Dialog 7

Af Frank Fog

(I denne dialog spiller begrebet attend, attention, attentive og til dels begrebet aware, awareness en central rolle (som det i øvrigt gør i meget af Krishnamurti´s lære). Det første er markeret i oversættelsen ved at der er sat en enkelt stjerne ved ordet det er oversat til, således:opmærksom.* Det sidste ved at der er sat to stjerner, således: opmærksom.**)

Rekapitulation. Sindet behøver orden for at kunne fungere ordentligt; tanken forveksler sikkerhed med orden. Den rastløse abe kan ikke finde sikkerhed. Forskellen mellem et stabilt sind og sikkerhed. Jagten på sikkerhed medfører kun fragmentering. Sindet der er tomt for jagten efter sikkerhed. Sikkerhed findes ikke. At forstå sig selv er at forstå tankens bevægelse. Det yderst opmærksomme* sind fragmenterer ikke energi. Ikke-verbal kommunikation. At falde over den tilstand som er vidtstrakt og uden tid, hvori døden og det at leve har en helt anden mening.

Krishnamurti: Gennem de sidste fem uger vi har mødtes her, har vi sammen diskuteret og drøftet de mange problemer som berører vores liv, de problemer vi skaber for os selv, og det samfund der skaber dem for os. Vi så også at vi og samfundet ikke er to forskellige størrelser – de er en indbyrdes forbunden bevægelse.  Hvis man er seriøst interesseret i og aktivt involveret i social forandring – dens struktur, dens værdier, dens moral – og ikke er opmærksom på sin egen betingning, så fører denne betingning til fragmenteret handling;  og derfor vil der være mere konflikt, mere elendighed, mere forvirring. Vi gik ind i det temmelig indgående.

Vi diskuterede også hvad frygt er, og hvorvidt sindet nogensinde kan være fuldstændigt og aldeles fri af denne byrde, både overfladisk og i dybden. Og vi diskuterede nydelsens natur, som er helt og aldeles forskellig fra glæde, fra fryd. Vi gik også ind i spørgsmålet om de mange fragmenteringer som udgør vores struktur, vores væsen. Vi så i vores diskussion at disse fragmenteringer opdeler og holder alle menneskelige forhold adskilt; at ét fragment påtager sig autoriteten og bliver den analyserende, censoren over de andre fragmenter.

I går, da vi drøftede bevidsthedens natur sammen, gik vi ind i spørgsmålet om hvad opmærksomhed* er. Vi sagde at denne kvalitet af opmærksomhed* er en sindstilstand hvori al energi er stærkt koncentreret; og i den opmærksomhed * er der ingen iagttager, der er intet centrum i form af ’jeg´et’ der er opmærksomt.**

Vi vil nu sammen finde ud af, lære om hvad der sker med sindet, med hjernen, med hele det psykosomatiske væsen, når sindet er overordentligt opmærksomt.* For at forstå dét meget klart, eller finde ud af det selv, må man først se at beskrivelsen er ikke det som beskrives. Man kan beskrive dette telt, alt hvad der er involveret i det, men beskrivelsen er ikke teltet. Ordet er ikke tingen, og vi må være fuldstændig klar over fra begyndelsen at forklaringen er ikke det som forklares. At være fanget i beskrivelse, i forklaring, er den mest barnlige måde at leve på, og jeg er bange for at det er de fleste af os. Vi er tilfredse med beskrivelsen, med forklaringen, med at sige, ”Dét er årsagen,” og blot drive med strømmen. Hvorimod hvad vi vil gøre denne morgen, er selv at finde ud af hvad der er sket med sindet, det vil sige hjernen, så vel som med hele den psykosomatiske struktur, når der er denne ekstraordinære opmærksomhed*, når der ikke er noget centrum i form af iagttageren eller censoren.

For at forstå dét, for virkelig at lære om det, for ikke blot være tilfreds med talerens forklaring af det, for at finde ud af det, må man begynde med forståelsen af ’dét som er’. Ikke dét som ’burde være’, eller dét der ’har været’, men ’det som er’.

