Handlingen at se
Af Frank Fog
’Hvis du er virkelig seriøs, så vil det gamles fremdrift – når du iagttager – komme til en ende.’
I en verden, der er så fuldstændig forvirret og voldelig, hvor der er alle former for oprør og tusind forklaringer på disse oprør, håber man på social reformering, på andre betingelser og større frihed for mennesket. I alle lande, under alle himmelstrøg, under fredens parole, er der vold; i sandhedens navn er der udbytning, ulykke, der er de sultende millioner; der er undertrykkelse under store tyrannier, der er stor social uretfærdighed. Der er krig, indkaldelse til militæret og omgåelse af at blive indkaldt. Der er virkelig stor forvirring og forfærdelig vold; had retfærdiggøres, eskapisme i enhver form accepteres som livets norm. Når man er opmærksom på alt dette, bliver man forvirret, usikker på hvad man skal gøre, hvad man skal tænke, hvilken rolle man skal spille. Hvad skal man gøre? Slutte sig til aktivisterne eller flygte ind i en eller anden form for indvendig isolation? Gå tilbage til de gamle religiøse ideer? Starte en ny sekt eller fortsætte med ens fordomme og tilbøjeligheder? Når man ser alt dette, ønsker man naturligvis at vide for sig selv, hvad man skal gøre, hvad man skal tænke, hvordan man kan leve et anderledes slags liv.
Hvis vi i løbet af disse taler og diskussioner kan finde et lys i os selv, en måde at leve på, som er helt uden vold, en livsform, som er helt igennem religiøs og derfor uden frygt, et liv, der er stabilt indadtil, som ikke kan berøres af udvendige begivenheder, så tror jeg, disse taler vil være yderst værdifulde. Kan vi give fuldstændig og følsom opmærksomhed til, hvad vi vil diskutere? Vi arbejder sammen for at finde ud af, hvordan man kan leve fredeligt. Det er ikke sådan, at taleren fortæller dig, hvad du skal gøre, hvad du skal tænke – han har ingen autoritet, ingen ’filosofi’.
Der er den vanskelighed, at ens hjerne fungerer i gamle vaner, som en grammofonplade, der spiller den samme melodi igen og igen. Mens støjen fra den melodi, fra den vane, udspiller sig, er man ikke i stand til at lytte til noget som helst nyt. Hjernen er blevet betinget til at tænke på en bestemt måde, til at reagere i overensstemmelse med vores kultur, tradition og uddannelse; den selvsamme hjerne forsøger at lytte til noget nyt og er ikke i stand til det. Det er dér, vores problem vil ligge. En tale, der er optaget på bånd, kan slettes og begyndes igen. Uheldigvis er optagelsen på hjernens bånd blevet indpræget på det så længe, at det er meget svært at slette det og begynde forfra. Vi gentager det samme mønster, de samme ideer og fysiske vaner, igen og igen, så vi aldrig opfanger noget nyt.
Jeg forsikrer dig, at man kan lægge det gamle bånd væk, den gamle måde at tænke på, at føle på, at reagere på, de utallige vaner, man har. Man kan gøre det, hvis man virkelig giver opmærksomhed. Hvis det, man lytter til, er dødsens seriøst, af enorm betydning, så vil man uvægerligt lytte, sådan at selve handlingen at lytte vil udviske det gamle. Prøv det – eller rettere gør det. Du er dybt interesseret, ellers ville du ikke være her. Lyt med fuld opmærksomhed, så at de gamle erindringer, de gamle vaner, den ophobede tradition alt sammen vil blive visket bort i selve handlingen at lytte.
Man må være seriøs, når man er konfronteret med det kaos, der er i verden, usikkerheden, krig og ødelæggelse, hvor enhver værdi er blevet kastet bort i et samfund, der tillader alt, seksuelt og økonomisk. Der er ingen moral, ingen religion; alt kastes bort, og man må være fuldstændig og dybt seriøs. Hvis du har den seriøsitet i dit hjerte, vil du lytte. Det afhænger af dig, ikke af taleren, om du er tilstrækkeligt seriøs til at lytte så fuldstændigt, så du selv kan opdage et lys, der aldrig kan slukkes, en måde at leve på, der ikke afhænger af nogen idé, af nogen omstændighed, en måde at leve på, der altid er fri, ny, ung, vital.
