Dialog 5

Af Frank Fog

Det bevidste og det ubevidste; hvad er bevidsthedens grænser? Er opdelingen virkelig eller del af fragmenteringen? Hvem ’ønsker at vide’ om det ubevidste? Neurose som en overdrivelse af fragmentering. Nødvendigheden af at se det formålsløse i identifikation med fragmentet; et fragment som ’iagttageren.’ ’Blive til’ og ’være noget’ er den bevidsthed, vi lever i: en form for modstand. Forskellen mellem at se dette som en observation og at se at dette er ’mig´et.’ Drømme. Er man i en position, hvor man kan stille det næste spørgsmål: ”Hvad er der hinsides bevidsthed?”

Krishnamurti: Denne morgen vil vi sammen tale igennem, hvad der ligger neden under det bevidste. Jeg véd ikke, om du overhovedet har undersøgt det eller blot har accepteret, hvad analytikerne og psykologerne har sagt. Men hvis du går rimelig dybt ind i det – hvad jeg håber, vi vil her til morgen – så må man stille et eller to afgørende, fundamentale spørgsmål. Man må opdage, udforske, lære selv om hele bevidsthedens indhold. Hvorfor deler man op i det ubevidste og det bevidste? Er det en kunstig opdeling frembragt af analytikerne, psykologerne, filosofferne? Er der overhovedet en opdeling? Hvis man vil undersøge hele strukturen og naturen i bevidstheden, hvem er det så, der vil undersøge? Ét fragment ud af de mange fragmenter? Eller er der en entitet, en aktør, der er hinsides alt dette, som undersøger bevidstheden? Kan det bevidste sind, det til daglig handlende sind, iagttage det ubevidstes eller de dybere lags indhold? Og hvad er bevidsthedens grænser? Hvad er begrænsningerne?

Dette er et meget seriøst emne. Jeg tror at de fleste menneskelige problemer vil blive løst, når man forstår det. Det er ikke noget du dyrker som en hobby og studerer overfladisk i et par uger og så dropper det for at fortsætte med dit daglige liv. Hvis man vil gå dybt ind i det her, så er det en måde at leve på. Det er ikke sådan, at du forstår det og så lader det være ved det. Du kan kun forstå hele bevidsthedens indhold og bevidsthedens begrænsninger, hvis det er en daglig interesse. Det er ikke noget, du kan lege med. Det må være hele dit liv, hele dit kald. Fordi vi undersøger selve det menneskelige sinds dybder, ikke ifølge din mening eller talerens mening, men lærer om bredden i det og ser, hvad der ligger ud over det – og ikke blot kradser i overfladen og tror man har forstået det. Det er ikke noget du lærer fra en bog eller fra en anden. Lad os venligst indse dette: det er ikke noget, du tilegner dig som viden fra bøger og så bruger det. Hvis du gør det, så vil det være uden værdi, det vil være andenhånds. Og hvis du blot betragter det som en form for intellektuel, spirituel eller emotionel underholdning, så vil det heller ikke have nogen virkning i dit liv. Vi er interesserede i en fundamental revolution i sindet, i hele ens struktur – at sindet frigør sig selv fra hele dets betingning. Så at vi ikke blot bliver uddannede og sofistikerede, men virkelige, modne, dybe mennesker.

Her til morgen vil vi, hvis vi kan, sammen lære om, hvad der er neden under det bevidste og se de mange lag (eller det ene lag), så vi selv kan opdage bevidsthedens indhold: hvorvidt det indhold udgør det bevidste, eller hvorvidt det bevidste med dets grænser indeholder ’det som er.’ Udgør bevidsthedens indhold bevidstheden? Forstår du? Eller eksisterer alle disse ting I indholdet? Ser du forskellen? Jeg undersøger blot, jeg bevæger mig langsomt, så lad os rejse sammen. Spørg mig ikke bagefter, om jeg venligst vil gentage, hvad jeg har sagt, det kan jeg ikke.

