Lærens essens

Af Frank Fog

Oversættelse og redigering: Kirsten Kincaid og Karsten Lieberkind

Krishnamurti skrev den 21. oktober 1980 en slags koncentrat af sin lære, også kaldet The Core of the Teachings, eller 'Essensen af Læren'. Denne tekst, som gengives her i ny dansk oversættelse, kan man kopiere og distribuere som man vil, blot teksten forbliver uforkortet og uredigeret. Teksten har følgende ordlyd:

ESSENSEN AF KRISHNAMURTIS LÆRE er indeholdt i den erklæring, han fremsatte i 1929, hvor han sagde: ”Sandheden er et land uden veje.” Man finder ikke sandheden gennem nogen organisation, nogen tro, noget dogme, nogen præst eller noget ritual, og heller ikke gennem filosofisk viden eller psykologiske metoder. Man finder den kun ved at se sig selv afspejlet i sine personlige relationer, ved at forstå sit eget sinds indhold, ved at iagttage, og ikke gennem intellektuel analyse eller minutiøs selvransagelse. Mennesket har, for at beskytte sig selv, skabt billeder – religiøse, politiske såvel som personlige. De manifesterer sig som symboler, idéer og overbevisninger. Disse billeder tynger mennesket og dominerer dets tænkning, personlige relationer og daglige liv. De er årsag til vores problemer, for de skaber afstand mellem mennesker. Menneskets opfattelse af livet formes af de begreber, der allerede er etableret i sindet. Indholdet af menneskets bevidsthed er hele dets eksistens. Dette indhold er fælles for hele menneskeheden. Individualitet er blot navn og form og de overfladiske kulturtræk, man får fra traditioner og omgivelser. Det enestående ved mennesket ligger ikke i disse overfladiske træk, men i den fuldstændige frihed fra bevidsthedens indhold, som er fælles for hele menneskeheden. Mennesket er derfor ikke et individ.

 

Frihed er ikke en reaktion. Frihed er ikke valgfrihed. Mennesket foregiver at være frit, fordi det kan vælge frit. Frihed er ren iagttagelse, uden retning eller mål, uden frygt for straf eller belønning. Frihed har ikke noget motiv. Frihed er ikke det sidste, men det første trin i menneskets udvikling. Gennem iagttagelse opdager man efterhånden, at der ikke er nogen frihed. Frihed findes i den ikke-vælgende opmærksomhed på vores daglige liv og gerning.

 

Tanken er tid. Tanken fødes af erfaring og viden, som er uadskillelige fra tiden og fortiden. Tiden er, i sin psykologiske form, vores værste modstander. Vores handlinger er baseret på viden og derfor på tid, så vi er altid slaver af fortiden. Tanken er altid begrænset, og derfor lever vi i konstant konflikt og kamp. Der findes ingen psykologisk udvikling.

 

Når man bliver opmærksom på sin egen tankestrøm, vil man se, at der er et skel mellem tænkeren og tanken, iagttageren og det iagttagne, den, der oplever og oplevelsen. Man vil opdage, at dette skel er en illusion. Først da er der ren iagttagelse, som er indsigt, uden skyggen af fortid eller tid. Denne tidløse indsigt fører til en dyb og gennemgribende forvandling i sindet.

 

Den fuldstændige negation er essensen af det positive. Kun gennem negation af alt, hvad tanken i psykologisk forstand har skabt, bliver kærligheden til – den kærlighed, som er medfølelse og intelligens.

Denne tekst er et citat fra bogen : J. Krishnamurti: At være menneske, Aschehoug 2004.

Copyright (c)1980 Krishnamurti Foundation of America(tm)

P.O. Box 1560, Ojai, California 93024-1560, USA

Krishnamurti Foundation of America(tm), founded in 1969 by J. Krishnamurti

I andet bind af sin biografi om Krishnamurti skriver Mary Lutyens om The Core of the Teachings:

Fra Delhi tog K til Rajghat hvor han ved slutningen af én af hans taler blev bedt om at definere hans egen lære: ”Vi har nu lyttet til dig igennem 25 år eller 30 år. I en vis forstand ville mange af os kunne fylde et vist indhold til hele dette område af selv-kendskab og sige hvad det er, men jeg vil alligevel godt stille dig ét spørgsmål: Hvad er læren? K svarede overrasket ”spørger I mig? Spørger I mig om hvad læren er? Jeg véd det ikke selv. Jeg kan ikke udtrykke det i nogle få ord, kan jeg vel? Jeg mener at ideen om læreren og det der bliver lært er grundlæggende forkert – det er det i hvert fald for mig. Jeg mener det er et spørgsmål om at dele snarere end om at blive undervist.

Da jeg ønskede at stille K det samme spørgsmål mens jeg skrev på andet bind af hans biografi, udfærdigede jeg en kort udtalelse der begyndte således: ”Den revolutionære kerne i Krishnamurti´s lære …” og sendte det til ham til godkendelse. Som jeg havde håbet på, så omskrev han det fuldstændigt, men bibeholdt det ene ord ’kerne’. Nedenfor er hvad han skrev:

Her følger så The Core of the Teachings, hvorefter Lutyens slutter af:

Jeg havde ønsket en kort udtalelse, men indså – som K selv havde sagt – at hans lære ikke kunne udtrykkes i nogle få ord.

Mary Lutyens: Krishnamurti: The Years of Fulfilment, 1983, s. 203-204. Mary Lutyens: The Life and Death of Krishnamurti. A Biography by Mary Lutyens, 1990, s.149-150.