Dialog 2

Af Frank Fog

Opsummering. Frygt forhindrer moden vækst. Ser vi virkningerne af frygt eller kender vi blot til dem? Forskellen mellem frygt som en erindring og faktisk kontakt med frygt. Afhængighed og tilknytning forårsaget af frygt for menneskets tomhed og intethed. Afdækning af ensomhed og overfladiskhed. Det nyttesløse ved at flygte. ”Hvem er opmærksom på tomheden?”

Krishnamurti: I går talte vi om frygt og nødvendigheden af at kende sig selv. Jeg ved ikke om man ser vigtigheden af at forstå ens egen natur og struktur. Som vi sagde, hvis der ikke er nogen forståelse, ikke intellektuel eller verbal, men en faktisk forståelse af hvad man er og muligheden af at gå ud over det, så må vi uundgåeligt frembringe forvirring og modsætninger i os selv med aktiviteter der vil føre til megen fortræd og sorg. Så det er absolut essentielt at man forstår, ikke kun de overfladiske lag af én selv, men hele entiteten, alle de skjulte dele. Og jeg håber, når vi kommunikerer med hinanden, når vi forstår hele dette problem sammen, at vi faktisk, ikke teoretisk, vil være i stand til at se, om sindet gennem selvkendskab kan gå ud over sin egen betingning, sine egne vaner, sine egne fordomme og så videre.

Vi talte også om at lære om sig selv. At lære indebærer en ikke-akkumulerende bevægelse. Der er ingen bevægelse, hvis der ikke er akkumulering. Hvis den strømmende flod munder ud i en sø, så er der ikke nogen bevægelse. Der er kun en bevægelse, når et konstant tilløb, en konstant strøm. Og at lære indebærer dét; at lære ikke kun om udvendige ting og videnskabelige fakta, men også at lære om sig selv, fordi ’sig selv’ er et dynamisk, ustabilt væsen i konstant forandring. For at lære om det, er fortidige oplevelser til ingen som helst hjælp; tværtimod sætter fortiden en stopper for læring og derfor for enhver fuldstændig handling. Jeg håber vi så dette meget klart: at vi har at gøre med en livets konstant levende bevægelse, en bevægelse som er ’mig´et.’ For at forstå dette ’mig’ som er så overordentligt subtilt, er der nødt til at være en intens nysgerrighed, en vedvarende opmærksomhed, en fornemmelse for ikke-akkumulerende forståelse. Jeg håber vi kan kommunikere med hinanden om hele dette spørgsmål om at lære.

Det er dér vanskeligheden vil være, fordi vores sind holder af at fungere i riller, i mønstre, fra en fastlagt konklusion eller en fordom eller ud fra viden. Sindet er tøjret til en bestemt tro og derfra forsøger det at forstå ’mig´ets’ usædvanlige bevægelse. Derfor er der en modsætning mellem ’mig´et’ og iagttageren.

Vi talte også om frygt som er del af denne ’mig´ets’ totale bevægelse; ’mig´et’ der opsplitter livet som en bevægelse, ’mig´et’ der adskiller sig selv som ’dig´et’ og ’mig´et.’ Vi spurgte, ”Hvad er frygt?” Vi vil lære om frygt uden at ophobe. Selve ordet ’frygt’ forhindrer os i at komme i kontakt med den følelse af fare som vi kalder frygt. Mine herrer, modenhed indebærer en total og naturlig udvikling af et menneske. Naturlig i betydningen ikke-modsætningsfyldt, harmonisk – hvilket ikke har noget at gøre med alder. Og frygten som faktor forhindrer denne naturlige, totale udvikling af sindet. Jeg vil fortsætte lidt endnu og så vil vi diskutere alt dette.

Når man er bange, ikke kun for fysiske ting, men også for psykologiske faktorer, hvad sker der så i den frygt? Jeg er bange, ikke kun for at blive fysisk syg, men for at dø, for mørke – du kender de utallige former for frygt man har, biologiske såvel som psykologiske. Hvad gør den frygt ved sindet, sindet som har skabt al denne frygt? Forstår du mit spørgsmål? Svar mig ikke straks, se på jer selv. Hvad er virkningen af frygt på sindet, på hele ens liv? Eller er vi så vante til frygt, har vi vænnet os til frygt som er blevet en vane, at vi ikke er klar over dens virkning? Hvis jeg har vænnet mig til hinduens nationale følelse, til dogmerne, til overbevisningerne, så er jeg lukket inde i denne betingning og er fuldstændig uvidende om, hvad virkningerne af det er. Jeg ser kun følelsen der vækkes i mig, nationalismen, og jeg er tilfreds med dét. Jeg identificerer mig med landet, med troen og alt det øvrige. Men vi ser ikke virkningerne af en sådan betingning hele vejen rundt. På samme måde ser vi heller ikke hvad frygt gør – psykosomatisk såvel som psykologisk. Hvad gør den? Mine herrer, dette er en diskussion, I må deltage i den!

