Hvordan ser du på dit liv?

Af Henrik Petersen

  Vi behøver ingen guru, ingen autoritet, ingen lærer for at forstå vores dagligliv. Det eneste, vi skal gøre, er at iagttage, vi skal være klar over, hvad vi gør, hvad vi tænker, hvad vores motiver er, og om det i det hele taget er muligt totalt at forandre vores menneskemanerer, vores tro og fortvivlelse.

 

Lad os først se på hvad vores dagligliv faktisk er. Fordi hvis ikke vi forstår det, hvis ikke vi bringer det i orden, hvis vi går let hen over vores daglige virke og flygter ind i en eller anden ideologi, eller bare bliver ved med stort set at være tilfreds med tingene som de er, så har vi intet grundlag for et liv, en tankegang, en handlemåde, som er rigtig og sand…

 

Hvis du kan bære at se på det, hvis du kan observere det, hvad er dit daglige liv så egentlig? Du kan se, at der er en hel del forvirring, der er konformitet og mange modsigelser, alle mulige personer imod hinanden, og i erhvervslivet er man parat til at hugge hovedet af hinanden. Politisk, sociologisk, moralsk, er der ikke så lidt forvirring, og når du ser på dit eget liv, ser du, at det er en lang række konflikter fra du fødes til du dør. Livet er blevet en slagmark. Vær sød at iagttage det. Du skal ikke være enig med taleren eller uenig med ham, men bare iagttage det. Hvis du sådan iagttager det, kan du ikke undgå at se, hvad der egentlig foregår, du ser vores fortvivlelse, vores ensomhed, vores ulykkelighed, du ser vores konflikter, og at vi er fanget i konkurrence, aggression, brutalitet og vold. Dette er faktisk vores dagligliv, det kalder vi at leve…

 

Dit dagligliv er uden skønhed. Dine religiøse lærere og religiøse bøger har sagt,” du må ikke begære, vær uden begær. Se ikke på en kvinde, for du kan blive fristet; og for at finde gud, sandheden, må du leve i cølibat.” Og vores dagligliv er lige modsat alle lærernes ord. Vi er faktisk hvad vi er – meget ubetydelige, jævne, smålige, frygtsomme mennesker …

 

Så, kan vi forandre vores liv? Dit liv er i uorden, dit liv er fragmenteret – du er én på kontoret, en anden i kirken (hvis du stadig har sådanne tilbøjeligheder), og noget helt andet sammen med familien, og foran en højtstående embedsmand bliver du et frygtsomt, desperat menneske, en spytslikker. Kan vi ændre alt dette? …

 

Hør nu, hvordan ser du på dit liv? Det er et meget, meget komplekst problem, og tilværelsens komplekse problemer skal man nærme sig på en meget enkel måde og ikke med alle de teorier, meninger og domme, man har, for de har absolut ikke hjulpet. Alle dine religiøse konklusioner er uden betydning. Du skal kunne se på det liv, du dagligt fører, og du skal kunne se det præcist som det er.

 

Vanskeligheden består i at observere, at iagttage. Hvad menes der med ordet at iagttage Der er ikke bare sansningen, opfattelsen med øjet. Du ser en bougainvillea med sanserne. Så iagttager du dens farve. Du har allerede et billede af den, du har et navn til den, du kan lide eller ikke lide den, du har en præference. Så du ser blomsten gennem det billede, du har af den. Du ser den faktisk ikke, dit sind ser den mere end dit øje, ikke? Vær sød at forstå denne helt enkle kendsgerning. Naturen ødelægges af mennesker, som forurener og gør alt muligt andet forfærdeligt i denne verden, men vi ser på naturen med øjne, som har indsamlet viden om naturen, og derfor ser vi den gennem et billede, en forestilling. Vi ser også på mennesker gennem vores forskellige former for konklusioner, meninger, domme og værdier. Det vil sige, du er hindu, en anden er muslim; du er katolik, en anden er protestant, kommunist, og så videre og så videre. Der er adskillelse. Så når du iagttager dig selv, iagttager dit liv, så iagttager du det gennem det billede, gennem de konklusioner, du allerede har dannet. Du siger, ”det er godt”, eller ”det er dårligt,” eller ”sådan burde det være”, eller ”sådan burde det ikke være.” Du ser med de idealbilleder, de konklusioner du har dannet dig, og derfor ser du faktisk ikke på livet.

