Fragmentering
Af Frank Fog
‘Et problem opstår kun, når livet ses fragmentarisk. Se skønheden i det.’
Krishnamurti: Når vi ser vores utallige problemer i øjnene, så er vi tilbøjelige til at forsøge at løse hver enkelt problem for sig. Hvis det er et seksuelt problem, så behandler vi det som om det var fuldstændig adskilt fra andre problemer. På samme måde med voldens eller sultens problem som vi forsøger at løse politisk, økonomisk eller socialt. Hvorfor mon vi forsøger at løse hvert enkelt problem for sig? Verden er plaget af vold, af de forskellige magter der forsøger at løse hvert problem som om det var adskilt fra resten af livet. Vi overvejer ikke disse problemer som et hele og ser hvert enkelt problem i relation til andre problemer og ikke isoleret.
Vold som man kan se i sig selv, er del af vores dyriske arv. En stor del af os er dyrisk og uden at forstå vores egen struktur som hele menneskelige væsener, så vil det blot føre til yderligere vold hvis vi forsøger at løse vold i sig selv. Jeg mener at dette må forstås klart af hver enkelt af os. Der er tusinder af problemer der synes at være adskilte, som vi aldrig synes at se som forbundne. Men intet problem kan løses isoleret for sig selv. Vi må gå til livet som en kontinuerlig bevægelse af problemer og kriser, store eller små. Lad os gå ind i det meget omhyggeligt, for med mindre dette er klart forstået, så vil vi – når vi diskuterer spørgsmålene om frygt, kærlighed, død, meditation og virkelighed – ikke kunne forstå hvordan de alle er forbundne. For livets skønhed, ekstasen, det som er umådeligt er ikke adskilt fra vores daglige problemer. Hvis du siger, ”Jeg er blot interesseret i meditation og i sandhed,” så vil du aldrig finde det. Så forstå hvordan alle problemer er forbundne. Sult for eksempel kan ikke standses i sig selv, fordi det er et problem som involverer de nationale, politiske, økonomiske, sociale, religiøse og psykologiske inddelinger menneske og menneske imellem. Og vi har problemerne i personlige forhold, lidelsens problem – ikke kun fysisk, men psykologisk lidelse – problemerne ved intens sorg – ikke kun personlig sorg, men verdens sorg, dens ulykke og forvirring. Hvis vi forsøger at finde et svar på hvert særligt problem, så frembringer vi blot yderligere inddeling, yderligere konflikt. Hvis du overhovedet er seriøs og moden, så må du have spurgt hvorfor sindet forsøger at løse hvert enkelt problem som om det ikke var forbundet med andre problemer. Hvorfor inddeler det menneskelige sind, den menneskelige hjerne altid i ’mig’ og ’mit’, ’vi’ og ’dem’, religion og politik og så videre? Hvorfor er der denne konstante inddeling med al dens anstrengelse for at løse hvert problem for sig selv i isolation?
For at besvare det spørgsmål må vi undersøge tankens funktion, dens betydning, substans og struktur. For det kan være at tanken selv inddeler og at selve den proces at forsøge at finde et svar gennem tænkning, gennem argumentation forårsager adskillelse.
Folk ønsker en fysisk revolution for at frembringe en bedre orden, idet de overser alle implikationerne ved fysisk revolution samt menneskets psykologiske natur. Så man må stille dette spørgsmål. Og hvad er responsen? Er det tanken der responderer eller er det responsen fra en forståelse af totaliteten i det menneskelige livs uhyre struktur?
Vi ønsker at finde ud af hvorfor denne opdeling eksisterer. Vi gik ind i det forleden dag i form af ’iagttageren’ og ’det iagttagne.’ Lad os lægge dét til side og nærme os det anderledes. Skaber tanken denne inddeling? Hvis vi finder ud af at det gør den, så er det fordi tanken forsøger at finde et svar på et særligt problem adskilt fra andre problemer.
Vær så venlig ikke at være enig med mig. Det er ikke et spørgsmål om at være enig, det er et spørgsmål om at se sandheden eller falskheden i det for dig selv. Accepter under ingen omstændigheder hvad taler på noget tidspunkt siger. Der er ingen autoritet, hverken du eller taleren har nogen autoritet. Vi undersøger, iagttager, betragter, lærer begge.
