Frihed

Af Frank Fog

'Frihed'

Der er mange ting vi må tale igennem, men jeg synes vi først må overveje meget dybt hvad frihed er. Uden dybt og seriøst at forstå frihed, ikke kun udadtil, men især indadtil – og ikke kun intellektuelt, men faktisk at føle den – så vil hvad end vi taler om have meget lidt mening.

Forleden dag overvejede vi sindets natur. Det er det seriøse sind der virkelig lever og nyder livet – ikke det sind der blot søger underholdning, en eller anden særlig fornøjelse eller tilfredsstillelse. Frihed indebærer den fuldstændige afvisning og fornægtelse af al indre psykologisk autoritet. Den yngre generation tror at frihed er at spytte politimanden i ansigtet, at gøre som man vil. Men fornægtelsen af ydre autoritet betyder ikke fuldstændig frihed fra al indre, psykologisk autoritet. Når vi forstår indre autoritet, så er sindet og hjertet helt og aldeles frie. Så vil vi være i stand til at forstå handling i frihed i det ydre.

Frihed i handling udadtil afhænger fuldstændigt af et sind der er fri fra indre autoritet. Dette kræver megen tålmodig undersøgelse og overvejelse. Det er et spørgsmål af den største vigtighed. Hvis det er forstået, så vil man gribe andre ting an som er involveret i livet og dagligdagen, med en helt anden sinds-kvalitet.

Ifølge ordbogen er betydningen af ordet ”autoritet:” ”Én som starter en original idé,” ”ophavsmanden til noget fuldstændig nyt.” Han grundlægger et mønster, et system baseret på hans idéer. Andre følger det og finder tilfredsstillelse i det. Eller han starter en religiøs måde at leve på, som andre følger blindt eller intellektuelt. Så mønstre eller måder at leve og opføre sig på bliver grundlagt – politisk eller psykologisk, udvendigt og indvendigt. Sindet som generelt er meget dovent og ugideligt, synes det er lettere at følge hvad en anden har sagt. Tilhængeren accepterer ’autoritet’ som et middel til at opnå hvad det særlige filosofiske system eller de særlige idéer lover. Han klynger sig til det, er afhængig af det og bekræfter derved ’autoriteten.’ En efterfølger er således et andenhånds menneske og de fleste mennesker er fuldstændigt andenhånds. De tror måske de har visse originale ideer – om at male, at skrive og så videre – men grundlæggende er de blevet til andenhånds, absurde mennesker, fordi de er blevet betingede til at følge, at efterligne, at tilpasse sig. Det er ét aspekt af den destruktive natur ved autoritet.

Følger du som menneske nogen psykologisk? Vi taler ikke om at adlyde udadtil, at overholde loven – men følger du nogen indvendigt, psykologisk? Hvis du gør, så er du grundlæggende set et andenhånds menneske – det kan være du gør gode gerninger, det kan være du lever et godt liv, men det er alt sammen temmelig meningsløst.

Der er også autoriteten i tradition. Tradition betyder: ”at overføre, at videreføre fra fortiden til nutiden” – den religiøse tradition, familiens traditioner eller folkeslagenes traditioner. Og der er erindringens tradition. Man kan se at det at følge traditioner har værdi på visse områder. På andre områder har det ingen værdi overhovedet. God opførsel, høflighed, hensyntagen født ud af et iagttagende sinds årvågenhed, kan gradvist blive til tradition. Når mønstret er fastlagt, så gentager sindet det. Man åbner døren for nogen, kommer i tide til måltiderne og så videre. Men det er blevet tradition og er ikke længere født ud af vågenhed, skarphed og klarhed.

Sindet der har kultiveret hukommelse, fungerer ud fra tradition som en computer – det gentager tingene igen og igen. Det kan aldrig modtage noget nyt, det kan aldrig lytte til noget på en fuldstændig anderledes måde. Vores hjerner er som båndoptagere: Visse erindringer er blevet kultiveret gennem århundreder og vi bliver ved med at gentage dem. Man er ude af stand til at lytte til noget nyt gennem støjen fra denne gentagen. Så man spørger: ”Hvad skal jeg gøre?” ”Hvordan kan jeg komme af med det gamle maskineri, det gamle bånd?” Det nye kan kun høres, når det gamle bånd bliver fuldstændigt stille uden nogen anstrengelse, når man er seriøs i at lytte, i at finde ud af tingene og kan give sin opmærksomhed.