Tag med mig, lad os rejse sammen, det er virkelig sjovt hvis vi bevæger os sammen og lærer. Der må tydeligvis ske kolossale ændringer i verden og i os selv. Vor tankes og vor handlings veje er blevet fuldstændig umodne, så modsætningsfyldte, så diabolske  – hvis man kan sige sådan. Du opfinder en maskine til at dræbe, og så er der en anti-maskine til at dræbe den maskine. Det er hvad de gør i verden, ikke kun socialt, men også mekanisk. Og et sind der er virkelig bekymret og involveret i seriøsiteten i psykologisk såvel som udvendig forandring, må undersøge dette det menneskelige væsens problem, mennesket med dets bevidsthed, med dets fortvivlelse, med dets forfærdende frygt, med dets ambitioner, med dets bekymringer, med dets begær efter at realisere sig i en eller anden form.

Så for at forstå alt dette, må vi begynde med at se ’dét som er’. ’Dét som er’ er ikke kun dét der er foran dig, men dét der er udover det. For at se dét som er foran dig, må du have kunne sanse meget klart, ubesmittet, ikke forudindtaget, ikke involveret i begæret efter at gå ud over det, men blot iagttage det. Og ikke kun iagttage ’dét som er’, men dét som har været – hvilket også er dét som er. ’Dét som er’ er fortiden, er nutiden, er fremtiden. Se det! Så ’dét som er’ er ikke statisk, det er en bevægelse. Og for at holde trit med bevægelsen i ’dét som er’, må du have et meget klart sind, du må have et fordomsfrit, ikke et forvrænget sind. Det betyder at der er forvrængning i det øjeblik der er en anstrengelse. Sindet kan ikke se ’dét som er’ og gå ud over det, hvis det på nogen måde er beskæftiget med at ændre ’dét som er’ – eller forsøger at gå ud over det eller undertrykke det.

For at iagttage ’dét som er’, behøver du energi. For opmærksomt* at iagttage noget, behøver du energi. For at lytte til hvad du siger, behøver jeg energi. Det vil sige, jeg behøver energi når jeg virkelig, desperat, ønsker at forstå hvad du siger. Men hvis jeg ikke er interesseret og blot lytter skødesløst, så behøver man kun meget lidt energi som snart opløser sig. Så for at forstå ’dét som er’, behøver du energi. Nuvel, disse fragmenteringer som vi består af, er opdelingen af disse energier. ’Jeg’ og ’ikke-jeg’, ’vrede’ og ’ikke-vrede’, ’vold’ og ’ikke-vold’, de er alle fragmenteringer af energi. Og når ét fragment påtager sig autoritet over de andre fragmenter, så er det en energi der fungerer fragmentarisk. Kommunikerer vi? At kommunikere betyder at lære sammen, arbejde sammen, se sammen, forstå sammen; ikke kun at jeg taler, og du lytter og siger intellektuelt, ”Jeg fatter det.” Det er ikke at forstå. Alt dette er en bevægelse i at lære og derfor i handling.

Så sindet ser at alle fragmenteringer i form af min Gud, din Gud, min overbevisning og din overbevisning, er fragmenteringer af energi. Der er kun energi og fragmentering. Denne energi er fragmenteret af tanken, og tanken er betingningens vej – hvilket vi ikke vil gå ind i nu igen, fordi vi må bevæge os videre. Så bevidsthed er totaliteten af disse fragmenteringer af energi. Og vi sagde at ét af disse fragmenter er iagttageren, er ’jeget’, er aben, som er uophørligt aktiv. Husk på at beskrivelsen ikke er det beskrevne, at du iagttager dig selv gennem talerens ord. Men ordene er ikke tingen, derfor er taleren af meget lille betydning. Hvad der bliver vigtigt, er din iagttagelse af dig selv, af hvordan denne energi er blevet fragmenteret. Kan du se dét – hvilket er ’dét som er’ uden det fragment som er den iagttagende.  Kan sindet se disse mange fragmenteringer som udgør hele bevidstheden? Disse fragmenter er fragmenteringer af energi. Kan sindet se dette uden en iagttager som er en del af de mange fragmenter? Det er vigtigt at forstå dette. Hvis sindet ikke kan se de mange fragmenter uden at se gennem øjnene af et andet fragment, så vil du aldrig forstå hvad opmærksomhed* er. Er der kontakt mellem os?

