Analyse

Af Frank Fog

’Analyse er aldrig fuldstændig. Negationen af denne ufuldstændige handling er fuldstændig handling.’

Det er meget vigtigt at forstå hele problemet i at leve: Fra det øjeblik vi bliver født til vi dør er vi altid i konflikt. Der er altid kamp, ikke kun indeni os selv, men også udvendigt er der anstrengelse og strid, konstant opdeling, og en følelse af en adskilt individuel tilværelse i opposition til fællesskabet. I de mest intime forhold søger den enkelte sin egen nydelse, skjult eller åbenlyst. Hver enkelt forfølger sin egen ambition og tilfredsstillelse og forårsager derved frustration. Hvad vi kalder at leve er tumult. I denne tumult forsøger vi at være kreative. Er man begavet, så skriver man en bog eller et digt, man komponerer et billede og så videre, men alt sammen inden for et mønster af strid, sorg og fortvivlelse. Og dette er hvad man anser for at leve kreativt. Når vi flyver til månen, lever i havet, fører krige, er der denne konstante og bitre strid af menneske imod menneske. Dette er vort liv.

Det forekommer mig at vi bør gå ind i disse ting meget seriøst, meget dybt, og hvis vi kan, at føle os vej ind i en sindets kvalitet hvor der ikke er nogen strid overhovedet, både på det bevidste plan og også i de lag der ligger under det bevidste.

Skønhed er ikke et resultat af konflikt. Når du ser skønheden i et bjerg eller i et vandløb der løber raskt af sted, så er der ingen følelse af kamp i dén umiddelbare sansning. Der er ikke megen skønhed i vores liv på grund af kampen der går for sig.

At finde en sindets kvalitet som essentielt er smuk og klar, som aldrig er blevet berørt af strid, er af den største vigtighed. I forståelsen af dét – ikke kun verbalt eller intellektuelt, men i at leve det i ens daglige liv – kan vi måske opnå en eller anden form for fred inden i os selv og i verden. Måske vil vi denne morgen være i stand til, tøvende og med følsom årvågenhed, at forstå denne kamp som vi lever i og være fri af den.

Hvad er den grundlæggende årsag til denne konflikt og modsigelse? Stil det spørgsmål af dig selv. Forsøg ikke at formulere en forklaring i ord, men undersøg blot ikke-verbalt – hvis du kan – grundlaget for denne modsigelse og inddeling, denne strid og konflikt.

Enten undersøger du analytisk eller også opfatter du umiddelbart det grundlæggende i det. Du kan udrede bid for bid og finde naturen af, strukturen af, årsagen til og virkningen af denne strid inden i os selv, mellem individet og staten. Eller du kan opfatte årsagen til det øjeblikkeligt. På denne måde kan vi måske faktuelt finde ud af årsagen til al denne konflikt og opfatte sandheden i det øjeblikkeligt.

Lad os forstå hvad det betyder at analysere, at forsøge at opdage årsagen til denne konflikt intellektuelt, verbalt. For når du først forstår den analytiske proces – ser sandheden eller falskheden i den – så vil du være fuldstændig fri af den for stedse. Hvilket indebærer en forståelse hvori dine øjne, dit sind og dit hjerte umiddelbart opfatter sandheden i sagen. Vi er vante til, betingede til den analytiske proces og de forskellige specialisters filosofiske og psykologiske tilgange. Det er blevet en vane. Vi er betingede til at forsøge at forstå hele denne komplicerede proces, som det er at leve, analytisk, intellektuelt. Dette er ikke en anbefaling af det modsatte – det emotionelle, det sentimentale. Men hvis du forstår naturen og strukturen i den analytiske proces meget klart, så vil du se helt anderledes på tingene. Du vil være i stand til at rette den energi der gik til at analysere i en fuldstændig anden retning.

Analyse indebærer opdeling. Der er den som analyserer og det som skal analyseres. Hvad enten du analyserer dig selv eller det bliver gjort af en specialist, så er der inddeling og derfor er der allerede begyndelsen til konflikt. Vi kan kun gøre store ting når der er stor lidenskab, stor energi, og det er kun denne lidenskab som kan skabe et fuldstændig anderledes slags liv i os selv og i verden. Det er derfor det er meget vigtigt at forstå den analytiske proces som mennesker har været fanget i i århundreder.

