Et vildt og majestætisk sted
Af Rasmus Tinning
Indtryk fra internationalt Krishnamurti stævne i Schweiz 2010
Mine dage går med prosaiske udfordringer, som får høj prioritet her og nu. Man skal jo klare dagen og vejen. Men i mine ferier insisterer jeg på at hellige mig dybe spørgsmål. Et af de steder, jeg gerne tager hen, er Krishnamurti Gathering i Schweiz. Dette er et årligt internationalt stævne i august, hvor man ser Krishnamurti videoer, deltager i samtalegrupper og vandrer i bjergene.
Det startede i 1986, da Krishnamurti døde. Mange havde ikke hørt det og ankom til Saanen i Berner Oberland, den lille by i alperne hvor Krishnamurti havde holdt offentlige taler siden begyndelsen af 60erne. Krishnamurtis schweiziske venner under ledelse af Giselle Balleys stablede prompte et arrangement på benene med videoer og diskussioner. Det har fortsat lige siden. Der er yderligere to stævner nu foruden det oprindelige. Et for forældre og børn, og et for unge
Giselles oprindelige stævne, som er det jeg deltager i, strækker sig nu over to uger med deltagelse af ca. 90 personer i alt. Man kan komme en eller to uger, som man har lyst. I de første mange år blev stævnet afholdt omkring Saanen. Nu er det rykket op til den lille by Mürren, som ligger i 1.650 meters højde og kun er tilgængelig via først svævebane og dernæst en lille bjergbane. Der er derfor meget få biler. Til gengæld kan byen føles lidt isoleret på en regnvejrsdag.
Krishnamurti og storladen natur passer godt sammen. Og omkring Mürren er der virkeligt stort. Byen ligger dramatisk placeret på kanten af en svimlende afgrund. Der er 900 meter lodret ned til bunden af Lauterbrunnen dalen. Når man går hen for enden af hotellets tennisbane og kigger ned, kan man ane bittesmå huse og veje, og floder, der blot er tynde sølvtråde.
Den fjerne side af Lauterbrunnen dalen dominerer udsigten fra hotellet. Den består også af en nøgen, lodret klippevæg, og forsætter op i en dyster kæmpeknold af et bjerg, der kaldes Schwarzmünck. Endnu højere oppe troner tre snedækkede tinder i baggrunden: Eiger med den dødsensfarlige nordside, yndige hvide Mönck og ikke mindst Jungfrau, som er det højeste bjerg i massivet. Det ene øjeblik er de dækket af skyer, det næste blænder sneen mod en blå himmel.
Alle ved hvordan alpetinder ser ud. De ligner postkort fra Schweiz. Men hvert år bliver jeg overrasket over skønheden, voldsomheden, de vældige afstande i klart vejr. Man får smag for klipper, glitrende sne, sæter, sol, damp, vejrbidte gårde, stilhed, alpeblomster, store venlige køer med bjælder, tåge der pludseligt kommer rullende over en bjergryg.
Hvert år når jeg ankommer til hotellet, og ser de folk, jeg skal tilbringe to uger med, bliver jeg altid lidt nedtrykt til at begynde med. De ser så almindelige ud og er for så vidt helt almindelige, bortset fra at de år efter år kommer herned for at være sammen om noget så uhåndgribeligt som Krishnamurtis teachings. Det har jeg altså tilfælles med dem, og det betyder faktisk, at samværet med disse mennesker er årets højdepunkt.
De kommer fra hele verden, men især fra Mellemeuropa. De fleste er midaldrende og der er en jævn fordeling mellem kønnene. Når mennesker kommer sammen så snakker de, og det gør man også her – kneveren går på mange sprog, men især engelsk, fransk og spansk. Imidlertid synes jeg at der er en stigende erkendelse af, at sandheden ikke er verbal. Intellektuelle analyser opleves som irrelevante. I grupperne er der ofte øjeblikke af intens stilhed.
Den første uges tema var ”Can we talk about the wholeness of life?”, den anden uges “Is there an action which is not self-centered”. Egentlig er titlerne lidt lige meget, da ingen af grupperne holdt sig strengt til emnet. Sidste år forsøgte man at fokusere alle aktiviteter mod de overordnede temaer. Det kunne jeg godt lide, men de fleste lagde slet ikke mærke til det. I år gjorde man meget ud af ordstyrerrollen. Det synes jeg til gengæld faldt lidt komisk ud, da alle er så velopdragne i forvejen.
Jeg nød at være i de to grupper (én per uge). Folk er sammen i en anden atmosfære end i resten af samfundet. Der er en interesse i og respekt for sande menneskelige værdier.
Man hører af og til ringeagtende ytringer om det at diskutere Krishnamurtis emner i en gruppe. Og i sidste ende er det jo også en selv, der skal gøre arbejdet. Men jeg er fuldstændigt sikker på at folk lærer noget ved kaste sig så helhjertet ind i en fælles iagttagelse. Jeg kan, se at folk på et vist plan forandrer sig år for år.
Der var også en stor lydhørhed over for Krishnamurti videoerne i år. I stedet for at bryde ud i en strøm af ord bagefter, blev folk slået af tavshed. De havde taget et eller andet budskab til sig, der lå hinsides ord.
Det regnede en del, så vi kom kun ud på én virkelig lang og spektakulær vandretur. Men den var også det hele værd. Den gik op til en slags gigantisk klippegryde med kilometerhøje sider. Kraftige vandfald spulede ned af klipperne og en gletsjer af is og sten skruede sig ned højt oppe fra. Et vildt og majestætisk sted. ”Her bor guderne”, følte jeg mig fristet til at sige. Og midt i det hele var der alligevel et lunt paradis med grønt græs og sværme af sommerfugle. Her lå vi så og spiste, hvilede og var forelskede i det hele. Det var året 2010s lykkeligste dag for mit vedkommende.
Nu er jeg hjemme til stress og middelmådighedens glorificering, men jeg er dybt taknemmelig over at jeg har deltaget i noget, og set noget ske, hvori der er håb.
Rasmus Tinning
Artiklen er fra Krishnamurti Komiteens Nyhedsbrev – abonner ved at skrive til krishnamurti.dk@gmail.dk. Det koster kr. 150 om året.
Hvis du er interesseret i dette års stævne, så læs mere på Mürren Program