Spørger: Jeg bliver involveret i at forsøge at hindre denne ting i at ske.

Krishnamurti: Den standser eller lammer handling. Er man opmærksom på dét? Er du? Generaliser ikke. Vi har alle de her diskussioner for at se, hvad der rent faktisk sker ind i os – ellers har disse dialoger ingen mening. Når vi drøfter igennem hvad frygt gør og bliver bevidst om det, så er det måske muligt at gå ud over det. Så hvis jeg overhovedet er seriøs, så må jeg se virkningerne af frygt. Kender jeg til virkningerne af det? Eller kender jeg dem kun verbalt? Kender jeg dem som noget der er sket i fortiden, som forbliver en erindring og den erindring siger: ”Dette er virkningerne af det”? Så den erindring ser virkningerne af det, men sindet ser ikke den faktiske virkning. Jeg ved ikke om du ser det? Jeg har sagt noget som virkelig er ganske vigtigt.

Spørger: Kunne du sige det igen?

Krishnamurti: Når jeg ser virkningerne af frygt, hvad betyder dét så? Enten kender jeg dem verbalt, det vil sige intellektuelt, og jeg ved det som en erindring, som noget der er sket i fortiden, og jeg siger: ”Dette skete.” Så fortiden fortæller mig, hvad virkningerne er. Men jeg ser ikke virkningerne af det i det faktiske øjeblik. Derfor er det noget erindret og ikke virkeligt. Hvorimod ’at kende (’knowing’) indebærer at se (seeing) uden at ophobe – ikke genkende – men at se (seeing) faktummet. Har jeg formidlet det her?

Når jeg siger, ”Jeg er sulten,” er det så erindringen om at have været sulten i går der fortæller mig det, eller er det det virkelige faktum af sult nu? Den faktiske opmærksomhed på at jeg er sulten nu er fuldstændig forskellig fra reaktionen fra en erindring der fortæller mig at jeg har været sulten og at jeg derfor måske er sulten nu. Fortæller fortiden dig om virkningerne af frygt, eller er du opmærksom på den faktiske hændelse som er virkningerne af frygt? Handlingen af de to er fuldstændigt forskellige, er de ikke? Den ene, at være fuldstændigt opmærksom på virkningerne af frygt nu, handler øjeblikkeligt. Men hvis erindring fortæller mig at dette er virkningerne, så er handlingen anderledes. Har jeg udtrykt mig klart? Nuvel, hvilken [af de to] er det?

Spørger: Kan man skelne mellem en bestemt frygt og faktisk at være opmærksom på virkningerne af frygt som sådan – uafhængigt af at huske på virkningerne af en frygt?

Krishnamurti: Det er hvad jeg forsøgte at forklare. Handlingen fra de to er fuldstændigt forskellige. Ser du det? Hvis du ikke ser det, så lad venligst være med at sige ”Ja.” Lad os ikke spille spil med hinanden. Det ere meget vigtigt at forstå det her. Fortæller fortiden dig om virkningerne af frygt, eller er der en direkte sansning af eller opmærksomhed om virkningerne af frygt nu? Hvis fortiden fortæller dig om virkningerne af frygt, så er handlingen ufuldstændig og derfor modsætningsfyldt. Den medfører konflikt. Men hvis man er fuldstændigt opmærksom på virkningerne af frygt nu, så er handlingen fuldstændig, total.

Spørger: Mens jeg sidder her i teltet nu, så har jeg ingen frygt, fordi jeg lytter til, hvad du taler om, så jeg er ikke bange. Men denne frygt kan dukke op, når jeg forlader teltet.

Krishnamurti: Men kan du ikke, mens du sidder her i dette telt, se frygt som du kan have haft i går, kan du ikke fremmane den, invitere den?

