Dialog 6

Af Frank Fog

(I denne dialog spiller begrebet attend, attention, attentive en central rolle (som det i øvrigt gør i meget af Krishnamurti´s lære). Det er oversat med være opmærksom*, lægge mærke til*, opmærksomhed*, opmærksom* med en tilføjet stjerne for at skelne det fra de få steder, hvor opmærksom, opmærksomhed etc. dækker over det engelske aware, awareness. Det sidste er angivet ved at det engelske ord er sat efter i kantede parenteser, således: opmærksom [aware].)

Enhver handling ud af fragmentarisk bevidsthed frembringer forvirring. Kontrollerer indholdet bevidsthedens struktur, eller er strukturen fri af sit indhold? Kan bevidstheden tømme sig selv for sit indhold? Frøen i bevidsthedens mudrede vandhul der prøver at slippe ud. Aben i rummet der er begrænset af centrummet: selv-centreret aktivitet. Hvad er rum uden et centrum? Oplysning… er den sindskvalitet hvori aben aldrig er virksom. Opmærksomhed*. Opmærksomhedens* problem og abens afbrydelser. Hvad sker der med hele det menneskelige væsens struktur ved opmærksomhedens* højdepunkt?

Krishnamurti: Vi vil fortsætte fra hvor vi slap i går, da vi overvejede bevidsthedens natur og struktur. Man indser at hvis der skal ske en radikal ændring i det menneskelige sind og derfor i samfundet, så må vi overveje dette spørgsmål. Vi må dykke dybt ned i det, for at finde ud af om der en mulighed for at denne bevidsthed kan undergå en metamorfose, en fuldstændig forvandling i sig selv. Fordi man kan se at alle vore handlinger, overfladiske eller dybtgående, seriøse eller flabede, er resultatet af eller født ud af denne bevidsthed. Og vi sagde at inden i denne bevidsthed er der mange fragmenter, og hvert enkelt fragment overtager dominansen på det ene eller andet tidspunkt. Hvis man ikke forstår bevidsthedens indhold – og muligheden for at gå ud over den – så må enhver handling, hvor betydningsfuld den end måtte være, frembringe forvirring, når vores bevidstheds fragmentariske natur ikke er forstået. Jeg tror at dette må være temmelig klart. Det er som at give ét fragment stor opmærksomhed*, såsom intellektet eller en tro eller kroppen og så videre. Disse fragmenteringer som udgør vores bevidsthed, og hvor ud fra al handling finder sted, må uundgåeligt frembringe modsigelse og elendighed. Er dette klart, i det mindste verbalt? At sige til sig selv at alle disse fragmenter må sættes sammen eller integreres, har ingen mening, for så opstår problemet om hvem der skal integrere dem og anstrengelsen ved at integrere. Så der må være en måde at se på hele denne fragmentering med et sind, der ikke er fragmenteret. Og det er hvad vi vil diskutere denne morgen.

Jeg indser at mit sind, indbefattet hjernen og alle de fysiologiske nervemæssige reaktioner, altså bevidstheden i sin helhed, er fragmenteret, er splittet op, er betinget af den kultur man lever i. Denne kultur er blevet skabt af fortidens generationer og de kommende generationer. Og enhver handling – eller læggen vægt på ét fragment på bekostning af de andre – vil uundgåeligt frembringe stor forvirring. At lægge vægt på social aktivitet, på religiøs overbevisning eller intellektuelle begreber eller Utopia, må uundgåeligt være modsætningsfuldt og vil derfor frembringe forvirring. Forstår vi dét?

Så man stiller spørgsmålet: er der en handling som ikke er fragmenteret, og som ikke modsiger en anden handling, som vil finde sted i det næste minut?

Vi ser, at tanke spiller en ekstraordinær rolle i denne bevidsthed. Tanke som ikke kun er fortidens reaktion, men al vores følelse, alle vores neurologiske reaktioner, de fremtidige håb, frygt, nydelser, sorger – de er alle i bevidstheden. Så skaber bevidsthedens indhold bevidsthedens struktur? Eller er bevidstheden fri af sit indhold?

