Nyt sind & ny verden

Du er verden og verden er dig, siger Krishnamurti igen og igen. Intellektuelt giver vi måske udsagnet en chance, men forstår og føler vi det sådan? Hvad er det der forhindrer os i at indse og føle at vi alle lever på samme jord, og at det er vores alle sammens jord? Er det propaganda, tusinder års propaganda som siger at vi, altså et eller andet ekskluderende vi, har mere ret til jorden end andre? Er det den konstante eksponering og dyrkelse af personer, individualitet, som vi ser overalt? Hvis udsagnet om, at jeg er verden og verden er mig, er sandt på et helt grundlæggende plan følger, at det kun er hvis jeg forandrer mig at verden forandrer sig, og at vi hver især derfor har et ansvar der går langt ud over os selv. Så er du verden, føler du det – eller føler du dig anderledes? Og lige meget hvad svaret er – hvad er så virkelighed og hvad er illusion?

Meget taler altså for, at det kun er et nyt sind, ikke et nyt system, en ny tro, eller en ny forestilling, som kan skabe en ny verden. Hvad forhindrer så dette nye sind i at opstå? Det er disse forhindringer Krishnamurti hele tiden udforsker, og han siger at det kun er når vi lader det gamle sind fare, og har en indsigt i dets væsen og natur, at vi bliver i stand til at agere intelligent i forhold til den politiske, økonomiske, miljømæssige, religiøse og personlige verdenssituation.

Noget af det der kendetegner det gamle sind og forhindrer et nyt sind i at blive til, er vores autoritetstro. Vi vil så gerne have hurtige og nemme svar på alverdens problemer, og derfor søger vi altid efter en ny leder, et nyt system, et nyt program vi kan tro på. Viden og autoritet har sin plads, anerkender Krishnamurti, men det får hjernen til at svinde ind, når vi ved at tro på autoriteter i livets grundliggende spørgsmål, lægger ansvaret fra os. Vi må derfor se på hvilken rolle autoritet spiller i vores liv, hvilken rolle den spiller i forhold til følelsen af tryghed, i forhold til magt og i vores forhold til hinanden.

Vi lever på mange måder et anden-hånds-liv, vi bliver underholdt, vi bliver belært af eksperter på alle områder, vi uddannes og får værktøjer til at klare enhver situation, vi lever stort set adskilt fra naturen, og mad og oplevelser er noget vi køber. Vi er forbrugere og alt er så gennemtygget at mange må gå til ekstremerne for at føle de er i live. Det Krishnamurti giver os er noget helt andet, han giver os hverken forklaringer eller teorier, men udsagn som kan kick-starte vores egne observationer og som skal efterprøves i vores eget liv – han giver os livet tilbage, vil jeg sige. For livet er noget vi hver især må udforske – det er større end nogen guru eller nogen lære, som Krishnamurti engang har sagt.

Udfordringen er enorm

En anden ting Krishnamurti i næsten enhver tale påpeger er, at de billeder vi har af hinanden ødelægger vores forhold til hinanden. Alle disse forestillinger om os og dem, mig der er bedre eller værre end dig, manden der er vigtigere end kvinden og så videre, og så videre, alle disse attituder er farlige og falske.

Krishnamurti advarer også konstant mod rent intellektuelt bare at være enig eller uenig med hvad han siger; vi er nødt til selv at gå bag ordene og finde frem til sandheden, for som han formulerer det – ordet er ikke tingen, beskrivelsen er ikke det beskrevne.

Nogle gange blev han mødt af protester som gik på at han forlangte for meget af den enkelte: ”Vi er jo bare almindelige mennesker” som én engang sagde. Krishnamurti svarede, ”vi kan ikke længere tillade os bare at være almindelige mennesker… udfordringen er for enorm.”

Til de som ikke er bekendt med The teachings skal siges, at når han taler om forvandling og om et helt nyt sind som en forudsætning for at kunne skabe en anden verden, så indbyder han ikke til at tænke eller bevidst arbejde på at blive noget andet end det vi er; tanken er ikke redskabet, og målet ligger ikke ude i fremtiden; det er derimod hele tanken om, hele bestræbelsen på at blive noget psykologisk set han sætter spørgsmålstegn ved, for den største forhindring i forhold til at forstå os selv og derfor verden, er vores konstante optagethed af at være eller blive noget, siger han. Krishnamurti afviser med andre ord idealer og tid som midler til at forandre verden. Han beder os i stedet om, at blive ved og meget nøje iagttage det, som er; og i sådan en fuldkommen ubetinget og ikke-afstandtagende iagttagelse forvandles det, som er.

Krishnamurti inviterer os altså til altid at møde livets problemer og udfordringer som var det første gang, og give alt hvad vi har i os til dette møde. Vores problem eller udfordring er både global og personlig – der er ingen forskel.