Sindet ser hvad fragmentering gør udadtil og indeni. Udadtil de suveræne regeringer, med deres våbenkapløb og alt det øvrige, opdelingen i nationaliteter, overbevisninger, religiøse dogmer. Opdelingen i social og politisk handling, Arbejderpartiet, De Konservative, kommunisterne, kapitalisterne – er alle skabt af tankens begær der siger: ”jeg må være sikker.” Tanken tror den vil være sikker gennem fragmentering og skaber derved yderligere fragmentering. Ser du dette? Ikke verbalt, men faktisk som et faktum. De unge og de gamle, de rige og de fattige, død og levende – ser du denne stadige inddeling, denne fragmenterede bevægelse fra tanken som er fanget i betingningen fra disse fragmenter. Ser sindet hele denne bevægelse uden et centrum der siger, ”Jeg ser det.” Fordi i det øjeblik du har et centrum, så bliver det centrum faktoren i inddelingen. ’Jeg’ og ’ikke-jeg’ som er dig. Tanken har sammensat dette ’jeg’ gennem begæret eller gennem trangen efter at finde sikkerhed, tryghed. Og i dets begær efter at finde tryghed, har det opdelt energien i ’jeget’ og ’ikke-jeget, og derfor forårsager det usikkerhed i sig selv. Kan sindet se dette som et hele? Det kan det ikke, hvis der er et fragment der iagttager.

Vi spørger: Hvad er kvaliteten af sindet der er yderst opmærksomt,* hvori der ikke er nogen fragmentering? Det er dér vi standsede i går. Jeg ved ikke om du har undersøgt eller lært af i går. Taleren er ikke en professor der underviser jer eller bibringer jer information. For at finde ud af det må der ikke være nogen fragmentering – tydeligvis – hvilket betyder ingen anstrengelse. Anstrengelse betyder forvrængning, og da de fleste af vore sind er forvrængede, kan du umuligt forstå hvad det er at være fuldstændigt opmærksom* og finde ud af hvad der er sket med et sind, der er så fuldstændig opmærksomt,** så fuldstændigt nærværende.*

Der er en forskel mellem sikkerhed og stabilitet. Vi sagde at det er aben, som er det evindelige ’mig’ med dets tanker, med dets problemer, med dets bekymringer, frygt og så videre. Denne rastløse tanke – aben – stræber altid efter sikkerhed, fordi den er bange for at være usikker i sine aktivitet, i sine tanker, i sine forhold. Den ønsker alting mekanisk, som er sikkert. Så den oversætter sikkerhed til mekanisk vished. Er stabilitet forskellig fra, ikke modsat af – men i en anden dimension end sikkerhed? Vi er nødt til at forstå det her. Et sind der er rastløst og søger sikkerhed, kan aldrig finde stabilitet i den rastløshed. At være stabil – fast [firm] er ikke ordet – at være urokkelig, ubevægelig og alligevel have kvaliteten af stor bevægelighed! Sindet der søger sikkerhed, kan ikke være stabilt i betydningen at være bevægeligt, hurtigt og alligevel overordentlig ubevægeligt.

Ser du forskellen? Hvad er det, du gør i dit liv, i dit daglige liv? Er tanken aben der i sin rastløshed søger at finde sikkerhed, og når den ikke finder den i én retning, så stikker den af i en anden retning, hvilket er rastløshedens bevægelse? I denne rastløshed ønsker den at finde sikkerhed. Derfor kan den aldrig finde det. Den kan sige ”Der er Gud,” hvilket stadig er tankens opfindelse, det billede der er frembragt gennem århundreders betingning. Eller den er betinget i den kommunistiske verden som siger: ”Sådan noget findes ikke,” hvilket er lige så betingende.