Hvis bevidstheden er sammensat af min fortvivlelse, min ængstelse, min frygt, mine nydelser, de utallige håb, skylden og fortidens utallige oplevelser, så kan en hvilken som helst handling der udspringer af denne bevidsthed, aldrig frigøre den fra dens begrænsninger. Lad være med at være enig i dette, det er ikke for skoledrenge! Del det med mig, hvilket betyder at arbejde, at iagttage det i dig selv – og så kan vi gå videre. Jeg taler blot som en introduktion.

Min bevidsthed er resultatet af den kultur jeg har levet i. Den kultur har opmuntret til og afvist forskellige aktiviteter, forskellige efterstræbelser ud af nydelse, frygt, håb og overbevisninger – denne bevidsthed er ’mig´et’. Enhver handling der udspringer af denne bevidsthed og som er betinget, må uundgåeligt være fragmenteret og derfor modsætningsfyldt og forvirrende. Hvis du er født i en kommunistisk eller en socialistisk eller en katolsk verden, så er det specifikke sind, den hjerne der er født i den pågældende kultur, betinget af den, af normerne, værdierne, forhåbningerne i det pågældende samfund. Og en hvilken som helst handling der er født af denne bevidsthed, må uundgåeligt være fragmentarisk. Stil mig ikke nogen spørgsmål endnu, iagttag blot dig selv. Lyt først til hvad taleren har at sige, lad være med at komme ind med dine spørgsmål eller tanker. Så, efter at have lyttet meget stille, kan du begynde at stille spørgsmål og sige, ”du har uret, du har ret”, og så videre. Men hvis der kører spørgsmål rundt i dit sind, så lytter du ikke. Følgelig ophører vores kommunikation, vi deler ikke sammen, og da det som vi undersøger, er et meget komplekst og subtilt problem, så må du først lytte.

Vi prøver at finde ud af hvad bevidsthed er. Består den af de mange ting som den indeholder, eller er den fri af sit indhold? Hvis den er fri af sit indhold, så er handlingen ud fra den frihed ikke dikteret af indholdet. Hvis den ikke er fri, så dikterer indholdet al handlen. Det er simpelt. Vi vil nu gå i gang med at lære om det.

Jeg indser, når jeg iagttager det i mig selv, at jeg er resultatet af fortiden, af nutiden, af fremtidens håb. Hele bevidsthedens pulserende kvalitet er alt dette, med alle dens fragmenteringer. Enhver handling født af dette indhold må uundgåeligt være ikke kun fragmentarisk, men gennem det er der heller ingen frihed overhovedet.

Så kan denne bevidsthed tømme sig selv og finde ud af om der er en bevidsthed som er fri, hvorfra en fuldstændig anderledes slags handling finder sted? Formidler jeg det som jeg taler om til jer?

Hele bevidsthedens indhold er som et lavvandet, mudret lille vandhul, og en lille frø laver en frygtelig støj i det. Den lille frø siger: ”Jeg vil finde ud.” Og den lille frø prøver at gå hinsides sig selv. Men den er stadig en frø i det mudrede vandhul. Kan dette mudrede vandhul tømme sig for alt sit indhold? Mit lille mudrede vandhul er den kultur hvori jeg har levet, og det lille ’mig’, frøen, slås imod kulturen og siger: ”Jeg må komme ud.” Men selv om den kommer ud, så er den stadig en lille frø, og hvad den end kommer ud i, er stadig et lille mudret vandhul som den vil frembringe. Vær så venlig at se dette. Sindet indser at al den aktivitet det hengiver sig til eller er tvunget ud i, er bevægelsen inden for bevidstheden med dens indhold. Når man indser dette, hvad skal sindet så gøre? Det er ét punkt.