Så der er den andens autoritet som vi er afhængige af, der er traditionens autoritet og de fortidige erfaringers autoritet i form af hukommelse, af viden. Der er også den øjeblikkelige oplevelses autoritet som man genkender ud fra ens fortidige ophobede viden. Og når den er genkendt, er den ikke længere noget nyt. Hvordan kan et sind, en hjerne. som er så betinget af autoritet, efterligning, tilpasning og justering, lytte til noget fuldstændig nyt? Hvordan kan man se skønheden i dagen, når sindet og hjertet og hjernen er så formørkede af den fortidige autoritet. Hvis man virkelig kan opfatte det faktum at sindet er bebyrdet af fortiden og betinget af forskellige former for autoritet, at det ikke er frit og derfor ude af stand til at se fuldstændigt, så vil fortiden blive lagt til side uden anstrengelse.

Frihed indebærer det fuldstændige ophør af al indre autoritet. Fra den sinds-kvalitet kommer der en udvendig frihed – som er fuldstændige forskellig fra reaktionen i at opponere eller gøre modstand. Hvad vi siger er faktisk meget enkelt og det er på grund af selve dets enkelhed at du ikke vil forstå det. Sindet, hjernen er betinget gennem autoritet, gennem efterligning og tilpasning – det er et faktum. Sindet, der er reelt frit, har ingen indre autoritet overhovedet. Det véd hvad det betyder at elske og at meditere.

Forstår man frihed, forstår man også hvad disciplin er. Dette kan synes temmelig modsætningsfyldt, fordi vi generelt tror at frihed betyder frihed fra al disciplin. Hvad er kvaliteten af det sind der er yderst disciplineret? Frihed kan ikke eksistere uden disciplin. Hvilket ikke betyder at man først må være disciplineret og derudaf opnå frihed. Frihed og disciplin hører sammen, de er ikke to adskilte ting. Så hvad betyder ’disciplin’? Ifølge ordbogen er betydningen af ordet ’disciplin’ ’at lære.’ Det er ikke et sind der tvinger sig selv ind i et bestemt handlings-mønster ifølge en eller anden ideologi eller tro. Et sind, der er i stand til at lære, er helt forskelligt fra et sind som kun er i stand til at efterligne. Et sind der lærer, der iagttager og faktisk ser ’det som er’, fortolker ikke ’det som er’ ifølge dets egne begær, ifølge dets egen betingning, dets egne særlige nydelser.

Disciplin betyder ikke undertrykkelse og kontrol, og det er heller ikke tilpasning til et mønster eller en ideologi. Det betyder et sind der ser ”det som er” og lærer fra ”det som er.” Et sådant sind må være usædvanlig vågent, opmærksomt. ”At disciplinere sig selv” indebærer i den almindelige betydning af begrebet at der er en entitet der disciplinerer sig selv ifølge noget. Der er en dualistisk proces: Jeg siger til mig selv, ”Jeg må stå tidligt op om morgenen og ikke være doven” eller ”Jeg må ikke være vred.” Det involverer en dualistisk proces. Der er den som med sin vilje forsøger at kontrollere hvad han bør gøre, i modsætning til hvad han faktisk gør. I den tilstand er der konflikt.

Disciplinen der er fastlagt af forældrene, af samfundet, af religiøse organisationer betyder tilpasning. Og der er oprør imod at tilpasse sig, at være konform – forældrene der ønsker at man gør visse ting og oprøret imod det og så videre. Det er et liv der er baseret på lydighed og tilpasning. Og der er det modsatte: At nægte at tilpasse sig, at nægte at være konform og gøre som man synes. Så vi vil finde ud af hvad kvaliteten er af det sind som ikke er konformt, som ikke tilpasser sig, som ikke efterligner, følger og adlyder, men alligevel har en kvalitet i sig som er overordentlig disciplineret – ’disciplineret’ i betydningen, at lære konstant.