 

For at se på vores liv, som det er, skal der være frihed i iagttagelsen. Du skal ikke se på det som en hindu, som en bureaukrat, som et familiemenneske, eller gud ved hvad. Du skal se på det med frihed, og det er vanskeligheden. Du ser på dit liv, på fortvivlelsen, smerten, sorgen, denne endeløse kamp med øjne og ører, som har sagt, ”dette skal ændres, det skal forandres for at det kan blive rigtig smukt”. Når du gør det, så er du faktisk ikke i direkte kontakt med det, du ser. Kan du følge det? Ikke følge den forklaring, som taleren giver, men observerer du virkelig dit liv, og observerer du virkelig, hvordan du ser på det? Ser du på dit liv med et billede, en konklusion, og kommer derfor ikke i direkte kontakt med det? Når du ser på det liv, du dagligt lever – ikke et teoretisk liv, et abstrakt liv hvor, ”alle mennesker er et, alt er kærlighed,” og alt det sludder – når du iagttager dit liv, forstår du så, at du ser med en viden, der hører fortiden til. Du ser med alle forestillingerne, billederne, traditionerne, hele ophobningen af menneskelig erfaring.  Det forhindrer dig i virkelig at se. En kendsgerning skal stå klart, og det er, at for virkelig at observere dit liv skal du se på det på ny. Det vil sige, se på det uden fordømmelse, uden ideal, uden noget ønske om at undertrykke eller forandre det, blot observere.

 

Gør du det? Bruger du taleren som et spejl, hvori du ser dit eget liv? Ser du, at det at se ud fra en konklusion, forhindrer dig i at se direkte på livet og være i direkte kontakt med livet? Ser du det? Hvis ikke du gør det nu, vil du heller ikke gøre det senere. Hvis du ikke gør det, er det lige meget, om du lytter. Se på himlen, se på træet, se på lysets skønhed, se på skyerne med deres former og finesser. Hvis du ser uden noget idealbillede, har du forstået dit eget liv.

 

Når du ser som en iagttager på dig selv, når du ser på dit liv som noget, der skal iagttages, så er der et skel imellem iagttageren og det iagttagne. Er det ikke ligetil? Hvis du ser på dit liv som en iagttager adskilt fra dit liv, så er der et skel imellem iagttageren og det iagttagne. Hør nu, dette skel er kernen i al konflikt, kernen i al strid, i al smerte, i al frygt og fortvivlelse. Hvor der er skel imellem mennesker – nationale, religiøse, sociale – er der konflikt. Dette er lov; det er fornuft, det er logik. Skellet udadtil med al dets konflikt er det samme som det indre skel imellem iagttageren og det iagttagne.

 

Hvis ikke du forstår dette, kan du ikke gå meget længere, for et sind som er i konflikt kan aldrig nogensinde forstå, hvad sandhed er. Et konfliktfyldt sind er et plaget, et lusket, et fordrejet sind; og hvordan kan et sådant sind være fri til at iagttage jordens eller himlens skønhed eller skønheden i et træ, et barn, en kvinde eller mand og skønheden i den meget store sensitivitet med alt, hvad det indebærer. Hvis ikke dette grundlæggende princip forstås, ikke som et ideal, men som en kendsgerning, kommer du uundgåeligt til at have konflikt. På samme måde, så længe der er en iagttager, og noget der iagttages, må der være en konflikt i dig. Og når der er en konflikt i dig, projicerer du den konflikt udad. Dette forstår de fleste af os. Og vi ved ikke, hvordan man iagttager uden iagttageren, hvordan man løser denne konflikt. Og derfor tyr vi til forskellige former for flugt, ledere, idealer, og alt det pjat.

