Frygt og nydelse

Af Frank Fog

Hvis man vil forstå og være fri fra frygt, må man forstå nydelse. De er forbundne.’

Forrige gang vi mødtes, talte vi om tankens struktur og dens aktiviteter: Om hvordan tanken deler op og derved frembringer stor konflikt i menneskers indbyrdes forhold. Jeg synes at vi denne morgen – ikke intellektuelt eller verbalt – bør overveje nydelsens og frygtens beskaffenhed, og om det overhovedet er muligt at være fuldstændigt fri fra sorg. Når vi undersøger dette, må vi undersøge hele spørgsmålet om tid meget omhyggeligt. Det er en af de sværeste ting, at formidle noget der ikke kun kræver præcis brug af ordene, men også en skarphed i opfattelsen som ligger ud over ordene, samt en følelse, en sans for intim kontakt med noget som er virkeligt.

Hvis du blot – når du lytter til taleren – fortolker ordene ud fra hvad du personligt kan lide eller ikke lide, uden at være opmærksom på dine egne tendenser til at fortolke, så bliver ordet et fængsel som de fleste af os uheldigvis er fanget i. Men hvis man er opmærksom på ordets betydning, og hvad der ligger bag ordet, så bliver kommunikation mulig. Kommunikation indebærer ikke kun en verbal forståelse, men også at man bevæger sig sammen, undersøger sammen, deler sammen, skaber sammen. Dette er meget vigtigt, især når vi taler om sorg, tid og nydelsens og frygtens natur. Det er meget sammensatte spørgsmål. Ethvert menneskeligt problem er temmelig sammensat og behøver en vis stramhed, en vis enkelhed for at blive opfattet. Med ordet ’stram’ (austere) menes ikke strenghed som er den almindelige betydning af dette ord, ikke skarp disciplin og kontrol. Hvad vi mener, er den stramme enkelhed der må være i undersøgelsen og i forståelsen af, hvad vi vil tale om. Sindet må være virkelig følsomt. Følsomhed omfatter intelligens der er hinsides intellektets fortolkning, hinsides følelsesfuldhed og begejstring. Når vi undersøger, lytter, iagttager og lærer om tid, nydelse, frygt og sorg, så må man besidde denne kvalitet af følsomhed der fører en øjeblikkelig sansning med sig af, om noget er sandt eller falskt. Det er ikke muligt hvis intellektet i sin tankemæssige aktivitet opdeler og fortolker. Jeg håber I forstod, fra sidste gang vi talte her, hvordan tanken ifølge sin natur opdeler menneskelige forhold – selv om tanken er nødvendig som fornuft, som forstandig, klar, objektiv tænkning.

For de fleste af os er frygt en konstant følgesvend. Hvad enten vi er opmærksomme på den eller ej, så er den der, skjult eller i en eller anden mørk afkrog af sindet. Og vi spørger om det overhovedet er muligt for sindet at være helt og aldeles fri for denne byrde. Taleren kan antyde dette spørgsmål, men det er du der må besvare det, det er dit problem. Derfor må du være tilstrækkeligt vedholdende og tilstrækkeligt skarpsindig for at kunne se, hvad det er og forfølge det helt til enden, så at sindet – når du forlader dette telt denne morgen – bogstaveligt er fri for frygt. Måske er det at forlange temmelig meget, men det kan lade sig gøre. For et sind der er blevet betinget i en kultur af frygt, med alle de neurotiske og komplicerede konsekvenser af dets handlinger, er selv det at stille spørgsmålet om muligheden for at være fuldstændigt og absolut fri af frygt i sig selv et problem. Et problem eksisterer kun, når det ikke kan løses, når man ikke kan gå til enden af det, og det vedbliver at dukke op. Du tror du har løst dette spørgsmål om frygt, men det bliver ved med at gentage sig i forskellige former. Hvis du siger, ”Det er umuligt,” så har du allerede blokeret dig selv. Man må være meget omhyggelig med ikke at blokere sig selv, ikke at forhindre sig selv i at gå ind i dette spørgsmål om frygt og dets fuldstændige opløsning.