For det første, hvorfor er der denne opdeling mellem det bevidste og det såkaldte ubevidste eller de dybere lag? Er du opmærksom på denne opdeling? Eller eksisterer denne opdeling, fordi vi har så mange opdelinger i vores liv? Hvad er det? Er den bevidste bevægelse en bevægelse for sig, og har de dybere lag deres egen bevægelse, eller er hele dette fænomen en ikke-opdelt bevægelse? Det er meget vigtigt for os at finde ud af det her, fordi vi har trænet det bevidste sind, vi har ekserceret det, uddannet det, tvunget det, formet det ifølge samfundets krav og ifølge vore egne impulser, vores egen aggression og så videre. Er det ubevidste, det dybere lag uuddannet? Vi har uddannet de overfladiske lag. Uddanner vi de dybere lag? Eller er de dybere lag fuldstændigt uberørte? Hvad siger du?

I de dybere lag er måske kilden og midlerne til at finde ud af nye ting, fordi de overfladiske lag er blevet mekaniske, de er betingede, de gentager sig selv, de efterligner. Der er ingen frihed til at finde ud af tingene, til at bevæge sig, til at flyve, til at ride på vinden! Og i de dybere lag, der ikke er uddannede, der er usofistikerede og derfor usædvanligt primitive – primitive, enkle, ikke vilde – er måske kilden til noget nyt.

Jeg véd ikke, hvad du føler, hvad du har opdaget. Er det overfladiske sind så kraftigt betinget, at det er blevet mekanisk? Hvis jeg er en hindu eller kristen, så fungerer jeg som en hindu eller en kristen eller hvad det nu er. Og er der neden under det et lag, som uddannelse ikke har berørt? Eller har den, så hele bevidsthedens indhold er mekanisk? Forstår du?

Spørger: Hr., hvordan kan vi vide noget om det ubevidste?

Krishnamurti: All right hr., lad os begynde. Når vi bruger ordet ’vide,’ hvad mener vi så med det? Jeg er ikke kun verbal, men vi må bevæge meget omhyggeligt os ind i det her. Hvad mener du, når du siger, ”Jeg ønsker at vide”?

Spørger: Jeg har ingen erfaring med det.

Krishnamurti: Hold dig til det ene ord, gå ind i det, lad være med at introducere andre ord. Hvad mener du med det ord ’at vide’? Når du bruger det ord, hvad betyder det så? ”Jeg véd noget, der skete i går.” Al viden er fortiden, er den ikke? Lad venligst være med at erklære dig enig, se blot. Jeg kender dig, fordi jeg mødte dig i går. Jeg mødte ikke det hele af dig, jeg mødte dig kun, da du sagde noget. Derfor indebærer at kende, at det er inden for et bestemt tidsrum. Så viden indebærer altid fortiden. Når jeg siger, ”Jeg véd det er en flyvemaskine, der flyver dér,” så – selv om den flyver i dette øjeblik – er den viden, at det er en flyvemaskine fra fortiden. Hvordan kan det overfladiske sind lære om de dybere lag? Hvordan kan dette overfladiske sind lære om det andet?

Spørger: Hold det overfladiske sind i ro. Så kan det lære om de dybere niveauer.

Krishnamurti: Hvad er der at lære om i de dybere lag? Du antager, at der er noget at lære. Er du rent faktisk opmærksom på det bevidste sinds handlinger? Hvordan det kører derudaf? Hvad dets reaktioner er? Er der en opmærksomhed om det bevidste sind? Find ud af, hvor usædvanligt svært det her er. Sindet må iagttage hele denne bevægelse meget nøje. Du siger, der er mange ting i det ubevidste. Det er, hvad alle de professionelle siger – er der? I det øjeblik du adskiller det bevidste fra de dybere lag, opstår spørgsmålet: hvordan kan dette overfladiske sind udforske det andet? Hvis der ikke er nogen opdeling overhovedet, så er det en total bevægelse, hvori man kun er opmærksom på en fragmenteret bevægelse. Denne fragmenterede bevægelse Spørger: hvad er indholdet af det ubevidste? Hvis det er en total bevægelse, vil du ikke stille dette spørgsmål. Gør taleren det her klart? Vær helt sikker, ikke verbalt, men faktisk.