Spørger: Det kan være livsfrygt

Krishnamurti: Hvad end frygten er, behøver du så sige, ”Jeg har ingen frygt nu, men når jeg går udenfor, så vil jeg have det.” Det er der!

Spørger: Man kan fremmane det – som du siger – man kan erindre det. Men det er det synspunkt du gjorde klart om at bringe erindring ind i det, tanken om frygt.

Krishnamurti: Jeg Spørger: behøver jeg vente til jeg forlader teltet for at finde ud af, hvad min frygt er? Eller kan jeg, mens jeg sidder her, være opmærksom på dem? Jeg er ikke bange for i dette øjeblik, hvad nogen kan finde på at sige til mig. Men når jeg manden der vil sige de her ting, så vil det skræmme mig. Kan jeg ikke se det virkelige faktum i dét nu?

Spørger: Hvis du gør dét, så gør du det allerede til en praksis.

Krishnamurti: Nej, det er ikke en praksis. Ser du, du er så bange for at gøre hvad som helst der kan blive til en praksis! Hr., er du ikke bange for at miste dit job? Er du ikke bange for døden? Er du ikke bange for ikke at kunne blive tilfredsstillet? Er du ikke bange for at være ensom? Er du ikke bange for ikke at blive elsket? Har du ikke en eller anden form for frygt?

Spørger: Kun hvis der er en udfordring.

Krishnamurti: Men jeg udfordrer dig nu! Jeg kan ikke forstå den mentalitet!

Spørger: Hvis der er en impuls, så handler du, du er nødt til at gøre noget.

Krishnamurti: Nej! Du gør det så kompliceret. Det er så naturligt som at høre toget der drøne forbi. Enten kan du huske larmen fra det tog, eller også lytter du faktisk til den støj. Lad venligst være med at komplicere det.

Spørger: Komplicerer du det ikke på en måde ved at tale om at fremmane frygt? Jeg behøver ikke fremmane min frygt – blot ved at være her kan jeg betragte min reaktion.

Krishnamurti: Det er alt, hvad jeg siger.

Spørger: For at kommunikere her, må vi kende forskellen mellem hjernen og sindet.

Krishnamurti: Vi har diskuteret det tidligere. Vi forsøger nu at finde ud af, hvad frygt er, at lære om det. Er sindet frit til at lære om frygt? Idet at lære er at iagttage frygtens bevægelse. Du kan kun iagttage frygtens bevægelse, når du ikke erindrer dig fortidig frygt og iagttager med de erindringer. Ser du forskellen? Jeg kan iagttage bevægelsen. Lærer du om, hvad der faktisk sker, når der er frygt? Vi koger af frygt hele tiden. Vi ser ikke ud til at være i stand til at komme af med det. Da du havde frygt i fortiden og var opmærksom på det, hvilken virkning havde den frygt på dig og på dine omgivelser? Hvad skete der? Blev du ikke afskåret fra andre? Isolerede virkningerne af frygten dig ikke?

Spørger: De forkrøblede mig.

Krishnamurti: Det fik dig til at føle dig desperat, du vidste ikke, hvad du skulle gøre. Nuvel, da der var denne isolation, hvad skete der med handlingen?

Spørger: Det var fragmentarisk.

Krishnamurti: Lyt nu omhyggeligt til det her. Jeg har haft frygt i fortiden, og virkningerne af den var frygt isolerede mig, forkrøblede mig, gjorde at jeg følte mig desperat. Der var en følelse af at løbe væk, at søge trøst i noget. Alt det vil vi for øjeblikket kalde at isolere sig fra ethvert forhold. Virkningen af den isolation i handling er at frembringe fragmentering. Skete det ikke for dig? Da du var skræmt, vidste du ikke, hvad du skulle gøre, du løb væk fra det eller forsøgte at undertrykke det eller argumentere det væk. Og da du var nødt til at handle, så handlede du ud fra en frygt som i sig selv var isolerende. Så en handling født ud af den frygt, må være fragmentarisk. Idet fragmentering er modsætningsfyldt, så var der en stor portion klamp, pine, ængstelse – ikke?

Spørger: Hr., ligesom en person der er forkrøblet, går med krykker, på samme måde bruger en person der er lammet, forkrøblet af frygt, forskellige former for krykker.