Disciplin er ikke at efterligne, men at lære. At efterligne indebærer at jeg sammenligner mig selv med en anden, at jeg måler mig selv i forhold til hvad jeg er eller hvad jeg tror jeg bør være sammenlignet med helten, med helgenen og så videre. Hvor der er efterligning, må der være sammenligning – vær venlig at se dette. Find ud af om du kan leve uden at sammenligne, hvilket betyder ikke at efterligne. Vi er betingede til at sammenligne fra barndommen af – ”Du skal være som din bror eller din grandtante,” ”Du skal være som helgenen,” eller ”Følg Mao.” Vi sammenligner når vi uddanner os; i skolerne får man karakterer og der er eksamener som skal bestås. Vi ved ikke hvad det vil sige at leve uden at sammenligne og uden at konkurrere – og derfor ikke-aggressivt, ikke-konkurrerende, ikke-voldeligt. At sammenligne sig selv med en anden er en form for aggression og en form for vold. Vold er ikke kun at dræbe eller slå nogen. Den er i denne sammenlignende ånd der siger, ”Jeg må være som den anden,” eller ”Jeg må være perfekt.” Selvforbedring er selve antitesen til frihed og læring. Find ud af for dig selv hvordan du kan leve et liv uden at sammenligne, og du vil se hvilken ekstraordinær ting der vil ske. Hvis du virkelig bliver opmærksom uden at vælge, så vil du se hvad det betyder at leve uden at sammenligne og aldrig bruge ordene ”Jeg vil være.”

Vi er slaver af verbet ’at være’ som indebærer: ”Jeg vil være nogen engang i fremtiden.” Sammenligning og efterligning følges ad – de fører til intet andet end undertrykkelse, konflikt og endeløs smerte. Så det er vigtigt at finde en måde at leve sit daglige liv på hvori der ingen sammenligning er. Gør det og du vil se hvilken ekstraordinær ting det er. Det befrier dig fra så mange byrder. Opmærksomheden på dette frembringer en sinds-kvalitet der er overordentlig sensitiv og derfor disciplineret, og som lærer hele tiden – ikke hvad man ønsker at lære eller hvad der er behageligt eller tilfredsstillende at lære, men en sinds-kvalitetet som lærer. Så du bliver opmærksom på den indre betingning – som er resultat af autoritet, resultat af efterligning af et mønster, af efterligning af tradition, af propaganda, af hvad andre har sagt og af din egen, af folkets, af familiens ophobede erfaringer. Alt det er blevet til autoritet. Hvor der er autoritet, kan sindet aldrig være frit til at opdage, hvad end der er at opdage – noget tidløst, fuldstændig nyt.

Et sind der er sensitivt, er ikke begrænset af noget fastlagt mønster. Det bevæger sig hele tiden, flyder som en flod og i den stadige bevægelse er der ingen undertrykkelse, ingen efterligning, intet begær efter at realisere sig selv. Det er meget vigtigt – klart, seriøst og dybtgående – at forstå naturen af et sind der er frit og derfor i sandhed religiøst. Et sind der er frit, ser at afhængighed af noget – af folk, af venner, af ens mand eller kone, af ideer, autoritet og så videre – frembringer frygt. Dér er kilden til frygt. Hvis jeg er afhængig af dig – som en flugt fra min egen ensomhed og grimhed, fra overfladiskhed og smålighed – så forårsager den afhængighed frygt. Afhængighed af en hvilken som helst form for subjektiv forestillingsevne, fantasi eller viden frembringer frygt og ødelægger frihed.

