Tankens mekaniske aktivitet
Af Frank Fog
’Et sind der har forstået hele tankens bevægelse, bliver usædvanlig roligt, fuldstændigt stille.’
Vi talte om hvor vigtig tanken er og om at den alligevel er uden betydning; om hvordan tanken har stor rækkevidde inden for sit eget område, men kun en begrænset frihed. Vi talte om en sindstilstand der er fuldstændig ikke-betinget. Denne morgen kan vi gå ind i dette spørgsmål om betingning; ikke kun den overfladiske, kulturelle betingning, men også hvorfor betingning sker. Vi kan undersøge kvaliteten af sindet der ikke er betinget, der er gået ud over betingning. Vi må gå meget dybt ind i dette for at finde ud af hvad kærlighed er. Og når vi forstår hvad kærlighed er, så vil vi måske være i stand til at forstå den fulde betydning af døden.
Så vi vil først finde ud af om sindet kan være helt og aldeles fri fra betingning. Det er ret tydeligt, hvordan vi bliver overfladisk betingede af kulturen, samfundet, propagandaen omkring os, og også af nationalitet, af en særlig religion, af uddannelse og gennem miljømæssige påvirkninger. Jeg tror det er rimelig klart og rimelig enkelt at se, hvordan de fleste mennesker – hvilket land eller hvilken race de end tilhører – er betingede af den særlige kultur eller religion som de tilhører. De er formede, fastholdte inden for et bestemt mønster. Man kan forholdsvis let lægge den slags betingning til side.
Så er der den dybere betingning, såsom en aggressiv tilgang til livet. Aggressivitet omfatter en følelse af at dominere, at efterstræbe magt, ejendele, prestige. Man må gå meget dybt for at være fuldstændig fri af det – fordi det er meget subtilt, fordi det antager mange forskellige former. Man kan tro at man ikke er aggressiv, men når man har et ideal, en mening, en vurdering, verbal og ikke-verbal, så er der en følelse af selvsikkerhed som gradvist bliver aggressiv og voldelig. Man kan se det i sig selv. Bag selve ordet ’aggressivitet’ er der – også selv om du fremsiger det meget blidt – et stød, en fordækt, dominerende, tvangspræget handling der bliver ubarmhjertig og voldelig. Dén aggressive betingning må man opdage, hvad enten man har arvet den fra dyrene eller er blevet aggressiv i nydelsen af ens egen selvhævdelse. Er man aggressiv i den fulde betydning af ordet, som betyder ’at træde fremad’?
En anden form for betingning er at sammenligne. Man sammenligner sig med det man mener er ophøjet eller heroisk, med hvad man gerne vil være i modsætning til hvad man er. Den sammenlignende stræben er en form for betingning. Og igen, det er usædvanlig subtilt. Jeg sammenligner mig med én som er lidt mere intelligent eller fysisk smukkere. Skjult eller åbent, er der en konstant enetale, hvor man taler til sig selv i sammenlignende vendinger. Iagttag det i dig selv. Hvor der er sammenligning, er der en form for aggressivitet i følelsen af at opnå noget. Eller, når du ikke kan opnå noget, så er der en følelse af frustration og en følelse af mindreværd. Fra barndommen af bliver vi uddannede til at sammenligne. Vores uddannelsessystem er baseret på at sammenligne, på karakterer, på eksamener. Når du sammenligner dig selv med én der er dygtigere, så er der misundelse, jalousi, og al den konflikt der følger af det. Sammenligning indebærer at man måler. Jeg måler mig selv op imod nogen som jeg tror er bedre eller mere ophøjet.