Så hvad er det du gør – søger sikkerhed i din rastløshed? Begæret efter at være sikker er en af de mest besynderlige ting. Og den sikkerhed må anerkendes af verden. Jeg ved ikke om du ser dette. Jeg skriver en bog, og i den bog finder jeg min sikkerhed. Men den bog må anerkendes af verden, ellers er der ingen sikkerhed. Så se hvad jeg har gjort – min sikkerhed afhænger af hvad verden mener! ”Mine bøger sælger i tusindvis,” og jeg har skabt værdi for verden. Ved at søge sikkerhed gennem en bog – gennem hvad end det er, så er jeg afhængig af den verden jeg har skabt. Så det betyder at jeg bedrager mig selv konstant. Hvis du så dette! Så begæret efter at gøre tanken sikker, er uvishedens vej, er usikkerhedens vej. Når der er fuldstændig opmærksomhed* hvori der ikke er noget centrum, hvad er der så sket med sindet der er så intenst opmærksomt**? Er der sikkerhed i det? Er der nogen følelse af rastløshed i det? Vær så venlig ikke at erklære dig enig i det – det er en umådelig ting at finde ud af det her.

Ser I, mine herrer, de fleste af os søger en løsning på verdens elendighed, en løsning på den sociale moral – som er umoralsk. Vi prøver at finde ud af en måde at organisere et samfund på, så der ikke vil være nogen social uretfærdighed. Mennesket har søgt Gud, sandhed, hvad end det er, gennem århundreder, er aldrig truffet på det,  men har troet på det. Men når du tror på det, så har du naturligvis oplevelser i overensstemmelse med din tro som er falske. Så mennesket har i sin rastløshed, i sit begær efter tryghed, efter sikkerhed, efter at føle sig godt tilpas, opfundet alle disse imaginære sikkerheder der er projiceret af tanken.  Når du bliver opmærksom** på al denne fragmentering af energi – og så er energi ikke længere fragmenteret – hvad har der så sket i sindet der har søgt sikkerhed? Fordi det var rastløst, bevægede det sig fra én frygt til en anden. Hvad gør du så, hvad er dit svar?

Spørger: Man er ikke isoleret, der er ingen frygt.

Krishnamurti: Vi har været gennem alt det, hr. Med mindre det virkelig er sådan for dig, så sig ikke noget, for det har ikke nogen mening. Du kan finde på, du kan sige: ”Jeg føler dette” – men hvis du er virkelig seriøs, hvis du ønsker at lære om dette, så må du gå ind i det, det er dit kald, det er dit liv – ikke kun denne morgen.

Du ved, da vi gik igennem landsbyen, gik alle folkene i kirke – weekend religion. Dette er ikke en weekend religion. Det er en måde at leve på, en måde at leve på hvor denne energi ikke er splittet op. Hvis du én gang forstod det her, så ville du have en usædvanlig følelse for at handle.

Spørger: Hr., i det øjeblik man siger ”Hvad gør du med det her,” så går aben inden i os i gang. Den udløser spørgsmålet, og spørgsmålet udløser aben.

Krishnamurti: Jeg stiller kun det spørgsmål for at se hvor du er.

Spørger: Kun ét fragment handler.

Krishnamurti: Ja. Så der er et af fragmenterne i denne opsplittede energi der rastløst søger sikkerhed – det er rent faktisk ”dét som er”. Det er hvad vi alle gør. Denne rastløshed og denne konstante søgen og undersøgen, at man slutter sig til én gruppe, og så en anden gruppe – aben fortsætter endeløst – alt det tyder på et sind der forfølger en måde at leve på hvor sindet kun er interesseret i sikkerhed.

Nuvel, når dette ses meget klart, hvad er der så sket med sindet, der ikke længere interesserer sig for sikkerhed? Det er tydeligvis uden frygt. Det bliver ret så trivielt når du ser hvordan tanken har fragmenteret energien eller fragmenteret sig selv, og på grund af denne fragmentering er der frygt. Og når du ser tankens fragmenterede aktivitet, så møder du frygten, du handler. Så vi spørger, hvad er der sket med sindet der er blevet usædvanligt opmærksomt*? Er der nogen som helst bevægelse af søgen overhovedet? Vær så venlig at finde ud af det!

Spørger: Den mekaniske aktivitet stopper fuldstændigt.

