At søge sandheden er at fornægte den
Af Henrik Petersen
At søge sandheden er at fornægte den. Sandheden har ikke fast bopæl; der er ingen vej, ingen guide til den, og ordet er ikke sandheden.
Commentaries on Living, Ch. 19 `The Search for Truth'
Der er ikke nogen vej til sandheden, dén skal komme til dig. Sandheden kan kun komme til dig når din tankegang er enkel og klar, og der er kærlighed i dit hjerte; den kommer ikke hvis hjertet er fuld af alt hvad der har med tankerne at gøre. Når kærligheden er i dit hjerte taler du ikke om organisering af broderskab; du taler ikke om tro, du taler ikke om skel, eller de magter som skaber skel, du behøver ikke søge forsoning. Så er du bare et menneske uden en betegnelse, uden et land.
Det betyder at du skal smide alle disse ting fra dig og tillade sandheden at blive til; og den kan kun komme når sindet er tomt, når sindet er ophørt med at kreere. Så kommer den uden din indbydelse. Så kommer den så hurtig som vinden og uden dit vidende. Den kommer ubemærket, ikke når du spejder efter den, ønsker den. Den er der pludselig ligesom solen, så klar som natten; men for at modtage den skal hjertet være fuldt og sindet tomt. Nu har du sindet fuldt og dit hjerte tomt.
Book of Life 1. august
Sandhed kan ikke akkumuleres. Det som akkumuleres bliver altid nedbrudt; det visner, det forgår. Sandheden kan ikke forgå fordi den kun kan blive fundet fra øjeblik til øjeblik, i hver en tanke, i hvert et forhold, i hvert et ord, i hver en gestus, i et smil, i nogle tårer. Og hvis du og jeg kan finde den og leve den – selve det at leve den er at finde den – da vil vi ikke blive propagandister; vi vil være skabende mennesker – ikke perfekte mennesker, men skabende mennesker, hvilket er noget helt andet.
Book of Life: 5 august.
Hvis du sidder på flodbredden efter en storm, ser du at strømmen fører en hel del nedbrudt materiale med sig. På samme måde skal du se på din egen indre bevægelse, følge enhver tanke, enhver følelse, enhver hensigt, ethvert motiv – bare iagttag det. Denne iagttagelse er også en lytten. Det er at være opmærksom med dine øjne, dine ører, din indsigt, være bevidst om alle værdierne som menneskene har skabt, og som du er betinget af, og det er alene denne fuldkommen opmærksomme tilstand som vil ende al søgen.
Lyt nu til det her. De fleste af os tror at opmærksomhed er et eller andet mystisk som skal praktiseres, og at vi dag efter dag burde samles for at tale om opmærksomhed. Men, hør nu, opmærksomhed kommer man overhovedet ikke til på den måde. Hvis du er opmærksom på ydre ting – svingene på en vej, formen på et træ, farven på en andens tøj, omridset af bjergene mod den blå himmel, sartheden i en blomst, smerten i en forbipasserendes ansigt, uvidenheden, misundelsen, andres jalousi, jordens skønhed – så kan du, seende alle disse ydre ting, uden fordømmelse, uden valg, ride på den indre opmærksomheds tidevand. Da vil du blive opmærksom på dine egne reaktioner, på din egen smålighed, dine egne jalousier. Fra ydre opmærksomhed kommer du til indre, men hvis du ikke er opmærksom på det ydre kan du umuligt komme til det indre.
Når der er indre opmærksomhed på enhver aktivitet i dit sind og din krop, når du er opmærksom på dine tanker, på dine følelser, både hemmelige og åbenlyse, bevidste og ubevidste, så kommer der, ud af denne opmærksomhed, en klarhed der ikke er tilført, ikke lagt sammen af sindet. Og hvis der ikke er den klarhed kan du gøre hvad du vil, du kan gennemsøge himlene og jorden og dybet, men du vil aldrig finde ud af hvad der sandt.
Saanen, 1 august, 1965.
Så, jeg kan ikke føre dig til sandheden, og heller ingen andre kan. Du er nødt til at opdage den mens du lever, opdage den hver dag, hvert øjeblik.
Madras. December 12, 1956.