 

Nu skal vi finde ud af for os selv – ikke ud fra taleren – om det er muligt at bringe denne adskilthed imellem iagttageren og det iagttagne til ophør. Hør, dette er vigtigt, hvis vi virkelig skal komme længere, for vi vil gå ind i spørgsmålet om, hvad kærlighed er, hvad død er, hvad det skønne i sandhed er, hvad meditation er, og sindet som er totalt stille. Og for at forstå det ophøjede, må man begynde med at bringe konflikten til ophør, og denne konflikt eksisterer, hvor end der er iagttageren og det iagttagne.

 

Så, hvad er denne iagttager, som har adskilt sig fra det iagttagne? Dette er ikke en filosofi, et intellektuelt anliggende, noget man kan diskutere, benægte, være enig eller uenig i; dette er noget, du er nødt til selv at se, og derfor er det dit, ikke talerens. Du indser, at når du er vred, i selve det øjeblik du er vred, er der ingen iagttager. I det øjeblik et eller andet opleves, er der ingen iagttager. Se det nu. Når du ser på en solnedgang, og den solnedgang er noget helt utroligt, i det øjeblik er der ingen iagttager, der siger,” jeg ser nu solnedgangen.” Et sekund senere kommer iagttageren. Du er vred. I vredes-øjeblikket er der ikke nogen iagttager, ikke nogen oplever, der er kun den tilstand af vrede. Et sekund senere kommer iagttageren, der siger, ”jeg burde ikke have været vred,” eller,” jeg havde ret til at være vred.” Et sekund senere, ikke i det øjeblik vreden er der, findes begyndelsen til adskillelsen.

 

Så, hvordan sker det her? I oplevelses-øjeblikket er iagttageren totalt fraværende. Hvordan sker det, at et sekund senere bliver iagttageren til? Du stiller spørgsmålet, ikke jeg, ikke taleren. Stil dig selv spørgsmålet, og du vil finde svaret. Du er nødt til at gøre arbejdet, for det er dit liv. Men hvis du siger, ”nå ja, jeg har da lært noget af taleren,” så har du absolut ikke lært noget…

 

Så, hvordan skabes denne iagttager? Når du ser på en blomst, i det øjeblik du nøje iagttager den er der ingen iagttager, der er kun seen. Så begynder du at give den blomst et navn. Så siger du, ”jeg ville ønske jeg havde den i min have eller mit hus.” Du er allerede begyndt at opbygge et billede omkring den blomst. Så billed-mageren er iagttageren. Se det nu i dig selv. Både billedet og billed-mageren er iagttageren, og iagttageren er fortiden – dette mig som iagttageren er fortiden. Dette mig er den viden, jeg har samlet, viden om smerte, sorg, lidelse, tortur, fortvivlelse, ensomhed, jalousi, den frygtelige angst man går igennem. Det er alt sammen mig, det er den samlede viden i iagttageren, som er fortid. Så når du iagttager, så ser iagttageren på den blomst med fortidens øjne. Du ved ikke hvad det sige at se uden iagttageren, og derfor skaber du konflikt.

 