Man spørger: ”Kan sindet nogen sinde blive fri af denne sociale og kulturelle betingning, fri af sindet der måler og sammenligner, fri af betingningen fra frygt og nydelse, fra belønning og straf?” Alle vores moralske og religiøse strukturer er baserede på det. Hvorfor bliver vi betingede? Vi ser de ydre påvirkninger der betinger os og det indre frivillige krav om at blive betinget. Hvorfor accepterer vi denne betingning? Hvorfor har sindet tilladt sig selv at blive betinget? Hvad er faktoren bag det altsammen? Hvorfor accepterer jeg, der er født i et bestemt land og under en bestemt kultur og kalder mig for hindu med al den overtro og tradition der er påført af familien, samfundet, hvorfor accepterer jeg en sådan betingning? Hvad er det for en tilskyndelse der ligger bag det? Hvad er det for en faktor der konstant kræver og indvilliger i, giver efter for eller gør modstand imod denne betingning? Man kan se at man gerne vil være tryg og sikker i fællesskabet der følger et bestemt mønster. Hvis man ikke følger mønstret, kan man miste sit arbejde, stå uden penge, ikke blive anset for at være et respekteret menneske. Der er et oprør imod dette, og oprøret danner sin egen betingning – hvilket er hvad alle unge mennesker går igennem nu om dage. Man må finde ud af hvad det er for en tilskyndelse der får én til at efterligne. Med mindre man opdager det for sig selv, vil man for altid være betinget, på den ene eller anden måde, positivt eller negativt. Fra man er født til man dør, foregår processen. Man kan gøre oprør imod det, man kan forsøge at undslippe ind i en anden betingning, trække sig tilbage til et kloster som mennesker, der vier deres liv til kontemplation, til filosofi, gør det – men det er den samme bevægelse hele vejen igennem. Hvad er det for et maskineri der er i konstant bevægelse, idet det tilpasser sig til de forskellige former for betingning.
Tanken er altid betinget, fordi den er reaktionen fra fortiden som hukommelse. Tanken er altid mekanisk. Den falder meget let ind i et mønster, ind i en skure, og så synes du at du er overordentlig aktiv, hvad enten du har indskrænket dig til den kommunistiske skure, den katolske skure eller hvad det nu er. Det er det letteste, den mest mekaniske ting at gøre – og vi tror vi lever! Så selv om tanken har en vis begrænset frihed inden for sit område, så er alt hvad den gør mekanisk. Når det kommer til stykket, så er det helt mekanisk at tage til månen. Det er resultatet af århundreders ophobede viden. Efterstræbelsen af teknisk tænkning bringer dig til månen eller ned i havet og så videre. Sindet ønsker at følge en skure, ønsker at være mekanisk, og på den måde er der tryghed, sikkerhed og ingen forstyrrelser. Det er ikke kun samfundet der opfordrer til at man lever mekanisk, men også den enkelte, fordi det er den nemmeste måde at leve på.
Så fordi tanken er en mekanisk, monoton stræben, så accepterer den enhver form for betingning som sætter den i stand til at fortsætte med dens mekaniske aktivitet. En filosof kommer med en ny teori, en økonom med et nyt system, og vi accepterer at køre rundt i den pågældende rille og følger den. Vores samfund, vores kultur, vores religiøse tilskyndelser, alting ser ud til at fungere mekanisk, men alligevel er der en vis følelse af stimulation i det. Når du går til katolsk messe, er der en vis spænding, følelse i det, og det bliver til mønstret. Jeg véd ikke om du nogensinde har prøvet – gør det og du vil se det morsomme i det: Tag en stump gren eller en sten, hvad som helst med en indbydende form. Anbring det på kaminhylden og sæt en blomst ved siden af det hver morgen. Inden for en måned vil du se at det er blevet til en vane på samme måde som med et religiøst symbol, og at du begynder at identificere dig med det.
