At forstå, ikke løse problemer
Af Henrik Petersen
Alle problemer er forbundet med hinanden.
Vi ser på livet fra et særligt synspunkt, fra en konklusion, eller fra nogle idealistiske forestillinger.
Kan vi se på et problem fra et helt andet udgangspunkt, som ikke er fragmenteret?
Hvorfor har vi problemer? Vi har så mange problemer i vores liv – politiske, religiøse, seksuelle og så videre; og i samfund der er så sofistikerede, så komplekse som nu vokser problemerne – overbefolkning, dårlig regeringsførelse og så videre. Og i løsningen af et problem synes mange andre problemer at vokse frem – er det ikke rigtigt?
Så er vi bevidste om, opmærksomme på at vores hjerne, at vi som menneskelige væsener, altid kæmper med problemer og forsøger at finde det rette svar på dem. Men det rette svar findes først når vi erkender at hjernen er betinget og så længe hjernen er kendetegnet ved hele tiden at skulle løse problemer finder vi aldrig det rette svar – er det klart?
Vi kommer meget tidligt I skole, og står så overfor problemerne – matematiske problemer, hvordan lærer man at læse, hvordan lærer man at skrive, hvordan lærer man at regne, du ved, det blive problemer. Så fra barnsben bliver vores hjerne betinget af, at skulle løse problemer. Vores hjerne er således fuld af problemer – er den ikke? Vi søger med en hjerne der er kendetegnet ved at skulle løse problemer. Altid søger vi en løsning på problemerne – ikke?
Men hør lige, hvordan kan hjernen løse problemer hvis den ikke er fri for problemer?
Så hjernen er I en tilstand hvor den altid søger en løsning på problemet, den forstår ikke problemet i sig selv – er det ikke rigtigt?
Kan man have en hjerne der ikke er betinget af problemer? Forstår I mit spørgsmål? Kan man have en hjerne som ikke er kendetegnet ved at ville løse problemer men af at forstå problemer? Er der ikke en forskel mellem at løse et problem og at forstå et problem? Løsningen ligger måske i forståelsen af problemet - den ligger i problemet, ikke langt væk fra problemet, Ikke sandt?
Menneskene på denne jord har siden de kom hertil haft krige, og vi har aldrig løst krigsproblemet. I dag har vi FN, men krigene fortsætter. Årsagen til krig er nationalisme, økonomiske skel, lokale skel, og så videre og så videre – sproglige, racemæssige, religiøse, økonomiske, kulturelle skel. Alt det skiller menneskene. Men vi er alle sammen mennesker, vi lider alle sammen, vi kender alle sammen til smerter og bekymringer, kedsomhed, ensomhed, fortvivlelse. Det tackler vi ikke, men vi vil meget gerne løse de problemer som synes at have en ydre årsag – ikke?
Så igen, kan en hjerne som erkender, som ser at den fra barnsben er dybt præget af problemløsninger, være fri af det og så møde problemerne? Vil I gøre det? Det er spørgsmålet.
spørgsmål&svar 1.Brockwood Park August 1984