Spørger: Hvem er du?
Krishnamurti: Er det et vigtigt spørgsmål? Eller ville du sige, ”Hvem er jeg?” – ikke hvem er du, men hvem er jeg? Og hvis jeg fortæller dig hvem jeg er, hvilken rolle spiller det så? Det ville være ud af nysgerrighed, ville det ikke? Det er som at læse en menu i vinduet, du er nødt til at gå ind i restauranten og spise maden. Men blot at stå udenfor og læse menuen, vil ikke stille din sult. Så at fortælle dig hvem jeg er, er virkelig helt meningsløst. For det første, jeg er ingen. Ikke sandt? Det er alt. Det er så simpelt som det. Jeg er ingen. Men hvad der er vigtigt er: Hvem er du, hvad er du? Når man spørger om hvem du er, så er det underforstået i det spørgsmål at du er noget meget stort, og derfor vil jeg efterligne dig: Måden du går på, måden du taler på, måden du børster dine tænder på, eller hvad det nu er. (Latter) Jeg vil efterligne dig, hvilket er del af vores mønster. Forstår du? Der er helten, eller manden der er oplyst, eller guruen, og du siger ”Jeg vil kopiere alt hvad du gør” – hvilket bliver så absurd tåbeligt. Forstår du? Hvor barnligt det er at efterligne nogen? Og er vi ikke resultatet af en masse efterligning? Religionerne har sagt – de bruger ikke ordet efterligne – men opgiv dig selv, overgiv dig, følg mig, jeg er dét, tilbed. Ikke sandt? Du er alt det. I skolen efterligner du. At tilegne sig viden er en form for efterligning, og der er selvfølgelig moden – kort kjole, lang kjole, kort hår, langt hår, skæg, ikke skæg – efterligne, efterligne, efterligne. Og vi efterligne også indvendigt, så vi kender det alle.
Men at finde ud af hvem du er, hvem du er, ikke hvem taleren er, er langt vigtigere, og for at finde ud af hvem du er, er du nødt til at undersøge. Du er menneskehedens historie. Hvis du virkelig ser det, så giver det dig enorm vitalitet, energi, skønhed, kærlighed, fordi det så ikke længere er en lille entitet der kæmper i et hjørne af verden. Du er del af hele denne menneskehed. Der er et enormt ansvar, en enorm vitalitet, skønhed, kærlighed i det. Men de fleste af os vil ikke se det, fordi de fleste af os bekymrer os om os selv, om vores særlige lille problem, særlige lille sorg og så videre. Og at træde ud af denne snævre cirkel synes næsten umuligt, fordi vi er så betingede, så programmerede, som computerne, så vi ikke kan lære noget nyt. Computeren kan, men vi kan ikke. Se tragedien i det. Den maskine vi har skabt, computeren, kan lære meget hurtigere og uendeligt mere end jeg kan, end hjernen kan, og hjernen har opfundet dén, computeren, som er blevet til en ultra intelligent maskine, ikke sandt? Medens vores hjerner er sløve, langsomme, triste, fordi vi har efterlignet, vi har adlydt, vi har fulgt. Der er guruen, der er præsten, der er ritualet – kan du følge det? Og når du gør oprør, som de revolutionære og terroristerne gør, så er det stadig meget overfladisk – at ændre det politiske mønster i det såkaldte samfund. Samfundet er slet og ret forholdet mellem folk, og vi taler om en revolution hvor der ikke, i dybden, er efterligning. Du går med bukser fordi du er i det her land, og i Indien går du i noget andet tøj, det er ikke at efterligne, det er uden betydning, blot barnligt. Men indvendigt, ikke en eneste følelse af efterligning. Der er efterligning, når der er sammenligning. For at et sind kan være fuldstændigt fri af sammenligning, må det iagttage hele den historie der er indlejret i dig.