En hvilken som helst følelse af frygt frembringer alle former for skadelige aktiviteter, ikke kun psykologisk og neurotisk, men udadtil. Hele problemet vedrørende sikkerhed opstår, både fysisk og psykologisk sikkerhed. Følg med i det her, for vi vil begive os ind i noget som fordrer opmærksomhed: Ikke din enighed, ikke din fortolkning, men at du sanser det, at du ser tingen som den er. Du behøver ikke en fortolker. Undersøg for dig selv, find ud af tingene for dig selv.

De fleste af os har haft fysisk frygt, enten frygt for en sygdom med alle dens bekymringer og kedsomheden ved smerten, eller når man stod over for en fysisk fare. Når du står ansigt til ansigt med en fysisk fare, er der så frygt? Når man vandrer i vilde områder, i Indien eller Afrika eller Amerika, så kan det hænde at man møder en bjørn, en slange eller en tiger. Så er der øjeblikkelig handling, ikke bevidst, overlagt handling, men instinktiv handling. Er den handling grundet på frygt, eller er det intelligens? Vi forsøger at finde en handling der er intelligent i sammenligning med den handling der er født af frygt. Når du møder en slange, er der alene en øjeblikkelig fysisk reaktion. Du løber væk, du sveder, du forsøger at gøre noget ved det. Der er en betinget reaktion, fordi du igennem generationer er blevet fortalt at du skal være forsigtig med slanger, med vilde dyr. Hjernen, nervesystemet reagerer instinktivt for at beskytte sig. Det er en naturlig og intelligent reaktion. Det er nødvendigt at beskytte den fysiske organisme. Slangen udgør en fare og at reagere på den i betydningen at beskytte sig, er en intelligent handling.

Betragt nu fysisk smerte. Du har tidligere haft smerter, og du er bange for at de skal vende tilbage. Frygten er forårsaget af tanken, af at du tænker på noget som skete for et år siden eller i går, og som kan ske igen i morgen. Gå ind i det, iagttag dine egne reaktioner, og hvad dine egne handlinger har været. Dér er frygt et produkt af bevidst eller ubevidst tanke – tanke som tid, ikke kronologisk tid, men tanke som tid der tænker over hvad der er sket og frembringer frygten for at det kan ske igen i fremtiden. Så tanke er tid. Og tanken frembringer frygt: ”Måske dør jeg i morgen,” ”Måske vil noget jeg har gjort i fortiden, komme frem.” At tænke på det skaber frygt. Du har gjort noget som du ikke ønsker skal komme frem; eller du ønsker at gøre noget som du ikke vil have skal komme frem; eller du ønsker at gøre noget i fremtiden som du ikke kan gøre. Alt det er resultater af tanken som tid.

Kan tankens bevægelse som skaber frygt i tid og som tid, komme til en afslutning? Har du forstået mit spørgsmål? Der er den intelligente handling, at beskytte sig, selvopholdelse, den fysiske nødvendighed i at overleve, som er en naturlig, intelligent reaktion. Der er det andet: Tanken der tænker på noget og projicerer muligheden af at det kan ske eller ikke ske ud i fremtiden og dermed skaber frygt. Så spørgsmålet er: Kan denne tankens bevægelse som er så øjeblikkelig, så vedholdende, så overbevisende, naturligt komme til en afslutning? Ikke gennem modstand – hvis du gør modstand mod tankens bevægelse, så er det stadig et resultat af tanken. Hvis du udøver din vilje for at stoppe tanken, så er det stadig et resultat af tanken. Hvis du siger, ”Jeg vil ikke tillade mig selv at tænke på den måde,” hvem er så den entitet der siger, ” Jeg vil ikke”? Det er stadig tanken der håber – ved at stoppe sin bevægelse – håber at opnå noget andet som stadig er et produkt af tanken. Tanken kan projicere det andet og er måske ikke i stand til at opnå det. Derfor er der igen frygt involveret i det.