Så, vores spørgsmål er nu; kan du se, ikke alene på blomsten, men på dit liv, på dine kvaler, på din fortvivlelse, din sorg, uden at kalde det noget, uden at sige til dig selv,” jeg må komme ud over det, jeg må undertrykke det? ” Bare se på det uden iagttageren. Gør det nu, mens vi taler. Tag f.eks. misundelse, som de fleste kender til. Du ved udmærket, hvad misundelse er, ikke? Du er meget fortrolig med den. Misundelse er sammenligning, det er tanken, som måler og sammenligner det, du er, med det du burde være, eller det du ønsker at blive. Nu skal du bare se. Du er misundelig på din nabo, som har en større bil og et bedre hus. Når du pludselig føler misundelsen, har du sammenlignet dig selv med ham, og misundelsen er født. Kan du se på den følelse uden at sige, den er rigtig eller forkert, uden at kalde den noget, uden at sige at det er misundelse? Se på den uden noget som helst idealbillede, så går du ud over den. I stedet for at kæmpe med misundelsen, føle at du burde eller ikke burde være misundelig, at du må undertrykke den, i stedet for al den kamp, så observer, iagttag din misundelse uden at kalde den noget. For benævnelsen er fortidens, hukommelsens bevægelse, som retfærdiggør eller fordømmer. Hvis du kan iagttage følelsen uden benævnelsen, så vil du se du går ud over den. I det øjeblik du kender til muligheden af at gå ud over det, som er, er du fuld af energi. Et menneske, som ikke ved, hvordan man går ud over det, som er, som ikke ved, hvordan man ordner det, er bange og flygter. Et menneske, som ser det som umuligt, mister energi. Hvis du har et problem og kan løse det, så har du energi. En, som har tusind problemer og ikke ved, hvad han skal stille op med dem, mister energi. Så, på samme måde, se på dit uskønne, smålige, overfladiske, ekstraordinært voldelige liv. Alle disse ord bruges blot til at beskrive det, der faktisk foregår, ikke bare volden i sex, men volden i magt, position og anseelse. Se nu på det med øjne, som ikke straks byder på idealbilleder. Hør nu, det er dit liv.

 

Og se også på det, du i dit liv kalder kærlighed. Hvad er kærlighed? Vi diskuterer ikke teorier, vi diskuterer ikke, hvad kærlighed burde være. Vi observerer det, vi kalder kærlighed. Jeg ved ikke, hvad du elsker. Jeg tvivler på, om du overhovedet elsker noget. Ved du, hvad det betyder at elske? Er kærlighed nydelse? Er kærlighed jalousi? Kan et menneske, som er ambitiøst, elske? Han kan gå i seng med sin kone, avle et par børn. Og der er den, der kæmper for at blive en vigtig person i politik eller i erhvervslivet eller i den religiøse verden, hvor ønsket er at blive en helgen, at blive uden begær. Alt sammen handler om ambition, aggression, begær. Kan et menneske, som er konkurrencepræget, elske? Og I er alle sammen konkurrenceprægede, er I ikke? Du vil have et bedre job, en bedre position, et bedre hus, mere ophøjede tanker, et mere perfekt selvbillede. Er det kærlighed? Kan du elske, hvis du går gennem alt det tyranniske der er i at dominere din kone eller mand eller dine børn? Når du søger magt, er kærlighed så mulig?

 

Derfor, ved at negere det, der ikke er kærlighed, er der kærlighed. Du er nødt til at negere alt det, der ikke er kærlighed: altså, ingen ambition, ingen konkurrence, ingen angreb, ingen vold, hverken i tale, handling eller tanke. Når du nu negerer det, der ikke er kærlighed, så vil du vide, hvad kærlighed er. Kærlighed er noget inderligt, noget du føler meget stærkt. Kærlighed er ikke nydelse; man må derfor forstå nydelse, ikke stræbe efter at elske nogen.

 

Når du ser, hvad dit liv er, et liv hvori der ikke er kærlighed, skønhed og frihed, burde du græde. Du indser virkelig, hvor goldt dit liv er, og dette golde liv er et resultat af din kultur…

 

Så hvis du observerer og lægger mærke til dit liv, finder du for dig selv ud af, hvad kærlighed er, og i det ligger der stor lidenskab. Ikke kærlighed, lidenskab; ordet lidenskab kommer fra sorg. Grundbetydningen af ordet lidelse er sorg. Ved du, hvad det betyder at lide? Ikke, hvordan man slipper for lidelse, eller hvad man skal gøre ved den, men at lide, at have stor smerte indeni? Når der ikke er nogen undgående bevægelse væk fra den sorg, kommer der stor lidenskab, stor medfølelse.

