Krishnamurti´s Notesbog 18/6 – 9/7 1961

Af Frank Fog

Forord af Mary Lutyens

* Efter Krishnamurti´s Notesbog blev udgivet fandt Mary Lutyens ud af at Krishnamurti førte en dagbog fra september 1973 til april 1975; den blev udgivet som Krishnamurti´s Journal i 1982, og i 1983 lavede han en unik ”notesbog” ved at indtale til en båndoptager, mens han sad alene om morgenen. Den blev udgivet i 1987 som Krishnamurti to Himself.

Fra bagsiden af Full Text udgaven:

Jeg skrev den [Krishnamurti´s Notesbog] som en dagbog mens jeg rejste ... men jeg skrev den ikke for at offentliggøre den. Jeg beskriver hvad jeg kalder processen – min følelse af at være uden for den almindelige verden, at være fuldstændig fredfyldt og fri for konflikt. Det sker kun fra tid til anden, og det er tydeligvis umuligt at beskrive for nogen der ikke har oplevet det. Men jeg har forsøgt at formulere den faktiske smerte og følelse der hører sammen med forøget bevidsthed i ord. Det er ikke ment som noget romantisk: Hvis man fører en bestemt type af disciplineret, stille liv frigør man en slags energi – det er et videnskabeligt faktum – og det påvirker den ikke-mekaniske del af ens hjerne, så man træder ind i en ny dimension. Den fysiske organisme er ude af stand til at komme i berøring med det, og derfor får man smerter. Jeg antyder ikke at alle burde prøve at opnå det, men det kunne være af interesse for de der har fulgt mine tanker og ideer at vide hvad der sker på et mere personligt plan.

J. Krishnamurti [interview med The Guardian] 

KRISHNAMURTI'S NOTESBOG, DEL 1

OJAI, KALIFORNIEN, 20. JUNI TIL 9. JULI 1961

18 juni [1961 New York]

Om aftenen var det der: Pludselig var det der, det fyldte værelset, og en stor følelse af skønhed, kraft og blidhed. Andre bemærkede det.

19.

Hele natten var det der, når jeg vågnede op. Det var slemt med hovedet, da vi tog til flyet [for at rejse til Los Angeles] – renselsen af hjernen er nødvendig.

 

Hjernen er centrum for alle sanserne; jo mere sanserne er årvågne og sensitive, jo skarpere er hjernen; den er centrum for erindring, fortiden; den er opbevaringsstedet for oplevelse og viden, tradition. Så den er begrænset, betinget. Dens aktiviteter er planlagte, udtænkte, overvejede, men den fungerer med begrænsning, i rum-tid. Så den kan ikke formulere eller forstå det som er det totale, helheden, det fuldstændige. Det fuldstændige, helheden er sindet; det er tomt, fuldstændig tomt, og på grund af denne tomhed eksisterer hjernen i rum-tid. Kun når hjernen har renset sig selv for dens betingning, grådighed, misundelse, ambition, kun da kan den begribe det som er fuldstændigt. Kærlighed er denne fuldstændighed.

20.

I bilen på vej til Ojai* begyndte det igen, presset og følelsen af uhyre umådelighed. Man oplevede ikke denne umådelighed; den var der blot; der var ikke noget centrum, hvorfra eller hvori oplevelsen fandt sted. Alt, bilerne, menneskene, plakaterne var overraskende klare, og farve var smertefuldt intens. I over en time var det der, og det var meget slemt med hovedet, smerten gik ret igennem hovedet.

 

Hjernen kan og må udvikle sig; dens udvikling vil altid være ud fra en årsag, en reaktion, fra vold til ikke-vold og så videre. Hjernen har udviklet sig fra den primitive tilstand og hvor kultiveret, intelligent teknisk den end er, vil den altid være inden for begrænsningerne af rum-tid.

 

Anonymitet er ydmyghed; den ligger ikke i forandringen af navn, klæder eller i identifikationen med det der kan være anonymt, et ideal, en heroisk handling, landet og så videre. Anonymitet er en handling fra hjernen, den bevidste anonymitet; der er en anonymitet der kommer med opmærksomheden om det fuldstændige. Det fuldstændige er aldrig inden for hjernens eller ideens område.

* Ojai Valley cirka 130 kilometer nord for Los Angeles.

21.