Krishnamurti: Forstår du mit spørgsmål? Når man er så opmærksom,* søger sindet så stadig? Søger oplevelse, søger at forstå sig selv, søger at gå ud over sig selv, søger at finde ud af ret handlen, forkert handlen, søger noget varigt som det kan stole på, varige forhold eller overbevisninger eller en eller anden konklusion? Foregår det stadig, når man er så fuldstændigt opmærksom**?

Spørger: Sindet søger ikke længere noget.

Krishnamurti: Ved du hvad det betyder, når du så let kommer med en udtalelse af den art. Ikke at søge noget – hvilket betyder hvad?

Spørger: Det er fuldstændigt rede til at modtage noget nyt som det ikke kan forestille sig.

Krishnamurti: Nej, frue, du har virkelig ikke forstået. Mit spørgsmål er, sindet har set abens aktivitet i dens rastløshed. Denne aktivitet – der stadig er energi – har tanken har splittet op i sit begær efter at finde en vedvarende sikkerhed, en vished, tryghed. Og således har tanken inddelt verden i form af ’jeget’ og ’ikke-jeget’, ’vi’ og ’de’, og søger sandhed som en form for sikkerhed. Når man har iagttaget alt dette, søger sindet så længere noget overhovedet? At søge indebærer rastløshed. Jeg har ikke fundet sikkerhed her, og jeg går derhen, og jeg har ikke fundet det dér, så jeg går et andet sted hen.

Spørger: Sindet bekymrer sig så ikke om at søge.

Krishnamurti: Et sind der er uden et centrum, bekymrer sig ikke om at søge. Men sker det for dig?

Spørger: I det øjeblik man er opmærksom,* sker det.

Krishnamurti: Nej, hr.

Spørger: Alle slags ting sker med sindet, når det holder op med at stræbe.

Krishnamurti: Har du nogen sinde vidst, når du gik eller sad stille, hvad det betyder at være fuldstændig tom? Ikke isoleret, ikke tilbagetrukket, ikke bygget en mur omkring dig selv og opdage at man ikke har noget forhold til noget – det er ikke dét jeg mener. Når sindet er fuldstændig tomt, så betyder det ikke at der ikke er nogen hukommelse. Erindringerne er der, for du går hjem eller tager på kontoret. Men jeg mener tomheden i et sind der har gjort sig færdig med hele bevægelsen i at søge.

Spørger: Alt er, og jeg er. Hvad er ’jeg er’? Hvem er ’jeg er’? Hvem er det ’jeg’ der siger ’er’? Aben?

Krishnamurti: Gentag ikke hvad propagandisterne har sagt, hvad religionerne har sagt, hvad psykologerne har sagt.  Hvem siger ”jeg er”? Italieneren, franskmanden, russeren, den troende, dogmet, frygten, fortiden, den søgende og den der søger og finder? Eller den der har identificeret sig med huset, med ægtemanden, med aben, med navnet, med familien – hvilket alt sammen er ord! Nej, du ser ikke det her. Men det er sådan! Hvis du ser at du er et bundt af erindringer og ord, så hører den rastløse abe op.

Spørger: Hvis dit sind er fuldstændig tomt når du går hen til kontoret, hvorfor går du så hen til kontoret? Hvorfor gør du det stadigvæk?

Krishnamurti: Du er nødt til at tjene til livets ophold, du er nødt til at tage hjem, du vil gå ud af teltet her.

Spørger: Spørgsmålet må vel være, hvordan kan jeg være tom hvis hukommelsen er virksom?

Krishnamurti: Hør nu her, hr., jeg vil fortælle dig noget meget simpelt: Der findes ikke sådan noget som sikkerhed. Dette rastløse krav om sikkerhed er del af iagttageren, centrummet, aben. Og denne rastløse abe – som er tanken – har splittet denne verden op og gjort et frygteligt roderi ud af den, den har frembragt så meget elendighed, så meget smerte! Og tanken kan ikke løse det her. Hvor intelligent, hvor dygtig, lærd og i stand til at tænke effektivt den end er, så kan tanken umuligt frembringe orden ud af dette kaos. Der må være en vej ud af det som ikke er tanke. Jeg ønsker at formidle til dig at i den tilstand af opmærksomhed* er al følelse af sikkerhed forsvundet, fordi der er stabilitet. Den stabilitet har ikke noget som helst at gøre med sikkerhed – når tanken søger sikkerhed, gør den det til noget permanent, ubevægeligt, og derfor bliver den mekanisk. Tanken søger sikkerhed i forhold. I de forhold skaber tanken et billede. Dette billede bliver det permanente og splitter forholdet op – du har dit billede, og jeg har mit. I det billede har tanken etableret og identificeret sig selv som den permanente ting.