Så vi spørger om hele tankens aktivitet som har frembragt psykologisk frygt – ikke kun én frygt, men mange, mange former for frygt – om den kan komme til en afslutning, naturligt, let, uden anstrengelse. Hvis du anstrenger dig, er det stadig tanke og derfor årsag til frygt, og det er stadig af tid. Man må finde en måde hvorunder tanken naturligt kommer til en afslutning og således ikke længere skaber frygt.

Kommunikerer vi med hinanden, og ikke blot verbalt? Måske har du set ideen klart, men vi er ikke interesserede i at forstå ideen verbalt, men i at du er involveret i frygt i dit daglige liv. Vi er ikke interesserede i beskrivelsen af dit liv. Det som beskrives, er ikke det faktiske, forklaringen er ikke det som forklares, ordet er ikke tingen. Dit liv, din frygt kommer ikke for dagens lys gennem talerens ord. Men ved at lytte, er det dig som må bringe det som er frygt for dagens lys og se hvordan tanken skaber den frygt.

Vi spørger om tankens aktivitet – som fremkalder, skaber, holder gang i og nærer frygt – naturligt og uden nogen modstand kan komme til en afslutning. Før vi kan opdage det sande svar, må vi også undersøge jagten på nydelse – fordi det igen er tanken der opretholder nydelse. Det kan være du har haft en vidunderlig stund, som da du betragtede den fantastiske solnedgang i går og fandt en stor fryd i det. Så kommer tanken ind og siger, ”Hvor smukt det var, jeg vil gerne have at den oplevelse gentager sig igen i morgen.” Det er det samme, hvad enten det er en solnedgang, eller nogen der smigrer dig, hvad enten det er en seksuel oplevelse, eller noget du har opnået som du må holde fast i, som giver dig nydelse. Der er en nydelse, som du får ved at opnå noget, ved at være en succes, nydelsen ved forventningen om hvad du vil gøre i morgen på basis af gentagelsen af noget som du har oplevet, seksuelt eller kunstnerisk.

Social moral er baseret på nydelse og er derfor ingen moral overhovedet: Social moral er umoralskhed. Det finder man ud af, men det betyder ikke at man bliver moralsk ved at gøre oprør imod den sociale moral – at gøre som man synes, sove med hvem man nu har lyst til. Hvis man skal kunne forstå og være fri fra frygt, så må man også forstå nydelse. De er forbundne. Hvilket ikke betyder at man må opgive nydelse. Alle de organiserede religioner – og de har været til ulykke for civilisitationen – har sagt at man ikke må nyde, at man ikke må have sex, og at man skal nærme sig Gud som et plaget menneske. De har sagt at man ikke må se på en kvinde eller noget som kan minde én om sex og så videre. At sige at man ikke må have nydelse, betyder at man ikke må have begær. Så man tager Bibelen frem, når begær opstår og bliver af med det dér. Eller man fremsiger nogle ord fra Gita´en – som er nonsens.

Frygt og nydelse er to sider af den samme mønt: Du kan ikke være fri af det ene uden også at være fri af det andet. Du ønsker nydelse hele dit liv og alligevel at være fri for frygt – det er alt hvad du bekymrer dig om. Men du ser ikke at du føler dig frustreret, hvis du bliver afskåret fra morgendagens nydelse. Du føler dig utilfreds, vred, nervøs og skyldig, og alle de psykologiske elendigheder opstår. Så du må se på frygt og nydelse sammen. I forståelsen af nydelse må du også forstå, hvad glæde er. Er nydelse glæde? Er ikke fryden ved eksistens noget fuldstændig anderledes end nydelse?