Krishnamurti: Det er, hvad vi siger. Det er rigtigt. Nu er du meget klar med hensyn til virkningen af fortidig frygt: den producerer fragmentariske handlinger. Hvad er forskellen mellem det og frygtens handling uden erindringens reaktion? Når du møder fysisk fare, hvad sker der så?

Spørger: Spontan handling.

Krishnamurti: Det kaldes spontan handling – er den spontan? Vær venlig at udforske, vi forsøger at finde ud af noget. Du er i skoven på egen hånd, i en vildmark, og pludselig træffer du på en bjørn med unger – hvad sker der så? Idet du ved at bjørnen er et farligt dyr, hvad sker der så med dig?

Spørger: Adrenalinen stiger.

Krishnamurti: Ja. Hvilken handling finder nu sted?

Spørger: Du ser faren ved at overføre din egen frygt til bjørnen.

Krishnamurti: Nej. Hvad sker der med dig? Hvis du er bange, så overfører du det selvfølgelig til bjørnen, og bjørnen bliver skræmt og angriber dig. Det her er meget enkelt, du går glip af hele pointen. Har du nogensinde stået ansigt til ansigt med en bjørn i skoven?

Spørger: Der er nogen her der har.

Krishnamurti: Jeg har. Den herre og jeg har haft mange af disse oplevelser i visse år. Men hvad sker der? Der er en bjørn nogle få meter fra dig. Der er alle de kropslige reaktioner, adrenalinen strømmer og så videre. Du standser øjeblikkeligt, du vender dig rundt og løber. Hvad er der sket der? Hvad var reaktionen? Det var en betinget reaktion, ikke sandt? Folk har fortalt dig generation efter generation, ”Vær forsigtig med vilde dyr.” Hvis du bliver angst, vil du overføre det til bjørnen, og så vil den angribe dig. Man gennemgår det alt sammen øjeblikkeligt. Er det frygtens funktion – eller er det intelligens? Hvad er det der opererer? Er det frygt der er blevet kaldt frem gennem gentagelsen af: ”Vær forsigtig med de vilde dyr,” der har været din betingning fra barndommen af? Eller er det intelligens. Den betingede reaktion på dyret og handlingen ved denne betingede reaktion er én ting. Operationen gennem intelligens og handlingen gennem intelligens er anderledes. De to er fuldstændigt forskellige. Er du i berøring med det? En bus farer forbi, du kaster dig ikke ud foran den. Din intelligens siger, ”Gør det ikke.” Det er ikke frygt – med mindre du er neurotisk eller har taget stoffer. Din intelligens, ikke frygt, holder dig tilbage.

Spørger: Hr., når man møder et vildt dyr, må man så ikke være i besiddelse af både intelligens og en betinget reaktion?

Krishnamurti: Nej hr. Se det. I det øjeblik det er en betinget reaktion, så er der frygt involveret i det, og det bliver overført til dyret – men ikke hvis det er intelligens. Så find selv ud af, hvad det er der opererer. Hvis det er frygt, så er handlingen ufuldstændig og derfor er der en fare fra dyret. Men ved den intelligente handling er der ingen frygt overhovedet.

Spørger (1): Du siger at hvis jeg iagttager bjørnen med denne intelligens, så kan jeg blive dræbt af bjørnen uden at opleve frygt

Spørger (2): Hvis jeg ikke havde mødt en bjørn før, så ville jeg ikke engang vide at det var en bjørn.

Krishnamurti: I laver alle sådan nogen komplikationer. Det er så enkelt. Lad nu dyrene være. Lad os begynde med os selv. Vi er også delvist dyr.

Virkningerne af frygt og dens handlinger baseret på fortidige erindringer er destruktive, modsætningsfyldte og lammende. Ser vi det? – ikke verbalt, men faktisk: at når du er bange, så er du fuldstændig isoleret, og enhver handling der sker ud fra den isolation må være fragmentarisk og derfor modsætningsfyldt, derfor er der kamp, pine og så videre. Nuvel, en handling af opmærksomhed om frygt uden alle erindringens reaktioner er en fuldstændig handling. Prøv det! Gør det! Bliv opmærksom mens du går alene når du er på vej hjem. Din gamle frygt vil dukke op. Iagttag så, vær opmærksom på om den frygt er faktisk frygt eller projiceret af tanken som erindring. Mens frygten dukker op, så iagttag om du iagttager ud fra tankens reaktion, eller om du blot iagttager. Hvad vi taler om er handling, fordi livet er handling. Vi siger ikke at kun en del af livet er handling. Hele livet er handling og den handling er opsplittet. Opsplitningen af handling er denne erindringens proces med dens tanker og isolation. Er det klart?

