Når der er kærlighed har den seksuelle akt en helt anden betydning

Oversat og redigeret af Henrik Petersen

Når der ikke er kærlighed i dit hjerte, har du kun en ting tilbage - det er nydelsen. Den nydelse er sex og det bliver derfor et enormt problem. For at løse det, er du nødt til at forstå det. Når du forstår det, begynder du at befri sindet.

 

Indien, 25.december, 1966

Hvordan imødekommer man det seksuelle behov på en intelligent måde, og hvordan undgår man at gøre det til et problem?

 

Hvad mener vi med sex? Er det udelukkende den fysiske handling, eller er det tanken som ophidser, som tilskynder, fremmer den handling? Sex hører til sindet, og fordi det hører til sindet, må det søge realisation, ellers er der frustration. Lad os diskuterer det som ethvert andet emne. Se nu ikke så alvorlige og fortabte ud. Lad os behandle dette emne meget direkte og simpelt. Jo mere komplekst et emne er, jo mere klar tænkning kræver det, jo mere simpelt og direkte må man nærme sig det.

 

Hvorfor er sex blevet sådan et problem? Lad os gå ind i det uden forlegenhed, uden iver, uden frygt og fordømmelse. Hvorfor er det blevet et problem? For de fleste er det et problem. Hvorfor? Sandsynligvis har I aldrig spurgt jer selv om hvorfor det er et problem, så lad os finde ud af det.

 

Sex er et problem fordi der i den akt lader til at være et fuldstændigt fravær af selvet. I det øjeblik der er sex er man lykkelig, og det er fordi der er dette ophør af selvbevidsthed, af >>mig<<; og det vil man gerne have mere af – mere af denne selvopgivelse hvori der er fuldkommen lykke, uden fortid eller fremtid; og med dette behov for lykke, for fuld fusion og integration, så bliver det naturligvis det allervigtigste. Ikke? Da sex er noget som giver mig ren nydelse, komplet selvforglemmelse, vil jeg gerne have mere og mere af det. Alle andre steder er jeg i konflikt, alle andre steder, på alle de forskellige tilværelsesplaner er der denne forstærkning af selvet. Der er økonomisk, socialt, religiøst, en konstant koncentrering af selvbevidsthed, hvilket er konflikt. Man er egentlig kun selvbevidst når man er i konflikt. Selvbevidsthed er i selve sit væsen resultatet af konflikt. Så, alle andre steder er vi i konflikt. Der er konflikt, smerte, kamp og elendighed i vores forhold til alting, til ejendom, til andre mennesker, andre idéer; men i denne ene handling ophører alt dette fuldstændigt. Naturligvis vil man have mere sex for det gør én lykkelig, mens alt andet fører én ud i elendighed, oprør, konflikt, forvirring, modstand, bekymring og destruktion; så, derfor bliver sexlivet utroligt betydningsfuldt og vigtigt.

 

Men altså, sex er ikke problemet, problemet er hvordan man bliver fri for selvet. Man har prøvet den tilstand hvori selvet ikke er, om det så blot var nogle sekunder, en time eller en dag; og hvor selvet er, der er konflikt, der er nød og kamp. Der er derfor en konstant længsel efter mere af den selv-fri tilstand. Men det centrale problem er konflikten på de forskellige niveauer, og så hvordan man giver afkald på selvet. Man søger lykke, man søger den tilstand hvor selvet, med alle dets konflikter, ikke er til, den tilstand man forbigående finder i sex. Eller, man disciplinerer sig selv, man kæmper, man kontrollerer, man tilintetgør endog sig selv gennem undertrykkelse – hvilket alt sammen betyder at man søger at blive fri for konflikt, for med konfliktens ophør er der glæde. Hvis der kan være frihed for konflikt, så er der lykke på alle de forskellige tilværelsesplaner.

 

Hvad bidrager til at skabe konflikt? Hvordan opstår disse konflikter i dit arbejde, i dit forhold til andre mennesker, i undervisning, i alting? Selv når man skriver et digt, synger eller maler, er der konflikt.

 

Hvordan bliver denne konflikt til? Skabes den gennem ønsket om at blive til noget? Man maler, man ønsker at udtrykke sig gennem farver, man vil gerne være den bedste. Man studerer, bekymrer sig og håber verden vil anerkende ens malerkunst. Men hvor der er ønsket om at blive noget ”mere”, er der konflikt. Det er en psykologisk drift der forlanger dette ”mere”. Behovet for mere er psykologisk, lysten til ”mere” eksisterer, når psyken, når sindet vil blive noget, når det søger og forfølger et mål, et resultat. Når man gere vil være en mahatma, når man gerne vil være en helgen, når man gerne vil forstå, når man øver sig i dyd, når man er klassebevidst som værende et ”bedre” væsen, når man underkaster sig pligter for at ophøje sig selv – så peger det alt sammen tydeligvis på et sind der er ved at blive noget.

 

”Mere” er derfor konflikt. Et sind som søger ”mere” er aldrig bevidst om det, som er, for det lever altid i dette ”mere” - i hvad det gerne ville være, og ikke i det, som er. Først når man opløser hele denne konflikts indhold, er denne ene selv-befrielse gennem sex, ikke længere et frygteligt problem.