Hvis tanken, ifølge selve dens natur og struktur, deler livet op i mange problemer, så vil forsøg på at finde et svar gennem tanken kun føre til et isoleret svar. Så vi ser at tanken afføder yderligere forvirring, yderligere ulykke. Man må finde ud af for sig selv, frit, uden nogen forudindtagethed, uden nogen konklusion, om tanken fungerer på denne måde. De fleste af os forsøger at finde et svar intellektuelt eller emotionelt, eller vi siger at vi gør det intuitivt. Man må være meget forsigtig med ordet ’intuition.’ Der ligger stort bedrag i det ord, fordi man kan have intuition som er dikteret af ens egne håb og ønsker, af ens frygt, bitterhed og så videre. Vi forsøger at finde et svar intellektuelt eller emotionelt, som om intellektet er adskilt fra følelse og følelse er adskilt fra den fysiske respons. Vores uddannelse og kultur er sammen med alle vores filosofiske begreber baserede på denne intellektuelle tilgang til livet. Vores sociale struktur og vores moral er baserede på denne opdeling.
Så hvis tanken opdeler, hvordan opdeler den så? Hvis du faktisk iagttager den i dig selv, så vil du se hvilken usædvanlig ting du vil opdage. Du vil være dit eget lys, du vil være et integreret menneskeligt væsen der ikke venter, at andre vil fortælle dig hvad du skal gøre, hvad du skal tænke og hvordan du skal tænke. Tanken kan være usædvanligt fornuftig. Den må ræsonnere trin for trin, logisk, fornuftigt. Den må fungere perfekt, som en computer der tikker løs uden nogen hindring, uden nogen konflikt. Det er nødvendigt at ræsonnere; fornuft er del af evnen til at ræsonnere.
Kan tanken nogen sinde være ny, være frisk? Ethvert menneskeligt problem – ikke de tekniske og videnskabelige problemer – men ethvert menneskeligt problem er altid nyt, og tanken forsøger at forstå det, forsøger at ændre det, forsøger at oversætte det, forsøger at gøre noget ved det.
Hvis vi virkelig følte kærlighed for hinanden – ikke verbalt, men faktisk – så ville al denne opdeling komme til en afslutning. Det kan kun ske, når der ikke er nogen betingning, når der ikke er noget center i form af ’mig´et’ og dig´et.’ Men tanken, som er en hjernens, en intellektets aktivitet, kan umuligt elske. Tanken må forstås, og vi spørger om tanken kan se noget som helst nyt. Eller er det sådan at den ’ny’ tanke altid er gammel, så tanken – når den står over for et problem i livet, som altid er nyt – ikke kan se det nye i det, fordi den forsøger at oversætte det ifølge sin egen betingning.
Tanken er nødvendig, men vi ser også at tanken opdeler i form af ’mig´et’ og ’ikke-mig´et.’ Tanken forsøger isoleret at løse voldens problem, uden forbindelse til alle andre problemer i livet. Tanken hidrører altid fra fortiden. Hvis vi ikke havde hjernen der som en båndoptager har akkumuleret alle former for informationer og erfaringer, så ville vi ikke være i stand til at tænke eller reagere. Tanken der møder et nyt emne, må oversætte det ifølge dets egne fortidige begreber og skaber derfor opdeling.
Lad det alt sammen nu ligge og iagttag din egen tænkning: Den er en respons fra fortiden. Hvid du ikke kunne tænke, så ville der ikke være nogen fortid, der ville være en tilstand af hukommelsestab. Tanken inddeler uundgåeligt livet i fortid, nutid og fremtid. Så længe tanken er der som fortiden, må livet blive opdelt i tid.
Hvis jeg ønsker at forstå voldens problem fuldstændigt, totalt, så sindet er fuldstændig frit for vold, så kan jeg kun forstå det ved at forstå tankens struktur. Det er tanken som afføder vold: ’Mit’ hus, ’min’ kone, ’mit’ land, ’min’ overbevisning eller tro, som er det rene nonsens. Hvem er det evindelige ’mig’ i modsætning til resten? Hvad får det til at opstå? Er det uddannelse, samfund, det etablerede, kirken? De gør det alle, og jeg er del af det alt sammen. Tanken er stof. Den er i selve strukturen, i selve hjernecellerne, så når hjernen er i gang – hvad enten det er psykologisk, socialt eller religiøst – må den uundgåeligt fungere ifølge sin fortidige betingning. Vi ser at tanken er essentiel og må fungere absolut logisk, objektivt, upersonligt, og alligevel ser vi hvordan tanken opdeler.
