Jeg gør det ikke med vilje!

Af Frank Fog

En samtale Laura Archera Huxley havde med Krishnamurti, som hun gengiver i sin bog ”Dette tidløse øjeblik.”

Hun var dengang gift med Aldous Huxley der var en mangeårig ven af K. Laura Huxley skriver om en frokost Signora Vanda Scaravelli var værtinde for i sin alpehytte i Gstaad i Schweiz. Kun Scaravelli´erne, de to Huxley´er og K var til stede, og meget af samtalen samlede sig omkring Laura's nye bog, ”Opskrifter på at leve og elske.” Laura havde været stærkt involveret i psyko-terapeutisk arbejde, og hun fortalte vores værter hvordan mine opskrifter havde haft succes med mennesker hvor ortodokse metoder havde fejlet. K stillede nogle få spørgsmål og lyttede opmærksomt. Vi talte om vitaminer og visualisering, isolation, LSD, alkoholisme, og kongressen om extrasensorisk perception som Aldous for nylig havde deltaget i i det sydlige Frankrig.

Efter frokosten foreslog Signora Scaravelli at Laura og K måske ville tale sammen privat. De gik ud på terrassen hvor Aldous kunne se os som silhuetter imod synet af de overvældende Alper. Aldous spurgte hende senere: »Hvad i al verden skete der mellem dig og Krishnamurti? I gestikulerede begge så levende og ophidsede – det så næsten ud som om I sloges. Hvad skete der?«

Her følger Laura's fremstilling af samtalen med K hvor hun stillede ham spørgsmål, som mange der studerer hans lære, har ønsket at stille. Hans svar var overvældende.

Den tavse pantomime Aldous havde set gennem det franske vindue, må have været betegnende for vores samtale – en usædvanlig samtale foran et usædvanligt panorama. Krishnamurti og jeg havde stået, gået og siddet på den schweiziske alpehyttes terrasse, omsluttet af høje bjerge og fyrreskov i alle gradueringer af grønt, lyst berusende grønt og de enorme alpegræsganges dybere grønt. Strålende lys igen, i klar himmel og skinnende blomster, i sanselige kuperede dale, i Krishnamurti.

Strålende lys overalt.

Det første jeg spurgte Krishnamurti om i fortsættelse af vores samtale om psykoterapi, var hvordan han klarede problemet med alkoholisme. Han sagde nonchalant at det ret ofte var sket at folk holdt op med at drikke efter et eller to interviews med ham. Da jeg spurgte hvordan det kunne komme sig, sagde han at han ikke vidste det. Han afviste emnet og spurgte mig om LSD, meskalin og de psykedeliske stoffer generelt virkeligt var gavnlige eller blot gav en midlertidig illusion. Jeg fortalte ham om den medicinske forskning i Canada inden for alkoholisme; om uventede og vellykkede resultater – indberettet af canadiske læger – med håbløse alkoholikere der holdt op med at drikke efter bare en eller to doser LSD og uden yderligere behandling. Krishnamurti syntes overrasket.

Han var tavs et øjeblik. Der var noget han ville sige. Også jeg havde følelsen af at hans indre intensitet var for stærk til at udtrykke sig i ord. Jeg havde ingen anelse om hvad der var på vej, men jeg vidste at noget var ved at ske. Stille fastholdt han mine øjne med sit mørke, brændende blik. Så eksploderede han med en ekstremt intens stemme. »Ser du, jeg synes at de mennesker der giver sig af med at hjælpe andre mennesker …« Han stoppede – så spyttede han de næste ord ud som kugler af foragt med et endnu mere gennemborende blik: »De mennesker … de er en FORBANDELSE!«

Efter samtalen ved bordet var jeg ikke i tvivl om at ”de mennesker” omfattede mig. Den anklage og glød som han slyngede det imod mig med, var for en stund lammende. Så spurgte jeg, næsten uden at tænke: »Hvad med dig? Hvad tror du, du gør? Du giver dig af med at hjælpe andre mennesker.«

Som om han aldrig havde tænkt på at han selv tilhørte denne forbandede kategori, blev han et øjeblik forbløffet og fuldstændig overrasket og forvirret. Så sagde han med afvæbnende enkelhed og ligefremhed: »Men jeg gør det ikke med vilje!«

