsignelse.

”I denne ene time har jeg lært mere end i alle mine femoghalvfjerds år. Må den velsignelse være med Dem og med mig.”

J. Krishnamurti: Commentaries On Living, Bind III, fra Krishnamurti´s notesbøger, Edited by D. Rajagopal, Krishnamurti Writings, Inc. 1960. Kapitel 37, Aloneness Beyond Loneliness