Jeg presser dig ikke til at være enig, men ser du at tanken uundgåeligt må opdele? Se hvad der er sket: Tanken ser at nationalisme har ført til alle slags krige og ulykke, så den siger: ”Lad os alle være forenede og danne et forbund af nationer.” Men tanken opererer stadig, opretholder stadig adskillelsen – du som en italiener der holder fast i din italienske suverænitet og så videre. Der bliver talt om broderskab samtidig med at adskillelsen opretholdes, hvilket er hykleri. Det er karakteristisk for tanken at den spiller dobbelspil for sig selv.
Så tanken er ikke vejen ud – hvilket ikke betyder, dræb sindet. Hvad er det da der ser ethvert problem i dets helhed, når det opstår. Et seksuelt problem er et totalt problem, der er relateret til kultur, til karakter, til livets forskellige områder – ikke et fragment af problemet. Hvad er det for et sind der ser hvert enkelt problem totalt?
Spørger: Jeg har forstået, men der står stadig et spørgsmål tilbage.
Krishnamurti: Når du har forstået hvad tanken gør, på det højeste og det laveste plan, og alligevel siger der stadig er et andet spørgsmål, hvem er det så der stiller spørgsmålet? Når hjernen, når hele nervesystemet, når sindet – som dækker alt det – siger, ”Jeg har forstået tankens natur,” så er det næste trin: At se om dette sind kan iagttage livet i dets helhed med al dets storhed og kompleksitet, med dets tilsyneladende endeløse sorg. Det er det eneste spørgsmål, og tanken stiller ikke det spørgsmål. Sindet har iagttaget hele tankens struktur og kender dens relative værdi. Kan dette sind iagttage med øjne der aldrig er plettet af fortiden?
Dette er virkelig et meget seriøst spørgsmål, det er ikke blot underholdning. Man må sætte sin energi, sin lidenskab, sit liv ind på at finde ud af det. For det er den eneste vej ud af denne forfærdelige brutalitet, sorg, fornedrelse, alt som er korrupt. Kan sindet, hjernen – som selv er korrupt gennem tid – blive stille, så den kan se livet som et hele og derfor uden problemer? Et problem opstår kun, når livet ses fragmentarisk. Se skønheden i det. Når du ser livet som et hele, så er der ikke noget problem overhovedet. Det er kun et sind og et hjerte som er brudt op i fragmenter, der skaber problemer. Centret i fragmentet er ’mig´et.’ ’Mig´et’ er frembragt af tanken. Det har ingen virkelighed i sig selv. ’Mig´et’ – ’mit’ hus, ’min’ skuffelse, ’mit’ begær efter at være nogen – det ’mig’ er produkt af tanken som opdeler. Kan sindet se uden ’mig´et’? Idet det ikke er i stand til det, siger selvsamme ’mig’: ”Jeg vil hengive mig til Jesus” – ”til Buddha, til dette, til hint” – forstår du? – ”Jeg vil blive en kommunist der bekymrer sig om hele verden.” ’Mig´et’ identificerer sig med det som det anser for at være det større, men det er stadig ’mig´et.’
Så spørgsmålet opstår: Kan sindet, hjernen, hjertet, hele ens væsen iagttage uden ’mig´et.’ ’Mig´et er af fortiden; der er ikke noget ’mig’ i nuet. Nuet er ikke af tid. Kan sindet være fri af ’mig´et’ så det kan se på livets umådelighed? Det kan det – fuldstændigt og helt igennem – når du har forstået tænkningens natur fundamentalt, med hele dit væsen. Hvis du ikke har givet din opmærksomhed, alt hvad du har, for at finde ud af hvad tænkning er, så vil du aldrig være i stand til at finde ud af om det er muligt at iagttage uden ’mig´et.’ Hvis du ikke kan iaggtage uden ’mig´et,’ så vil problemerne fortsætte – ét problem i modsætning til et andet. Og jeg forsikrer dig at alle disse problemer vil komme til en afslutning, når mennesket helt og aldeles lever et anderledes liv, når sindet kan se på verden som en total bevægelse.
Spørger: Ved begyndelsen af talen spurgte du, hvad der fik os til at løse hvert problem for sig. Er ikke det presserende i det en af grundene som får os til at løse problemer adskilt?