Af de mange fragmenter som vi er opdelt i, overtager ét autoriteten som den der analyserer. Det som skal analyseres er et andet. Denne analytiker bliver censor. Med sin ophobede viden vurderer han det gode og det dårlige, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvad der bør og ikke bør undertrykkes og så videre. Den der analyserer må også udføre hver analyse fuldstændigt, ellers vil hans vurdering, hans konklusion være delvis. Den der analyserer må undersøge hver eneste tanke – alt hvad han (som bliver analyseret, overs. anm.) tænker, bør analyseres og det vil tage tid. Du kan bruge resten af dit liv på at analysere – hvis du har pengene og lysten til det eller kan finde en analytiker som du er forelsket i og så fremdeles. Du kan tilbringe hver eneste dag med at analysere og ved slutningen af det er du hvor du var, med endnu mere der må analyseres.

Vi ser at der i analyse er opdelingen mellem den der analyserer og det som bliver analyseret, og også at den der analyserer må analysere præcist og fuldstændigt, ellers vil hans konklusioner besværliggøre den næste analyse. Vi ser at den analytiske proces tager uendelig tid og i løbet af den tid kan der ske mange andre ting. Så når du ser hele strukturen i at analysere, så er den iagttagen reelt en benægtelse, en negation af det. Idet man ser hvad der er involveret i det, er der negationen af den handling – hvilket er fuldstændig handling.

Spørger: Hvad forstår du ved handling?

Krishnamurti: Handling ifølge en idé, en ideologi, ens ophobede erfaring. Handling tilnærmer sig altid idealet, prototypen, så der er en opdeling mellem handling og ideal. Sådan handling er aldrig fuldstændig, analyse er aldrig fuldstændig. Negationen af den ufuldstændige handling er total handling. Når sindet har set det formålsløse, meningsløsheden i at analysere med alle de problemer der er involveret, så vil det aldrig røre det. Sindet vil da aldrig søge at forstå ’sand’ analyse.

Sindet der har set ind i, der har undersøgt den analytiske proces, er blevet meget skarpt, levende, sensitivt, fordi det har afvist det som vi havde antaget var vejen og midlet til at forstå.

Hvis du for dig selv og meget klart ser falskheden eller sandheden i at analysere – ikke tvunget eller overtalt af en andens argumentation og ræsonnement – så er dit sind frit og har energien til at se i en anden retning. Hvad er den ’anden retning’? Det er øjeblikkelig sansning, opfattelse der er fuldstændig handling.

Som vi sagde, der er adskillelse mellem den der analyserer og det som skal analyseres, adskillelse mellem iagttageren og det som iagttages: Dette er den grundlæggende årsag til konflikt. Når du iagttager, så gør du det altid fra et centrum, fra baggrunden af erfaring og viden. ’Mig´et’ – som katolik, kommunist, specialist og så videre – iagttager. Så der er en adskillelse mellem ’mig´et’ og det som iagttages. Dette kræver ikke en stor portion forståelse, det er et åbenlyst faktum. Når du ser på et træ, på din mand eller kone, så er der denne opdeling. Den er der mellem dig selv og samfundet. Så der er denne iagttager og det som iagttages: I den inddeling er der uundgåeligt modsigelse. Den modsigelse er roden til al strid.

Hvis dét er den grundlæggende årsag til konflikt, så er det næste spørgsmål: Kan du iagttage uden ’mig´et’, uden censoren, uden alle de ophobede erfaringer af ulykke, konflikt, brutalitet, forfængelighed, stolthed, fortvivlelse, som er ’mig´et’? Kan du iagttage uden fortiden – de fortidige erindringer, konklusioner og forventninger, uden hele baggrunden? Den baggrund – i form af ’mig´et’, ’iagttageren’ – adskiller dig fra det iagttagne. Har du nogen sinde iagttaget uden baggrunden? Gør det nu. Leg med det. Se objektivt på de udvendige ting. Lyt til lyden fra floden, se på bjergenes linjer, skønheden, klarheden i det alt sammen. Det er forholdsvis let at gøre uden at ’mig´et’ – som fortid – iagttager. Men kan du se på dig selv indadtil uden iagttageren? Gør det, iagttag dig selv, din betingning, din uddannelse, din måde at tænke på, dine konklusioner, dine fordomme, uden nogen form for fordømmelse eller forklaring eller retfærdiggørelse – iagttag blot. Når du iagttager således, så er der ingen ’iagttager’ og derfor ingen konflikt.

Den måde at leve på er fuldstændig anderledes fra den anden måde – den er ikke det modsatte, ikke en reaktion på den anden måde – den er fuldstændig forskellig. Og i den er der kolossal frihed og en overflod af energi og lidenskab. Den er fuldstændig iagttagelse, fuldstændig handling. Når du fuldstændig har set og forstået, så vil din handling altid være klar. Det er som at iagttage hele udstrækningen af landkortet og ikke detaljen om hvor du ønsker at tage hen.