Det andet punkt er: dette lille vandhul med den lille frø kan vokse og udvide sig. Det rum som den skaber, er stadig inden for grænserne af en vis dimension. Denne lille frø – eller bedre, denne lille abe – kan erhverve sig en stor mængde viden, information og oplevelse. Denne viden og oplevelse kan give den et vist rum som den kan udvide. Men dette rum har altid den lille abe i sit centrum.

Så rummet i bevidstheden er altid begrænset af centrummet. Hvis du har et centrum, så er omkredsen af bevidsthed eller bevidsthedens grænse altid begrænset, hvor meget den end udvider sig. Den lille abe kan meditere, den kan følge mange systemer, men aben vil altid være der. Og derfor vil rummet som den skaber for sig selv, altid være begrænset og lavvandet. Det er det andet spørgsmål.

Det tredje er: hvad er rum uden et centrum? Vi vil finde ud af det.

Spørger: Kan denne bevidsthed med dens begrænsninger gå ud over sig selv?

Krishnamurti: Kan aben med alle dens intentioner og forhåbninger, med al dens vitalitet, frigøre sig selv fra sin betingning og gå hinsides bevidsthedens grænser som den har skabt?

For at formulere det anderledes, kan ’mig´et’ som er aben, ved at gøre alle slags ting, meditere, undertrykke, tilpasse sig, eller ikke tilpasse sig, altid aktiv, kan dette jeg´s bevægelse bringe det ud over sig selv. Det vil sige, tillader bevidsthedens indhold at ’jeg´et’ – og derfor forsøget fra abens side – at ’jeg´et’ frigør sig fra vandhullets begrænsning? Så mit spørgsmål er: Kan aben være fuldstændig stille, så den kan se udstrækningen af dens egne grænser? Og er det i det hele taget muligt at gå hinsides disse?

Spørger: I centrummet er aben der altid, så der er ikke tomt rum, intet rum for frihed.

Krishnamurti: Hr., bemærker du selv at du altid handler fra et centrum? Centrummet kan være et motiv, centrummet kan være frygt, det kan være ambition – du handler altid fra et centrum, gør du ikke? ”Jeg elsker dig,” ”Jeg hader dig,” ”Jeg ønsker at være magtfuld.” Al handlen som vi kender den, er fra et centrum. Hvad enten dette centrum identificerer sig med samfundet eller med en filosofi, så er det stadig centrummet. Det der identificeres med, bliver til centrummet. Er du opmærksom på denne handling der altid pågår, eller er der øjeblikke hvor centrummet ikke er aktivt? Det sker – pludselig iagttager du, lever, føler uden et centrum. Og det er en fuldstændig anderledes dimension. Så begynder tanken at sige: ”Hvor var det dog vidunderligt, det ville jeg gerne fortsætte med.” Så bliver det til centrummet. Erindringen om noget som skete for nogle få sekunder siden, bliver til centrummet gennem tanke. Er vi opmærksomme på rummet som dette centrum skaber rundt om sig selv? – isolationen, modstanden, flugtvejene. Så længe der er et centrum, er der det rum som centrummet har skabt, og vi ønsker at udvide det rum, fordi vi føler at udvidelsen af rummet er nødvendigt for at leve stort. Men i denne ekspanderende bevidsthed er der altid centrummet, derfor er rummet altid begrænset, hvor udfoldet det end er. Iagttag det i dig selv, lyt ikke til mig, hold øje med det i dig selv, og du vil opdage disse ting meget simpelt. Og kampen i forhold mellem mennesker er mellem to centrummer: Hvert centrum ønsker at udvide sig, hævde sig, dominere – aberne på arbejde!

Så jeg ønsker at lære om dette. Sindet siger: ”Jeg ser det meget klart”; sindet lærer. Hvordan opstår det centrum? Er det resultatet af samfundet, af kulturen, eller er det et guddommeligt centrum – tilgiv mig at jeg bruger ordet ’guddommeligt’ – som altid har været tilsløret af samfundet, af kulturen? Hinduerne og andre kalder det Atman, den Store Ting indeni der altid dækkes til. Derfor må man frigøre sindet fra at blive dækket til, så den virkelige ting, den virkelige abe kan komme frem.