Udadtil er det dét vi har gjort: Dit land, mit land, og så videre. Når sindet har forladt alt dette, forladt det i betydningen at det har set det fuldstændigt formålsløse, den fortræd der er i det, så er det færdigt med det. Hvad sker der da i sindet som er fuldstændig færdig med hele ideen om sikkerhed? Hvad sker der med det sind som er så opmærksomt* at det er fuldstændig stabilt, så at tanken ikke længere søger sikkerhed på nogen måde og ser at der ikke findes sådan noget som det permanente? Jeg påpeger det for dig, beskrivelsen er ikke det beskrevne.

Se vigtigheden i det. Hjernen har udviklet sig med ideen om at være fuldstændig sikker. Sindet, hjernen, ønsker sikkerhed, ellers kan den ikke fungere. Uden orden vil den fungere ulogisk, neurotisk, ineffektivt, derfor ønsker hjernen altid orden, og den har oversat det at have orden som sikkerhed. Hvis den hjerne stadig fungerer, så søger den stadig orden gennem sikkerhed. Så når der er opmærksomhed,* søger hjernen så stadig sikkerhed?

Spørger: Hr., der er kun det nuværende.

Krishnamurti: Jeg prøver at formidle noget til dig, hr. Det kan være jeg tager fuldstændig fejl. Det kan være jeg taler komplet nonsens, men du må selv finde ud af om jeg taler nonsens.

Spørger: Jeg får følelsen af at i det øjeblik jeg er opmærksom,* søger jeg ikke. Men den opmærksomhed* kan høre op; og så søger jeg igen.

Krishnamurti: Aldrig! Det er hele pointen. Hvis tanken ser at der ikke sådan noget som vedvaren, så vil tanken aldrig søge det igen. Det vil sige, hjernen med dens erindringer om sikkerhed, dens kultivering i et samfund der beror på sikkerhed, med alle dets ideer og dets moral der er baseret på sikkerhed, en sådan hjerne er blevet fuldstændig tom for alle bevægelser rettet imod sikkerhed.

Har I nogen sinde bevæget jer ind i dette spørgsmål om meditation, nogen af jer? Meditation interesserer sig ikke for meditation, men for den mediterende. – ser I forskellen? De fleste af jer interesserer jer for meditation, hvad man kan gøre ved det, hvordan man mediterer, trin for trin og så videre – det er slet ikke det, der er spørgsmålet (~ det er slet ikke det, det drejer sig om). Den mediterende er meditationen. At forstå den mediterende er meditation.

Nuvel, hvis du har bevæget dig ind i dette spørgsmål om meditation, så må den mediterende høre op ved at forstå, ikke ved at undertrykke, ikke ved at dræbe tanken. Det vil sige, at forstå sig selv er at forstå tankens bevægelse, tanken som er hjernens bevægelse med alle dens erindringer – tankens bevægelse der søger sikkerhed og alt det øvrige i det.

Nu spørger den mediterende så, kan denne hjerne blive fuldstændigt stille? Hvilket vil sige, kan tanken være fuldstændigt stille og alligevel være virke ud af denne stilhed, [men] ikke som et mål i sig selv? Sandsynligvis er alt dette for kompliceret for jer – det er faktisk meget enkelt.

Så sindet der er yderst opmærksomt,* fragmenterer ikke energien. Vær så venlig at se det; der er ingen fragmentering af energi, det er fuldstændig energi. Og den energi er virksom uden fragmentering når du tager på kontoret.

Spørger: Måske kunne en virkelig forståelse blive nået uden hjælp fra ordet; det er en slags direkte kontakt med den ting man prøver at forstå. Og derfor er der ikke behov for ord som er en flugt.

Krishnamurti: Det er dét! Kan du kommunikere uden ord? Fordi ord hindrer.