Vi spurgte om tanken med alle dens aktiviteter som skaber og opretholder frygt og nydelse, naturligt og uden anstrengelse kan komme til en afslutning. Der er de ubevidste former for frygt der spiller en meget større rolle i ens liv end de former for frygt som man er opmærksom på. Hvordan vil du afdække disse ubevidste former for frygt, bringe dem for dagens lys? Gennem analyse? Hvis du siger, ”Jeg vil analysere min frygt,” hvem er det så der analyserer? Er han ikke en del af, et fragment af frygten? Hans analyse af hans egen frygt vil derfor slet ikke have nogen værdi. Eller hvis du går til en analytiker, så er han, ligesom dig, også betinget, af Freud, Jung eller Adler: Han analyserer ifølge sin betingning og hjælper dig derfor ikke med at blive fri fra frygt. Som vi sagde tidligere, analyse er en negation af handling. Når du véd at analyse ikke har nogen værdi, hvordan vil du så afdække den ubevidste frygt? Hvis du siger, ”Jeg vil undersøge mine drømme,” opstår det samme problem igen. Hvem er den entitet der sætter sig for at undersøge drømmene – ét fragment ud af de mange fragmenter? Så du må stille et helt andet spørgsmål som er: ”Hvorfor drømmer jeg overhovedet?” Drømme er blot fortsættelsen af den daglige aktivitet. Handling af den ene eller anden slags pågår konstant. Hvordan kan denne aktivitet blive forstået og komme til en afslutning? Det vil sige, kan sindet i løbet af dagen være så vågent at det iagttager alle sine motivationer, alle sine tilskyndelser, alle sine kompleksiteter, sin stolthed, sine ambitioner og frustrationer, sine krav om at indfri, at være nogen og så videre? Kan hele tankens bevægelse iagttages i løbet af dagen uden ’iagttageren’? For hvis der er en iagttager der iagttager, så er denne iagttager del af tanken som har adskilt sig fra resten og antaget autoritet til at iagttage.

Hvis du iagttager hele bevægelsen i dine aktiviteter i løbet af dagen, dine tanker og følelser, uden at fortolke, så vil du se at drømme har meget ringe betydning. Så vil du næsten aldrig drømme. Hvis du er vågen om dagen og ikke halvt sovende, hvis du ikke er fanget i dine overbevisninger, dine fordomme, dine absurde små forfængeligheder, i din smålige viden, så vil du se at ikke blot vil drømmene høre op, men også at tanken selv begynder at falde til ro.