Centrummet er tydeligvis skabt af den kultur man lever i, af ens betingede erindringer og oplevelser, af fragmenteringen af én selv. Så det er ikke kun samfundet der skaber centrummet, men centrummet driver også sig selv fremad. Kan dette centrum gå ud over de grænser som det har skabt? Ved at gøre sig stille, ved at kontrollere sig selv, ved at meditere, ved at følge en eller anden, kan dette centrum da eksplodere og gå ud over sig selv? Det kan det helt klart ikke. Jo mere det tilpasser sig mønstret, jo stærkere bliver det, selv om det forestiller sig at det bliver frit. Oplysning er den tilstand, den sindets kvalitet hvori aben aldrig er virksom. Hvordan kan aben gøre ende på disse aktiviteter? Ikke gennem efterligning, ikke gennem tilpasning, ikke gennem at sige, ”En eller anden har nået oplysning, jeg vil opsøge ham og lære af ham” – alt det er abe-tricks.

Ser aben de puds den spiller sig selv ved at sige, ”Jeg er klar til at hjælpe, klar til at ændre samfundet, jeg bekymrer mig om sociale værdier og retskaffen opførsel og social retfærdighed.” Svar på det, hr.! Mener du ikke det er et puds den spiller sig selv? Det er så klart, der er ingen tvivl om det. Hvis du ikke er sikker, hr., så lad os venligst diskutere, lad os tale det igennem.

Spørger: Du taler somme tider som om det at hjælpe samfundet, at udføre socialt arbejde, var noget man gør for en anden. Men jeg har følelsen af at jeg er ikke forskellig fra samfundet, så at arbejde socialt er at arbejde for mig selv, det er den samme ting. Jeg skelner ikke.

Krishnamurti: men hvis du ikke skelner – jeg gør det ikke til noget personligt, hr. – så spørger jeg: Er centrummet der stadig?

Spørger: Det burde det ikke være.

Krishnamurti: Ikke ”burde ikke.” Så går vi ind i et helt andet område, ”burde, burde ikke, skal, skal ikke” – så bliver det teoretisk. Det virkelige faktum er at selv om jeg anerkender at ’mig’ og samfundet er ét, er centrummet, ’mig’et’, aben så stadig virksom?

Mit spørgsmål er: Jeg ser at så længe der er nogen som helst bevægelse fra abens side, så må den bevægelse føre til en eller anden form for fragmentering, illusion og kaos. For at udtrykke det mere enkelt: Dette centrum er selvet, det er selviskheden der altid er virksom. hvad enten jeg er gudfrygtig, hvad enten jeg bekymrer mig om samfundet og siger: ”Jeg er samfundet,” er dette centrum så virksomt? Hvis det er, så er det meningsløst.

Det næste spørgsmål er: Hvordan kan dette centrum svinde hen? Gennem beslutsomhed, gennem at praktisere, gennem forskellige former for neurotisk tvang, hengivenhed, identifikation? Alle sådanne bevægelser er stadig del af aben, derfor er bevidstheden inden for abens rækkevidde og rummet inden i denne bevidsthed er stadig inden for abens rækkevidde. Derfor er der ingen frihed.

Så sindet siger, ”Jeg ser dette meget klart,” ’ser’ i betydningen en sansning, som at se mikrofonen uden nogen fordømmelse, blot se den. Hvad sker der så? For at se, for at lytte til hvad som helst, må der være fuldstændig opmærksomhed*, må der ikke? Hvis jeg ønsker at forstå hvad du siger, må jeg give det al min opmærksomhed*. Er aben virksom i den opmærksomhed*? Find venligst ud af det.