Vågnede op omkring to, og der var et besynderligt pres, og smerten var mere akut, mere i midten af hovedet. Det varede over en time, og man vågnede flere gange med intensiteten fra presset. Hver gang var der stor, udvidende ekstase; denne fryd fortsatte. – Igen da man sad i tandlægens stol og ventede, begyndte presset pludselig. Hjernen blev meget stille; skælvende, fuldstændigt levende; alle sanser var årvågne; øjnene så bien på vinduet, edderkoppen, fuglene og de violette bjerge i det fjerne. De så, men hjernen registrerede dem ikke. Man kunne føle den skælvende hjerne, noget kolossalt levende, dirrende og således ikke blot registrerende. Presset og smerten var stor, og kroppen må være døset hen.

 

Selv-kritisk opmærksomhed er essentiel. Fantasi og illusion forvrænger klar iagttagelse. Illusion vil altid være der, så længe trangen til fortsættelsen af nydelse og undgåelsen af smerte er der; kravet på disse oplevelser som er nydelsesfulde at forstsætte med eller huske på; undgåelsen af smerte, lidelse. De afføder begge illusion. For at viske illusion fuldstændig bort, må nydelse og sorg forstås, ikke gennem kontrol eller sublimering, identifikation eller benægtelse.

 

Kun når hjernen er stille, kan der være ret iagttagelse. Kan hjernen nogen sinde være stille? Den kan, når hjernen der er yderst sensitiv, er negativt opmærksom uden forvrængningens styrke. Hele eftermiddagen var presset der.

22.

 

Vågnede op midt om natten, og der var oplevelsen af en ekspanderende sindstilstand hinsides ethvert mål; sindet selv var denne tilstand. ”Sansningen” af denne tilstand var tømt for al følelse, al emotion, men den var meget faktuel, meget virkelig. Denne tilstand fortsatte en anseelig tid. – Hele morgenen har presset og smerten været akut.

 

Ødelæggelse er essentiel. Ikke af bygninger og ting, men af alle de psykologiske mekanismer og forsvar, guder, overbevisninger, afhængighed af præster, oplevelser, viden og så videre. Uden at ødelægge alle disse, kan der ikke være skabelse. Det er kun i frihed at skabelse kan opstå. En anden kan ikke ødelægge disse forsvar for dig; du må negere gennem din egen selv-vidende opmærksomhed. Revolution, social, økonomisk, kan kun ændre ydre tilstande og ting i voksende eller indsnævrende cirkler, men det vil altid være inden for tankens begrænsede område. For en total revolution må hjernen give afkald på alle dens indre, hemmelige mekanismer af autoritet, misundelse, frygt og så videre.

 

Styrken og skønheden i et sart blad er dets sårbarhed over for ødelæggelse. Som et græsstrå der kommer op gennem asfalten, har det den kraft der kan modstå tilfældig død.

23.

Skabelse er aldrig i hænderne på individet. Den ophører fuldstændigt, når individet med dets evner, talenter, teknikker og så videre bliver dominerende. Skabelse er bevægelsen af helhedens essens som ikke kan kendes; den er aldrig delens udtryk.

 

Lige som man var ved at gå i seng, var fylden fra il L* der. Det var ikke kun i værelset, men syntes at dække jorden fra horisont til horisont. Det var en velsignelse.

 

Presset med dets ejendommelige smerte var der hele morgenen. Og det forstætter om eftermiddagen.

 

Da man sad i tandlægens stol, så man ud af vinduet, så forbi hækken, TV antennen, telegraf masten, på de purpurfarvede bjerge. Man så ikke kun med øjnene, men med hele ens hoved som fra bagsiden ag hovedet med hele ens væsen. Det var en mærkelig oplevelse. Der var ikke noget centrum horfra iagttagelsen fandt sted. Farverne og skønheden og bjergenes linjer var intense.

 

Enhver af tankens drejninger må forstås, for al tanke er reaktion, og enhver reaktion fra dette kan kun forøge forvirring og konflikt.

 * Et hus oven for  Firenze hvor han boede i april.
 

24.

Presset og smerten var der hele dagen i går, det er alt sammen ved at blive temmelig svært. I det øjeblik man er alene, begynder det. Og begær efter dets fortsættelse, enhver skuffelse hvis det ikke fortsætter, findes ikke. Det er der simpelthen, hvad enten man ønsker det eller ej. Det er hinsides al fornuft og tanke.

