Glem idealet og vær opmærksom på, hvad du er!
Af Rasmus Tinning
At forstå det faktiske kræver opmærksomhed, et meget årvågent og hurtigtopfattende sind.
Det, som er er hvad du er, ikke hvad du gerne vil være. Det er ikke et ideal, for idealet er fiktivt, men det er faktisk, hvad du gør, tænker og føler fra øjeblik til øjeblik. Det, som er er det faktiske, og at forstå det faktiske kræver opmærksomhed, et meget årvågent og hurtigtopfattende sind. Men hvis vi begynder at fordømme det, som er, hvis vi begynder at tage afstand fra det eller gøre modstand mod det, vil vi ikke kunne forstå dets bevægelse.
Hvis jeg vil forstå en person, kan jeg ikke fordømme ham – jeg må iagttage ham, studere ham. Jeg må elske selve det, jeg studerer. Hvis du ønsker at forstå et barn, må du elske ham, ikke fordømme ham. Du må lege med ham og lægge mærke til hans bevægelser, hans idiosynkrasier, hans adfærd. Men hvis du udelukkende fordømmer ham, modarbejder ham eller kritiserer ham, er der ingen forståelse af barnet.
For at forstå det, som er, må man på en tilsvarende måde iagttage det man tænker, føler og gør fra øjeblik til øjeblik. Dette er det faktiske. Enhver anden handling, enhver idealistisk eller ideologisk handling er ikke det faktiske – det er udelukkende er et ønske, en fiktiv stræben efter at blive noget andet end det, som er.
Krishnamurti, fra bogen Think on These Things
Når du forstår, hvad du er, begynder en spontan transformation.
Som de fleste mennesker har du idealer, ikke sandt? Og idealet er ikke virkeligt, ikke baseret på kendsgerninger. Det er det, der bør være, det er noget ude i fremtiden.
Det jeg siger, er følgende: glem idealet og vær opmærksom på det, du er. Stræb ikke efter det, som bør være, men forstå det, som er. Forståelsen af, hvad du faktisk er er langt vigtigere end at stræbe efter det, som du bør være. Hvorfor? Fordi, når du forstår hvad du er, begynder en spontan transformation. I bestræbelsen for at blive det, du mener du bør være, er der derimod ingen forandring overhovedet, men en fortsættelse af det samme gamle mønster i ny form.
Hvis sindet, idet det indser, at det er dumt, forsøger at forandre dumhed til intelligens – hvilket er det som bør være – så er det tåbeligt. Det har ingen mening, ingen håndgribelighed. Det er blot at jage efter en selvprojektion. Det er at udsætte forståelsen af det som er. Så længe at sindet forsøger at forandre sin dumhed til noget andet, forbliver det dumt. Men hvis sindet siger, ”Jeg indser, at jeg er dum og jeg ønsker at forstå, hvad dumhed er, derfor vil jeg undersøge den i dybden, jeg vil iagttage, hvordan den opstår”, så vil selve den undersøgelsesproces føre til en fundamental transformation.
Krishnamurti Bangalore 8.august 1948