Det er en af de sværeste ting at vide med sig selv - ikke kun overfladisk, men faktisk - at man er forvirret. Man vil aldrig indrømme det. Vi håber altid på en slags klarhed, et eller andet smuthul, gennem hvilket forståelsen vil indfinde sig, så vi indrømmer aldrig over for os selv, at vi faktisk er forvirrede. Vi indrømmer aldrig at vi er griske, at vi er vrede, at vi er det ene eller andet, der er altid udflugter, forklaringer. Men at være på det rene med at, ”Jeg er forvirret” – det er en af de vigtigste ting at indrømme over for sig selv.
Er vi ikke alle forvirrede? Hvis du var meget afklaret, hvis du vidste, hvad der er sandt, ville du ikke være her, du ville ikke rende efter lærere, læse bøger, gå til psykologisk undervisning, gå i kirke, opsøge præster og bekende og alt det. At vide med sig selv at man er forvirret er en utrolig vanskelig sag. Det er punkt nummer et – at vide at man er forvirret.
Men hvad sker der når man er forvirret? En hvilken som helst bestræbelse på at blive ikke-forvirret er stadig forvirring. Når et forvirret sind tilstræber at blive ikke-forvirret, så vil selve den bestræbelse udspringe af forvirring. Derfor, uanset hvad sindet foretager sig, uanset bestræbelsen, aktiviteten, religionen, bogen som det vælger, så er det stadig i en tilstand af forvirring, og derfor kan det umuligt forstå. Dets ledere, præster, religioner må nødvendigvis alle være forvirrede. Det er hvad der sker i verden. I har valgt jeres politiske ledere, jeres religiøse ledere ud fra jeres forvirring.
Hvis vi forstår, at en hvilken som helst handling, der udspringer af forvirring, stadig er forvirring, så må vi først stoppe al handling, hvilket de flest af os er utilbøjelige til. Det forvirrede sind, der handler, skaber kun mere forvirring. I kan godt le og smile, men I føler ikke for alvor, at I er forvirrede og at I derfor må holde op med at handle.
Det er naturligvis punkt nummer et. Hvis jeg er faret vild i en skov, styrter jeg ikke rundt. Jeg standser op. Hvis jeg er forvirret, søger jeg ikke efter en vejleder, eller bliver ved med at spørge nogen, hvordan jeg skal komme ud af forvirringen. For ethvert svar, han giver og som jeg modtager, vil blive fortolket i overensstemmelse med min forvirring, og derfor vil det slet ikke være noget svar. Jeg tror det er særdeles vanskeligt at indse, at når man er forvirret, må man stoppe enhver handling psykologisk set. Jeg taler ikke om ydre aktivitet – gå på arbejde og den slags – men på det indre plan, psykologisk set, må man se nødvendigheden af at gøre ende på enhver søgen, enhver bestræbelse, ethvert begær efter forandring. Det er kun når det forvirrede sind afstår fra enhver bevægelse, at klarhed indfinder sig.
Men det er meget svært for sindet, når det er forvirret, ikke at søge, ikke at spørge, ikke at bede, ikke at undvige – bare at blive i tilstanden af forvirring, og undersøge hvad den består i, hvorfor man er forvirret. Kun på den måde vil man finde ud af, hvorfor forvirring opstår. Forvirring opstår, når jeg ikke forstår mig selv, når mine tanker bliver guidet af præsterne, af politikerne, af aviserne, at alle de psykologiske bøger man læser. Modsigelse - i mig selv og i de mennesker, jeg forsøger at følge – opstår, når der er imitation, når der er frygt. Så det er vigtigt, når man ønsker at udrede forvirringen, at forstå forvirringens proces inden i én selv. For at kunne det, må alle psykologiske bestræbelser standses. Det er kun da at sindet, gennem sin egen forståelse af sig selv, får skabt klarhed, så det er opmærksomt på bevægelsen af sine egne tanker og motiver. Sådan et sind bliver meget afklaret, enkelt og direkte.