Tanken er fortidens respons. Hvis man er blevet undervist i ingeniørvidenskab som fag, så føjer man til og justerer den pågældende viden, men man er stivnet i faget. På sammen måde hvis du er læge og så videre. Tanken har en vis frihed inden for et vist område, men det er stadig inden for grænserne af en mekanisk fungeren. Ser du det, ikke blot verbalt og intellektuelt, men faktisk? Er du opmærksom på det som når du hører toget dér? (lyd af forbipasserende tog)
Kan sindet frigøre sig selv fra de vaner det har kultiveret, fra visse meninger, bedømmelser og værdier? Hvilket betyder: Kan sindet være fri af tanken? Hvis dette ikke er fuldstændig forstået, så vil det næste jeg vil tale om ikke have nogen mening. Forståelsen af dette fører til det næste spørgsmål som er uundgåeligt hvis du går ind i det. Hvis tanken er mekanisk, hvis den uundgåeligt indretter sig efter, hvordan sindet er betinget, hvad er kærlighed så? Er kærlighed et resultat af tanken? Næres og kultiveres kærlighed af tanken, er den afhængig af tanken?
Hvad er kærlighed? – idet man husker på at beskrivelsen ikke er det beskrevne, at ordet ikke er tingen. Kan sindet være fri af tankens mekaniske aktivitet, så det kan finde ud af hvad kærlighed er? For de fleste af os er kærlighed forbundet med eller lig med sex. Det er en form for betingning. Når du undersøger denne virkeligt meget komplekse, indviklede og usædvanligt smukke ting, så må du finde ud af hvordan ordet ’sex’ har betinget sindet.
Vi siger at vi ikke vil slå ihjel – vi vil ikke tage til Vietnam eller et andet sted for at dræbe, men vi har ikke noget imod at slå dyr ihjel. Hvis du var nødt til selv at slå det dyr ihjel som du spiser og så hvor grimt det var, ville du så spise dyret? Det tvivler jeg meget på. Men du har ikke noget imod at slagteren dræber det for dig så du kan spise det. I det er der en god del hykleri.
Så man spørger ikke kun om hvad kærlighed er, men også om hvad medfølelse er. I den kristne kultur har dyrene ingen sjæl, de er sat på jorden af Gud så vi kan spise dem. Det er den kristne betingning. I visse dele af Indien er det forkert at dræbe, hvad enten det er en flue, et dyr eller hvad som helst andet. Så de dræber ikke noget overhovedet, de går til yderligheder. Og igen, det er deres betingning. Og der er de der er imod forsøgsdyr, men går med smukke pelse – hvilket hykleri!
Hvad betyder det at have medfølelse? Ikke blot verbalt, men rent faktisk at være medfølende? Er medfølelse et spørgsmål om vane, om tanke, et spørgsmål om mekanisk gentagelse af at være venlig, høflig, blid, omsorgsfuld? Kan sindet som er fanget i tankens aktivitet med dens betingning, med dens mekaniske gentagelser, overhovedet være medfølende? Det kan tale om det, det kan opmuntre til sociale reformer, være venlig over for den fattige hedning og så videre. Men er det medfølelse? Når tanken dikterer, når tanken er aktiv, kan medfølelse så overhovedet få fodfæste? Idet medfølelse er handling uden motiv, uden selvinteresse, uden nogen følelse af frygt, uden nogen følelse af nydelse.
Så man spørger: ”Er kærlighed nydelse?” Sex er selvfølgelig nydelse. Vi nyder vold, vi nyder at opnå noget, at hævde os, at være aggressive. Vi nyder også at være nogen. Og det er alt sammen et resultat af tanken, et resultat af at måle. ”Jeg var det” og ”jeg vil være hint.” Er nydelse, i den betydning vi har talt om det, er det kærlighed? Hvordan kan et sind der er fanget i vaner, i at måle og sammenligne, vide hvad kærlighed er? Man kan sige at kærlighed dette eller hint, men det er alt sammen et resultat af tanken.