Jeg ønsker at lytte til dig. Du siger noget vigtigt eller uvigtigt, og for at finde ud af hvad du siger, må jeg give det min opmærksomhed, hvilket betyder at mit sind, mit hjerte, min krop, mine nerver, alt må være i harmoni for at være opmærksom*. Sindet er ikke adskilt fra kroppen, hjertet er ikke adskilt fra sindet og så videre. Det må være et fuldstændigt harmonisk hele der er opmærksomt*. Det er opmærksomhed*. Er sindet opmærksomt* med en så fuldstændig opmærksomhed* på abens aktivitet? – ikke fordømme det, ikke sige, ”Dette er rigtigt eller forkert,” men blot iagttage abens tricks. I denne iagttagen er der ingen analyse. Dette er virkelig vigtigt, mine herrer, sæt tænderne i det! I det øjeblik sindet analyserer et af fragmenterne, er aben virksom. Så iagttager sindet på denne måde med en så fuldstændig opmærksomhed* på alle abens bevægelser? Hvad sker der når der er en så fuldstændig opmærksomhed*? Gør du det?

Ved du hvad det betyder at lægge mærke til*? Når du lytter fuldstændigt til den regn, er der ingen modstand imod den, der er ingen utålmodighed. Nuvel, når du lytter på den måde, er der så et centrum med aben der er virksom? Find ud af det, hr., vent ikke på at jeg fortæller dig det – find ud af det! Lytter du til taleren med fuldstændig opmærksomhed*? Hvilket betyder at du ikke fortolker hvad han siger, ikke er enig eller uenig, ikke sammenligner eller oversætter hvad han siger, så det passer ind i dit eget specielle sind. Når en hvilken som helst aktivitet af den slags foregår, så er der ingen opmærksomhed*. At lægge fuldstændigt mærke til*, betyder at sindet er fuldstændigt stille, så det kan lytte. Gør du det? Lytter du til taleren nu med den opmærksomhed*? Hvis du gør, er der så et centrum dér?

Spørger: Vi er passive.

Krishnamurti: Jeg er ligeglad med om du er passiv eller aktiv. Jeg sagde, hr., lytter du? Lytte betyder at være opmærksom*. Og arbejder aben i den opmærksomhed*? Sig ikke ja eller nej – find ud af det, lær om det. Og hvad er kvaliteten af den opmærksomhed hvori der ikke er noget centrum, hvori aben ikke laver tricks?

Spørger: Er det uden tanke?

Krishnamurti: Det ved jeg ikke, hr., omsæt det ikke til ord som ’uden tanke’, ’tomt’. Find ud af det, lær, hvilket betyder vedvarende opmærksomhed* – ikke en flygtig opmærksomhed* – for at finde ud af kvaliteten af det sind der er så fuldstændig opmærksomt*.

Spørger: I det øjeblik man siger at sindet ikke er der, så er det der.

Krishnamurti: Nej, hr. – når du siger det ikke er der til at kommunikere gennem ord, så er hukommelsen der. Men jeg spørger: Når De er så fuldstændigt opmærksom*, er der så et centrum? Hr., det er da enkelt!

Når du iagttager noget som er virkeligt morsomt, og som får dig til at le, er der så et centrum? Hvis der er noget som interesserer dig, og hvis du ikke vælger side og blot iagttager, er der så i den iagttagen et centrum som er aben? Hvis der ikke er noget centrum, så er spørgsmålet, kan denne opmærksomhed* strømme, bevæge sig – ikke kun ét øjeblik og så blive uopmærksom* – men strømme naturligt, let, uden anstrengelse? Anstrengelse implicerer, at aben, træder frem. Følger du med i alt dette?