Spørger: Du mener at ideen er at opleve hvert split sekund fuldstændigt uden at erindringen kommer ind?

Krishnamurti: Hr., når du stiller sådan et spørgsmål, så er du nødt til at undersøge spørgsmålet om hukommelse. Du er nødt til at kunne huske, jo klarere, jo tydeligere, jo bedre. Hvis du skal fungere teknologisk, eller blot hvis du vil hjem, så må du kunne huske. Men tanken som hukommelsens reaktion og projektionen af frygt ud af den hukommelse er en handling som er fuldstændig anderledes.

Nuvel, hvad er frygt? Hvordan kommer det sig at der er frygt? Hvordan sker denne frygt? Vær så venlig at fortælle mig det.

Spørger: I mig er det tilknytningen til fortiden.

Krishnamurti: Lad os tage én ting. Hvad mener du med det ord ’tilknytning’?

Spørger: Sindet holder fast i noget.

Krishnamurti: Det vil sige at sindet holder fast i en eller anden erindring. ”Da jeg var ung, hvor smukt var ikke alting.” Eller jeg holder fast i noget der kunne ske. Så jeg har opdyrket en tro som vil beskytte mig. Jeg er knyttet til en erindring, jeg er knyttet til et møbel, jeg er knyttet til det jeg skriver, fordi jeg vil blive berømt ved at skrive. Jeg er knyttet til et navn, til en familie, til et hus, til forskellige erindringer og så videre. Jeg har identificeret mig med alt det. Hvorfor sker denne tilknytning?

Spørger: Er det ikke fordi frygt er selve grundlaget for vores civilisation?

Krishnamurti: Nej hr. – hvorfor er du tilknyttet? Hvad betyder ordet tilknytning? Jeg er afhængig af noget. Jeg er afhængig af at i alle er opmærksomme, så jeg kan tale til jer. Jeg er afhængig af jer, og derfor er jeg knyttet til jer, fordi jeg opnår en vis energi, en vis livskraft og alt det øvrige skuddermudder! Så jeg er tilknyttet – hvilket betyder? Jeg er afhængig af jer, jeg er afhængig af mine møbler. Når jeg er afhængig af mine møbler, af en tro, af en bog, af en familie, af en kone, så er jeg afhængig af at det gør mig livet behageligt, at det giver mig prestige, social position. Så afhængighed er en form for tilknytning. Nuvel, hvorfor er jeg afhængig? Svar mig ikke, se på det i dig selv. Du er afhængig af noget, er du ikke? Af dit land, af dine guder, af dine overbevisninger, af at tage stoffer, af at drikke!

Spørger: Det er del af vores sociale betingning.

Krishnamurti: Er det social betingning der gør dig afhængig? Hvilket betyder at du er delagtig i samfundet – samfundet er ikke uafhængigt af dig. Du har frembragt samfundet som er korrupt, du har sat det sammen. Du er fanget i det bur, du er en del af det. Så lad være med at give samfundet skylden. Ser du hvad afhængighed indebærer? Hvad der er involveret? Hvorfor du er afhængig?

Spørger: For ikke at føle sig ensom.

Krishnamurti: Vent, lyt i stilhed. Jeg er afhængig af noget, fordi det noget fylder min tomhed. Jeg er afhængig af viden, af bøger, fordi det tildækker min tomhed, min overfladiskhed, min tåbelighed. Så viden bliver ekstraordinært vigtig. Jeg taler om skønheden i malerier, fordi jeg i mig selv er afhængig af det. Så afhængighed indikerer min tomhed, min ensomhed, min utilstrækkelighed, og det gør at jeg bliver afhængig af dig. Det er et faktum, er det ikke? Lad være med at teoretisere, lad være med at diskutere med det, det er sådan. Hvis jeg ikke var tom, hvis jeg ikke var utilstrækkelig, så ville jeg være ligeglad med, hvad du sagde eller gjorde. Jeg ville være afhængig af hvad som helst. Fordi jeg er tom og ensom, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre med mit liv. Jeg skriver en dum bog, og det fylder min forfængelighed. Så jeg er afhængig, hvilket betyder at jeg er bange for at være ensom, at jeg er bange for min ensomhed. Derfor fylder jeg den med materielle ting eller med ideer eller med personer.