Hvis du har den sindets kvalitet, der ønsker at finde ud af tingene for enhver pris, så kan du og taleren arbejde sammen og finde denne mærkelige ting, som vil løse alle vores problemer – om det nu er dagligdagens monotone problemer eller problemer af den mest seriøse art.
Hvordan skal vi nu gribe det an? Jeg føler, der kun er én vej, og det er: At komme til det positive gennem negation. At finde ud af hvad det er, gennem at forstå hvad det ikke er. At se hvad man faktisk er og gå ud over det. Begynd med at iagttage verden og alle verdens begivenheder, med at iagttage tingene, der går for sig. Se om ens relation til det er med eller uden adskillelse. Man kan iagttage verdens begivenheder, som om de ikke vedrørte én som individ og alligevel prøve at forme dem, prøve at gøre noget ved dem. På den måde er der en adsplittelse mellem én selv og verden. Man kan iagttage på den måde gennem éns erfaringer og viden, gennem ens personlige særheder, fordomme og så videre. Men det er at iagttage som én, der er adskilt fra verden. Man må finde ud af en måde at iagttage på, så man ser alt det, der sker uden for og inden i én selv, som en sammenhængende proces, som en fuldstændig bevægelse. Enten ser man på verden ud fra et bestemt, et særligt synspunkt – når man indtager et standpunkt verbalt, ideologisk, forpligtiget til bestemte handlinger og derfor isoleret fra resten – eller man ser på hele dette fænomen som en levende proces, en proces i bevægelse, en fuldstændig bevægelse, som man er en del af og ikke adskilt fra. Hvad man er, er et resultat af kultur, religion, uddannelse, propaganda, klima, føde – man er verden og verden er én selv. Kan man se helheden i dette – og ikke hvad man burde gøre ved det? Har man denne følelse af menneskehedens helhed? Det er ikke et spørgsmål om at identificere sig med verden, for man er verden. Krig er et resultat af én selv. Volden, fordommene, den forfærdende brutalitet, der går for sig, er del af én selv.
Så det beror på, hvordan du iagttager dette fænomen, der foregår både i det indre og i det ydre, og også på, hvor seriøs du er. Hvis du er virkelig seriøs når du iagttager, så vil det gamles fremdrift – gentagelsen af de gamle mønstre, den gamle måde at tænke og leve og handle på – komme til en ende. Er du seriøs med hensyn til at finde ud af en måde at leve på, hvori al dette røre, denne elendighed og sorg ikke eksisterer? For de fleste af os ligger vanskeligheden i at være fri af de gamle tankevaner: ’Jeg er noget,’ ’Jeg ønsker at udfolde mig selv,’ ’Jeg ønsker at blive til noget,’ ’Jeg tror på mine meninger,’ ’Dette er måden,’ ’Jeg tilhører denne særlige sekt.’ I det øjeblik du indtager et standpunkt, har du skilt dig selv ud og er derfor blevet ude af stand til at iagttage den totale proces.
Så længe livet er fragmenteret, både udvendigt og indvendigt, må der være forvirring og krig. Vær venlig at se dette med dit hjerte. Se på krigen i Mellemøsten. Du kender til det alt sammen; tykke bøger er skrevet, der forklarer det hele. Vi er fanget i forklaringerne – som om nogen forklaring nogensinde vil løse noget. Det er essentielt at blive klar over, at man ikke må være fanget i forklaringer. Det spiller ingen rolle, hvem der kommer med dem. Når du ser ’det som er,’ så kræver det ingen forklaring. Den, der ikke ser ’det som er,’ er fortabt i forklaringer. Vær så venlig at se dette. Forstå det så fundamentalt, så du ikke er fanget i ord.
I Indien er det skik og brug, at de tager deres hellige bog, Gitaen, og forklarer alt ud fra den. Tusinder og atter tusinder lytter til forklaringerne om, hvordan man skal leve, hvad man skal gøre, hvordan Gud er, det ene og det andet – de lytter fortryllede og fortsætter ikke desto mindre med deres sædvanlige liv. Forklaringer blinder dig, de hindrer dig i faktisk at se ’det som er’.