 

Vi skal også finde ud af, hvad døden er – ikke i sidste minut, ikke når du er dårlig, bevidstløs, dødssyg og ude af stand til at observere noget klart. Alderdom, sygdom og død venter os alle, men du skal finde ud af, hvad døden betyder, mens du er ung, frisk, aktiv og fuld af liv…

 

For at finde ud af dødens betydning og vigtighed mens man er aktiv og levende, må der ikke være frygt. De fleste af os er bange for døden, bange for at forlade de ting, vi kender, bange for at forlade vores familie, bange for at forlade de ting, som vi har samlet, bange for at give slip på vores viden, vores bøger, vores kontor, alt det vi har samlet sammen. Fordi du ikke ved, hvad der sker, når du dør, så kommer sindet, som er tanken, og siger, at der må være et andet liv, at dit særskilte liv må fortsætte på en eller anden måde – og så har du hele trosstrukturen…

 

Men det, vi siger, er, at du skal finde ud af, hvad det betyder at dø – ikke fysisk, det er uundgåeligt – men dø fra alt det, du kender, dø fra din familie, fra dit tilbehør, fra alle de ting, du har ophobet, det velkendte, de velkendte nydelser, den velkendte frygt. Dø fra det hvert eneste minut og du vil forstå, hvad det betyder at dø, så at sindet forfriskes, bliver ungt, og derfor uskyldigt, og derfor inkarnerer, ikke i næste liv, men den næste dag. Det er langt vigtigere at inkarnere næste dag, så at dit sind er forbløffende uskyldigt, end at gøre det engang ude i fremtiden. Ordet uskyld betyder et sind, der ikke er i stand til at blive såret. Forstår du skønheden i det? Et sind, der aldrig kan såres, er et uskyldigt sind. Derfor skal et sind, der er blevet såret, dø fra disse sår hver dag, så at det næste morgen er friskt, klart, uplettet, og uden ar. Det er måden at leve på. Det er ikke en teori, det er op til dig at gøre det.

 

Vi taler om et sind, som ikke anstrenger sig. Vi har forstået, hvordan anstrengelsen bliver til, når der er konflikt, når vi har iagttageren og det iagttagne. Fra den forståelse har du orden, for der kommer orden, når du forstår, hvad uorden er. Dit liv er uorden, men når du forstår det, ikke intellektuelt, men faktisk, kommer der orden. Den orden er dyd, den er retskaffenhed. Den er noget levende. Et menneske, der er forfængeligt, prøver at være ydmygt. Se modsigelsen. Jeg er forfængelig, og jeg har prøvet at blive ydmyg. I dette forsøg på at blive ydmyg er der konflikt. Hvorimod, hvis jeg ser den kendsgerning i øjnene, at jeg er forfængelig, og forstår det og går ud over det, så er der ydmyghed uden noget forsøg på at være ydmyg. Så der skal være denne fuldstændige forståelse af én selv. Der skal være orden, som ikke er vane, som ikke er rutine, som ikke er kultiveringen af nogen dyd. Dyden bliver til som en godhedens blomst, når du forstår uordenen i dit liv. Ud af uorden kommer orden…

 

Og så kan vi spørge, hvad er meditation? Ikke hvordan man mediterer eller hvilke forholdsregler man skal tage for at meditere, hvilke systemer og metoder man skal følge for at meditere, fordi alle systemer, alle metoder gør sindet mekanisk. Hvis jeg følger et bestemt system, hvor omhyggeligt det end er udarbejdet af den største, den reneste, den mest intellektuelle guru, du overhovedet kan forestille dig, så vil det system, den metode gøre sindet og forstanden mekanisk. Og et mekanisk sind er et dødt sind. Det er, hvad I alle sammen søger, når I spørger om, hvordan man mediterer. Efter et års træning vil du have et kedeligt, dumt sind, et sind der kan undslippe, der kan hypnotisere sig selv. Og det er ikke meditation. Meditation er noget af det mest forunderlige. Vi vil se, hvad meditation ikke er. Derefter vil du vide, hvad meditation er. Ved at se, hvad meditation ikke er, gennem negation, støder du på det positive. Men hvis du forfølger det positive, fører det dig ind i en blindgyde.