 

At gøre noget for dets egen skyld synes temmelig svært og næsten uønsket. Sociale værdier er baserede på at gøre noget for noget andets skyld. Det bidrager til gold eksistens, et liv der aldrig er komplet, fuldt. Det er en af grundene til utilfredshedens nedbrydning.

 

At være tilfreds er grimt, men at være misfornøjet afføder had. At være dydig for at opnå himlen eller de respektables, samfundets anerkendelse gør livet til en gold mark der er blevet pløjet igen og igen, men aldrig er blevet sået. Denne aktivitet, at gøre noget for noget andets skyld er essentielt en indviklet serie af flugtveje, flugtveje fra en selv, fra det som er.

 

Uden at opleve essensen er der ingen skønhed. Skønhed er ikke blot i de ydre ting eller i indre tanker, følelser og ideer, der er skønhed hinsides denne tanke og følelse. Det er denne essens der er skønhed. Men denne skønhed har ingen modsætning. Presset fortsætter og trykket er nederst i hovedet, og det er smertefuldt.

25.

Vågnede midt om natten og konstaterede at kroppen var fuldstændig stille, strakt ud på ryggen, uden bevægelse; denne stilling må have været opretholdt nogen tid. Presset og smerten var der. Hjernen og sindet var intenst stille. Der var ingen adskillelse mellem dem. Der var en mærkelig, stille intensitet, som to store dynamoer der arbejdede med stor hastighed; der var en ejendommelig spænding hvori der ikke var noget tryk. Der var en følelse af umådelighed omkring det hele og en kraft uden retning og årsag og således ikke nogen brutalitet og hensynsløshed. Og det fortsatte om morgenen. Gennem det sidste år eller sådan vågnede man op for at opleve i vågen tilstand, hvad der var foregået mens man sov, visse tilstande af væren. Det er som om man vågnede blot for at hjernen kunne registrere hvad der skete. Men mærkeligt nok ville den særlige oplevelse svinde bort ret hurtigt. Hjernen gemte det ikke væk i hukommelsens optegnelser.

 

Der er kun ødelæggelse og ingen forandring. For al forandring er en modificeret fortsættelse af det som har været. Alle sociale, økonomiske revolutioner er reaktioner, en modificeret fortsættelse af det som har været. Denne forandring ødelægger ikke på nogen måde den egocentriske aktiviteters rødder. Ødelæggelse, i den betydning vi bruger ordet, har intet motiv; den har intet formål der indebærer handling for et resultats skyld. Ødelæggelsen af misundelse er total og fuldstændig; den indebærer friheden fra undertrykkelse, kontrol, og uden noget motiv overhovedet. Denne fuldstændige ødelæggelse er mulig; den ligger i at se misundelsens totale struktur. Denne seen er ikke i rum-tid, men er øjeblikkelig.

26.

Presset og trykket fra det var der, meget stærkt, i går eftermiddags og her til morgen. Blot var der en vis forandring; presset og trykket kom fra bag i hovedet, gennem ganen til toppen af hovedet. En mærkelig intensitet fortsætter. Man behøver blot være stille for at det begynder.

 

Kontrol i enhver form er skadelig for total forståelse. En disciplineret tilværelse er et liv af tilpasning; i tilpasning er der ingen frihed fra frygt. Vane ødelægger frihed; tankens vane, vanen at drikke og så videre bidrager til et overfladisk og sløvt liv. Organiseret religion med dens overbevisninger, dogmer og ritualer fornægter den åbne adgang ind i sindets umådelighed. Det er denne adgang der enser hjernen for rum-tid. Renset kan hjernen så tage sig af rum-tid.

27.

Den tilstedeværelse der var i il L, var der, den ventede tålmodigt, mildt, med stor blidhed. Det var som lynet en mørk nat, men det var der, gennemtrængende, lyksaligt.

 

Der sker noget mærkeligt med den fysiske organisme. Man kan ikke nøjagtigt sætte ens finger på det, men der er en ”mærkelig” insisteren, fremstød; det er på ingen måde selvskabt, affødt af fantasi. Det er håndgribeligt, når man er stille, alene, under et træ eller i et værelse; det er der yderst indtrængende, mens man er ved at falde i søvn. Det er der, mens dette skrives, presset og trykket med dets velkendte smerte.