Er du ikke bange for at afdække din ensomhed? Har du afdækket din ensomhed, din utilstrækkelighed, din tomhed? Det sker nu, gør det ikke? Derfor er du bange for den ensomhed nu. Hvad vil du gøre? Hvad sker der? Før var du knyttet til folk, til ideer, til alt muligt, og du ser at afhængighed dækker over din tomhed, din overfladiskhed. Når du ser det, så er du fri, er du ikke? Nuvel, hvad er reaktionen? Er den frygt reaktionen fra hukommelsen? Eller er den frygt virkelig – ser du det?

Jeg arbejder hårdt for jer, gør jeg ikke? (Latter) Der var en tegneserie i går morges: en lille dreng sagde til en anden dreng, ”Når jeg bliver voksen, så vil jeg være en profet, jeg vil tale om dybsindige sandheder, men ingen vil lytte.” Og den anden lille dreng siger, ”Hvorfor vil du så tale, hvis ingen vil lytte?” Ah, sagde han, vi profeter er meget stædige.” (Latter) Så nu har du afdækket din frygt som kommer gennem tilknytning som er afhængighed. Når du kigger ind i det, så ser du din tomhed, din overfladiskhed, din smålighed, og du er skræmt over det. Hvad sker der så? Ser i det, mine herrer?

Spørger: Jeg prøver på at undslippe.

Krishnamurti: Du prøver på at undslippe gennem tilknytning, gennem afhængighed. Derfor er du igen tilbage i det gamle mønster. Men hvis du ser den sandhed, at tilknytning og afhængighed dækker over din tomhed, så vil du ikke flygte, vel? Hvis du ikke ser det faktum, så vil du uundgåeligt løbe væk. Du vil prøve på at fylde den tomhed på andre måder. Før fyldte du den med stoffer, nu fylder du den med sex eller med noget andet. Så når du ser det faktum, hvad er der så sket? Fortsæt mine herrer, gå videre med det! Jeg har været knyttet til mit hus, til min kone, til bøger, til mine skriverier, til at blive berømt. Jeg ser at der opstår frygt, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med min tomhed, og derfor er jeg afhængig, derfor er jeg tilknyttet. Hvad gør jeg, når jeg får denne følelse af stor tomhed i mig?

Spørger: Der er en stærk følelse.

Krishnamurti: Som er frygt. Jeg opdager at jeg er bange og derfor tilknyttet. Er den frygt en erindret reaktion, eller er den frygt en faktisk opdagelse? Opdagelse er noget fuldstændig forskelligt fra reaktion fra fortiden. Nuvel, hvad er det for dig? Er det en faktisk opdagelse? Eller en reaktion fra fortiden? Svar mig ikke. Find ud af det, hr., dyk ned i dig selv.

Spørger: Hr., i den tomhed er der vel åbenhed imod verden?

Krishnamurti: Nej, jeg spørger om noget helt andet. Frygten for tomhed, for ensomhed og al den utilstrækkelighed som ikke har været i stand til at forstå tilstrækkeligt til at gå gennem det og blive færdig med det, har frembragt frygt. Er det din opdagelse nu, her i teltet? Eller er det genkendelse af fortiden? Har du opdaget at du er tilknyttet, fordi du er afhængig, og at du er afhængig på grund af frygt for tomhed? Er du opmærksom på din tomhed og den proces det indebærer? Når du bliver opmærksom på den tomhed, er der så frygt involveret i det, eller er du blot tom? Ser du blot det faktum at du er ensom?

Spørger: Hvis du kan se dét, så er du ikke længere ensom.

Krishnamurti: Vi vil gå frem trin for trin, hvis du ikke har noget imod det. Ser du det? Eller går du tilbage til den gamle afhængighed, den gamle tilknytning, til at det sædvanlige mønster bliver gentaget igen og igen? Hvad vil der ske?

Spørger: Hr., er det her ikke hele den menneskelige knibe? Jeg tror ikke jeg er så rig som en lille hund der ikke har alle de her problemer.