 

Vi siger, at meditation ikke er at lære et system. Du kender folk, som sidder og bliver bevidste om deres tæer, om deres krop, om deres bevægelser, folk som træner, træner og træner. Det kan en maskine gøre. Systemer kan ikke åbenbare skønheden og dybden i dette forunderlige noget som kaldes meditation. Meditation er ikke koncentration. Når du koncentrerer dig eller forsøger at koncentrere dig, så er der i den koncentration iagttageren og det iagttagne. Der er den som siger, ”jeg skal koncentrere mig, jeg må tvinge mig selv til at koncentrere mig” – så koncentration bliver til konflikt. Når du lærer at koncentrere dig, som skoleelever gør, så bliver den koncentration en fordrivelsesproces, som opbygger en mur mod tanken - men det er i sig selv en anden af tankens bevægelser. Koncentration er ikke meditation. Meditation er ikke en flugt fra forståelsen af det, du faktisk er. Der skal være fuldkommen selvindsigt – ikke i et højere selv eller atman og alt det vrøvl, som alt sammen er påfund. Det, som er en kendsgerning, er virkeligt, påfund er ikke.

 

Så en forstand, et sind, der gennem negation har forstået, at der ikke er et system, en metode, en koncentration, bliver helt naturligt meget roligt. I den ro er der ikke nogen iagttager, som har opnået en eller anden stilhed. I den stilhed tømmes sindet for al fortid. Medmindre du gør dette i dit dagligliv, vil du ikke forstå det mirakuløse, det subtile, det skønne, det ekstraordinære ved det. Lad nu være med bare at gentage, hvad taleren siger. Hvis du gentager noget, bliver det propaganda, som betyder en løgn.

 

Når sindet og forstanden er fuldstændig i orden, matematisk orden, og den orden er blevet naturligt til gennem forståelsen af vores dagliglivs uorden, så bliver sindet ekstraordinært roligt. Denne ro har et udstrakt rum.  Det er ikke roen i det lille rum. Det er ikke den stilhed, som kommer, når larmen hører op. Det er stilheden i et sind, som har forstået hele problemet i eksistensen, kærligheden, døden og livet, skønheden i himlene, i træerne, i menneskene. Alle jeres religiøse guruer har fornægtet skønhed, og det er derfor, I ødelægger jeres træer, jeres natur. Når I har forstået alt dette, da vil I vide, hvad der sker i den stilhed. Ingen kan beskrive det. Enhver, der beskriver det, ved ikke, hvad det er. Det er op til dig at finde ud af det.

 

Du skal stille spørgsmål, ikke bare til taleren men til dig selv, hvilket er langt vigtigere. Spørg dig selv, hvorfor du tror, hvorfor du følger, hvorfor du accepterer autoritet, hvorfor du er korrupt, vred, jaloux, rå og voldelig. Sæt spørgsmålstegn ved det, og find ud af svaret, og du kan ikke finde ud af svaret ved at spørge en anden. Ser du, du er nødt til at stå alene, helt alene, hvilket ikke betyder, du bliver isoleret. Fordi du er alene, så vil du vide, hvad det egentlig betyder at leve. Derfor skal du konstant stille spørgsmål. Og jo mere du spørger dig selv, jo mindre skal du prøve at finde et svar, men spørg og se. Spørg og se, og når du spørger skal det være med interesse og omsorg, der skal være ømhed, der skal være kærlighed, når du spørger dig selv, du skal ikke mørbanke dig selv med spørgsmål.

Fra bogen ”Inward Revolution” Bangalore 21. januar 1971.