 

Formulering og ord om alt dette synes så nyttesløse; ord, hvor præcise de end er, hvor klar beskrivelsen end er, formidler ikke det virkelige. Der er en stor og uudsigelig skønhed i alt dette.

 

Der er kun én bevægelse i livet, den ydre og den indre; denne bevægelse er udelelig, selv om den er opdelt. Idet den er opdelt, følger de fleste den ydre bevægelse af viden, ideer, overbevisninger, autoritet, sikkerhed, velstand og så videre. Som reaktion på dette følger man det såkaldte indre liv med dets visioner, håb, aspirationer, hemmeligheder, konflikter, fortvivlelse. Da denne bevægelse er en reaktion, er den i konflikt med den ydre. Så der er modsætning med dens smerte, ængstelse og frygt.

 

Der er kun én bevægelse som er den ydre og den indre. Med forståelsen af det ydre, begynder den indre bevægelse, ikke i opposition eller i modsætning. Da konflikt er elimineret, bliver hjernen, skønt yderst sensitiv og årvågen, stille. Så har kun den indre bevægelse gyldighed og betydning. Ud af denne bevægelse er der gavmildhed og medfølelse som ikke er resultatet af fornuft og målbevidst selvfornægtelse. Blomsten er stærk i sin skønhed, fordi den kan glemmes, tilsidesættes eller ødelægges.

 

Den ambitiøse kender ikke skønhed. Følelsen af essens er skønhed.

28.

Vågnede midt om natten råbende og stønnende; presset og trykket med dets mærkelige smerte var intens. Det må være foregået i noget tid, og det fortsatte i nogen tid efter man vågnede. Råberiet og stønneriet sker ret ofte. De sker ikke på grund af dårlig fordøjelse. Da man sad i tandlægens stol og ventede, begyndte det alt sammen igen og det fortsætter om eftermiddagen, mens dette skrives. Det er mere mærkbart, når man er alene eller på et smukt sted eller endda i en snavset, larmende gade.

 

Det som er helligt har ingen attributter. En sten i et tempel, et billede i en kirke, et symbol er ikke helligt. Mennesket kalder dem hellige, noget helligt at tilbede ud af komplicerede tilskyndelser, frygt og længsler. Denne ”hellighed” er stadig inden for tankens område; den er bygget op af tanken, og i tanken er der intet nyt eller helligt. Tanken kan sætte det indviklede i systemer, dogmer, overbevisninger sammen, og de billeder, symboler den projicerer er ikke mere hellige end tegningerne til et hus eller designet til en ny flyvemaskine. Alt dette er inden for tankens grænser, og der er intet helligt eller mystisk ved det. Tanken er stof, og den kan laves om til hvad som helst, grimt-smukt.

 

Men der er en hellighed som ikke er af tanken, ej heller af en følelse der vækkes til live af tanken. Den er ikke genkendelig for tanken, ej heller kan den udnyttes af tanken. Tanken kan ikke formulere den. Men der er en hellighed, uberørt af noget symbol eller ord. Den kan ikke kommunikeres. Den er et faktum.

 

Et faktum må ses og denne seen er ikke gennem ordet. Når et faktum fortolkes, ophører det med at være et faktum; det bliver til noget fuldstændigt anderledes. At se er af den højeste vigtighed. Denne seen er ud over tid-rum; den er umiddelbar, øjeblikkelig. Og det som er set, er aldrig det samme igen. Der er intet igen eller i mellemtiden.

 

Denne hellighed har ingen tilbeder, iagttageren der mediterer på det. Det er ikke på markedspladsen til at blive købt eller solgt. Som skønhed kan det ikke ses gennem sin modsætning, for det har ingen modsætning. Det nærvær er her, det fylder værelset, løber ud over højene, hinsides vandene, dækker jorden.

29.

Presset og trykket fra dyb smerte er der; det er som om en operation var i gang dybt inde. Det frembringes ikke gennem ens egen villen, hvor subtilt det end er. Man har med vilje og igennem noget tid gået ind i det, dybt. Man har forsøgt at fremkalde det; forsøgt at tilrettelægge forskellige ydre betingelser, at være alene og så videre. Så sker der intet. Alt dette er ikke noget nyligt.