Aben må træde til, hvis der er et eller andet funktionelt arbejde der skal udføres. Men udspringer denne virksomhed fra abens side af opmærksomhed*, eller er aben adskilt fra opmærksomhed*? At tage hen på kontoret og arbejde der, er det en bevægelse af opmærksomhed*, eller er det abens bevægelse som har taget over, aben som siger: ”Jeg må være bedre end de andre, jeg må tjene flere penge, jeg må arbejde hårdere, jeg må konkurrere, jeg må blive direktør?” hvad det nu er. Gå ind i det, hr. Hvad er det i dit liv? En bevægelse af opmærksomhed*, og derfor meget mere effektivt, meget mere levende? Eller er det aben der tager over? Svar på det, hr., for Dem selv. Hvis aben tager over og gør en eller anden form for fortræd – og aber gør fortræd - kan den fortræd så viskes ud uden at efterlade et mærke? Fortsæt, mine herrer, I ser ikke skønheden i alt dette.

I går sagde nogen noget til mig som ikke var sandt. Blev aben virksom og ønskede at sige, ”Du er en løgner”? Eller var det en bevægelse af den opmærksomhed*, hvori aben ikke er virksom? – så efterlader den udtalelse som ikke er sand, intet mærke. Når aben reagerer, så efterlader den et mærke. Så jeg spørger: Kan denne opmærksomhed* strømme? Ikke ”hvordan kan jeg have vedvarende opmærksomhed*,” fordi så er det aben der spørger. Men når der er en bevægelse af opmærksomhed* hele tiden, så bevæger sindet sig blot med den.

Du må svare på det. Det er virkelig et ekstraordinært vigtigt spørgsmål. Vi kender kun abens bevægelse, og kun lejlighedsvis har vi den opmærksomhed* hvori aben ikke viser sig overhovedet. Så siger aben: ”Jeg ønsker denne opmærksomhed*.” Så tager den til Japan for at meditere, eller til Indien for at sidde ved en eller andens fødder, og så videre.

Vi spørger: Er denne bevægelse af opmærksomhed* fuldstændig uden forbindelse med bevidsthed som vi kender den? Det er den tydeligvis. Kan denne opmærksomhed* som en bevægelse, strømme som alle bevægelser må strømme? Og når aben bliver aktiv, kan aben så selv blive opmærksom på [aware] at den er aktiv, og så ikke gribe ind i strømmen af opmærksomhed*?

En eller anden fornærmede mig i går, og aben var vågen for at svare, og fordi den er blevet opmærksom [aware] på sig selv og alle implikationerne i abe-tricks, så bliver den stille og lader opmærksomheden* strømme. Ikke, ”hvordan opretholder man strømmen” – det er virkelig vigtigt – i det øjeblik du siger ”Jeg må opretholde det,” så er det abens aktivitet. Så aben ved hvornår den er aktiv og følsomheden i dens opmærksomhed [awareness] gør den straks stille.

Spørger: I denne bevægelse af opmærksomhed* er der ingen selv-interesse, derfor er der ingen modstand, intet spild af energi.

Krishnamurti: Hr., opmærksomhed* betyder højden af energi, gør det ikke? I opmærksomhed er al energien der, og ikke fragmenteret. I det øjeblik den er fragmenteret, og handling finder sted, så er aben på arbejde, Og når aben som også lærer, er blevet følsom, er blevet opmærksom [aware], så indser den spildet af energi og bliver derfor naturligt stille. Det er ikke ’aben’ og ’opmærksomhed’*, det er ikke en opdeling mellem aben og opmærksomhed*. Hvis der er en opdeling, så bliver opmærksomheden* til det ’højere selv’, du kender alle de tricks aben har opfundet – men opmærksomhed* er en fuldstændig bevægelse, den er en fuldstændig handling, ikke i modsætning til opmærksomhed*. Uheldigvis har aben også sit eget liv og vågner op.

Nuvel, når der intet centrum er, når opmærksomheden* er på sit fuldstændige højdepunkt, vil du så fortælle mig hvad der er? Hvad er der sket med sindet der er så yderst opmærksomt*, med ikke en millimeter af spildt energi. Hvad sker der? Kom nu, mine herrer – jeg taler hele tiden!

