En verden i krise

Oprettet af Henrik Petersen

Følgende er inspireret af forordet til Krishnamurti-bogen Facing A World In Crisis.

Vi er nødt til at kigge på verdens tilstand med al dens vold og konflikt, hvis vi nogensinde skal forstå os selv, sagde Krishnamurti. At vende ryggen til det der sker i verden var for ham, ikke at være modtagelig overfor hvad livet lærer os. I denne bog går Krishnamurti ind i hvordan man kan leve i og reagere på en usikker tid, en bekymrende tid. Hans budskab om det personlige ansvar og vigtigheden af at være forbundet med verden i bred forstand præsenteres på en ikke-sekterisk og upolitisk måde. Bogen vil, på en ultimativt livsbekræftende måde finde resonans hos de læsere som leder efter en ny måde at forstå verden og sig selv på, et nyt håb i tider der er udfordrende.

Så, hvordan er verdenssituationen? Hvor tit hæver vi egentlig blikket fra vores eget og dagligdagens mange gøremål, og ser bredt på hvad der faktisk foregår i verden og hvordan vi forholder os til det?

Vi bliver i dag, mere end nogensinde, konfronteret med hvad der sker i verden. Den globale tv-dækning og internettet betyder at vi kan følge enhver naturkatastrofe, ethvert terrorangreb, enhver krig, enhver krise og demonstration, ethvert topmøde, enhver celeber begivenhed og enhver større sportsbegivenhed live.

Denne konstante nyhedsstrøm udgør sammen med vores egen dagligdag og personlige erfaring vores bevidsthed om verden. Selv om nyhedsstrømmen ofte er sensationsorienteret og svælger i død og ødelæggelse, så fortæller den jo om hvad der faktisk sker, den afspejler mere eller mindre præcist verdenssituationen. Vi ser at naturkatastrofer, uroligheder og uansvarlighed et sted kan have konsekvenser jorden rundt. Vi ser at alle vores krige, udover at handle om territorier og ressourcer, også handler om religion, etnicitet og nationalitet. Vi er handelsmæssigt og økonomisk bundet sammen på kryds og tværs, og vi flytter os som aldrig før og overalt fører det til kultursammenstød. I disse kultursammenstød kender vi grundlæggende ikke til andet end at forfægte vores egen tradition, vores egne værdier, og selvom vi indimellem taler om tolerance ved vi godt det ikke er løsningen, for tolerancen er en fernis, en tynd overflade. Vi ser også at menneskets umådelige foretagsomhed har fatale konsekvenser for alt andet liv; overalt forsvinder dyre- og plantearter i hastigt tempo, og det synes ikke at betyde noget for de fleste af os. Vores foretagsomhed er så omfattende at klimaændringer, som i sidste ende truer vores egen eksistens, synes uundgåelige.
 
Alt dette kalder på en ny bevidsthed. Den gamle bevidsthed som er lokal, traditionsbunden, religiøst og ideologisk fikseret, kan ikke tage den nuværende udfordring op. En meget begrænset bevidsthed kan ikke tage en umådelig udfordring op. Spørgsmålet er om der kan opstå en ny menneskelig bevidsthed, om vi kan vække en ny ansvarlighed, en ny følelse af fællesskab og samhørighed med alt levende, for er det ikke kun en sådan forståelse og følelse der kan tage den globale udfordring op? Vi kan ikke løse et fælles problem med en selvisk bevidsthed, vel?
 
Hvordan forstår vi os selv og verden? Krishnamurti begynder ofte en tale med at invitere os til sammen med ham at iagttage verdenssituationen. Han beskriver den nøgternt og pointerer, at vi ikke kan melde os ud af verden, at det ikke hjælper at vende ryggen til hvad der foregår i verden, og at det er illusorisk at tro at vi ikke har noget med al volden, alle konflikterne, alle ødelæggelserne i verden at gøre. Vi er nødt til at se og føle og forstå, at vi alle er i samme båd.