I det øjeblik du opdeler bevidstheden i fragmenter, siger ét fragment: ”Hvad er de andre fragmenter?” Men hvis det er en total bevægelse, så er der ingen fragmentering, og derfor opstår spørgsmålet ikke. Det er virkelig vigtigt at finde ud af dette. Så distancerer du dig fra alle specialisterne. Ser du bevidstheden som et hele, eller ser du gennem ét fragment, der undersøger de andre fragmenter? Ser du det delvist eller helt som en total bevægelse, som en flod der bevæger sig? Du kan grave en grøft ved bredden og kalde den for floden, men det er den ikke. I floden er hele bevægelsen. Hvad er så denne bevægelse? Hvordan kan man iagttage uden fragmentering?

Spørger: Må jeg venligst sige noget? Du taler om et ubevidst sind. Men er der et ubevidst sind? Man kan ikke tale om noget, der ikke er. Men vi kan tale om det bevidste. Vær venlig at definere bevidst og ubevidst. Spørgsmålet er: er vi ubevidste nu?

Krishnamurti: Vi stillede dette spørgsmål tidligere: er vi opmærksomme på bevidsthedens grænser? Eller er vi opmærksomme på de mange fragmenter, der udgør det bevidste? Bliver ét fragment opmærksom på de mange andre fragmenter? Eller er du opmærksom bevidsthedens totale bevægelse uden nogen opdeling?

Spørger: Begge måder er bevidste. Intellektuelt deler vi os op i dele.

Krishnamurti: Vær venlig at se, at vi ikke analyserer. Hvor der er analyse, er der analytikeren og det, der bliver analyseret – ét fragment påtager sig autoriteten til at analysere og undersøger de andre dele. Og i denne opdeling fremstår det bevidste og det ubevidste. Så stiller vi spørgsmålet: kan det bevidste sind undersøge det ubevidste? – hvilket indebærer, at det bevidste sind er adskilt fra resten. Vi siger, at ud fra dette falske spørgsmål kan du besvare det gennem drømme, gennem forskellige former for antydninger og vink. Der alt sammen opstår ud fra en falsk antagelse om, at det overfladiske sind er adskilt fra det andet. Hvilket betyder, at vi aldrig har set eller følt eller lært om bevidsthedens bevægelse som et hele. Hvis du har, så opstår dette spørgsmål slet ikke. Jeg véd ikke om du ser det?

Spørger: Tydeligvis lider nogle mennesker af neuroser uden at vide oprindelsen til det. Er den ikke i det ubevidste?

Krishnamurti: Lider du af en neurose? Dette er ikke et fjollet spørgsmål. Er du opmærksom på, at du er neurotisk i en eller anden form?

Spørger: Hvem afgør, om man er neurotisk?

Krishnamurti: Véd du det ikke, når du er neurotisk? Er det nødvendigt, at nogen fortæller dig, at du er neurotisk? Lyt venligst til det her. Når der er en hvilken som helst dominans fra et hvilken som helst fragment, så er der en neurose. Når du er overdrevent intellektuel, så er det en form for neurose, selv om den overdrevent intellektuelle er højt respekteret. At holde fast i bestemte overbevisninger, kristne, buddhistiske, kommunistiske, at være knyttet til en hvilken som helst overbevisning, er en form for neurose. Hold fast i dit spørgsmål. Al frygt er en form for neurose, enhver tilpasning er en form for neurose, og enhver form for at sammenligne dig selv med noget andet er neurotisk. Gør I ikke alle det?

Spørger: Jo.

Krishnamurti: Følgelig er du neurotisk! (Latter) Nej, nej, vær så venlig hr., det her er meget seriøst. Vi har lært noget af dette. Enhver dominans fra et hvilken som helst fragment i hele bevidstheden, som vi ser den – den indeholder mange fragmenter – enhver fremhævelse af et hvilken som helst fragment er en form for neurose. Mine herrer, få det ind i hjertet, føl det, bevæg jer, brug tid på det, bliv involveret i det, anvend det på jer selv, og I vil se det næste spørgsmål.

Som vi er, har vi opdelt bevidstheden. I denne opdeling er der mange fragmenteringer, mange opdelinger: den intellektuelle, den følelsesmæssige og så videre. Og enhver betoning af denne opdeling er neurotisk. Hvilket betyder, at et sind, der betoner ét fragment, ikke kan se klart. Derfor frembringer betoningen af ét fragment forvirring. Jeg beder dig om, at du selv ser, om der ikke er en fragmentering i dig. Når den fragmentering lægger vægt på én ting, på dens spørgsmål, på dens problemer og ser bort fra de andre fragmenter, så fører det ikke kun til konflikt, men til stor forvirring, fordi hvert fragment kræver et udtryk, hvert fragment kræver en betoning, og nå du betoner ét, så udtrykker de andre deres misfornøjelse. Denne misfornøjelse er forvirring, og ud af den forvirring kommer der neurotiske impulser, alle mulige former for begær efter at realisere sig selv, at blive til noget, at opnå noget.