Spørger: Der er fuldstændig stilhed. Der er ingen selv-identifikation …

Krishnamurti: Ingen abe-tricks! Hvad er der sket? Ikke kun med intellektet, med hjernen, men med kroppen. Jeg har talt, men du lærer ikke! Hvis taleren ikke kommer mere, hvis han dør, hvad vil der så ske? Hvordan vil du lære? Vil du lære fra en eller anden yogi? Nej, hr., lær derfor nu! Hvad er der sket med et sind der er blevet så yderst opmærksomt*, hvori al energien er der, hvad er der sket med kvaliteten af intellektet?

Spørger: Det ser.

Krishnamurti: Nej, du ved det ikke! Lad venligst være med at gætte.

Spørger: Det er fuldstændigt stille.

Krishnamurti: Se, hr., hjernen som har været virksom, som har arbejdet, som har opfundet aben – bliver denne hjerne ikke ekstraordinært følsom? Hvis du ikke ved det, så vær så venlig ikke at gætte. Og hvad med din krop, når du har så enorm energi, uspoleret, ikke spildt, hvad er der sket med hele organismen, med hele det menneskelige væsens struktur? Det er hvad jeg spørger om.

Spørger: Det vågner op og bliver levende, det lærer …

Krishnamurti: Nej, hr., det er blevet levende for at lære, ellers kan du ikke lære. Hvis du sover og siger, ”Jeg tror på mine fordomme, jeg synes om mine fordomme, min betingning er vidunderlig” – så sover du, du er ikke vågen. Men i det øjeblik du betvivler, begynder at lære, så begynder du at blive levende. Det er ikke mit spørgsmål. Hvad er der sket med kroppen, med hjernen?

Spørgeren: der er fuldstændigt samspil, der er ingen opdeling, men fuldstændig opmærksomhed*.

Krishnamurti: Hr., hvis du ikke spilder energi på at fjumre, hvad er der så sket med hjernens maskineri som er en rent mekanisk ting?

Spørger: Den er levende.

Krishnamurti: Vær så venlig, hr. – iagttag dig selv. Læg mærke til et eller andet så fuldstændigt med dit hjerte, med din krop, med dit sind, med alt i dig, med enhver partikel, enhver celle, og se hvad der sker.

Spørger: På det tidspunkt eksisterer du ikke.

Krishnamurti: Ja, hr. Men hvad er der sket med hjernen, ikke med dig? Jeg er enig i at centrummet ikke eksisterer, men kroppen er der, hjernen er der, hvad er der sket med hjernen?

Spørger: Den hviler, den regenerer.

Krishnamurti: Hvad er hjernens funktion?

Spørger: Orden.

Krishnamurti: Gentag ikke efter mig, for Guds skyld!

Hvad er hjernen? Den har udviklet sig i tid, den er opbevaringsstedet for hukommelse, den er stof, den er yderst aktiv, den genkender, beskytter, modstår, tænker, tænker ikke, er bange, søger sikkerhed og er alligevel usikker, det er denne hjerne med alle dens erindringer – ikke kun gårsdagens erindringer, men århundreders erindringer, racens erindringer, familiens erindringer, traditionen – hele indholdet er der. Nuvel, hvad er der sket med denne hjerne, når der er denne ekstraordinære opmærksomhed*?

Spørger: Den er ny …

Krishnamurti: Jeg ønsker ikke at være uforskammmet, men er din hjerne ny? Eller er det blot et ord du siger? Hvad er der sket med denne hjerne der er blevet så mekanisk. Sig ikke den er blevet ikke-mekanisk. Hjernen er udelukkende mekanisk, den reagerer ifølge dens betingning, dens baggrund, frygt, nydelse og så videre. Hvad er der sket med denne mekaniske hjerne, når der ikke er noget spild af energi overhovedet?

Spørger: Den er ved at blive kreativ …

Krishnamurti: Vi gemmer det til i morgen.

Saanen 8. august 1970

(J. Krishnamurti: The Impossible Question. Victor Gollancz Ltd, Great Britain 1972. Part Two, Dialogues, Chapter 6)