Fra den iagttagelse melder spørgsmålet sig: Hvad er død? Hvad betyder det at dø? Det må være den mest utrolige oplevelse! Det må implicere noget der er kommet til en fuldstændig afslutning. Bevægelsen der været sat i gang – striden, kampen, oprøret, alle ulykkerne og frustrationerne – alt det kommer pludselig til en afslutning. Manden der prøver at blive berømt, som er selvhævdende, voldelig, brutal – den aktivitet bliver standset! Har du lagt mærke til hvordan alt hvad der fortsætter psykologisk, bliver mekanisk, gentager sig. Det er kun når den psykologiske kontinuitet kommer til en afslutning, at der er noget fuldstændig nyt. Du kan se det i dig selv. Skabelse er ikke fortsættelsen af det som er, eller det som var, men afslutningen på det.
Så kan man dø psykologisk? Forstår du mit spørgsmål? Kan man dø fra det kendte, dø fra det der har været? – ikke for at blive til noget andet – hvilket er afslutningen på og friheden fra det kendte. Når alt kommer til alt, så er det det døden er.
Den fysiske organisme vil naturligvis dø. Den er blevet misbrugt, sparket til, fortvivlet. Den har spist og drukket alle slags ting og sager. Du véd hvordan du lever, og du fortsætter på den måde indtil kroppen dør. På grund af uheld, alderdom, sygdom, på grund af presset fra den konstante følelsesmæssige kamp indadtil og udadtil, bliver kroppen forvreden og grim, og den dør. Der er selvmedlidenhed i denne form for død og ligeledes selvmedlidenhed når en anden dør. Når nogen som vi mener at vi elsker, dør, er der så ikke i den sorg megen frygt? For du er ladt alene tilbage, du bliver blotlagt over for dig selv. Der er ingen du kan læne dig opad, ingen der kan trøste dig. Vores sorg har et skær af denne selvmedlidenhed og frygt, og i denne usikkerhed godtager man enhver form for tro.
Hele Asien tror på reinkarnation, at man bliver genfødt i et andet liv. Når du spørger til hvad det er der vil blive født i det næste liv, så støder du på vanskeligheder. Hvad er det? Dig selv? Hvad er du? En masse ord, en masse meninger, tilknytning til dine ejendele, til dine møbler, til din betingning. Vil alt det som du kalder sjælen, blive genfødt i det næste liv? Reinkarnation indebærer at det du er nu afgør hvad du vil blive i det næste liv. Så opfør dig ordentligt! Ikke i morgen, men i dag, for det du er i dag, det vil du bøde for i det næste liv. Mennesker der tror på reinkarnation interesserer sig slet ikke for hvordan de opfører sig. Det er blot en tro som ikke har nogen værdi. Inkarner i dag, på ny, ikke i det næste liv! Forandr det fuldstændigt nu, forandr det med stor lidenskab, lad sindet afklæde sig alt, alle betingningerne, al viden, alt hvad det mener er ’ret’ – tøm det. Så vil du vide hvad det betyder at dø. Og så vil du vide hvad kærlighed er. For kærlighed er ikke i fortiden, er ikke tanke, er ikke kultur, er ikke nydelse. Et sind der har forstået hele tankens bevægelse bliver usædvanlig roligt, fuldstændigt stille. Den stilhed er begyndelsen på det ny.
Spørger: Hr., kan kærlighed have et objekt?
Krishnamurti: Hvem stiller spørgsmålet? Tanken eller kærlighed? Kærlighed stiller ikke dette spørgsmål. Når du elsker, så elsker du! Du spørger ikke, ”Er der et objekt eller ikke noget objekt, er det personligt eller upersonligt?” Åh, du véd ikke hvad det betyder, skønheden i det! Vores kærlighed, sådan som den er, er en prøvelse. Vores forhold til hinanden er så konfliktfyldte. Vores kærlighed er baseret på dit billede af mig og mit billede af dig. Se meget omhyggeligt på det, på forholdet mellem disse to isolerede billeder der siger til hinanden: ”Vi elsker.” Billederne er produkter af fortiden, af erindringer, erindringer om hvad du sagde til mig og jeg sagde til dig. Og dette forhold mellem to billeder må uundgåeligt være en isolerende proces. Det er hvad vi kalder forhold. At stå i forhold til betyder at være i kontakt med, ikke kun fysisk, og det er ikke muligt når der er et billede, når der er tankens selvisolerende proces som er ’mig´et’ og ’dig´et.’ Vi siger: ”Har kærlighed et objekt?” Eller er kærlighed guddommelig eller profan? Kan du følge det? Hr., når du elsker, så hverken giver eller modtager du.