Så man finder ud af for sig selv, som et menneskeligt væsen, at det er muligt at leve uden nogen form for konflikt. Det indebærer en enorm revolution i én selv. Det er den eneste revolution. Enhver form for fysisk, udvendig revolution – politisk, økonomisk, social – ender altid i diktatur, enten bureaukraternes eller idealisternes eller en eller anden erobrers. Hvorimod denne indvendige, fuldstændige og totale revolution – som er resultatet af forståelsen af al konflikt der er forårsaget af inddelingen mellem iagttageren og det iagttagne – fører en fuldstændig anderledes måde at leve på med sig.

Lad os nu gå yderligere ind i det, hvis I synes, ved at stille spørgsmål om det.

Spørger: Hvordan kan man adskille sig fra problemer, når man lever i en verden der er fuld af problemer?

Krishnamurti: Er du forskellig fra verden? Du er verden – er du ikke?

Spørger: Jeg er blot en person der lever i verden.

Krishnamurti: ”Blot en person der lever i verden” adskilt, uden relation til alle de hændelser der går for sig i verden?

Spørger: Nej, jeg er del af det. Men hvordan kan jeg adskille mig selv fra det?

Krishnamurti: Du kan umuligt adskille dig selv fra verden: Du er verden. Hvis du lever i den kristne verden, så er du betinget af dens kultur, dens religion, dens uddannelse, dens industrialisering, af dens mange konflikter og krige. Du kan umuligt adskille dig selv fra den verden. Munkene har prøvet at trække sig tilbage fra verden og lukke sig inde i klostre, men ikke desto mindre er de resultatet af den verden som de lever i. De ønsker at slippe væk fra den kultur ved at trække sig tilbage fra den, ved at vie sig til, hvad de mener er sandheden, idealet om Jesus og så videre.

Spørger: Hvordan kan jeg se ind i mig selv, undersøge mig selv med alle de bekymringer der er dér, om at tjene penge, købe hus og så videre?

Krishnamurti: Hvordan ser du på dit arbejde? Hvad tænker du om det?

Spørger: Jeg ser det som et middel til at overleve i verden.

Krishnamurti: ”Jeg må have et levebrød for at overleve.” Hele samfundets struktur, hvad enten det er her eller i Rusland, er baseret på overlevelse for enhver pris, på at lave noget som samfundet har arrangeret. Hvordan kan man overleve sikkert og varigt når der er adskillelse mellem os? Når du er europæer og jeg er asiat, når der er adskillelse mellem os og hver enkelt konkurrerer for at være i sikkerhed, for at overleve og derfor kæmper med hinanden individuelt og kollektivt, hvordan kan der så være overlevelse? En midlertidig overlevelse? Så det virkelige spørgsmål er ikke om at overleve, men hvorvidt det er muligt at leve i denne verden uden inddelinger. Når der ikke er nogen inddelinger, så vil vi overleve, fuldstændigt og uden frygt. Der har været religiøse krige. Der har været forfærdende krige mellem katolikkerne og protestanterne – og hver især siger, ”Vi må overleve.” De sagde aldrig til sig selv, ”Se hvor absurd denne opdeling er, hvor den ene tror dette og den anden tror hint.” De så aldrig absurditeten i deres betingning. Kan vi sætte al energien i vores tænkning, i vores følelse, i vores lidenskab ind på at finde ud af om det er muligt at leve uden denne opdeling, så vi kan leve fuldt og helt og i fuldstændig sikkerhed? Men I er ikke interesserede i alt det her. I ønsker blot at overleve. Hvilket I ikke vil kunne – I overlever op imod, på trods af ikke-overlevelse.

Mine herrer, se det, suveræne regeringer, hver med deres egen hær, har inddelt verden og ligger i evigt klammeri, idet de opretholder prestige og økonomisk overlevelse. Computere i hænderne på gode mennesker og uden politikerne kan ændre hele strukturen i denne verden. Men vi er ikke interesserede i menneskehedens enhed. Ikke desto mindre er det det eneste problem. Det kan kun løses når der ikke er nogen politikere, når der ikke er nogen selvstændige regeringer, når der ikke er adskilte religiøse sekter – og I som lytter til dette, I er dem der skal gøre det.

Spørger: Er det nødvendigt med bevidst analyse for at nå til den konklusion?

Krishnamurti: Er det en konklusion, der et resultat af analyse? Du iagttager blot dette faktum. Se på hvordan verden er inddelt i suveræne regeringer og religioner. Du kan se det – er det analyse?

Spørger: Synes du ikke at for at forandre alt det, så har vi også brug for en udvendig revolution?