Spørger: Ja.

Krishnamurti: Hør nu her, hr., kan jeg kommunikere med dig uden ord angående kvaliteten af sindet der er så ekstraordinært opmærksomt* og alligevel fungerer i verden uden at opsplitte energien i fragmenter? Har du forstået mit spørgsmål?

Spørger: Ja.

Krishnamurti: Nuvel, kan jeg kommunikere dét til dig uden ordet? Hvordan ved du jeg kan? Hvad taler I alle om?

Spørger: Jeg tror du kan.

Krishnamurti: Se nu her, man har talt igennem næsten fem uger, forklaret alt, gået ind i det i detaljer, lagt ens hjerte i det. Har du forstået det blot verbalt? Og du ønsker at forstå noget der er ikke-verbalt! Det kan gøres hvis dit sind er i kontakt med taleren med den samme intensitet, med den samme lidenskab, på det samme tidspunkt, på det samme niveau, så vil du kommunikere. Er du det? Lyt nu til det tog!

Uden ordet er der etableret kommunikation, fordi vi begge lytter til togets raslen på det samme tidspunkt, med den samme intensitet, med den samme lidenskab. Kun da er der direkte kommunikation. Er du intens omkring dette på samme tid som taleren? Selvfølgelig ikke. Hr., når du holder en anden i hånden, så kan du holde den på grund af vane eller skik og brug. Eller du kan holde den, og der kan være kommunikation uden et ord, fordi begge er intense i det givne øjeblik. Men vi er ikke intense, ikke lidenskabelige og interesserede.

Spørger: Ikke hele tiden.

Krishnamurti: Sig ikke det, ikke engang i et minut!

Spørger: Hvordan ved du det?

Krishnamurti: Det ved jeg ikke. Hvis du er, så vil du vide hvad det betyder at være vågen,** at være opmærksom,* og derfor søger du ikke længere sikkerhed; derfor handler eller tænker du ikke længere fragmentarisk. Se hvad der er sket med et sind der har gået igennem alle de ting vi har talt om, alle diskussionerne og udvekslingen af ord. Hvad er der sket med sindet der virkelig har lyttet til det her?

For det første, det er blevet følsomt, ikke kun mentalt, men fysisk. Det er holdt op med at ryge, med at drikke, med at tage stoffer. Og når vi har drøftet dette spørgsmål om opmærksomhed,* så vil du se at sindet ikke længere søger noget overhovedet eller hævder noget som helst. Og sådan et sind er fuldstændig mobilt og alligevel fuldstændigt stabilt. Ud af den stabilitet og følsomhed kan det handle uden at splitte livet eller energi op i fragmenter. Hvad finder et sådant sind, ud over handling, ud over stabilitet? Mennesket har altid søgt hvad det anså for at være Gud, sandhed; det har altid stræbt efter det ud af frygt, ud af sin håbløshed, ud af sin fortvivlelse og uorden. Det søgte det, og det troede det fandt det. Og opdagelsen af dét, begyndte det at organisere.

Så det som er stabilt, yderst mobilt, følsomt, søger ikke; det ser noget der aldrig er blevet fundet, hvilket betyder at tid for et sådant sind slet ikke eksisterer – hvilket ikke betyder at man så vil komme for sent til toget. Så der er en tilstand der er uden tid og derfor ufattelig vidtstrakt.

Dette er noget fuldstændig vidunderligt hvis du falder over det. Jeg kan gå ind i det, men beskrivelsen er ikke det beskrevne. Det er dig der må lære alt dette ved at se på dig selv – ingen bog, ingen lærer kan lære dig om det – stol ikke på nogen, slut dig ikke til spirituelle organisationer, man må lære alt dette ud af sig selv. Og dér vil sindet opdage ting der er utrolige. Men for at det kan ske, må der ikke være nogen fragmentering og derfor umådelig stabilitet, hurtighed, bevægelighed. For et sådant sind er der ingen tid, og derfor har hele dette begreb om død og om at leve en helt anderledes betydning.

Saanen 9. august 1970

(J. Krishnamurti: The Impossible Question. Victor Gollancz Ltd, Great Britain 1972. Part Two, Dialogues, Chapter 7)