Jeg er verden eller du er verden og verden er dig, siger Krishnamurti igen og igen. Intellektuelt eller logisk set kan vi vel godt følge ham, men forstår og føler vi det sådan? Hvad er det der forhindrer os i at føle at vi alle lever på samme jord, og at det er vores alle sammens jord? Er det propaganda, tusinder års propaganda som siger at vi, altså et eller andet ekskluderende vi, har mere ret til jorden end andre? Er det den konstante eksponering og dyrkelse af gruppetilhørsforhold og personlighed som vi ser overalt? Hvis udsagnet om, at jeg er verden og verden er mig er sandt på et helt grundlæggende plan følger, at det kun er hvis jeg forandrer mig at verden forandrer sig, og at vi hver især derfor har et ansvar der går langt ud over os selv. Så er du verden, føler du det – eller føler du dig anderledes? Og lige meget hvad svaret er – hvad er så virkelighed og hvad er illusion?
 
Overmåde meget taler altså for, at det kun er et nyt sind, ikke et nyt system, en ny tro, eller en ny forestilling, som kan skabe en ny verden. Hvad forhindrer så dette nye sind i at opstå? Det er disse forhindringer Krishnamurti hele tiden udforsker, og han siger at det kun er når vi lader det gamle sind fare, og når vi virkelig har en indsigt i dets væsen og natur, at vi bliver i stand til at agere intelligent i forhold til den politiske, økonomiske, miljømæssige, religiøse og personlige verdenssituation.
 
Noget af det der kendetegner det gamle sind og forhindrer et nyt sind i at blive til, er vores autoritetstro. Vi vil så gerne have hurtige og nemme svar på alverdens problemer, og derfor søger vi altid efter en ny leder, et nyt system, et nyt program vi kan tro på. Viden og autoritet har sin plads, anerkender Krishnamurti, men det får hjernen til at svinde ind, når vi ved at tro på autoriteter i livets grundlæggende spørgsmål, lægger ansvaret fra os.  Vi må derfor se på hvilken rolle autoritet spiller i vores liv, hvilken rolle den spiller i forhold til følelsen af tryghed, i forhold til magt og i vores forhold til hinanden.
 
Vi lever på mange måder et anden-hånds-liv, vi bliver underholdt, vi bliver belært af eksperter på alle områder, vi uddannes og får værktøjer til at klare enhver situation, vi lever stort set adskilt fra naturen, og mad og oplevelser er noget vi køber. Vi er forbrugere og alt er så endevendt, så gennemtygget at mange må gå til ekstremerne for at føle de er i live. Det Krishnamurti giver os er noget helt andet, han giver os hverken forklaringer eller teorier, men udsagn som kan kick-starte vores egne observationer og som skal efterprøves i vores eget liv – han giver os livet tilbage.  For livet er noget vi hver især må udforske, som han siger – det er større end nogen guru, noget system eller nogen lære.
 
En anden ting Krishnamurti i næsten enhver tale påpeger, er hvor ødelæggende de billeder vi har af hinanden er for vores forhold til hinanden. Alle disse forestillinger om os og dem, mig der er bedre eller værre end dig, manden der er vigtigere end kvinden og så videre, alle disse attituder er farlige og falske.
 
Krishnamurti advarer også konstant mod rent intellektuelt bare at være enig eller uenig med hvad han siger; vi er nødt til selv at gå bag ordene og finde frem til sandheden, for som han formulerer det – ordet er ikke tingen, beskrivelsen er ikke det beskrevne.
 
Nogle gange blev han mødt af protester som gik på at han forlangte for meget af den enkelte: ”Vi er jo bare almindelige mennesker” som én engang sagde. Krishnamurti svarede, ”vi kan ikke længere tillade os bare at være almindelige mennesker… udfordringen er for enorm.”
 
Til de som ikke er så bekendt med Krishnamurtis læringer skal siges, at når han taler om forvandling og om et helt nyt sind som en forudsætning for at kunne skabe en anden verden, så indbyder han ikke til at tænke eller bevidst arbejde på at blive noget andet end det vi er; tanken er ikke redskabet, og målet ligger ikke ude i fremtiden; det er derimod hele tanken om, hele bestræbelsen på at blive noget han sætter spørgsmålstegn ved, for den største forhindring i forhold til at forstå os selv og derfor verden, er vores konstante optagethed af at være eller blive noget, siger han. Krishnamurti afviser med andre ord idealer og tid som midler til at forandre verden. Han beder os i stedet om, at blive ved og meget nøje iagttage det, som er; og i sådan en fuldkommen ubetinget og ikke-afstandtagende iagttagelse forvandles det, som er.
 
Krishnamurti inviterer os altså til altid at møde livets problemer og udfordringer som var det første gang, og give alt hvad vi har i os til dette møde. Vores problem eller udfordring er både global og personlig – der er ingen forskel.