Kærlighed, begær, længsel og lidenskab er det samme. Hvis du knuser det ene knuser du det andet.

Af Henrik Petersen

 Vi er nødt til at forstå længslen og begæret, og det er meget vanskeligt at forstå noget som er så levende, så krævende, så uopsætteligt, men vi må forstå det, for i selve opfyldelsen af længslen fremkaldes lidenskaben med dens glæde og smerte. Og hvis man vil forstå længslen eller begæret, må der selvfølgelig ikke være noget valg. Du kan ikke dømme længslen som værende god eller dårlig, ædel eller gemen, og du kan heller ikke sige, ”jeg vil beholde den ene længsel og fornægte den anden.” Alt det må lægges til side hvis vi skal finde ud af sandheden om begæret og længslen - skønheden i den, skummelheden eller hvad det nu kan være. Begær er en meget mærkelig ting at tænke over, men her i vesten kan mange begær opfyldes. I har biler, velstand, bedre sundhed, læsefærdigheder og evnen til at indsamle viden og forskellig slags erfaring. I østen, derimod, er der stadig mangel på føde, tøj og husly, dér er stadig mange fanget i fattigdommens elendighed og fornedrelse. Men i vest såvel som i øst brænder begæret og længslen hele tiden, i alle retninger. Den er der, i det ydre og også dybt inde. Den som forsager verden er lige så ødelagt af sin længsel efter og sin jagt på gud som den der jagter succes og rigdom. Så, begæret er der hele tiden, brændende, modsætningsfyldt, skabende oprør, angst, skyld og fortvivlelse.

 

Jeg ved ikke om du overhovedet nogensinde har eksperimenteret med det? Hvad sker der hvis ikke du fordømmer begæret, ikke bedømmer det som godt eller dårligt, men simpelthen er bevidst om det? Jeg gad vide om du ved hvad det betyder at være bevidst om noget? De fleste af os er ikke bevidste fordi vi er blevet så vant til at fordømme, bedømme, evaluere, identificere og foretage valg. Valget forhindrer selvfølgelig klar bevidsthed, fordi valget altid foretages som et resultat af en konflikt. At være bevidst når du træder ind i et rum, at se alle møblerne, tæpperne eller fraværet af tæpper, og så videre – bare at se det, være bevidst om det alt sammen uden nogen form for dom – er meget vanskeligt. Har du nogensinde prøvet at se på et menneske, en blomst, en idé, en følelse, uden noget valg, uden nogen dom?

 

Og hvis man gør det samme med begæret, hvis man lever med det – ikke fornægter det eller siger, ”hvad skal jeg gøre med dette begær? Det er så grimt, så grasserende, så voldeligt, ikke kalder det noget, ikke skaber et sindbillede, ikke tildækker det med et eneste ord – er det da længere årsag til oprør? Er begær så noget der skal lægges væk, knuses? Vi vil gerne knuse begæret fordi det ene begær raser imod det andet, og det skaber konflikt, elendighed og modsigelse, og man kan også se hvordan vi prøver at flygte fra denne evindelige konflikt. Så kan man være bevidst om begæret i sin helhed? Det jeg mener med helhed handler ikke bare om et begær eller mange begær, men om selve begærets hele karakter. Og man kan kun være bevidst om begæret i sin helhed, når der ikke er nogen mening om det, ingen ord, ingen dom, ingen valg. At være bevidst om ethvert begær efterhånden som det dukker op, ikke identificere sig med det, eller fordømme det, i den tilstand af vågenhed, er det så begær eller er det en flamme, en lidenskab der er nødvendig? Ordet lidenskab er i almindelighed forbeholdt en ting - sex. Men for mig er lidenskab ikke sex. Man skal have lidenskab, inderlighed, for virkelig at leve med noget; for at leve fuldt ud, for at se på et bjerg, et træ, for faktisk at se på et menneske, må du have en lidenskabelig inderlighed. Men den lidenskab, den flamme fornægtes når du er omgærdet af forskellige drifter, krav, modsigelser og frygt. Hvordan kan en flamme overleve, når den kvæles af en masse røg? Vores liv er ikke andet end røg; vi leder efter flammen, men samtidig fornægter vi den ved at undertrykke, kontrollere, forme det vi kalder begær og længsel.

 

Hvordan kan der være skønhed uden lidenskab? Jeg mener ikke skønheden i skildringer, bygninger, kvinder med makeup, og alt sådan noget. De har deres egen form for skønhed, men vi taler ikke om overfladisk skønhed. Det som er sat sammen af mennesker, en katedral, et tempel, et billede, et digt eller en statue er måske eller måske ikke smukt. Men der er en skønhed som er hinsides følelse og tanke og som ikke kan ses, forstås eller kendes, hvis ikke der er lidenskab. Så misforstå ikke ordet lidenskab. Det er ikke et grimt ord; det er ikke noget man kan købe på markedet, eller tale romantisk om. Det har overhovedet ikke noget at gøre med sindsbevægelser, følelser. Det er heller ikke noget respektabelt; det er en flamme som fortærer alt hvad der er falskt. Og altid er vi bange for at lade flammen opsluge de ting vi holder af, de ting vi kalder vigtige. Når alt kommer til alt, så fører det liv vi lever for øjeblikket, og som baserer sig på behov og begær og måder at kontrollere begæret på ,til - at vi bliver mere overfladiske og tomme end nogensinde. Vi er måske vældig dygtige, vældig lærde, vi kan gentage det vi har samlet op, men det gør datamaskiner også, og der er allerede områder hvor de overgår mennesket, hvor de er mere præcise og hurtigere i deres beregninger. Så, vi kommer altid tilbage til det samme, som er – at det liv vi lever nu er meget overfladisk, indskrænket og begrænset, alt sammen fordi vi dybt inde er tomme, ensomme, og altid prøver at dække over det, fylde tomheden ud, og derfor bliver behov og begær frygtelige ting. Intet kan fylde det dybe tomrum indeni – ingen guruer, ingen frelsere, ingen viden, intet forhold, ingen børn, ingen mand, ingen kone – intet. Men hvis sindet, hjernen, hele dit væsen kan se på det, leve med det, så vil du forstå, at psykologisk, indeni, er der ikke behov for noget som helst. Det er sand frihed.

 

Men det kræver dyb indsigt, intense spørgsmål, uophørlig iagttagelse; og ud af alt det kommer vi måske til at kende kærligheden. Hvordan kan der være kærlighed når der er fastgøring, jalousi, misundelse, ærgerrighed, og hele den forstillelse som følger med det ord? Så, hvis vi går gennem den tomhed – som er en aktualitet, ikke en myte, en idé – vil vi se at kærlighed, begær, længsel og lidenskab er det samme. Hvis du knuser det ene knuser du det andet; hvis du korrumperer en af disse ting, korrumperer du skønheden. At gå ind i alt dette kræver, ikke et uengageret sind, ikke et idealistisk sind eller et religiøst sind, men et sind der stiller spørgsmål, der aldrig er tilfreds, der altid ser på, iagttager, observerer sig selv, kender sig selv. Du vil aldrig finde ud af hvad sandheden er uden kærlighed.

Paris. 12. september, 1961