Det er af vital betydning, at du finder ud af for dig selv, hvordan du ser på tilværelsens problem. Gør du det ud fra en forklaring, ud fra et særligt synspunkt, eller betragter du ikke-fragmentarisk? Find ud af det. Gå en tur alene, og find ud af det, læg dit hjerte i at finde ud af, hvordan du betragter alle disse fænomener. Så kan vi finde ud af detaljerne sammen. Og vi vil gå ind i de mest uendelige detaljer for at finde ud af tingene, for at forstå. Men før vi gør det, må du være meget klar over, om du er fri af fragmentation, om du ikke længere er englænder, amerikaner, jøde – kan du følge mig? – om du er fri af din betingning i en særlig religion eller kultur, som holder dig fast og ifølge hvilken du har dine oplevelser, der kun fører til yderligere betingning.
Betragt hele denne livets bevægelse som én ting. Det er der stor skønhed i og umådelig mulighed. Da er handling overordentlig komplet, og det er kun da, at der er frihed. Og et sind må være frit for at finde ud af, hvad der er virkeligt; og ikke en virkelighed, som er fundet på, som man har forestillet sig. Det kan kun ske, hvis du virkelig er fuldstændig seriøs – ikke ifølge en eller anden, der siger ’Dette er måden at være seriøs på. Smid alt det væk, lyt ikke til det. Find selv ud af det, det spiller ingen rolle, om du er gammel eller ung.
Vil I stille spørgsmål? Før du spørger, så se, hvorfor du spørger, og hvem du forventer svaret fra. Når du spørger, er du så tilfreds blot med forklaringen, som måske er svaret? Hvis man stiller et spørgsmål – og man må altid undersøge alt – spørger man så, fordi man i selve det at spørge begynder at undersøge og derfor deler, bevæger sig, oplever sammen, skaber sammen?
Spørger: Hvis der for eksempel er en galning løs, og han slår folk ihjel, og det står i ens magt at stoppe ham ved at slå ham ihjel, hvad skal man så gøre?
Krishnamurti: Så lad os dræbe alle præsidenterne, alle herskerne, alle tyrannerne, alle naboerne og én selv! (Latter) Nej, nej, le ikke. Vi er del af alt dette. Vi har bidraget til den tilstand, verden er i, med vores egen voldelighed. Vi ser det ikke klart. Vi tror, at ved at komme af med nogle få mennesker, ved at skubbe det etablerede til side, vil vi løse hele problemet. Alle fysiske revolutioner har været baseret på dette, den franske, den kommunistiske og så videre, og de er endt i bureaukrati eller tyranni.
Så venner, at tilvejebringe en anderledes måde at leve på er at tilvejebringe det ikke for andre, men for én selv. Fordi den ’anden’ er én selv, der er ikke noget ’vi’ og ’de,’ der er kun os selv. Hvis man virkelig ser dette, ikke verbalt, ikke intellektuelt, men med ens hjerte, så vil man se, at der kan være en fuldstændig handling, der har et fuldstændig andet slags resultat – så der vil være en ny social struktur, og ikke at man smider én samfundsstruktur ud og skaber en anden.
Man må have tålmodighed for at undersøge. Unge mennesker har ikke tålmodighed, de vil have øjeblikkelige resultater – pulverkaffe, te-breve, hurtigvirkende meditation – hvad der betyder, at de aldrig har forstået hele processen at leve. Hvis man forstår helheden at leve, så er der en handling, som er øjeblikkelig, som er helt forskellig fra utålmodighedens øjeblikkelige handling. Iagttag, se hvad der sker i Amerika, raceoptøjerne, fattigdommen, ghettoerne, den fuldstændige meningsløshed i uddannelse, som det er. Iagttag opdelingen af Europa, og hvor længe det tager at tilvejebringe et føderalt Europa. Og se på, hvad der sker i Indien, Asien, Rusland og Kina. Når man ser på alt dette og religionernes forskellige inddelinger, så er der kun ét svar, én handling: Fuldstændig handling, og ikke en delvis eller fragmenteret handling. Denne fuldstændige handling er ikke at dræbe en anden, men at se inddelingerne, som har frembragt denne ødelæggelse af mennesket. Når man ser dette virkelig seriøst og sensitivt, så vil der være en helt anderledes handling.
Spørger: For én, som er født i et land, hvor der er fuldstændigt tyranni, så han er fuldstændig undertrykt og derfor ikke har nogen mulighed for at gøre noget selv – jeg føler, de fleste her ikke kan forestille sig det – han er født i denne situation, og det samme var hans forældre, hvad har han gjort for at skabe kaosset i denne verden?
