Problemer og undvigelser
Af Henrik Petersen
Jeg har mange alvorlige problemer, og når jeg forsøger at løse dem er det som om at jeg gør dem endnu mere indviklede og smertefulde. Jeg er ved at gå fra forstanden, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hertil kommer at jeg er døv og er nødt til at bruge denne frygtelige tingest for at kunne høre lidt. Jeg er enlig og har børn, min mand har forladt mig. Jeg er virkelig bekymret for mine børn, og jeg ønsker at de kunne blive fri for at skulle igennem al den elendighed jeg har været igennem.
Hvor er vi dog forhippet på at finde svar på vores problemer! Vi er så ivrige efter at finde et svar at vi ikke kan studere problemet; denne iver forhindrer en stille observation af problemet. Det vigtige er problemet, og ikke svaret. Hvis vi leder efter et svar, vil vi finde det; men problemet vil blive ved med at være der, for svaret er problemet uvedkommende. Vores søgen er en problemflugt, og løsningen er et overfladisk lægemiddel, derfor er der ikke en forståelse af problemet. Alle problemer kan føres tilbage til én kilde, og hvis ikke kilden forstås, vil ethvert forsøg på at løse problemerne kun føre til yderligere forvirring og elendighed. Først må man være meget klar omkring at ens intension til at forstå problemet er seriøs, at man ser nødvendigheden af at være fri for alle problemer; for først da kan man nærme sig den som skaber problemerne. Hvis ikke der er frihed for problemerne, kan der ikke være ro; og ro er grundlæggende for lykken, som ikke er et mål i sig selv. Ligesom dammen er stille når vinden lægger sig, så er sindet stille med ophøret af problemer. Men sindet kan ikke gøres stille; hvis det sker, er det dødt, det er i et dødvande. Når dette er klart, så kan problemmageren observeres. Observationen må være stille og ikke følge en eller anden forudbestemt plan baseret på nydelse og smerte.
Men det du peger på er jo umuligt! Hele vores uddannelse træner sindet til at skelne, sammenligne, vurdere, vælge, og det er meget svært ikke at fordømme eller retfærdiggøre det der iagttages. Hvordan kan man blive fri af denne indoktrinering og observere i stilhed?
Hvis du ser at stille observeren, passiv opmærksomhed er grundlæggende for forståelse, så vil sandheden i din oplevelse frigøre dig fra baggrunden. Det er kun når du ikke ser den øjeblikkelige nødvendighed af passiv og dog kvik opmærksomhed at dette 'hvordan' opstår, denne søgen efter et middel til at opløse baggrunden. Det er sandheden der frigør, ikke midlet eller systemet. Den sandhed at kun stille observeren bringer forståelse, skal ses; først da er du fri af fordømmelse og retfærdiggørelse. Når du ser en fare, spørger du ikke hvordan du skal undgå den. Det er fordi du ikke ser nødvendigheden i at være passivt opmærksom at du spørger 'hvordan'. Hvorfor ser du ikke nødvendigheden i det?
Jeg ville gerne, men jeg har aldrig tænkt i disse baner før. Alt hvad jeg kan sige er at jeg ønsker at slippe af med mine problemer, fordi de er virkelig en tortur for mig. Jeg ønsker at være lykkelig som ethvert andet menneske.
Da vi egentlig ikke ønsker at give slip på vores problemer nægter vi bevidst eller ubevidst at se det grundlæggende i at være passivt opmærksom; for hvad ville vi være uden problemer? Vi vil hellere klynge os til noget vi kender, hvor smertefuldt det end er, end at risikere at forfølge noget som fører hvem véd hvorhen. Med problemerne er vi i det mindste på hjemmebane, men tanken om at forfølge problemmageren, uden at vide hvad det kan føre til, skaber frygt og mathed. Sindet ville være ’lost’ hvis ikke det havde problemer at slås med, det lever af problemer, hvad enten det er verdens- eller køkkenproblemer, politiske eller personlige problemer, religiøse eller ideologiske problemer; så vores problemer gør os smålige og snæversynede. Et sind der er fuldstændig opslugt af verdensproblemerne er lige så småligt som det sind der evindeligt bekymrer sig for om det gør åndelige fremskridt. Problemerne overvælder sindet med frygt, for problemerne styrker selvet, dette 'mig' og 'mit'. Uden problemerne, uden resultaterne og fiaskoerne, eksisterer selvet ikke.
Commentaries On living, kap. 49