Krishnamurti: Hvis du ser fare, så handler du. I den handling er der intet spørgsmål om pression, ingen utålmodighed – du handler. Nødvendigheden og kravet om øjeblikkelig handling sker kun, når du ser faren som en fare imod ’mig´et’ som tanke. Når du ser den totale fare i at tanken opdeler verden, så er den seen nødvendigheden og handlingen. Når du virkelig ser sult, som man ser det i Indien, og ser hvordan den er opstået, folks afstumpethed, regeringens afstumpethed, politikernes mangel på effektivitet, hvad gør du så? Tackler ét område for sig selv, sulten? Eller siger du: ”Det hele er psykologisk bestemt, det er centreret i ’mig´et’ som er frembragt af tanken? Hvis den sult i alle dens former er forstået fuldstændigt og totalt – ikke kun fysisk sult, men den menneskelige sult i ikke at have nogen kærlighed – så vil du finde den rette handling. Selve forandringen er nødvendighed. Det er ikke sådan at forandring vil opstå af nødvendighed.
Spørger: Du synes at sige at tanken må fungere, og på samme tid siger du at det kan den ikke.
Krishnamurti: Tanken må fungere logisk, upersonligt, og alligevel må den være stille. Hvordan kan det ske?
Ser du faktisk eller forstår du tænkningens natur – ikke ifølge mig eller en specialist – ser du selv hvordan tanken arbejder? Se hr.: Når du får stillet et spørgsmål om noget som du er fuldt fortrolig med, så er din respons øjeblikkelig, er den ikke? Når du får stillet et lidt mere kompliceret spørgsmål, så tager det mere tid. Hvis hjernen får stillet et spørgsmål som den ikke kan finde et svar på efter at have søgt i hele dens lager af erindringer og bøger, så siger den: ”Jeg véd ikke.” Har den brugt tanken til at sige ”Jeg véd ikke”? Når du siger, ”Jeg véd ikke,” så søger dit sind ikke, det venter ikke, det forventer ikke. Sindet der siger ”Jeg véd ikke” er fuldstændig forskelligt fra det sind der opererer med viden. Så kan sindet forblive fuldstændig fri af viden og alligevel operere funktionelt på det kendtes område? De to er ikke adskilte. Når du ønsker at opdage noget nyt, må du lægge fortiden til side. Det ny kan kun ske, når der er frihed fra det kendte. Den frihed kan være konstant; hvad der indebærer at sindet lever i fuldstændig stilhed, i intethed. Denne intethed og stilhed er umådelig og ud af det kan viden – teknologisk viden – bruges til at løse ting. Også, ud af den stilhed kan hele livet iagttages uden ’mig´et.’
Spørger: Du sagde i begyndelsen af talen at at ønske at forandre tingene fra det udvendige, ville lede til diktatur under en gruppe eller person. Synes du ikke at vi allerede nu lever under pengenes og industriens diktatur?
Krishnamurti: Selvfølgelig. Hvor der er autoritet er der diktatur. For at frembringe en social, en religiøs eller en menneskelig forandring, så må forståelsen af hele tankens struktur som ’mig´et’ der stræber efter magt komme først – hvad enten det er jeg eller den anden der stræber efter magt. Kan sindet leve uden at stræbe efter magt? Besvar det, hr.
Spørger: Er det ikke naturligt at stræbe efter magt?
Krishnamurti: Selvfølgelig er det såkaldt naturligt. Sådan er det med hunden der søger magt over andre hunde. Men vi formodes at være kultiverede, uddannede, intelligente. Efter tusinder af år har vi tilsyneladende ikke lært at leve uden magt.
Spørger: Det undrer mig om sindet nogensinde kan stille et spørgsmål om sig selv, som det ikke allerede kender svaret på.
Krishnamurti: Når sindet som ´mig´et,’ som den adskilte tanke, stiller sig selv et spørgsmål om sig selv, så har det allerede fundet svaret fordi det taler om sig selv. Det er at slå på den samme klokke med en anden hammer, men det er den samme klokke.
Spørger: Kan vi handle uden et ’mig’? Lever vi så ikke i kontemplation?
Krishnamurti: Kan du leve i isolation, i kontemplation? Hvem skal give dig mad, klæder? Munkene og religionernes forskellige svindlere har gjort alt dette. Der er mennesker i Indien der siger, ”Jeg lever i kontemplation, giv mig mad, klæd mig og bad mig. Jeg er så adskilt” – det er alt sammen så fuldstændig og aldeles umodent. Du kan ikke på nogen måde isolere dig selv, for du står altid i forhold til fortiden eller til tingene omkring dig. At leve i isolation og kalde det kontemplation er blot og bar flugt og selvbedrag.
Saanen 23. juli 1970
(J. Krishnamurti: The Impossible Question. Victor Gollancz Ltd, Great Britain 1972. Part One, Talks and Questions, Chapter 4)