Krishnamurti: Sandsynligvis har han ikke gjort noget. Hvad har den fattige mand gjort, som lever i Indiens ødemarker eller i en lille landsby i Afrika eller i en eller anden lille, lykkelig dal og ikke kender noget til, hvad der sker i resten af verden? På hvilke måder har han bidraget til denne monstrøse struktur? Sandsynligvis har han ikke gjort noget, stakkels fyr (poor fellow), hvad kan han gøre?
Spørger: Hvad betyder det at være seriøs? Jeg har en følelse af, at jeg ikke er seriøs.
Krishnamurti: Lad os finde ud af det sammen. Hvad betyder det at være seriøs – så du er fuldstændigt dedikeret til noget, til et kald, som du ønsker at forfølge helt til enden. Jeg definerer det ikke, acceptér ikke nogen som helst definition. Man ønsker at finde ud af, hvordan man kan leve et ganske anderledes liv, et liv uden vold, med fuldstændig frihed indadtil. Man ønsker at finde ud af det, og man agter at give det tid, energi, tanke, alt. Jeg ville kalde sådan en person seriøs. Han mister ikke let modet. Han kan more sig, men hans kurs er sat. Det betyder ikke, at han er dogmatisk eller stædig, at han ikke tilpasser sig. Han vil lytte til andre, overveje, undersøge, observere. I sin seriøsitet kan han blive selv-centreret. Selve den selv-centrerethed vil forhindre ham i at undersøge. Men han er nødt til at lytte til andre, han er nødt til at undersøge, at stille spørgsmål (eller: betvivle) hele tiden. Hvad der betyder, at han må være meget sensitiv. Han er nødt til at finde ud af, hvordan og til hvem han lytter. Så han lytter hele tiden, forfølger, undersøger. Han opdager, og med en følsom hjerne, et følsomt sind, et følsomt hjerte – de er ikke adskilte ting – undersøger han med helheden og sensitiviteten i alt det. Find ud af, om kroppen er følsom. Vær opmærksom på dens gestikuleren, dens særlige vaner. Du kan ikke være fysisk sensitiv, hvis du spiser for meget. Du kan heller ikke blive sensitiv ved at sulte dig eller faste. Man må tage hensyn til, hvad man spiser. Man må have en hjerne, der er sensitiv. Det betyder en hjerne, der ikke fungerer i vaner, idet den forfølger sin egen særlige, lille nydelse – seksuelt eller på anden vis.
Spørger: Du har fortalt os, at vi ikke skal lytte til forklaringer. Hvad er forskellen mellem dine taler og forklaringer?
Krishnamurti: Hvad mener du? Er der nogen forskel, eller er det blot det samme ordgyderi, der gå for sig?
Spørger: Ord er ord.
Krishnamurti: Vi forklarer og giver beskrivelsen af årsagen og virkningen og siger for eksempel: Mennesket har arvet brutalitet fra dyret – forklarer, forklarer og forklarer. Og en anden påpeger, og du handler ved selve påpegningen, du ophører med at være voldelig. Er der en forskel mellem de to? Handling er, hvad der er påkrævet, men vil handling opstå gennem forklaringer, gennem ord? Eller kommer denne fuldstændige handling kun, når du er sensitiv nok til at iagttage, til at se hele livets bevægelse, det hele af det? Hvad er det, vi forsøger at gøre her? Fremføre forklaringer af ’hvorfor’ og årsagen til ’hvorfor’? Eller prøver vi at leve, så vores liv ikke er baseret på ord, men på opdagelsen af, hvad der faktisk er – hvilket ikke er afhængigt af ord. Der er en uhyre forskel mellem de to – selv om jeg påpeger det. Det er som en mand, der er sulten. Du kan forklare for ham, hvad mad er, og hvordan det smager, du kan vise ham menuen, vise ham udstillingen af mad gennem vinduet. Men det, han ønsker, er virkelig mad. Og det giver forklaringer ham ikke.
Det er forskellen.
Saanen Schweitz, 16. juli 1970
(J. Krishnamurti: The Impossible Question. Victor Gollancz Ltd, Great Britain 1972. Part One, Talks and Questions, Chapter 1)