Spørger: Af og til er det, du lider af, ikke det, det tilsyneladende er. Hvis nogen er bange for at gå over et torv, så er det tydeligvis ikke torvet, han er bange for. Eller hvis man er bange for at være alene, så er det måske noget i det ubevidste, der forårsager frygten.

Krishnamurti: Ja. Neurosen er kun et symptom, årsagen kunne være i det ubevidste. Det er indlysende, at det kunne være sådan, og er det sandsynligvis også. Så hvad er spørgsmålet?

Spørger: Det er en neurose.

Krishnamurti: Når vi har forstået hele denne struktur, så kan vi gå ind i detaljen. Men at starte med detaljen vil ikke føre nogen vegne. Ser du, at enhver læggen vægt på fragmentet er en form for neurose? Der er det intellektuelle, det emotionelle, det fysiske, det psykosomatiske. De fleste af os har lagt vægt på ét aspekt ud af de mange fragmenter. Ud af den overdrivelse, ud af den disharmoni opstår der andre disharmoniske faktorer. Såsom: ”Jeg kan ikke gå over vejen,” eller ”Jeg er bange i mørket.” Og forklaringen er, at min mor ikke behandlede mig ordentligt i min barndom!

Nu er vort spørgsmål ikke, hvorfor jeg ikke kan gå over vejen, hvilket jeg vil kunne svare på uden at gå til psykoanalytikeren, hvis jeg forstår fragmenteringen af bevidstheden. Når jeg har forstået dét, så eksisterer problemet med at gå over vejen slet ikke. Forstår vi hinanden? Når vi ser det større, totaliteten, umådeligheden, så forsvinder det mindre. Men hvis vi bliver ved med at lægge vægt på det mindre, så vil det mindre frembringe sine egne små problemer.

Spørger: Men når du taler om at se bevidstheden i sin helhed, hvad betyder det så ’at se’? For eksempel véd jeg nogen gange noget, men jeg véd ikke, hvordan jeg véd det.

Krishnamurti: Nej hr., iagttag blot. Lytter du fuldstændigt til bevægelsen af floden der? Gør det blot, hr. Lad være med at spekulere. Lyt til den flod og find ud af, om du lytter fuldstændigt, uden nogen bevægelse i nogen retning. Når du så har lyttet, hvad siger du så?

Spørger: Genkendelse spiller ingen rolle i det.

Krishnamurti: Det er rigtigt. Genkendelse spiller ingen rolle i det. Du siger ikke, ”Det er strømmen, som jeg lytter til.” Du lytter heller ikke til strømmen som en entitet. Der er kun lytten til lyden. Du siger ikke, ”Jeg véd, det er en flod.” Så lad os gå tilbage. Jeg ønsker så meget at gå ind i det her, lad os bevæge os sammen.

Spørger: Er det at lægge vægt på fragmentering essensen af neurose, eller er det symptomet?

Krishnamurti: Det er selve essensen og symptomet.

Spørger: At være intellektuel er essensen såvel som symptomet?

Krishnamurti: Er det ikke? Hør nu her, hr. Jeg lægger vægt på min intellektuelle kapacitet. Jeg synes det er herligt. Jeg kan vinde over hvem som helst i en diskussion, jeg har læst meget, jeg kan sætte alt det, jeg har læst, sammen, og jeg skriver vidunderligt durkdrevne bøger. Er det ikke selve årsagen ti og symptomet på min neurose?

Spørger: Det ser ud til at være et symptom på vores dybere forstyrrelse.

Krishnamurti: Er det? Du siger, det er et symptom, ikke årsagen. Jeg siger, lad os se på det. Er sindet helt, udelt, og derfor er årsagen og virkningen det samme? Se det, hr. det, der var årsagen, bliver til virkningen, og virkningen bliver til årsagen i den næste bevægelse. Der er ingen skarp afgrænsning mellem årsag og virkning. Det, der var årsag i går, er blevet til virkning, og virkningen i dag bliver til årsagen i morgen. Det er en bevægelse, det er en kæde.