 

Selvet er ikke et objektivt væsen der kan studeres under et mikroskop, og man kan heller ikke lære om det gennem bøger eller forstå det gennem citater, hvor kraftfulde de end måtte være. Selvet kan kun forstås i forholdet til andre mennesker. Når alt kommer til alt, så findes konflikten i forholdet, hvad enten det er i forholdet til ejendom, til en idé, til ens kone eller ens nabo; og hvis ikke denne elementære konflikt opløses, er det bare at holde fast ved befrielsen gennem sex, helt klart at være ubalanceret. Og det er præcis hvad vi er. Vi er ubalancerede fordi vi har gjort sex til den eneste vej at undslippe; og samfundet, den såkaldt moderne kultur hjælper os med det; se blot på reklamerne, biograferne, de sigende bevægelser og stillinger og optrædener.

 

De fleste af jer blev sikkert gift da I var unge, og den indre biologiske drift derfor meget stærk. I fik jer en kone eller en mand, og den kone eller mand er I så sandelig nødt til at leve med resten af livet. Jeres forhold er rent fysisk, og alt andet må indrette sig efter det. Så hvad sker der? Du er måske intellektuel, og hun er meget følelsesbetonet. Hvor er din samhørighed med hende? Eller hun er meget praktisk, og du er drømmende, vag, ret ligeglad. Hvor er der kontakt mellem dig og hende? Du er stærkt fokuseret på sex, det er hun ikke; men du bruger hende fordi du en ret. Hvordan kan der være samhørighed imellem jer når du bruger hende? Ægteskabet er baseret på den idé, på den drift; men oftere og oftere er der modsætninger og store konflikter i ægteskabet, og derfor flere skilsmisser.

 

Så, dette problem skal derfor håndteres på en intelligent måde, hvilket betyder at vi er nødt til at ændre hele vores basisopdragelse; og det kræver forståelse, ikke bare af livets realiteter men også af vores daglige eksistens, en forståelse der ikke bare kender og ser den biologiske, den seksuelle drift i øjnene, men også ser hvordan den gribes intelligent an. Men det er ikke det vi gør, er det? Det er et emne som dysses ned, det er noget privat, noget vi kun taler om bag lukkede døre. Når driften er meget stærk danner vi, uanset hvad, par for resten af livet. Se hvad det er man gør ved sig selv og den anden.

 

Hvordan kan den intellektuelle møde, have et fællesskab, med den sentimentale, den dumme, eller med den som er uden uddannelse? Hvilken samhørighed er der, bortset fra den seksuelle? Er vanskeligheden i alt dette ikke, at den seksuelle, den biologiske drifts opfyldelse nødvendiggør visse sociale regulationer, det er derfor man har ægteskabslove. Man forsøger på alle mulige måder at eje det som giver en nydelse, tryghed, komfort; men det der giver konstant nydelse gør hjernen sløv. Ligesom konstant smerte sløver sindet, så vil konstant nydelse også lamme hjerne og hjerte.

 

Hvordan kan man eje kærlighed? Kærlighed er bestemt ikke en hjerne-ting, er det? Kærlighed er ikke bare den seksuelle akt, er det? Kærlighed er noget hjernen umuligt kan forstå; kærlighed er noget som ikke kan formuleres. Uden kærlighed får man så et forhold; uden kærlighed gifter man sig. I ægteskabet ”vænner man sig til hinanden”. Yndigt, ikke! Dette med at vænne sig til hinanden er en intellektuel proces, er det ikke? Hun har giftet sig med dig, men du er en stor grim tyksak som bliver revet med af dine egne passioner. Hun er nødt til at leve med dig. Hun kan ikke lide det hus I bor i, hun kan ikke lide omgivelserne, al hæsligheden, hun kan ikke lide din brutalitet. Men alligevel siger hun, ”ok, jeg er gift, jeg er nødt til at finde mig i det.” Så, som en måde at beskytte sig selv på, giver hun sig, og snart begynder hun at sige, ”jeg elsker dig”. Ser I, når vi på grund af ønsket om tryghed, finder os i noget som er grimt, så synes dette grimme at blive smukt – det er en form for selvbeskyttelse, fordi ellers bliver vi såret, vi kan blive helt ødelagt. Derfor ser vi at det der var grimt, skrækkeligt, gradvist er blevet smukt.

 

Dette med at vænne sig til eller tilpasse sig er en mental proces – det er alle tilpasninger. Men kærligheden er ude af stand til at tilpasse sig. I ved, hvis I elsker en anden, er der ikke noget med at ”vænne sig til”, der er kun total sammensmeltning. Det er kun når der ingen kærlighed er vi begynder at tilpasse os. Denne tilpasning kaldes ægteskab. Ægteskabet mislykkes fordi det er selve kilden til konflikt, det er en kamp mellem to personer. Det er et utroligt komplekst problem, det er alle problemer, men i endnu højere grad dette fordi lysterne, drifterne, er så stærke.

 

Så, et sind der blot vænner sig til, tilpasser sig, kan aldrig nogensinde være rent. Et sind der søger lykken gennem sex kan ikke være rent. Så, selv om man i den akt momentvis oplever selvopgivelse, selvforglemmelse, så gør selve jagten på denne lykke, som genereres i hjernen, sindet urent. Renhed, dyd, opstår kun hvor der er kærlighed. Uden kærlighed er der ingen dyd, ingen moral. Kærlighed er ikke noget der kultiveres. Der er kun kærlighed når der er total selv-

 

Indien, 20. februar, 1949