Tanken søger eller opretholder eller undgår altid frygt. Den frembringer også nydelse, idet den fortsætter med at nære det som har været behageligt. Hvordan kan det altsammen komme til en afslutning, når tanken er fanget i frygt og nydelse, der frembringer sorg? Hvordan kan tankens maskineri – som frembringer hele denne bevægelse af nydelse og frygt – naturligt komme til en afslutning? Det er problemet. Hvad vil man gøre ved det? Opgive det eller fortsætte som hidtil og leve i nydelse og smerte – hvilket er det borgerlige sinds natur – også selv om man har langt hår, sover på gaden, gør oprør, kaster bomber, råber ”fred” og ikke desto mindre udkæmper sin yndlings krig? Gør hvad du vil, det ligger i selve det borgerlige sinds natur at være fanget i frygt og nydelse. Se det i øjnene! Hvordan vil du løse dette problem? Du må løse det, hvis du ønsker et fuldstændig anderledes liv, et anderledes samfund, en anderledes moral. Du må løse dette problem. Hvis du er ung, kan det være du siger, ”Det er ikke vigtigt,” ”Jeg vil have ’øjeblikkelig’ nydelse, ’øjeblikkelig’ frygt.” Alligevel tager det lidt efter lidt til, og en skønne dag opdager du at du er fanget. Det er dit problem, og ingen autoritet kan løse det for dig. Du har haft autoriteter – præsterne og de psykologiske autoriteter, og de har ikke været i stand til at løse det. De har forsynet dig med udveje, som stoffer, overbevisninger, ritualer og hele det cirkus der foregår i religionens navn. De har tilbudt dig alt dette, men det grundlæggende spørgsmål om frygt og nydelse har de aldrig løst. Du er nødt til at løse det. Hvordan? Hvad vil du gøre? Sæt dit sind ind på det – vel vidende at ingen  vil løse det for dig. Når det går op for dig at ingen vil løse det for dig, så er du allerede ved at være fri af den borgerlige verden. Med mindre du løser dette problem om frygt og nydelse, så er sorg uundgåelig – ikke kun dine personlige sorger, men verdens sorg. Ved du hvad verdens sorg er? Ved du hvad der sker i verden? Ikke udadtil – alle krigene, alle politikernes ulyksagelige handlinger og så videre – men indadtil, menneskets enorme ensomhed, de dybe frustrationer, den fuldstændige mangel på kærlighed i denne store, umedfølende, afstumpede verden. Hvis du ikke løser dette problem, så er sorg uundgåelig. Og tid vil ikke løse det. Du kan ikke sige, ”Jeg vil tænke på det i morgen, jeg vil have min øjeblikkelige nydelse og al den frygt der kommer ud af det, jeg vil finde mig i det.” Hvem vil svare dig? Efter at have rejst dette spørgsmål, set kompleksiteten i det, set at ingen på jorden eller nogen guddommelig kraft som vi tidligere har stolet på, vil løse dette essentielle problem, hvordan reagerer du så på det? Hvad siger I, mine herrer? I har intet svar, har I vel? Hvis I er virkeligt ærlige og ikke hykler eller prøver at undgå det eller prøver at gå uden om det, når I står ansigt til ansigt med dette problem som er det afgørende problem, så har I intet svar. Så hvordan vil I finde ud af, hvordan det naturligt kan komme til en afslutning? – uden metode, for det er indlysende at en metode indebærer tid. Hvis nogen forsyner dig med en metode, et system, og du praktiserer det, så vil det gøre dit sind mere og mere mekanisk, det vil lede til mere og mere konflikt mellem ’det som er’ og systemet. Systemet lover noget, men faktum er at du er bange. Ved at praktisere systemet, bevæger du dig længere og længere bort fra ’det som er,’ og konflikten øges, bevidst eller ubevidst. Så hvad vil du gøre?

Nuvel, hvad er der sket med sindet, med hjernen der har lyttet til alt dette – ikke blot hørt nogle få ord, men faktisk lyttet, delt, kommunikeret, lært? Hvad er der sket med dit sind der har lyttet med enorm opmærksomhed til problemets kompleksitet, med opmærksomhed på dets egen frygt og har set hvordan tanken skaber og opretholder frygt såvel som nydelse? Hvad er der sket med kvaliteten af det sind der har lyttet således? Er kvaliteten af dette sind fuldstændig forskelligt fra det øjeblik da vi begyndte i morges, eller er det det samme gentagende sind der er fanget i nydelse og frygt? Er der en ny kvalitet? Er det et sind som ikke siger, ”Man må sætte en stopper for frygt og nydelse,” men et sind der lærer ved at iagttage? Er dit sind ikke blevet en lille smule mere følsomt? Før bar du blot på denne byrde af frygt og nydelse. Ved at lære om vægten af byrden, har du så ikke lagt den en smule til side? Har du ikke lagt den fra dig – og derfor går du nu meget forsigtigt?

Hvis du virkelig har fulgt dette blot ved at iagttage – ikke ved at beslutte dig for det eller ved at anstrenge dig – så er dit sind blevet følsomt og derfor meget intelligent. Næste gang frygt opstår – og det vil den – så vil intelligens respondere på det, men ikke i form af nydelse, undertrykkelse eller flugt. Denne intelligens og følsomhed er opstået ved at se på denne byrde og lægge den til side. Sindet er blevet bemærkelsesværdigt levende – det kan stille et helt andet spørgsmål som er: Hvis nydelse ikke er måden at leve på, som det har været for de fleste af os, er livet så goldt? Betyder det at jeg aldrig kan glæde mig ved livet?