 

Kærlighed er ikke tilknytning. Kærlighed frembringer ikke sorg. Kærlighed har ingen fortvivlelse eller håb. Kærlighed kan ikke gøres respektabel, til del af det sociale system. Når den ikke er der, begynder alle former for kvaler. At eje og være ejet anses for en form for kærlighed. Denne trang til at eje, en person eller ejendom, er ikke kun krav fra samfundet og omstændigheder, men udspringer fra en meget dybere kilde. Den kommer fra ensomhedens dybder. Hver enkelt forsøger at fylde denne ensomhed på forskellige måder, druk, organiseret religion, overbevisning, en eller anden slags aktivitet og så videre. Alle disse er flugtveje, men den er der stadig. At forpligtige sig til en eller anden organisation, en eller anden overbevisning eller handling er at være ejet af dem, negativt; og det positive er at eje. Det negative og positive ejerskab er at gøre godt, at ændre verden og såkaldt kærlighed. At kontrollere en anden, at forme en anden i kærlighedens navn er trangen til at eje; trangen til at finde tryghed, sikkerhed i en anden og trøst. At glemme sig selv gennem en anden, gennem en eller anden aktivitet bidrager til tilknytning. Fra denne tilknytning er der sorg og fortvivlelse, og fra det er der reaktionen, ikke at være tilknyttet. Og fra denne modsætning mellem tilknytning og ikke tilknytning opstår der konflikt og frustration.

 

Der er ingen flugt fra ensomhed; den er et faktum og flugt fra fakta afføder forvirring og sorg.

 

Men ikke at eje noget er en usædvanlig tilstand, ikke at eje selv en idé, for ikke at tale om en person eller en ting. Når ideer, tanke slår rod, er den allerede blevet til en besiddelse, og så begynder krigen for at være fri. Og denne frihed er slet ikke frihed; den er kun en reaktion. Reaktioner slår rod og vores liv er den jordbund hvori rødder har groet. At skære alle røderrne over, en for en, er en psykologisk absurditet. Det kan ikke gøres. Kun faktummet, ensomhed, må ses, og så fortoner alle andre ting sig.

30.

I går eftermiddags var det temmelig slemt, næsten uudholdeligt; det fortsatte i flere timer. Da man var ude at gå, omringet af disse violette, nøgne, klippefyldte bjerge var der pludselig aleneværen. Fuldstændig aleneværen.

 

Overalt var der aleneværen; den havde stor, uudgrundelig rigdom; den havde den skønhed som er hinsides tanke og følelse. Den var ikke stille; den var levende, bevægede sig, fyldte hver krog og hvert hjørne. Den høje, klippefyldte bjergtop glødede fra solen på vej ned, og selve det lys og den farve fyldte himlene med aleneværen.

 

Den var enestående alene, ikke isoleret, men alene, som en regndråbe der indeholdt alle jordens vande. Den var hverken munter eller bedrøvet, men alene. Den havde ingen kvalitet, form eller farve; disse ville gøre den til noget genkendeligt, målbart. Den kom som et glimt og satte frø. Den spirede ikke, men den var der i sin helhed. Der var ingen tid til at modne; tid har rødder i fortiden. Dette var en rodløs, årsagsløs tilstand. Så det er totalt ”nyt,” en tilstand der ikke har været og aldrig vil være, for den er levende.

 

Isolation er kendt og det samme er ensomhed; de er genkendelige, for de er ofte blevet oplevet, faktisk eller i fantasien. Selve bekendtheden med disse afføder en vis selvretfærdig foragt og frygt, hvorfra kynisme og guder opstår. Men selv-isolation og ensomhed fører ikke til alenværen; man må blive færdig med dem, ikke for at opnå noget, men de må dø naturligt som en mild blomsts bortvisnen. Modstand afføder frygt, men også accept. Hjernen må vaske sig selv ren for alle disse udspekulerede mekanismer.

 

Uforbundet med alle disse den selv-besmittede bevidstheds forvridninger og drejninger, fuldstændig anderledes er denne umådelige aleneværen. I den sker al skabelse. Skabelse ødelægger, og således er den altid det ukendte. Hele aftenen i går var denne aleneværen og er der, og da man vågnede midt om natten, holdt den liv i sig selv.

