Tro ødelægger verden – men hvad er religion så?

Af Rasmus Tinning

Jeg er kritisk over for alle religioner, ideologier eller andre bevægelser, som man kan tro på.

Religioner forlanger altid, at man skal tro på et eller andet fantastisk, som ligger langt fra den praktiske viden, jeg ellers lever i overensstemmelse med. Hvorfor skulle jeg tro på Gud, når jeg mener at "Gud" er noget mennesker har fundet på, for at tilfredsstille nogle samfundsmæssige og eksistentielle behov? Gennem deres ælde, udbredelse eller imperialistiske overmagt er religionerne kommet til at fremstå som noget, der er større og mere autoritativt end det enkelte menneske. Menneskets eksistentielle liv bliver overtaget af organisationer, som fastsætter regler, der ikke er til diskussion. På trods af religionernes sociale og kulturelle aspekter lurer intolerance og fanatisme altid på grund af selve den troendes identifikation med en bestemt tro og tilsvarende afgrænsning af sig selv fra sine andre medmennesker. Religion synes desværre at stå for alt det reaktionære, som står i vejen for en bedre verden.

Imidlertid er det i det nittende og tyvende århundrede, man finder den mest forfærdelige form for tro, nemlig ideologierne og nationalismen. Idealistens tro på, at han har ret til at forandre verden gennem vold og tvang, og at målet helliger midlet, uanset hvor grusomt dette er, er nogle af de helt store, tragiske illusioner.

Endelig er der den forestilling at ”fremskridtet” vil forbedre samfundet. Det er en overbevisning som også bygger på en form for tro. Nemlig at man kan bygge et samfund udelukkende på retsstat, demokrati, god regeringsførelse, økonomi, videnskab, uddannelse, universelle menneskerettigheder og andre ”menneskeskabte” systemer. Personligt mener jeg, at disse systemer er nødvendige for et godt samfund. En demokratisk retsstat er langt bedre end et præstestyre eller diktatur. Men det er som om, barnet er ved at blive skyllet ud med badevandet. Selve godheden og fornuftens kildespring bliver betragtet overflødigt. Alting kan klares ved en politisk, økonomisk, teknologisk eller etisk diskussion, tror man.

Vi har været berusede af tanken om det moderne projekt, men måske er vi ved at opdage, at fremskridtet er temmelig overfladisk. Det er som om, at uanset, hvor mange fremskridt vi gør, er resultatet blot forbrugerisme, smålighed, underholdning og en gradvis opløsning af samfundet. Hver familie, hvert enkelt menneske må i stilhed accepteret, at hjerne og viden er den højeste dyd, og at der dybest set ikke findes menneskelige bånd i den internationale økonomiske konkurrence. Vi er alle hinandens konkurrenter. Alle forsøger vi ensomt at ride på bølger af udbud og efterspørgsel – uanset hvor sociale, vi selv mener vi er.

Det moderne menneskes stigende isolation kommer ikke kun fra vores dyrkelse af personlig succes som et absolut gode, men også fra et gradvis tab af tro på de fællesskabsorienterede og kulturskabende ideologier som kristendom, nationalromantik, socialisme, kulturradikalisme osv. Er den modne frugt af vestens kultur, at der kun findes den enkeltes tilværelseskamp?

Jeg tror ikke at vi kan forhindre denne gradvise opløsning af traditionelle menneskelige relationer ved at udtænke nye ideologier og trosformer, eller ved at vende tilbage til de gamle. Troens tid er forbi. I den moderne tilværelse er tro ikke blot uhensigtsmæssig, men umulig.

Ideologi og organiseret religion er begge dele tankesystemer i sidste ende. Systemer kan ikke løse nutidens menneskelige problemer. De kan ikke gøre os mindre isolerede eller opløse de urgamle hadetraditioner som verden er gennemskåret af. Systemer kan ikke civilisere det indre menneske, kun holde det nede. De kan ikke helbrede frygt, had, griskhed, sorg og alle de andre ting, som ligger under overfladen i den menneskelige bevidsthed og som altid synes at få det sidste ord. Derfor starter regeneration ikke med en ændring af ”systemet”, men med at det enkelte menneske genopdager de sande værdier.

Krishnamurti kalder sine ”teachings” for religion, fordi de er en total forkastelse af alt, der ikke fører til kernen i den ægte religiøse indsigt: at sandhed, kærlighed, frihed, retskaffenhed og lykke udspringer af den samme kilde. Denne indsigt baserer sig ikke på moral eller etik, eller på en psykologisk metode, en ideologi, trosform eller en flerfoldig vej. Den religiøse indsigt opstår gennem en direkte forståelse af bevidsthedens natur, der fører til befrielse og kærlighed. Kun på den måde kan mennesket blive et lys for sig selv og ikke et programmeret politisk eller religiøst produkt.

Denne indsigt vender op og ned på den måde vi forestiller os lykken på, nemlig at det handler om min personlige succes. Krishnamurti fremdrager den gamle sandhed, at kun mennesket med det rene hjerte kan tilnærme sig den centrale religiøse erfaring, ikke den som kun tænker på sig selv eller som vil fremme et ideal. Dette er ikke et moralsk dogme, men en psykologisk realitet.

Krishnamurti genopdager disse psykologiske lovmæssigheder og redegør for dem på en måde, der aldrig er set før eller siden. Han starter meget nært. Hvis sindet søger tryghed, vil det acceptere usandhed. Det vil tro på alt, uanset hvor idiotisk det er. Derfor er selvkendskab og frihed fra frygt, det fundament, som sand religion hviler på. Hvis du ikke ved, hvad du er indoktrineret med eller hvad dit hjertes skjulte længsler er, vil du vandre i mørke. Ethvert dybt spørgsmål vil kun føre til flere illusioner. Hvis du vil træde ud af verdens uendelige spiral of vold og sorg, må du kende dig selv, for du er verden. Du er menneskets historie.

Ifølge Krishnamurti starter opdagelsen af sandheden med iagttagelsen af dine dagligdags relationer. Gennem denne observation forstår du, hvad du er. En opmærksomhed som ikke styres, er både det første skridt og det sidste. Hvis man forstår at iagttage helt ubetinget, uden at vælge, bliver denne opmærksomhed af sig selv dybere og dybere. Der er ingen ”opstigen”, ingen trin, ingen vej, intet at tro på eller melde sig ind i - intet at købe, intet at kæmpe for.

Ifølge Krishnamurti er religion, når et menneske sætter alt ind på at blive et lys for sig selv. Ikke et intellektuelt lys, men et totalt engagement af hjerne, hjerte og krop i en søgen efter sandheden. Det hellige, som er essensen af religion, rummes ikke i menneskeskabte ideologier eller organisationer, men er et naturfænomen, som den rene af hjertet kan møde.

Rasmus Tinning

NB.: Blogindlægget udtrykker ikke nødvendigvis Krishnamurti Komiteen eller Redaktionsgruppens synspunkter.