Er der ikke en forskel mellem nydelse og glæde? Før levede du ud fra nydelse og frygt – den ’øjeblikkelige’ nydelse ved sex, ved at drikke, ved at dræbe et dyr og proppe dig med dets kød og hvad der ellers hører til denne ’nydelse.’ Det har været din måde at leve på. Og pludselig opdager du, ved at undersøge tingene, at nydelse slet ikke er måden, fordi den leder til frygt, til frustration, til ulykke, til sorg, til sociologiske og personlige forstyrrelser og så videre. Så du stiller nu et helt andet spørgsmål: ”Er der glæde som er uberørt af tanke og nydelse?” For hvis den berøres af tanken, så bliver den igen til nydelse og derfor frygt. Så når du har forstået nydelse og frygt, er der så en måde at leve på til daglig som er glæde – og ikke at bære nydelse og frygt videre fra dag til dag? At betragte bjergene dér, dalens skønhed, lyset på højene, træerne og den strømmende flod og glædes ved det! Men ikke når du siger, ”Hvor er det dog pragtfuldt!” Ikke når tanken bruger det som et middel til nydelse.

Du kan betragte bjerget dér, bevægelsen i et træ eller en kvindes ansigt eller en mands og glædes overordentligt ved det. Når du har gjort det, så er det forbi. Men hvis du bærer det videre i tanken, så begynder smerten og nydelsen. Kan du betragte på den måde og afslutte det? Vær meget omhyggelig med det, meget årvågen omkring det. Kan du betragte bjerget, og glæden ved det er nok? Ikke bære det videre i tanken til i morgen – hvilket betyder at du ser faren i det. Det kan være du oplever en stor nydelse og siger, ”Det er forbi”; men er det forbi? Tænker ikke sindet på det, bevidst eller ubevidst, tænker over det, ønsker at det må ske igen?

Så man ser at tanken ikke har noget som helst har at gøre med glæde. Dette er en enorm opdagelse for dig selv – ikke noget du er blevet fortalt, ikke noget at skrive om og fortolke for nogen der så kan læse om det. Der er en enorm forskel mellem fryd, glæde og lyksalighed på den ene side og nydelse på den anden.

Jeg ved ikke om du har bemærket, at de tidlige religiøse malerier i den vestlige verden undgår enhver form for sanselig nydelse. Der er intet landskab overhovedet, kun den menneskelige krop der tortureres, eller Jomfru Maria og så videre. Der er intet landskab fordi det var nydelse og kunne bortlede din opmærksomhed fra skikkelsen og dens symbolik. Kun meget senere kom der landskab til, hvilket altid var en del af livet i Kina og Indien.

Du kan iagttage alt dette og finde skønheden i at leve uden anstrengelse, at leve med stor ekstase, hvor nydelse og tanke og frygt slet ikke kommer ind.

Spørger: Når jeg drømmer, ser jeg nogen gange noget ske i fremtiden som er præcist. Jeg drømte at jeg så Dem komme til dette møde og lægge den brune frakke dér og regulere mikrofonen. Det var afgjort en drøm om det som ville ske næste morgen.

Krishnamurti: Hvordan gør man rede for det? For det første: Hvorfor tillægger du det der vil ske i fremtiden så stor betydning? Hvorfor? Astrologerne, spåkonerne, de der læser i hånden, hvilke vidunderlige ting siger de ikke der vil ske for dig! Hvorfor er du så interesseret i det? Hvorfor interesserer du dig ikke for det faktiske daglige liv som indeholder alle skattene – du ser det ikke! Men fordi du har lyttet her, så er sindet blevet i nogen grad følsomt – jeg siger ikke fuldstændig følsomt, men i nogen grad følsomt – og så iagttager det naturligt mere, enten om i morgen eller i dag. Det er som at se ned fra en flyvemaskine og få øje på to både på den samme flod der nærmer sig hinanden fra hver sin retning. Man ser at de vil mødes i et vist punkt – og det er fremtiden. Sindet der er blevet mere følsomt, bliver opmærksom på visse ting der kan ske i morgen, såvel som på det der sker nu. De fleste tillægger det som vil ske i morgen så meget mere betydning, og det der faktisk sker nu så meget mindre. Og du vil opdage, hvis du går meget dybt ind i det, at der ikke ’sker’ noget overhovedet: Hvad der end ’sker,’ er del af livet. Hvorfor ønsker du ’oplevelser’ overhovedet? Et sind der er følsomt, levende, fuldt af klarhed, behøver det ’oplevelser’ overhovedet? Vær så venlig at besvare spørgsmålet for dig selv.