Spørger: Men er det ikke nødvendigt at se hele denne proces, snarere end blot årsag og virkning?

Krishnamurti: Det er det, vi gør, og det er ikke muligt, hvis du fremhæver det intellektuelle, det emotionelle, det fysiske, det spirituelle og så videre.

Så mit spørgsmål, som var det første spørgsmål, er: hvorfor har vi delt sindet op? Er det kunstigt eller nødvendigt? Er det blot specialisternes opfindelse, som vi er blevet slaver af, som vi har accepteret, sådan som vi så let accepterer de fleste ting? Vi siger, ”Store mennesker siger dette,” og vi hopper på det og gentager det. Men når vi ser fragmenteringen og fremhævelse af denne fragmentering; og når vi ser, at hele kæden af årsag-virkning opstår ud af det, og at det er en form for neurose, så ser sindet bevægelsen i sin fuldstændighed uden opdeling. Nuvel, mine herrer, ser I det?

Spørger: Når der ikke er nogen identifikation med fragmentet.

Krishnamurti: Ja. Hvis du identificerer dig med et hvilket som helst fragment, så er det tydeligvis den samme proces. Det vil sige, processen at være identificeret med det ene [fragment] og se bort fra resten, er en form for neurose, en modsigelse. Stil nu det næste spørgsmål. Kan du identificere dig med resten af fragmenterne? Du, et fragment, identificerer dig med de mange andre fragmenter. Ser du de tricks vi laver med dette spørgsmål om identifikation?

Spørger: Jeg kan kun sige det efter identifikationen med ét fragment. Fordi så føler jeg, at jeg er ufuldstændig…

Krishnamurti: Det er rigtigt. Du føler, du er ufuldstændig, hvorfor du forsøger at identificere dig med mange andre fragmenter. Hvem er nu entiteten, der forsøger at identificere sig med de mange? Det er et af fragmenterne, derfor er det et trick – forstår du? Og vi gør det hele tiden: ”Jeg må identificere mig selv.”

Spørger: Er det ikke bedre at identificere sig med mange fragmenter, så du er mere fuldstændig?

Krishnamurti: Nej, ikke bedre. Hør nu er, hr., lad mig først forklare det igen. Der er mange fragmenter, hvoraf jeg er et. Et af fragmenterne siger, at det frembringer forvirring at identificere sig med et enkelt fragment. Så det siger: ”Jeg vil identificere mig me de mange andre fragmenter.” Og det anstrenger sig enormt for at identificere sig med de mange fragmenter. Hvem er den entitet, der forsøger at identificere sig med de andre fragmenter? Det er også et fragment, er det ikke? Så det spiller blot et spil for sig selv. Det er så enkelt! Lad os nu fortsætte, der er så meget i det her, vi bliver blot ved med at bevæge os på overfladen af det alt sammen.

Vi ser, at der ikke er nogen faktisk opdeling overhovedet. Jeg ser det ikke-verbalt. Jeg føler det, at iagttageren er et fragment, som udskiller sig fra resten af fragmenterne og iagttager. I den iagttagelse er der en opdeling, i form af iagttageren og det iagttagede, der er konflikt, der er forvirring. Når sindet indser denne fragmentering og det formålsløse i at udskille sig, så ser det bevægelsen som et hele. Hvis du ikke kan gøre dette, så kan du umuligt stille det næste spørgsmål, som er: hvad er der hinsides det bevidste? Hvad er der under, over, ved siden af? – det er ligegyldigt, hvordan du stiller det.

Så hvis du er seriøs, er du nødt til at finde ud af, hvad bevidsthed er, når du er opmærksom på, at du er bevidst. Forstår du mit spørgsmål? Jeg gør alt arbejdet! Hr., hør nu her, du er nødt til at lære om alt det her, og når du lærer, så hjælper du andre til at lære. Så lær nu, for Guds skyld! Det er dit kald. Vi spørger om, hvad er denne ting kaldet bevidsthed? Hvornår siger du, ”Jeg er bevidst”?

Spørger: Når der er tanke.