Krishnamurti: En indvendig og udvendig revolution på samme tid. Ikke først den ene og så den anden. Det må være samtidigt. Det må være en øjeblikkelig indre og ydre revolution uden at lægge vægt på den ene eller den anden. Hvordan kan det ske? Kun når du ser den fuldstændige sandhed at en indre revolution er en ydre revolution. Når du ser det, så sker det – og ikke intellektuelt, verbalt, ideelt. Men er der en fuldstændig indre revolution i dig? Hvis der ikke er og du ønsker en ydre revolution, så vil du forårsage kaos i verden. Og der er kaos i verden.

Spørger: Du taler om regeringer og kirker og nationalisme, de har hvad vi anser for at være magt.

Krishnamurti: Bureaukraterne ønsker magt og de har det. Ønsker du ikke magt – over din kone eller mand? I dine konklusioner om, hvad du mener er ret, er der magt. Ethvert menneske ønsker en eller anden form for magt. Så angrib ikke magten der tilhører andre, men vær fri fra kravet om magt i dig selv. Så vil din handling være helt anderledes. Vi ønsker at angribe den udvendige magt, vriste den ud af hænderne på dem som har den og give den til nogen andre. Vi siger ikke til os selv, ”Lad os være fri for al dominans og besiddelse.” Hvis du faktisk satte hele dit sind ind på at være fri fra enhver form for magt – hvilket betyder at fungere uden status – så ville du frembringe et helt anderledes samfund.

Spørger: Hvis du er sulten, kan du ikke engang begynde at tage fat på disse spørgsmål.

Krishnamurti: Hvis du var virkelig sulten, så ville du ikke være her! Vi er ikke sultne og derfor har vi tid til at lytte, tid til at iagttage. Du kan sige at vi er en lille gruppe af folk, en dråbe i havet, så hvad kan vi gøre? Er det et gyldigt spørgsmål, når vi er konfronteret med dette uhyre komplekse problem i verden som vi lever i? Som et menneske, som et simpelt individ, hvad kan jeg gøre? Hvis du var virkelig konfronteret med problemet, ville du så stille det spørgsmål? Du ville blot gå til biddet – forstår du, hr.? Når du siger, ”Hvad kan jeg gøre?” så er der allerede en tone af fortvivlelse i det.

Spørger: Mange mennesker er sultne, de er nødt til at tage øjeblikkelige skridt for at overleve. Hvad betyder alt dette for dem?

Krishnamurti: Intet. Når jeg er sulten, hr., så vil jeg have mad – og alt dette har meget lidt mening. Så hvad er dit spørgsmål?

Spørger: Vi er et mindretal, en lille gruppe. Det store flertal, i Indien, i Asien i dele af Europa og Amerika, er virkeligt sultne. Hvordan kan det vi siger her, påvirke alle disse mennesker?

Krishnamurti: Det afhænger af dig, af hvad du gør, selv som det lille mindretal. En umådelig revolution i verden skabes, fordi et mindretal har forandret sig i sig selv. Du er optaget af verdens ulykke, fattigdommen, fornedrelsen, sulten, og du siger, ”Hvad kan jeg gøre?” Enten tilslutter du dig tankeløst en ydre revolution, forsøger at splitte det hele ad og skabe en ny form for social struktur – og i den proces vil du igen etablere den samme ulykke – eller du vil overveje en fuldstændig revolution, ikke delvis, ikke kun fysisk, hvori psykens indre struktur vil handle i et helt andet forhold til samfundet.

Spørger: Du taler som om indre revolution sker pludseligt – sker den virkelig på den måde?

Krishnamurti: Er den indre revolution et spørgsmål om tid, om gradvis indre forandring? Dette er et meget kompliceret spørgsmål. Vi er betingede til at acceptere at der kan ske en forandring gennem gradvis indre revolution. Finder den sted trin for trin eller sker det øjeblikkeligt, når du ser sandheden i sagen? Når du ser øjeblikkelig fare, så er der øjeblikkelig handling, er der ikke? Så er din handling ikke gradvis eller analytisk. Når der er fare, er der øjeblikkelig handling. Vi udpeger farerne – farerne ved analyse, faren ved magt, ved udskydelse, ved opdeling. Når du ser den virkelige fare ved det, ikke verbalt, men faktisk, fysisk og psykologisk – så er der øjeblikkelig handling, en øjeblikkelig revolutions handling. For at se disse psykologiske farer, må du have et sensitivt, vågent, opmærksomt sind. Hvis du siger, ”Hvordan opnår jeg et opmærksomt, et sensitivt sind?” så er du igen fanget i det gradvise. Men når du ser nødvendigheden, som når du er konfronteret med fare – og samfundet er fare, alle de ting I er involverede i er farlige – så er der fuldstændig handling.

Saanen 21. juli 1970

(J. Krishnamurti: The Impossible Question. Victor Gollancz Ltd, Great Britain 1972. Part One, Talks and Questions, Chapter 3)