Spørger: Når man går bag om disse ord, ’skønhed’ og ’kærlighed,’ forsvinder alle disse opdelinger så ikke?
Krishnamurti: Har du nogen sinde siddet, ikke dagdrømmende, men meget stille, fuldstændig opmærksom? I den opmærksomhed er der ingen verbalisering, intet valg, ingen tvang eller retning. Når kroppen er fuldstændig afslappet, har du så bemærket den stilhed der opstår? Det kræver megen undersøgelse, for vore sind er aldrig stille, men sludrer uden ende og derfor opdelt. Vi deler livet op i fragmenter.
Kan al denne fragmentering komme til en afslutning? Idet vi véd at tanken er ansvarlig for fragmentering, så spørger vi: ”Kan tanken være fuldstændigt stille og alligevel reagere når det er nødvendigt, uden vold, objektivt, fornuftigt, rationelt – og stadig lade denne stilhed dominere (pervade). Det er den eneste måde: At finde denne sindskvalitet for sig selv der er uden fragmenter, der ikke er opsplittet i form af ’du´et’ og ’mig´et.’
Spørger: Hr., at dræbe en flue, er det på samme niveau som at dræbe et dyr eller et menneske?
Krishnamurti: Hvor vil du begynde med forståelsen af det at dræbe? Du siger du ikke vil drage i krig eller dræbe et andet menneske (jeg véd ikke om du siger det eller ej, det er op til dig), men du har ikke noget imod at vælge side – din gruppe og min gruppe. Du har ikke noget imod at tro på noget og stå ved det du tror på. Du har ikke noget imod at dræbe folk med et ord, med en gestus. – men du vil være påpasselig med ikke at dræbe en flue! For nogle år siden var taleren i et land hvor Buddhisme var den almindeligt anerkendte religion. Hvis du er praktiserende buddhist, så er et af principperne at ikke slå ihjel. To mennesker kom for at træffe taleren og de sagde: ”Vi har et problem. Vi vil ikke slå ihjel. Vi er glødende buddhister, vi er blevet opdraget til ikke at dræbe. Men vi kan li´ æg, og vi ønsker ikke at dræbe et befrugtet æg – så hvad skal vi gøre? Forstår du? Med mindre du indeni er meget klar med hvad det omfatter at slå ihjel – ikke kun med en pistol, men med et ord, med en gestus, ved at dele op, ved at sige ’mit land,’ ’dit land,’ ’min Gud,’ din Gud’ – så vil der uundgåeligt blive slået ihjel i en eller anden form. Lav ikke en masse postyr ud af at dræbe en flue og derefter gå hen og ’dræbe’ din nabo med et ord.
Taleren har aldrig spist kød i hele sit liv. Han véd ikke engang hvordan det smager, og alligevel går han med sko af læder. Man er nødt til at leve, og selv om du i dit hjerte ikke ønsker at slå noget ihjel, at skade nogen – og du virkelig mener det – så er du alligevel nødt til at ’dræbe’ de grøntsager du spiser. For hvis du ikke spiser noget, så vil du hurtigt dø. Man må meget klart og uden noget valg, uden forudindtagethed, finde ud af tingene for sig selv. Man må være yderst sensitiv og intelligent og så lade den intelligens handle – og ikke sige, ”Jeg vil ikke slå fluer ihjel,” og så sige noget brutalt om éns mand.
Saanen 28. juli 1970
(J. Krishnamurti: The Impossible Question. Victor Gollancz Ltd, Great Britain 1972. Part One, Talks and Questions, Chapter 6)