Krishnamurti: Gå tættere på.

Spørger: Når der er dualitet.

Krishnamurti: Hvad mener du? Kom tættere på. Du begynder for langt væk.

Spørger: Når du er fragmenteret.

Krishnamurti: Hr., lyt blot. Hvornår er du overhovedet opmærksom på, at du er bevidst? Er det så svært, det her?

Spørger: Når jeg lider.

Krishnamurti: Damen foreslår, at du er bevidst, når der er lidelse, når der er konflikt, når du har et problem, når du gør modstand. Ellers bevæger du dig glat, roligt, harmonisk. Når du lever uden modsigelse, er du så bevidst overhovedet? Er du bevidst, når du er ovenud lykkelig?

Spørger: Ja.

Krishnamurti: Ja?

Spørger: Hvad betyder det ord ’at være bevidst’?

Krishnamurti: Du behøver ikke spørge mig, du vil finde ud af det. I det øjeblik du er bevidst om, at du er lykkelig, er lykkefølelsen der så? I det øjeblik du siger, ”Hvor er jeg glad,” så er det allerede på vej væk fra dig. Kan du nogensinde sige det?

Spørger: Så er du bevidst om det.

Krishnamurti: Hvilket er fortiden! Så du er kun bevidst om noget, der er sket, eller når der er en eller anden konflikt, en eller anden form for lidelse, når det er den faktiske opmærksomhed på, at du er forvirret. Enhver forstyrrelse i denne bevægelse er at være bevidst, og hele vores liv er en forstyrrelse, som vi gør modstand imod. Hvis der slet ikke var nogen disharmoni i livet, ville du så sige, ”Jeg er bevidst”? Når du går, bevæger dig, lever uden nogen friktion, uden nogen modstand, uden nogen kamp, så siger du ikke, ”Jeg er.” Det er kun, når du siger, ”Jeg vil blive til,” eller ”Jeg er,” at du så er bevidst.

Spørger: Er den tilstand, du taler om, ikke stadig en proces af identifikation med træet…

Krishnamurti: Nej hr. jeg forklarede identificering. Når jeg ser et træ, så forveksler jeg det ikke med en kvinde eller med kirken: det er et træ. Hvilket ikke betyder identificering. Hør nu her hr., vi har opdaget noget, vi har lært noget. Der er kun bevidsthed, når der er ’bliven til’ eller forsøg på ’at være noget.’ Bliven til indebærer konflikt: ”Jeg vil være.” Hvilket betyder, at konflikt eksisterer, så længe sindet er fanget i verbet ’at være’ – se det venligst. Hele vores kultur er baseret på det ord ’at være.’ ”Jeg vil være en succes,” ”Jeg er mislykket,” ”Jeg må opnå,” ”Det er min bog, den vil forandre verden.” Forstår du? Så længe der er en bevægelse af at blive til, er der konflikt, og den konflikt gør, at sindet bliver opmærksomt på, at det er bevidst. Eller sindet siger, ”Jeg må være god,” ikke ”Jeg vil være god.” At være god. Det er også en form for modstand: at være god. At være og at blive til er det samme.

Spørger: Kan man være bevidst om konflikt?

Krishnamurti: Selvfølgelig hr., ellers ville du ikke være bevidst-

Spørger: Kan du ikke være så opslugt af konflikt, så du ikke ser, at du er i konflikt?

Krishnamurti: Selvfølgelig, det er en form for neurose. Hør nu, hr. Har du nogen sinde været på et sindssygehospital, nogen af jer? Jeg var der ikke som patient, jeg blev taget med af en psykoanalytiker, og alle patienterne, fra den øverste etage hvor de mest voldelige er buret inde, ned til den nederste etage hvor de er mere eller mindre fredelige, de er alle i konflikt – en overspændt konflikt – forstår du? De var blot inden i bygningen, og vi er udenfor – det er det hele.

Spørger: Jeg forsøger at skelne mellem bevidsthed og opmærksomhed.

Krishnamurti: De er begge det samme. At være opmærksom indebærer opmærksomhed på opdeling. At være opmærksom uden opdeling og valg er at ikke være fanget i bevægelsen af at blive eller at være. Har du forstået det? Hele bevidsthedens bevægelse er enten at blive til eller at være: blive berømt, blive socialarbejder, hjælpe verden. Efter at have set på fragmenteringen, efter at have set på bevidsthedens bevægelse som et hele, opdager du, at hele denne bevægelse er baseret på det: ’at blive’ eller ’at være.’ Du har lært det, hr. – ikke ved at være enig med mig.

