Om læren
Af Frank Fog
Spørgsmål: Det er et faktum at de forskellige KFI centre [The Krishnamurti Foundation, India] konstant og til stadighed understreger og udspreder at de er centret for K´s lære. Så når vi nu har Buddhas lære, Kristus´ lære og Krishnamurti´s lære, vil så denne såkaldte K´s lære møde den samme skæbne som Buddhas og Kristus’?
Krishnamurti: Har I forstået spørgsmålet? Keder spørgsmålet jer? Det har jeg ikke noget imod. Det keder også mig.
Hr., K har tænkt meget over ordet ’lære.’ Vi tænkte på at bruge ordet ’arbejde’ – jernarbejde, bygning af store bygninger, hydroelektrisk arbejde, forstår du? Så jeg tænkte, arbejde er meget, meget almindeligt. Så vi tænkte, vi kunne bruge ordet ’lære,’ men det er ikke vigtigt – ordet – vel? Ingen kender Buddha´s lære. Jeg har spurgt dem om Buddhas oprindelige lære, men ingen kender den. Og Kristus har måske levet eller har måske ikke levet. Det er et stort problem, om han overhovedet har levet. Vi har diskuteret det med store forskere – jeg vil ikke gå ind i det. Og vil K’s lære også forsvinde ligesom resten? Har du forstået spørgsmålet? Har du? Har du, hr.? …
… Spørgeren siger – sandsynligvis tænker du også – at når K forsvinder, som han må forsvinde, hvad vil der så ske med læren? Vil det gå som med Buddhas lære, der er blevet korrumperet? Du véd, hvad der går for sig. Vil den samme skæbne vente på K´s lære? Har du forstået? Det afhænger af dig og ingen anden. Det afhænger af dig – hvordan du begrænser det, hvordan du tænker om det, hvad det betyder for dig. Hvis det ikke betyder andet for dig end ord, så vil det gå samme vej som resten. Hvis det betyder noget meget dybt for dig, for dig personligt, så vil det ikke blive korrumperet. Forstår du? Så det er op til dig og ikke op til centrene og informationscentrene og alt det øvrige i den virksomhed. Det afhænger af dig, om du lever læren eller ikke gør det.
…
Spørger: Hr., det spørgsmål blev stillet af mig. Må jeg præcisere spørgsmålet – hvad jeg mener med det?
Krishnamurti: Ja hr., hvad er spørgsmålet?
Spørger: Mit spørgsmål er dette: du har så mange gange gentaget igennem 70 år, at du ikke overbeviser nogen om noget, at du ikke er en lærer, at du ikke lærer nogen noget. Nu siger jeg, at KFI centrene – hvis formand du er – de inviterer offentligheden: ”Kom her, her er Krishnamurti’s lære. Studér her, hvad han har at sige. Han har opdaget så mange ting. Kom venligst her og forsøg at studere.” Du siger, du fungerer som et spejl. Når jeg bruger spejlet, hjælper spejlet mig så?
Krishnamurti: Ja.
Spørger: Det hjælper mig rent faktisk, lyset hjælper mig. Er de her ting ikke din lære? Så det skader ikke, hvis du siger, at du underviser i noget, at du gør noget klart. Du siger selv, at du fungerer som et spejl. Hvad som helst, der fungerer som et spejl, hjælper mig helt bestemt.
Krishnamurti: Ja, hr.
Spørger: Det er mit spørgsmål.
Krishnamurti: Hr., i alle hans taler har K understreget det faktum, at han blot er et spejl – ikke sandt – at han blot er et spejl, der reflekterer, hvad dit liv er. Og han har også sagt, at du kan slå spejlet i stykker, hvis du har set dig selv meget klart. Spejlet er ikke vigtigt. Men hvad er der sket overalt i verden? Alle ønsker at være med på vognen. Ved du hvad dét betyder? Alle ønsker at være med i cirkusset.
Så jeg siger, lad være med det, lyt blot til læren. Hvis nogen ønsker at starte et lille center i Gujarat, så lad ham gøre det, men han har ingen bemyndigelse til at sige, at han repræsenterer K, at han er en tilhænger. Han kan sige, hvad han vil, det står ham frit for at gøre, hvad han vil. Vi pålægger ikke nogen, at de skal gøre dette eller hint. Tag for eksempel, at han starter med at købe videoer og så videre og samler nogle få venner hjemme hos sig selv. Det er hans sag. Vi siger ikke: ”Gør ikke det her, gør det der.” Hvis nogen gjorde det, ville jeg sige: ”Beklager, gør det ikke.” Men de kan li´ at gøre det, de vil gerne være fortolkere, guruer på deres egen lille måde. Du kender spillet, I alle spiller. Så hvis du ønsker at gøre det, er du velkommen til det. Stiftelsen (The Foundation) – uheldigvis tilhører jeg den, eller heldigvis - siger, at du kan gøre, som du vil – forstår du? Købe bøger, læse bøger, brænde bøger af K, gøre hvad du vil. Det er i dine hænder. Hvis du ønsker at leve det, så lev det. Hvis du ikke ønsker at leve det, så er det okay, det er din sag. Er det klart én gang for alle?
Spørger: Ja, hr.
Krishnamurti: Stiftelsen har ingen myndighed over dit liv, til at fortælle dig, hvad du ikke skal gøre eller sige: «Dette er det centrum, hvorfra al udstrålingen udgår,« som en radiostation eller en fjernsynsstation. Det er ikke det, vi siger. Alt, hvad vi siger, er: Her er noget, som måske er originalt, eller måske ikke er originalt. Her er noget du kan kigge på. Tag dig tid til at læse det, tage dig tid til at forstå det. Hvis du ikke er interesseret, så smid det væk, det gør ikke noget. Hvis du har lyst til at leve på den måde, så lev det. Hvis ikke, så drop det. Lad være med at lave en masse ståhej omkring det. Forstår du, hvad jeg siger, hr.? Gør ikke et cirkus ud af det, en sang og en dans. Sig ikke, at du har forstået og vil fortælle andre om det. Ikke sandt, hr.?
Fra: J. Krishnamurti: The Future is Now, Chapter 7, 21st November 1985, Discussion with the campers, Varanasi