 

Presset og trykket fortsætter, tiltagende og aftagende i vedvarende bølger. Det er temmelig slemt i dag, om eftermiddagen.

1. juli

Det er som om alt stod stille. Der er ingen bevægelse, intet der rører på sig, fuldstændig tomhed for al tanke, for al seen. Der er ingen fortolker til at oversætte, iagttage, censurere. En grænseløs umådelighed der er fuldstændig stille og tavs. Der er intet rum, ingen tid til at dække det rum. Begyndelsen og enden er her, for alle ting. Der er virkelig intet der kan siges om det.

 

Presset og trykket var der hele dagen; kun nu er de blevet stærkere.

2.

Det der skete i går, den grænseløst stille umådelighed, var der hele aftenen, selv om der var mennesker og almindelig tale. Det Det var der hele natten; det var der om morgenen. Selv om der var temmelig overdreven, emotionelt ophidset tale, var det der pludseligt midt i det hele. Og det er her, der er en skønhed og en herlighed og der er en følelse af ordløs ekstase.

 

Presset og trykket begyndte temmelig tidligt.

3.

Været ude hele dagen. Alligevel, i en overbefolket by om eftermiddagen igennem to eller tre timer var det der.

4.

 

Haft travlt, men på trods af det var presset og trykket der om eftermiddagen.

 

Hvad man end har at gøre i det daglige liv, bør chokkene og de orskellige hændelser ikke efterlade deres ar. Disse ar bliver til ego´et, selv´et, og som man lever, bliver det stærkt og dets vægge bliver uigennemtrængelige.

5.

Haft for travlt, men når som helst der er stille, var presset og trykket der.

6.

Vågnede op sidste nat med den følelse af fuldstændig stilhed og tavshed; hjernen var fuldstændig årvågen og intenst levende; kroppen var meget stille. Denne tilstand varede omkring en halv time. Dette til trods for en udmattende dag.

 

Højden af intensitet og sensitivitet er oplevelsen af essens. Det er dette der er skønhed hinsides ord og følelse. Proportion og dybde, lys og skygge er begrænsede til tid-rum, fanget i skønhed-grimhed. Men det som er hinsides linje og form, hinsides læring og viden, er essensens skønhed.

7.

Vågnede flere gange råbende. Igen var den hjernens intense stilhed og en følelse af umådelighed. Der har været pres og tryk.

 

Succes er brutalitet. Succes I enhver form, politisk og religiøst, kunst og forretning. At være succesfuld indebærer hensynsløshed.

8.

 

Før man faldt i søvn eller lige da man var ved at falde i søvn, var der stønnen og råb flere gange. Kroppen er for forstyrret på grund af rejsen, idet man rejser til London [via Los Angeles] i aften. Der er en vis portion pres og tryk.

9.

 

Da man sad i flyet midt i al støjen, rygningen og høj tale, begyndte følelsen af umådelighed og den usædvanlige velsignelse der blev følt i il L., den umiddelbare følelse af hellighed at ske helt uventet. Kroppen var nervøst spændt på grund af trængslen, støjen, etc., men på trods af alt dette, var det der. Presset og trykket var intens, og der var akut smerte bagest i hovedet. Der var kun denne tilstand, og der var ingen iagttager. Hele kroppen var fuldstændigt i det, og følelsen af hellighed var så intens at en stønnen undslap kroppen, og passagerer sad i sæderne ved siden af. Det var der i adskillige timer, sent ind i natten. Det var som om man så, ikke blot med øjnene, men med et tusind århundreder; det var helt og aldeles en mærkelig hændelse. Hjernen var fuldstændig tom, al reaktion var standset; igennem alle disse timer var man ikke opmærksom på denne tomhed, men kun i det skrevne er det noget der kan vides, men denne viden er kun beskrivende og ikke virkelig. At hjernen kunne tømme sig selv er et underligt fænomen. Da øjnene var lukkede, syntes kroppen, hjernen at kaste sig ud i uudgrundelige dybder, ud i tilstande af utrolig sensitivitet og skønhed. Passageren i sædet ved siden af begyndte at spørge om noget, og efter at have svaret var denne intensitet der; der var ingen kontinuitet, men kun væren. Og daggryet kom mageligt, og den klare himmel var fyldt med lys. – Mens dette skrives sent på dagen med søvnløs udmattelse, er helligheden der. Presset og trykket også.