Så stiller du et fuldstændig anderledes spørgsmål, som er: hvad er der hinsides denne bevægelse af ’at blive’ og ’at være’? Du stiller ikke spørgsmålet. Men jeg stiller det. Forstår du mit spørgsmål, hr.? Når jeg ser på dette problem om bevidsthed, både fra det analytiske og det filosofiske synspunkt, har jeg indset, at opdeling er blevet skabt gennem ’at blive’ eller ’at være.’ Jeg vil være hindu, fordi det ikke kun lover mig udvendig succes, men også spirituel opnåelse. Hvis jeg afviser dét, så siger jeg, at jeg må ’være’ noget andet: jeg vil ’være mig selv,’ identificere mig selv med mig selv. Det er igen den samme proces. Så jeg iagttager, jeg ser, at bevidsthedens totale bevægelse er denne bevægelse af at være noget eller blive til eller ’ikke at være’ eller ’ikke at blive til.’ Hvordan ser jeg nu dette? Ser jeg det som noget uden for mig selv, eller ser jeg det uden centrummet i form af ’mig´et,’ som iagttager denne ’bliven til’ og denne ’ikke bliven til’? Har du forstået mit spørgsmål? Nej, det tror jeg ikke.

Jeg indser, at al bevidsthed er denne bevægelse. Når jeg siger, ”Jeg indser det,” indser jeg det så som noget, jeg har set uden for mig, som at se på et billede der hænger på væggen udfoldet foran mig; eller ser jeg denne bevægelse som del af mig, som selve essensen af mig? Ser jeg denne bevægelse fra et centrum? Eller ser jeg uden centrummet? Hvis jeg ser det fra et centrum, så er det centrum selvet, ’mig´et,’ som er selve essensen af fragmentering. Derfor når der er en iagttagelse fra centrummet, så iagttager jeg kun denne bevægelse som et fragment, som noget uden for mig, som jeg må forstå, som jeg må prøve at fatte, som jeg må kæmpe med og så videre. Men hvis der ikke er noget centrum, hvilket betyder der ikke er noget ’mig,’ men blot en iagttagelse af hele denne bevægelse, så vil den iagttagelse føre til det næste spørgsmål. Så hvilken af delene er det, du gør?

Det her er ikke gruppe-terapi, det er ikke weekend-underholdning, det er ikke noget du går til for at lære af nogen, som ”Hvordan man bliver sensitiv” eller ”Hvordan man lærer at leve kreativt.” Læg alt det til side. Det her er hårdt arbejde, det kræver dyb undersøgelse. Nuvel, hvordan iagttager du? Hvis du ikke forstår dét, så bliver livet en plage, en slagmark. På den slagmark ønsker du at forbedre kanonen, du ønsker at fremkalde broderskab og alligevel holde fast i din isolation. Vi har spillet det spil så længe! Derfor er du nødt til at besvare dette spørgsmål, hvis du virkelig er dybt seriøs. Iagttager du hele denne bevidsthedens bevægelse, som vi har set den, som en outsider, der ikke er relateret til det, han iagttager? Eller er der ikke noget centrum overhovedet, som du iagttager ud fra? Og når du iagttager på den måde, hvad sker der så?

Kan vi gøre et lille sidespring? I drømmer alle sammen meget, gør I ikke? Har I nogen sinde spurgt om hvorfor? Ikke hvordan man tolker drømme, det er et irrelevant spørgsmål, som vi vil besvare om lidt. Men har I nogen sinde stillet et relevant spørgsmål, som er: hvorfor drømmer vi overhovedet?

Spørger: Fordi vi er i konflikt.

Krishnamurti: Nej hr., vær ikke så hurtig. Se på det. Hvorfor drømmer du? Det næste spørgsmål er: er der en søvn uden nogen drømme overhovedet? Sig ikke ”Ja,” hr.