Når du ser hvad det alt sammen indebærer – hvordan der ingen frihed er, når der er afhængighed indvendigt og derfor frygt, og hvordan det kun er et forvirret og uklart sind der er afhængigt – så siger du: ”Hvordan kan jeg være fri fra afhængighed?” Hvilket igen er endnu en årsag til konflikt. Hvorimod, hvis du ser at et sind der er afhængigt, må være forvirret, hvis du kender sandheden: At et sind der indvendigt er afhængigt af en hvilken som helst autoritet, kun skaber forvirring – hvis du ser dét uden at spørge om hvordan du kan være fri for forvirring – så vil du ophøre med at være afhængig. Så bliver dit sind ekstraordinært sensitivt og derfor i stand til at lære, og det disciplinerer sig selv uden nogen form for tvang eller efterligning.

Er alt dette nogenlunde klart – ikke verbalt, men faktisk? Jeg kan forestille mig eller tænke at jeg ser meget klart, men den klarhed er meget kortvarig. Den virkelige kvalitet af klar sansning kommer kun når der ingen afhængighed er og derfor ikke den forvirring som opstår, når der er frygt. Kan du ærligt, seriøst sætte dig selv ind på at finde ud af om du er fri fra autoritet? Det kræver kolossal undersøgelse af dig selv, stor opmærksomhed. Fra den klarhed kommer en fuldstændig anderledes slags handling, en handling der ikke er fragmentarisk, der ikke er opdelt politisk eller religiøst – det er en fuldstændig handling.

Spørger: Ud fra hvad du har sagt, så ser det ud til at en handling som i én sammenhæng kan tænkes at være en reaktion på en eller anden udvendig autoritet, i en anden sammenhæng kan være en fuldstændig handling hos et andet individ.

Krishnamurti: intellektuelt, verbalt kan vi konkurrere med hinanden, forklare hinanden bort, men det betyder intet. Hvad der for dig kan være en fuldstændig handling, kan for mig synes som ufuldstændig handling – det er ikke pointen. Pointen er om dit sind – som et menneskeligt væsens sind – handler fuldstændigt. Et menneskeligt væsen i verden – forstår du? – er ikke et individ. ’Individ’ betyder udelelig. Et individ er én som er udelt i sig selv, som er ikke-fragmenteret, som er hel, sund, rask; hel betyder også ’hellig.’ Når du siger, ”Jeg er et individ,” så er du det slet ikke. Lev et liv uden autoritet, uden sammenligning, og du vil finde ud af hvilken ekstraordinær ting det er. Du har enorm energi når du ikke konkurrerer, når du ikke sammenligner og ikke undertrykker. Du er virkeligt i live, sund, hel og derfor hellig.

Spørger: Det du siger, er ikke særlig klart for mig. Hvad kan jeg gøre?

Krishnamurti: Enten er det som bliver sagt ikke særlig klart i sig selv. Eller du forstår måske ikke rigtigt engelsk. Eller du er ikke opmærksomhed hele tiden. Det er meget svært at være opmærksom i en time og ti minutter. Der er tidspunkter hvor du ikke er fuldstændig opmærksom og så siger du, ”Jeg har ikke helt forstået hvad du taler om.” Find ud af om du er opmærksom, lytter, iagttager eller om du bliver fraværende, om din opmærksomhed flakker rundt. Hvilken af delene er det?

Spørger: Tror du det er muligt at lære hele tiden?

Krishnamurti: Når du stiller det spørgsmål af dig selv, har du allerede gjort det svært. Ved at stille et spørgsmål af den slags forhindrer du dig selv i at lære – ser du pointen? Jeg bekymrer mig ikke om hvorvidt jeg vil lære hele tiden, jeg vil finde ud af det. Hvad der interesserer mig er: Lærer jeg? Hvis jeg lærer, bekymrer jeg mig ikke om hvorvidt det er ’hele tiden’ – jeg gør det ikke til et problem. Spørgsmålet bliver irrelevant hvis jeg lærer.

Spørger: Man kan lære fra hvad som helst.

Krishnamurti: Ja, hvis du er opmærksom på at du lærer. Det er temmelig komplekst: Kan vi gå en smule ind i det?