Spørger: Du beder os om at iagttage vores handlinger i vores daglige liv, men hvem er den entitet der beslutter sig for, hvad der skal iagttages og hvornår? Hvem beslutter sig for om man skal iagttage?

Krishnamurti: Beslutter du dig for at iagttage? Eller iagttager du blot? Beslutter du dig og siger, ”Jeg vil iagttage og lære”? For så er der spørgsmålet: ”Hvem beslutter sig?” Er det viljen der siger, ”Jeg må”? Og når den ikke formår det, så revser den sig selv endnu mere og siger, ”Jeg må, jeg må, jeg må.” Det er der konflikt i. Derfor er den sindstilstand der har besluttet sig for at iagttage, slet ikke iagttagelse overhovedet.

Du går ned ad vejen, nogen går forbi dig, du iagttager, og måske siger du til dig selv, ”Hvor er han grim. Han lugter. Jeg ville ønske han ikke ville gøre dette eller hint.” Du er opmærksom på din reaktion på ham der går forbi, du er opmærksom på at du dømmer, fordømmer eller retfærdiggør. Du iagttager. Du siger ikke, ”Jeg må ikke dømme, jeg må ikke retfærdiggøre.” Når du er opmærksom på dine reaktioner, så er der slet ingen beslutning. Du ser nogen som fornærmede dig i går. Du rejser børster med det samme, du bliver nervøs eller ængstelig, du begynder at føle modvilje. Vær opmærksom på din modvilje, vær opmærksom på det altsammen, ’beslut’ dig ikke for at være opmærksom. Iagttag, og i den iagttagelse er der hverken en ’iagttager’ eller noget som ’iagttages’ – der er kun iagttagelse. ’Iagttageren’ eksisterer kun når du ophober i iagttagelsen: Når du siger, ”Han er min ven fordi han har smigret mig,” eller ”Han er ikke min ven fordi han har sagt noget grimt om mig eller noget sandt som jeg ikke bryder mig om.” Det er ophobning gennem iagttagelse og den ophobning er ’iagttageren’. Når du iagttager uden at ophobe, så er der ingen bedømmelse. Du kan gøre dette hele tiden. Når der iagttages således, så træffes der naturligt visse beslutninger, men beslutningerne er naturlige resultater, ikke beslutninger truffet af iagttageren der har ophobet.

Spørger: Du sagde i begyndelsen at den instinktive reaktion i at beskytte sig imod et vildt dyr er intelligens og ikke frygt, og at tanken der frembringer frygt, er noget helt andet.

Krishnamurti: Er de ikke forskellige? Iagttager du ikke forskellen mellem tanken der skaber og opretholder frygt, og intelligens der siger, ”Vær forsigtig”? Tanken har skabt nationalisme, racisme, accepten af visse moralske værdier. Men tanken ser ikke faren i det. Hvis den så faren, så ville der ikke være responsen fra frygt, men fra intelligens, og det ville være det samme som at møde en slange. Når man møder en slange, så er der en naturlig selv-beskyttende reaktion. Når man møder nationalisme, der er tankens produkt, og som deler folk op og er en af grundene til krig, så ser tanken ikke faren.

Saanen 26. juli 1970

(J. Krishnamurti: The Impossible Question. Victor Gollancz Ltd, Great Britain 1972. Part One, Talks and Questions, Chapter 5)