Krishnamurti: Uheldigvis er vi ikke hunde. Jeg spørger om noget som du ikke svarer på. Har du selv opdaget den frygt der finder sted, når du ser din tomhed, din overfladiskhed, din isolation? Eller vil du løbe væk, blive knyttet til noge,t efter at have opdaget den? Hvis du ikke løber væk gennem afhængighed og tilknytning, hvad sker der så, når der er denne tomhed?

Spørger: Frihed.

Krishnamurti: Se nu på det, det er et ret kompliceret problem, sig ikke at det er frihed. Før var jeg tilknyttet og jeg dækkede min frygt til. Nuvel, ved at stille det spørgsmål, så opdager jeg at denne tilknytning var en flugt fra frygten der opstod da jeg var opmærksom på min tomhed i et split sekund. Nu er jeg færdig med at løbe væk. Hvad sker der så?

Spørger: Jeg skulle til at sige at efter det split sekund er der en anden flugtvej.

Krishnamurti: Hvilket betyder at du ikke ser det nyttesløse i flugtveje. Derfor bliver du ved med at flygte. Men hvis du faktisk ser, hvis du er opmærksom på din tomhed, hvad sker der så? Hvis du iagttager meget omhyggeligt, så sker der generelt det at duSpørger: ”Hvem er opmærksom på denne tomhed?”

Spørger: Sindet.

Krishnamurti: Lad være med at springe ud i det. Gå frem trin for trin. Hvem er opmærksom på det? Sindet? En del af sindet er opmærksom på en anden del som er ensom? Forstår du mit spørgsmål? Jeg er pludselig blevet opmærksom på at jeg er ensom. Er det et fragment af mit sind der siger, ”Jeg er ensom”? I det er der en opdeling. Så længe der er en opdeling, er der en flugtvej. Du ser ikke det her!

Spørger: Hvad sker der, når du oplever tomheden? Når du oplever denne ensomhed, så er du ikke længere opmærksom på den

Krishnamurti: Hør nu her, hr., lyt venligst. Her har du brug for en vedvarende iagttagelse, ikke nogen som helst konklusion, eller noget som du mener burde være. Det vil sige, jeg er opmærksom på min tomhed. Før dækkede jeg den til, nu er den blevet afdækket, og jeg er opmærksom. Hvem er opmærksom på den tomhed? En separat del af mit sind? Hvis det er tilfældet, så er der en opdeling mellem tomhed og den ting der er opmærksom på at den er tom. Hvad sker der så i den tomhed, i den opdeling? Jeg kan ikke gøre noget ved den. Jeg ønsker at gøre noget ved den, og jeg siger, ”Jeg må bringe det sammen,” ”Jeg må opleve denne tomhed,” ”Jeg må handle.” Så længe der er en opdeling mellem iagttageren og det iagttagne, er der en modsætning, og derfor er der konflikt. Er det dét du gør? En adskilt del af sindet der iagttager en tomhed som ikke er en del af det selv? Hvilket er det? Mine herrer, I er nødt til at svare på det her! Hvis det en del der iagttager, hvad er den del så?

Spørger: Er det intelligens født ud af energi?

Krishnamurti: Lad være med at komplicere det, det er kompliceret nok i forvejen. Kom ikke ind med andre ord. Mit spørgsmål er meget enkelt. Jeg spurgte: når du er opmærksom på denne tomhed som du har flygtet fra gennem tilknytning, og du ikke længere løber væk fra den, hvem er så opmærksom? Det er noget du må finde ud af.

Spørger: Denne opmærksomhed på at du er tom er endnu en flugtvej, og du ser at du er intet andet end alle disse ting sat sammen.

Krishnamurti: Når du siger, ”Jeg er opmærksom på min tomhed,” så er det endnu en form for flugt, og vi er fanget i et netværk af flugtveje. Det er dit liv. Hvis du indser at tilknytning er en flugt, så dropper du den flugtvej. Går du fra én flugtvej til en anden? Eller ser du én flugtfaktor og har derfor forstået alle flugtfaktorer? Mine herrer, I kan ikke på nogen mulig måde opretholde en vedvarende agtpågivenhed i mere end ti minutter, og vi har talt i en time og halvtreds minutter. Så vi må hellere stoppe. Vi vil fortsætte med det samme emne i morgen, indtil det bliver virkeligt for jer – ikke fordi jeg siger det; det er jeres liv.

3. august 1970

(J. Krishnamurti: The Impossible Question. Victor Gollancz Ltd, Great Britain 1972. Part Two, Dialogues, Chapter 2)