”Kan jeg lære hele tiden?” Hvilken faktor er vigtig her? ’Lære’ eller ’hele tiden’? Det er selvfølgelig ’at lære.’ Når jeg lærer, bekymrer jeg mig ikke om ’resten af tiden’, om tids-intervallet og så videre. Jeg bekymrer mig kun om hvad jeg lærer. Naturligvis vandrer sindet bort, det bliver træt, det bliver uopmærksomt. Og når det er uopmærksomt, gør det alle mulige dumme ting. Så det er ikke et spørgsmål om hvordan man gør det uopmærksomme sind opmærksomt. Det vigtige er at det uopmærksomme sind bliver opmærksomt på at det er uopmærksomt. Jeg er opmærksom, jeg iagttager alting, træernes bevægelse, vandets flyden, og jeg iagttager mig selv – og korrigerer ikke, siger ikke, dette bør der være eller dette bør der ikke være – iagttager blot. Når sindet der iagttager bliver træt og uopmærksomt, så bliver det pludseligt opmærksomt på dette og prøver at tvinge sig selv til at blive opmærksomt. Så der er en konflikt mellem uopmærksomhed og opmærksomhed. Jeg siger: gør ikke sådan, men bliv opmærksom på at du er uopmærksom – det er alt.

Spørger: Kunne du beskrive hvordan du er opmærksom på at du er uopmærksom?

Krishnamurti: Jeg lærer om mig selv – ikke ifølge en eller anden psykolog eller specialist – jeg iagttager og jeg ser noget i mig selv; men jeg fordømmer det ikke, jeg vejer det ikke, jeg skubber det ikke til side – jeg iagttager det blot. Jeg ser at jeg er stolt – lad os tage det som eksempel. Jeg siger ikke, ”Jeg må lægge det til side, hvor grimt at være stolt” – men jeg iagttager det blot. Mens jeg iagttager, lærer jeg. At iagttage betyder at lære hvad stolthed omfatter, hvordan den er opstået. Jeg kan ikke iagttage den i mere end fem eller seks minutter – hvis man kan, så er det ret meget. I det næste øjeblik bliver jeg uopmærksom. Efter at have været uopmærksom og klar over hvad uopmærksomhed er, så kæmper jeg for at forandre uopmærksomhed til opmærksomhed. Gør ikke det, men iagttag uopmærksomhed, bliv opmærksom på at du er uopmærksom – det er alt. Stop der. Sig ikke, ”Jeg må bruge al min tid på at være opmærksom,” men iagttag blot når du er uopmærksom. At gå yderligere ind i dette vil være meget kompliceret. Der er en sindskvalitet der er vågen og iagttager hele tiden, iagttager selv om der ikke er noget at lære. Det betyder et sind der er ekstraordinært stille, ekstraordinært tavst. Hvad har et stille, klart sind at lære?

Spørger: Kunne ikke det at kommunikere med ord, med ideer, blive en vane, en tradition?

Krishnamurti: De bliver kun til en vane, en tradition når de bliver betydningsfulde som ord. Der må være verbal kommunikation, som er at dele med hinanden hvad vi end iagttager sammen – som for eksempel frygt. Det betyder at du og taleren begge er på det samme niveau, på det samme tidspunkt, med den samme intensitet, hvor vi iagttager, samarbejder, deler med hinanden. Det frembringer en ikke-verbal kommunion som ikke er vane.

Spørger: Hvordan er det muligt for et fuldstændigt, helt, sundt individ som ikke er fragmenteret, men udelt at elske en anden? Hvordan kan et helt menneske elske et fragmenteret menneske? Og endvidere, hvordan kan et helt individ elske et andet helt individ?

Krishnamurti: Du kan ikke være hel hvis du ikke ved hvad kærlighed er. Hvis du er hel – i den betydning vi taler om – så er der ikke noget spørgsmål om at elske en anden. Har du nogensinde iagttaget en blomst ved vejsiden. Den eksisterer, den lever i solen, i vinden, i skønheden af lys og farve, den siger ikke til dig: ”Kom og lugt til mig, nyd mig, se på mig” – den lever og selve dens handling at leve er kærlighed.

Saanen 19. juli 1970

(J. Krishnamurti: The Impossible Question. Victor Gollancz Ltd, Great Britain 1972. Part One, Talks and Questions, Chapter 2)