Det var et højst usædvanligt udsagn. Aldous var stærkt imponeret over det og også meget rørt og fornøjet. Han forstod det selvfølgelig. Men jeg må have set desorienteret ud, for Krishnamurti sagde på en mere afdæmpet og rolig måde: »Forstår du, det sker bare!« Ak, jeg forstod det ikke særlig godt. Krishnamurti fortsatte: »Jeg er ikke healer eller psykolog eller terapeut eller sådan noget.« Ordene healer, psykolog, terapeut sprang fra ham som projektiler der blev udslynget med komprimeret kraft. »Jeg er blot et religiøs menneske: Alkoholikere eller neurotikere eller misbrugere – det er lige meget hvad problemet er – de får det ret ofte bedre – men det er uden betydning, det er ikke det der er pointen – det er blot et resultat.«

»Hvad er der galt med sådan et resultat?« Spurgte jeg. »Jeg giver blot folk teknikker eller opskrifter eller værktøjer til at hjælpe dem med at gøre, hvad de er nødt til at gøre – hvad galt er der i at bruge omdannelsen af energi til at ændre disse miserable følelser til konstruktiv adfærd?« Det var hvad vi havde drøftet under frokosten. Jeg vidste Krishnamurti var voldsomt imod dogmer, ritualer, guruer og Opstigende Mestre – imod alle disse organiserede magters smarte mekanismer, hvis mål er at imponere masserne gennem at bruge guddommen og dens nåde som deres højeste og private monopol. Men jeg havde ingen anelse om at han også havde noget imod psyko-fysiske øvelser såsom mine opskrifter. Uvidende om dette faktum havde jeg uskyldigt afsløret mig selv og mit arbejde. Nu indså jeg at han havde behersket sig under frokosten og taktfuldt ventet, indtil vi var alene. Han holdt sig ikke tilbage nu: Lidenskabeligt, med ubeskrivelig intensitet talte han:

»Nej! Nej! Teknikker – transformation – nej – vrøvl! Man må ødelægge – ØDELÆGGE … ALT!«

En tanke strejfede flygtigt mit sind: Hvor let kunne sådan en mand ikke blive misforstået, misfortolket! Jeg ønskede at forstå – jeg vidste han ville have mig til at forstå, men hvordan spørge – det var spørgsmålet. »Men hvad gør DU?« Gentog jeg.

Og han gentog: »Intet – jeg er blot et religiøst menneske.«

Det lød som et endeligt udsagn, et forvirrende et for mig. Seks ord tænkte jeg, men hundredvis af forskellige betydninger, afhængigt af hver enkelt persons betingning. Måske gentog han blot hvad Kristus havde sagt: »Men søg I hellere Guds rige og alle disse ting skal blive givet jer i tilgift.« Men jeg tænkte ikke på Kristus – jeg ønskede at vide hvad K forstod ved ”et religiøst menneske.”

»Hvad er et religiøst menneske?« (spurgte Huxley K)

Krishnamurti ændrede sin tone og rytme. Han talte nu roligt, indtrængende. »Jeg vil fortælle dig hvad et religiøst menneske er. Først og fremmest er et religiøs menneske et menneske der er alene – ikke ensom, forstår du, men alene – uden teorier eller dogmer, uden meninger, uden baggrund. Han er alene og elsker det – fri for betingning og alene – og nyder det. For det andet: Et religiøst menneske må være både mand og kvinde – jeg mener ikke seksuelt – men han må kende til altings dobbelte natur. Et religiøs menneske må føle og være både maskulin og feminin. For det tredje,« og nu blev han igen intens, »for at være et religiøst menneske må man ødelægge alt – ødelægge fortiden, ødelægge ens overbevisninger, fortolkninger, bedrag – ødelægge AL selv-hypnose – ødelægge indtil der ikke er noget centrum; forstår du, INTET CENTRUM.« Han stoppede.
 

Intet centrum?

Efter et tavst øjeblik sagde Krishnamurti stilfærdigt, »Så er du et religiøst menneske. Så kommer stilheden. Fuldstændig stilhed.«

Stille var de enorme bjerge omkring os. Uendeligt stille.