I drømmer alle. Hvad er disse drømme, hvorfor drømmer I? Drømme er, som vi sagde forleden dag, videreførelsen af den daglige aktivitet, i symbolsk form, sat ind i forskellige kategorier, men det er den samme bevægelse. Er det ikke sådan? Det er så indlysende! Hvis drømme er en videreførelse af den daglige handling, hvad sker der så med hjernen, hvis der er konstant aktivitet, konstant sludren?

Spørger: Den hviler aldrig.

Krishnamurti: Hvad sker der med den?

Spørger: Den bliver udmattet. Den bliver slidt op.

Krishnamurti: Den slider sig selv op, der er ingen hvile, der er ingen iagttagelse af noget som helst nyt. Hjernen gør ikke sig selv ung. Alle disse ting er implicerede, når der er en vedvarende bevægelse af daglig aktivitet, som fortsætter i hjernen under søvnen. Du kan måske forudsige, hvad der vil ske i fremtiden, fordi der er lidt mere sensitivitet, når du sover, lidt mere opfattelsesevne og så videre. Men det er den samme bevægelse. Nuvel, kan denne bevægelse, som går for sig om dagen, slutte med dagen? Ikke blive ført videre, når du sover? Det vil sige, når du går i seng, så er det alt sammen afsluttet. Besvar ikke mit spørgsmål endnu. Vi vil gå ind i det.

Sker det ikke for dig, at når du går i seng, så gør du op, hvad du har gjort i løbet af dagen? Eller smider du dig blot ned i sengen og falder i søvn? Går du ikke dagen igennem og siger, det her burde have været gjort, det der burde ikke have været gjort? Og spørger dig selv om betydningen af dette eller hint? Følg det her meget omhyggeligt. Du gør orden. Hjernen kræver orden, ellers kan den ikke fungere effektivt. Hvis du drømmer, hvis den daglige aktivitets bevægelse fortsætter, når du sover, så er der ingen orden. Da hjernen kræver orden, så frembringer hjernen instinktivt orden, mens du sover. Du vågner en smule friskere, fordi du har lidt mere orden. Hjernen kan ikke fungere effektivt, hvis der er nogen form for konflikt, nogen form for uorden.

Spørger: Er der ikke andre slags drømme, hvor en anderledes slags kommunikationer bliver overført?

Krishnamurti: Lyt først til det her. Forstå orden. Det daglige livs bevægelse fortsætter gennem søvnen, fordi der er modsigelse i denne daglige bevægelse, der er uorden, disharmoni. Og under søvnen forsøger hjernen bringe orden ind i dets eget kaos gennem drømme, gennem forskellige former for ikke-drømme. Hvis du laver orden i løbet af dagen, så behøver hjernen ikke at bringe tingene i orden under søvnen. Se vigtigheden i det. Derfor bliver hjernen udhvilet, stille, i live, frisk. Jeg véd ikke, om du har bemærket, at når du har et problem, og du bliver ved med at tænke det igennem i løbet af dagen, og det fortsætter om natten, så bekymrer du dig om det og vågner op næste morgen og er træt af problemet; og den næste dag bekymrer du dig stadig om problemet, som en hund der bider i et ben. Du er efter det hele dagen, og stadig når du går i seng igen – indtil hjernen er udmattet. Så ser du måske noget nyt i den udmattelse.

Det, vi siger, er noget fuldstændigt anderledes. Det er dette: at afslutte problemet, når det opstår, ikke at bære det videre til den næste dag eller det næste minut – afslut det! Nogen har fornærmet dig, såret dig – afslut det! Nogen har snydt dig, nogen har sagt uvenlige ting om dig. Se på det, bær ikke videre på det, bær ikke på det som en byrde. Afslut det, mens det bliver sagt, ikke bagefter.

Uorden er en neurotisk tilstand i hjernen og ender med at frembringe sindssyge. Orden indebærer afslutningen på problemet, når det opstår, og derfor ophører dagens bevægelse gennem natten, og der er ingen drømme, fordi du har løst alting, mens du bevæger dig. Jeg véd ikke, om du ser vigtigheden i det her? Fordi så kan du stille det næste spørgsmål, som er: hvad er der hinsides alt dette? Det vil vi tage os af i morgen.

7. august 1970

(J. Krishnamurti: The Impossible Question. Victor Gollancz Ltd, Great Britain 1972. Part Two, Dialogues, Chapter 5)